Mine 10 bedste trekkingture

Erik Pontoppidan

På opfordring af "Vulkan-Henning", som har givet stafetten videre til mig, har jeg valgt at beskrive mine 10 bedste trekkingture. Men selv om jeg har hygget mig med opgaven, så har det været lidt af en udfordring at udvælge mine 10 favoritter og ikke mindst at begrænse beskrivelsen af dem til ganske få linier. For hvad er en god trekkingtur? Som eks-formand Per Allan Jensen meget rigtigt skriver i martsnummeret, så er en god oplevelse en kombination af mange forskellige faktorer. Det kan f.eks. være ens humør, de mennesker, man møder undervejs, hvor man er i sit liv, hvilke behov og ønsker, man har lige nu og meget andet. Det spiller også en rolle, hvor meget man har rejst i forvejen og hvor meget af verden, man allerede har set. F.eks. var min første trekkingtur i Himalaya en helt unik oplevelse, som aldrig kan gentages, og det samme gælder i øvrigt den oplevelse, jeg havde, da jeg på min allerførste udlandsrejse til Norditalien oplevede Alperne fra kupévinduet i min sovevogn.

Til allersidst: Rækkefølgen af de 10 beskrivelser er kronologisk og er altså ikke udtryk for en prioritering, for at lave en sådan ville være en endnu sværere opgave end at udvælge mine 10 favoritter.

1. Pico de Teide
I januar 1967 besteg jeg helt alene Spaniens højeste bjerg Pico de Teide på Tenerife (3.716 meter). Det skal lige siges, at det var før svævebanen blev bygget, så jeg mødte ikke en eneste turist på vejen derop. Turen varede kun en enkelt dag, men den var en stor oplevelse, blandt andet fordi det var første gang, jeg kom tæt på en vulkan. Jeg tog med den første, meget tidlige morgenbus fra Puerto de la Cruz nede ved Atlanterhavet og kørte op til det enorme krater ved Las Cañadas i cirka 2.000 meters højde. Derfra startede jeg selve bestigningen. Jeg nåede toppen først på eftermiddagen og beundrede udsigten fra det rygende krater, inden jeg startede nedturen og fangede den sidste bus tilbage til Puerto.

Aftenstemning ved Lapsang-sæteren, nær Kanchenjunga. Bjerget til venstre hedder Ratong (6.678 m). Passet til højre fører ind i nabolandet Sikkim.

2. Gosainkund
Denne vandretur på en halv snes dage i foråret 1969 foregik i Helambu - Gosainkund - området nord for Kathmandudalen i Nepal. Den er en af mine største oplevelser overhovedet, og det er nok primært, fordi det var allerførste gang jeg oplevede Himalaya. I Kathmandu hyrede jeg min egen sherpa (til syv kroner om dagen), som viste vej, talte med folk i landsbyerne og sørgede for en del af det praktiske. Det hele var bare fantastisk: aftenerne hos de lokale familier, hvor man sad i de mørke, tilrøgede landsbyhuse og oplevede et sceneri og en stemning, man troede kun hørte hjemme i middelalderen. Begravelsesceremonien i sherpalandsbyen Tarke Gyang, hvor lama-orkesteret var i fuld aktion med trommer og horn – en stor oplevelse, jeg i øvrigt den dag i dag stadig kommer til at tænke på, hver gang jeg taber et grydelåg på gulvet! Og nå ja: udsigterne og natursceneriet var formidable. Vi gik over Laurebina-passet i 4.610 meters højde i snestorm og overnattede i en forladt sæterhytte ved en af de hellige Gosainkund-søer. Næste morgen vågnede vi i strålende sol med udsigt til store dele af Himalaya-kæden. Der var ikke en sky på himlen, og vi kunne se langt ind i Tibet med det imponerende Langtang-massiv i forgrunden.

3. Kilimanjaro
En af mine helt store drømme var at bestige Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, og det fik jeg mulighed for at gøre noget ved i sommeren 1972, da jeg rejste to måneder til Kenya for at deltage i et arbejdslejr-projekt arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke i nogle landsbyer ved Victoriasøen.Turen tog i alt fem dage (tre dage op og to dage ned), og vi gik gennem utrolig forskellige landskaber undervejs. Først gennem banan- og kaffeplantager, derefter gennem tæt skov, som længere oppe blev til en mærkværdig bevoksning af forkrøblede træer beklædt med mos og lav. Om formiddagen på den anden vandredag holdt skoven pludselig op, og først på det tidspunkt så vi Kilimanjaro for første gang som baggrund i et åbent, hedeagtigt landskab. Inden selve topbestigningen gik vi over en stor, gold slette overstrøet med store sten – og den fjerde dag tidligt om morgenen overværede vi solopgangen på kraterranden ved Gillman’s Point i en højde af 5.600 meter - rystende af kulde og udmattelse!

4. Ruwenzori
Denne tur føltes næsten lige så meget som en rejse i en tidsmaskine som en almindelig rejse. Ruwenzori-bjergene eller "Månebjergene" i Uganda er et af verdens mest særprægede bjergområder og er i øvrigt en af hovedkilderne til Nilen, som man søgte så ihærdigt efter i sidste halvdel af 1800-tallet. På trods af, at området ligger tæt på ækvator, er der sneklædte toppe på over 5.000 meter med tilhørende gletschere. I løbet af en uges tid i sensommeren 1972 vandrede jeg gennem fugtige tåger, kravlede over og under væltede, mosbegroede træstammer, og efterhånden vænnede jeg mig til at synke ned i mudder til knæene. Men da jeg efterhånden nåede op i højderne blev anstrengelserne rigeligt belønnet med fantastiske udsigter til blandt andet Mount Speke (5.035 meter), mens jeg stod midt i et landskab af mærkværdige planter i overstørrelse. Når jeg nævner det med en tidsrejse i starten, er det fordi området passer perfekt til forestillingen om et landskab fra juratiden. Jeg mødte dog ingen dinosaurer på turen, men hvis Steven Spielberg skulle få lyst til at lave endnu en film om "Jurassic Park", så har han her de perfekte kulisser!

5. Sinai
I forbindelse med et tomåneders kibbutz-ophold i Israel i 1973 var jeg på en femdagstur i Sinai-ørkenen med firehjulstræk. Vi overnattede i soveposer i ørkensandet, og om dagen kørte vi rundt i den meget smukke natur med de utrolige farver og landskaber, som findes på Sinai-halvøen. Vi fik desværre ikke lejlighed til at møde Moses, men vi besteg dog Sinai-bjerget, hvor vi oplevede solopgangen fra toppen.

6. Ribera de Janela
Under mit allerførste besøg på Madeira i sommeren 1978 fulgte jeg en levada i fire en halv time ind i den øde dal Ribera de Janela gennem et drømmeagtigt landskab, hvor stien førte gennem adskillige, kilometerlange, buldrende mørke tunneller. Jeg havde planlagt at gå op til et sted, der hedder Rabacal, men dengang var der ingen detaljerede guidebøger, og jeg har senere fundet ud af, at jeg skulle være klatret op af kløften ad en sti længe før. Så efter ca. 16 kilometers vandring sluttede levadaen

På vej op gennem den lange og dybe Ghunsa-dal mod Kanchenjunga base camp.

pludselig ved et vandfald, og da det var sent på eftermiddagen, måtte jeg overnatte i bunden af kløften og gå samme vej tilbage næste morgen. Turen varede kun et døgns tid, men sceneriet på vejen ind og ud gennem dalen hører til mine mest intense oplevelser. Lyden af strømmende vandfald overalt, de ekstremt kuperede bjerge, natten helt alene dybt inde i kløften, fuglesangen i det første morgenlys, de meget lange tunneller, som jeg i gik igennem helt alene med en lommelygte, hvor batteriet var næsten opbrugt – det hele gav en blanding af fascination og angst, som gjorde netop denne tur uforglemmelig. Madeiras levadaer er efter min mening noget unikt og eventyrligt og burde helt seriøst komme i betragtning, hvis man en dag skulle finde på at redefinere verdens syv vidundere!

7. Kanchenjunga
I efteråret 1989 - 20 år efter min første Nepal-rejse - var jeg sammen med en gruppe på 14 danskere, som i løbet af fem uger gik op til foden af verdens tredjehøjeste bjerg Kanchenjunga i Øst-Nepal. Det tog os cirka to ugers vandring at nå frem fra byen Biratnagar til Kanchenjunga base camp ved Pang Pema, som ligger i 5.200 meters højde, kun få kilometer fra det sted hvor Nepals, Tibets og Sikkims grænser mødes. Men også turen op gennem "The Himalayan Foothills" var en stor oplevelse. Først gik vi en gennem et område med landsbyer, som var totalt upåvirkede af turisme, og ind imellem kom vi op i de tætte rhododendronskove. Senere gik vi op langs floderne Tamur og Ghunsa og steg langsomt op gennem de dybe dale til Pang Pema i en højde af ca. 5.200 m. For at undgå at gå den samme vej tilbage krydsede vi det vanskelige Lapsangpas på over 5.000 meter og gik tilbage til civilisationen gennem Gurung-folkets område, med deres smukke lerhuse og rismarker.

8. Sahara
Jeg havde i flere år drømt at opleve Sahara "The hard way", dvs. på kamelryg og med overnatning i beduintelt eller under åben stjernehimmel. Derfor kontaktede jeg i 1994 Sahara-specialisten Hans Mydtskov og skrev en notits i medlemsbladet for Dansk Fjeldvandrerklub. Denne notits resulterede lynhurtigt i en halv snes henvendelser fra medlemmerne, og med yderligere fem andre deltagere var vi nu tilstrækkeligt mange til at danne en lille ekspedition med Hans Mydtskov som turleder. Det blev til en spændende uge i det sydlige Tunesien, hvor højdepunktet var en tredagestur på kamelryg i omegnen af byen Douz. Og jeg tror nok, at alle fik opfyldt deres forventninger om ørkenen. De store vidder, stilheden, bålet ved teltet om aftenen, blæsten, sandet og stjernerne – det var der alt sammen!

9. Rinjani
I sommeren 1998 var jeg så utrolig heldig at få bevilget fire måneders sabbat-orlov fra min arbejdsplads. Og som rejsefreak valgte jeg at bruge min orlov til en lang rundrejse til Thailand, Australien og Indonesien. Et af højdepunkterne på den tur var bestigningen af Rinjani-vulkanen på øen Lombok i Indonesien - stadig en af mine allerflotteste trekkingture til dato. Jeg startede bestigningen fra landsbyen Senarú på nordsiden af bjerget. Stien fører op gennem store bjergskove, hvor det vrimler

Fra passet Tizin Tacheddirt (3.230 meter), Høje Atlas.

med nysgerrige aber. Ved ca. 2.000 meter forsvinder skoven, og længere oppe har man en helt fantastisk udsigt. Fra mit telt over trægrænsen kunne jeg se solen gå ned i et tæt skytæppe, og det eneste, der ragede op over skyerne, var toppene af to store vulkaner ovre på naboøen Bali ca. 100 km borte i luftlinie. Og oppe fra kraterranden (2.650 meter) kunne man se den store kratersø 650 meter nede med den lille vulkankegle Segara Anak i midten. Jeg gik ned i bunden af krateret den følgende dag ad en stejl sti og tog en svømmetur i søen, hvor vandet var dejlig varmt på grund af den vulkanske aktivitet i området.

10. Høje Atlas
Denne tur i september 2.003 var en stor oplevelse i et meget eksotisk land og med en helt unik natur. Det blev en rundtur på 11 vandredage gennem de højeste dele af Atlasbjergene, som ligger i Marokko på kanten af Sahara, med overnatning i telt og med muldyr til at bære den tungeste del af oppakningen. På turen passerede vi gennem mange maleriske berberlandsbyer, og en af nætterne tilbragte vi på et lokalt herberg, hvor jeg sov under åben himmel på tagterrassen. Sjældent har jeg set en så flot stjernehimmel i den klare ørkenluft. Turens geografi ske højdepunkt var bestigningen af Nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkal (4.167 meter).

Med hensyn til min efterfølger, så har jeg overtalt Mai Nygård til at overtage min stafet i decembernummeret.

Til stafetoversigten
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside