BOOUUM - et hult drøn i det fjerne. Jeg vender mig og kigger forbi det lille cessna fly jeg netop er ankommet med. På bakkedraget ser jeg en kegleformet søjle af røg og jord. En bombe er detoneret. Velkommen til Phonsavan.
Vi har fløjet tværs over Laos fra den tidligere kongeby Luang Prabang, og er efter 30 min. nået til Phonsavan, den region der blev ramt af flest bomber under den hemmelige krig i Laos. Krigen vi ikke hørte om i vesten, mens rapporterne kom ind fra Vietnam-krigens rædsler. Fra luften kunne man stadig her mere end 20 år efter krigen se kraterhuller i snorlige rækker hen over markerne. Hvert år bliver børn og voksne stadig såret af UXO (UneXploded Ordnance) når de leger eller pløjer marken.
Udenfor den lille baraklignende lufthavnsbygning venter vores guide for de næste 3 dage. Han tilhører Hmong folket. Den mest udbredte minoritet her i bjergene, og den gruppe der hjalp amerikanerne under krigen. Chaufføren venter i bilen som står til vores rådighed - en russisk lyseblå Volga. Vi kører med stil ind til byen.
Mystiske kæmpe krukker
Efter indkvartering får vi frokost på det lokale marked, nudelsuppe med masser af frisk grønt salat ovenpå. Mens vi fumler med spisepindende kunne to unge fyre ikke modstå fristelsen til at invitere os piger på det lokale ris-whisky. Da et nej ikke er på sin plads, ryger det ned, men ikke uden de foreskrevne ansigtsvridninger. Senere viser det sig at vores guide er en sand mester udi kunsten at drikke ris-whisky med den korrekte ansigts-gymnastik.
Med maven fyldt og en rar varme der spreder sig igennem kroppen på denne regnvåde dag er vi nu klar til at indtage Stenkrukkesletten, som egentlig består af 3 forskellige "sletter". "Site 1" ligger tæt på lufthavnen lige udenfor byen, her ser vi den største af alle krukker man har fundet indtil nu. Det siges, at krukkerne er 2000 år gamle, men det er stadig ikke bevist. Og man ved heller ikke, hvad de er blevet brugt til, for man har ikke fundet en intakt krukke med låg og indhold. Guiden fortæller, at der går rygter om en uåbnet krukke 2-3 dages trek inde i bjergene. Tiden og arkæologernes søgen vil jo vise om det er sandt. Én af teorierne er at krukkerne fungerede som sarkofager, andre at de blev brugt til opbevaring af vin eller ris.
Lerkrukker på Lerkrukkesletten
Site 2 består af en række middelstore krukker fordelt på to bakker, og var derfor udsat under bombardementerne. Guiden siger, at mange gik tabt og har kun et hånligt skuldertræk tilovers for en amerikansk forfatters påstand om at ingen blev beskadiget af regeringshærens og amerikanernes bomberegn.
Bogen jeg har påstanden fra er "The Ravens: Pilots of the secret war of Laos" af Christopher Robbins. (Også forfatter til bogen bag filmen "Air America" med Mel Gibson i hovedrollen.) En noget pro-amerikansk bog, og derfor ulovlig i Laos. Men den giver et godt historisk overblik over CIA-krigen i Laos.
De mindst besøgte krukker finder man på Site 3, der også ligger længst væk fra Phonsavan. Fordi vi rejser i regntiden, er det usikkert om vi kan besøge dem. Men vejret er med os og vi spadserer ad smalle stier på rismarken og forbi græssende køer, der benyttes som levende mineryddere. Krukkernes afsondrethed giver en fornemmelse af, hvordan det må have været for ophavsmændene at besøge disse sikkert hellige steder.
Det franske køkken
Udover krukkerne byder turen i Volgaen på masser af vandbøfler, der nyder livet i mudderpøle langs vejen. Men vi ser også en masse hytter, hvor fuglefangerne holder til. Fangstredskabet er en meget lang pind, hvor de binder en levende lokkefugl fast. Resten af pinden er smurt ind i klister, så de tillokkede småfugle hænger fast. Fuglene er efter sigende en stor delikatesse, men vi ser dem ikke på menukortet på restauranten som guiden anbefaler. Han siger, den er fransk, og straks løber vores tænder i vand efter noget andet end nudler og ris. Det viser sig desværre at de eneste franske på menukortet er "French Fried"…. Efter endnu en lækker nudelret finder vi den lokale Billard hal. Der bliver kigget og smilet overbærende da vi to udenlandske piger forsøger at spille pool på et snooker bord. Vi lever dog ikke op til vores bedste og lusker tilbage til pensionatet, hvor generatoren allerede slukkes kl. 23.
Trekking til Hmong landsby
Næste morgen kører vi til markedet i "vores" Volga, hvor vi køber noget mad og vand til dagens tur. 36 km udenfor Phonsavan bliver vi sat af ved en lille landsby, hvor små pattegrise futter rundt mellem bombehylstre, der bruges som stolper til foderhytter, fodertrug og blomsterkasser. Igen en påmindelse om HVOR mange bomber der blev smidt over dette område.
Vi går ad mudrede stier i bløde grønne bjerge, og møder ofte børn med cykler på vej hjem fra skole eller voksne med små bjergheste på vej til landsbyer spredt rundt i bjergene. Fra luften havde jeg set, hvor små og ensomt beliggende landsbyerne er. En gammel kinesisk havelåge er ikke lige den form for cykel, jeg ville vælge til dette terræn, men er alligevel børnenes højeste ønske. Så slipper de for at gå de 4 timer til skole. De små klasser kan heldigvis klare skolegangen i landsbyens lille skole. På vej gennem bjergjunglen ser vi nogle spredte majsmarker. Selvom majs er den afgrøde opiumsdyrkere oftest dyrker udenfor opium sæson, ser vi ingen tegn på brug eller dyrkning af opium. Vi møder heller ingen der vil sælge opium til os, ligesom vi gjorde tidligere i det nordvestlige Laos. Men dér kommer der jo også dagligt backpackere, der gerne vil prøve at ryge opium, og dermed desværre booster salget og den lokale brug blandt de unge.
Landsbyen Bane Pakham
Vi når knapt ind i landsbyen før landsbyens børn og hunde er samlet i flok omkring os. De er nysgerrige, men også lidt bange for vores kameraer. De små børn er ikke så vnt til at se så mange turister. Ungerne viser på opfordring vej til landsbyens stenkrukke. Det er lige ved, at vi må have macheter for at kæmpe os igennem den tilgroede jungle og føler os også som arkæologer da vi befrier stenkrukken. Jeg får også "befriet" en sort skorpion, som vi studerer indgående før den igen kryber i skjul. Der har været flere stenkrukker i udkanten af landsbyen, men de er blevet slået i stykker og brugt til husenes fundament. Mens vi går rundt i landsbyen for os selv, holder guiden møde med landsbyens voksne og prøver at overbevise dem om at de skal bevare stenkrukkerne og at de dermed kan tillokke flere turister.
Fra en mørk hytte lyder der en vedvarende klagesang. Det er en shaman, der prøver at drive de onde ånder væk fra en syg pige. Her i bjergene er buddhismen ikke slået igennem endnu.
Midt i landsbyen står rismøllen. Under landsbypigernes store latter forsøger jeg at male nogle majskorn. Men de små piger klarer ærterne bedre end jeg kan med mine vat-arme. Resten af eftermiddagen går vi rundt i landsbyen konstant efterfulgt af en kæmpe flok af nysgerrige børn i møgbeskidt tøj.
Dog har de alle været i bad for nyligt i floden. Vi har desværre ikke taget nogen bold el. lign. med så det er lidt svært at komme i kontakt med ungerne. Mit forsøg på en gang "tag-fat" falder uheldigt ud, da de mindste bestemt ikke synes, det er sjovt.
Fornem middag
Hen under aften sidder vi i landsbylederens køkken, hvor kvinderne tilbereder maden. Vi taler om traditioner, og om hvorfor de ikke længere benytter deres traditionelle Hmong dragter, som især kvinderne stadig gør i Vietnam. Det lader desværre til, at deres kultur er ved at forsvinde og de bliver ligesom laoterne (majoriteten i Laos og oprindeligt et lavlandsfolk). Og de virker heller ikke så bevidste om, at det er noget, der bør bevares. Dog er de meget interesseret i at høre om vores traditioner og griner højlydt, da jeg fortæller om vores bryllupper med brudevals, gæsterne i rundkreds og afklip af gommens sokker. Jeg håber, at Hmong folket med tiden vil genoplive nogle af deres traditioner - og ikke blot for turisterne skyld.
Maden er færdig, og vi rykker ind i "spisestuen" ved et langbord. Vi er de eneste kvinder ved bordet, de andre går stille rundt i mørket udenfor olielampernes skær. Vi er fornemme gæster og middagen består af en kylling, hakket i små stykker, ris og suppe. Jeg tror naivt, at der ligger lidt grøntsager i bunden af suppen og stikker skeen dybt i skålen. Op af dybet dukker et lille hoved med en stolt hanekam og øjne der stirrer direkte på mig. Jeg stirrer stift tilbage og vipper lynhurtigt skeen så hovedet ryger tilbage hvor det kom fra. Og tager forsigtigt noget suppe fra overfladen. På bordet står også et fad med hønsefødder. Som bymenneske sidder jeg længe og beundrer de lange sporer som sådan en hane har. Lige indtil en af de andre gæster snupper foden og gnasker den i sig med højlydt smasken og knasen.
Vores besøg er en kærkommen lejlighed til at holde lange skåltaler og indtage en del ris-whisky. De lange taler bliver oversat til lidt kortere engelske versioner og så skal der skylles efter. Vores guide vrider derefter ansigtet så selv Jim Carrey ville være misundelig. Men de andre er også skrappe i disciplinen "ansigts-vridninger". De griner meget af hinanden og jeg antager at vridningerne er en del af festen.
Efter mange taler og mange små glas fra plastikdunkene, er vi klar til at sove. Der er redt op i spisestuens eneste seng, hvor vi begge skal sove. Da jeg kryber op i sengen fortryder jeg straks, at jeg ikke tog mere fra af de våde varer. Prøv dette derhjemme: Du tager en seng, fjerner madrassen og lægger en sivmåtte direkte på lamellerne, så har du scenariet. Der ligger jeg et fremmed sted, klods op af en "fremmed" person midt i junglen fuld af fremmede lyde….og så skal jeg selvfølgelig tisse…. Normalt ikke et problem, men guiden har advaret os kraftigt mod grisene når man forretter sin nødtørft. Tanken om at bevæge mig op af en mudderskrænt i totalt mørke og sidde i junglen med en gren og holde grisene væk, får mig til at holde mig til næste morgen.
Jægersoldat for 4 timer
Efter en meget lang nat bliver klokken endelig 7 og guiden kommer ind for at vække os. Jeg trisser lidt rundt og håber på lidt morgenmad. Men det kan jeg godt glemme, og en halv time efter er vi af sted. Ingen af os har mad til overs fra i går og jeg har kun 1 liter vand tilbage. Ikke den måde jeg normalt udstyrer mig til et 4 timers trek i bjergene. Vi vælger at gå en anden vej tilbage. Guiden skal have lidt hjælp af de lokale til at finde stien, da den ikke bruges så tit. Vi finder hurtigt ud af hvorfor…..igler.
Iglernes sult og angrebslyst giver et praj om at det er længe siden nogen er kommet denne vej. Vores guide er totalt hysterisk og står med opsmøgede cowboybukser og slår løs på sine ben med en kvist, for at de lynhurtige bæster ikke skal få fat. Samtidigt sætter han i løb - råbende "You cannot stop - you cannot stop" når min rejsefælle stopper for panisk at fjerne igler, der er røget ned i hendes gummistøvler. Situationen er komisk, men han har ret - stopper man er iglerne lynhurtigt over en. Og har man fjernet én igle, er 10 andre hastigt på vej op ad støvlen og benet.
Efter et par timer i let trav igennem bjergene uden mad og kun lidt at drikke, er jeg færdig. Jeg føler mig som en jægersoldat på aspirantkursus og har svært ved at få øje på at dette skulle være ferie. Heldigvis kommer vi forbi en mark med agurker og får rettet op på væskebalancen. Sultfornemmelsen kommer dog hurtigt igen, da agurker jo ikke ligefrem er en kaloriebombe. Den sidste time er der heldigvis ikke flere igler og aldrig har jeg været så glad for at se en lyseblå Volga.
Mad og varme bade
Ved første stop skyller jeg en cola ned i tre slurke, derefter nudelsuppe og vand. Ahhh - livet er igen herligt. Vi køber noget sæbe og shampoo - for nu skal vi i "hot springs". Straks forestiller jeg mig flere udendørs bade med forskellige temperaturer, sådan som jeg har oplevet "Hot springs" i Sydamerika og New Zealand. Så skuffelsen hænger tykt i luften, da vi stopper ud for to bygninger i sovjetiske betonstil, indeholdende små separate badekabiner. Badekarret fyldes med vand fra den varme kilde via en hane - kort sagt ligesom et badekar derhjemme. Men i Laos er det noget særligt og guidens smil breder sig fra øre til øre. Igen får man sat sit liv i per-spektiv. Uanset hvad - så er det dejligt at få vasket sveden og iglerester af kroppen.
På vej hen til "baren" er jeg så heldig at se en slange sno sig henover stien lige foran mig. Ekstatisk fortæller jeg guiden om min sjældne oplevelse. Han kigger vantro på mig og styrter næsten ud i Volgaen i panik. Jeg griner lidt af vores indfødte trek-guide - tænk at finde en ægte by-rotte herude i det østlige Laos.
Tham Piu
Vi går ad en lang sti og ender ved Tham Piu - en grotte der er kendt for en grusom katastrofe. I 1969 søgte den nærliggende landsbys beboere (særligt kvinder og børn) tilflugt i hulen under et angreb. Men en pilot sender en raket direkte ind i hulen og dræber 200-400 mennesker. Nogle siger, piloten var amerikansk, andre at det var en laotisk pilot fra Lao Royal Air Force. Dette er den nuværende kommunistiske regerings historie. En anden historie går på, at ofrene var vietnamesiske soldater, der havde oprettet et felthospital i hulen. Denne historie støttes af, at vietnameserne i 1980 sendte et oprydningshold til hulen og tog alle genstande og knoglerester med tilbage til Vietnam. I dag er der en mindesten for ofrene - hvem de end var.
Retur til Luang Prabang
Frisk og veludhvilet næste dag venter jeg i lufthavnen på et ekstra fly til Luang Prabang. Ifølge den oprindelige rejseplan gik der ingen fly i dag, og jeg skulle havde tilbragt dagen i Phonsavan, men jeg er heldig. For der er ikke så meget at give sig til i selve Phonsavan.
Mens jeg venter, tænker jeg tilbage på et par begivenhedsrige dage. Nogle dage jeg igen og igen vil tale om som værende nogle af de bedste af de ca. 30 jeg tilbragte i Laos. Måske især fordi det havde været besværligt at arrangere det og det ikke var så velorganiseret. I Vietnam opdager jeg senere at man på disse treks bl.a. får mad på HELE turen….. Det er jo luksuriøst - men det her var langt mere autentisk. Og gudskelov, at man stadig kan opleve det autentiske Laos!!
