"What you name?". Med et blev den pinlige tavshed, der hang i det store beduintelt som en tung dyne, brudt. En af kvinderne havde taget mod til sig og ville nu på vegne af alle gerne kende mit navn. Nysgerrige afventende øjne kiggede på mig fra alle sider.
"My name is Pia." svarede jeg langsomt og højt, således flest mulige af kvinderne kunne høre mig. Alligevel spredtes en ivrig hvisken gennem hele teltet, det var som om alle ville gentage mit navn, og mens det gik fra mund til mund som løbeild, blev næste spørgsmål stillet.
"Where you husband?" kom det på gebrokken engelsk fra den samme kvinde. Tja, det var et godt spørgsmål. Jeg havde ikke set skyggen af Poul, siden vi passerede gruppen af festklædte dansende mennesker på den store plads for at parkere ved siden af gedefolden. Her var vi blevet separeret, da en lille gruppe kvinder havde trukket mig med sig hen til det store kvindetelt. Hvor han var nu, og hvad han havde lavet i den forgangne tid, vidste jeg ikke. Jeg trak derfor blot på skuldrene og svarede "I don´t know." Mit svar lod ikke til at genere kvinderne, jeg kunne have svaret hvad som helst. Det spillede ingen rolle, alene min tilstedeværelse syntes at være ganske ekstraordinær. En hvid kvinde med ildrødt hår strittende frem fra et grågrønt perlebelagt tørklæde var ikke hverdagskost ved et beduinbryllup i de kolde iranske bjerge mellem Esfahan og Shiraz.
Som tiden gik, dalede interessen for mig langsomt, og de mange nysgerrige øjne, som konstant havde hvilet på mig, blev færre. Nu kunne jeg bedre slappe af og kigge mig omkring. Jeg var blevet anvist en plads på teltgulvet ved siden af de kvinder, der havde hentet mig. Gulvet var dækket med store tykke persiske tæpper i flotte mønstre og farver. Tre af siderne i det mørkebrune traditionelle beduintelt var åbne, og det gav den dejlige og kølige brise mulighed for at sende sine befriende vinde ind over os.
Teltet var bogstaveligt talt pakket til bristepunktet med kvinder. Alle var de iført deres mest farvestrålende festtøj. Store lyserøde, blå, gule eller grønne kjoler med perler og glimmer, tynde tyltørklæder, der mindede om brudeslør. Hver især lignede de små prinsesser. Men hvor var selve bruden?
Jeg fik ikke meget tid til at tænke over det, for pludselig brød en højlydt fnisen løs blandt kvinderne, der med et fik travlt med at skjule deres forlegne ansigter. Poul nærmede sig kvindeteltet, hvilket virkede til at være ok, da han jo ikke vidste bedre! Nu fik alle kvinderne min mand at se, men kun for en kort stund, for Poul skulle tilbage til mændene, som efter at have endt festmåltidet i spiseteltet var i gang med fælleslege på den store plads.
En yngre kvinde tog mig under armen og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med hen til spiseteltet. Det var blevet kvinders og børns tur til at spise de efterladenskaber, som mændene havde levnet.
Spiseteltet var langt og smalt med kun en åbning i den ene ende. Der er ingen stole og ingen borde. En stor plastikdug var rullet ud i midten af teltet, og hele vejen rundt om den sad allerede forventningsfulde og sultne kvinder.
Mad blev rakt fra åbningen af teltet og gik fra hånd til hånd på små paptallerkner til den anden ende af teltet, indtil alle havde fået. Der var mad nok til alle, men intet bestik.
Jeg sad et øjeblik, afventende og opmærksom, jeg ville se, hvordan de andre ville spise deres ris, fladbrød og kød, inden jeg selv gik i gang. Naturligvis blev alt spist med fingrene. Min tøven kostede mig dog mit stykke kød, som en kvinde ved min ene side hurtigt rapsede. Da alle havde spist, blev en snes krus med vand sendt rundt i teltet. Lige såvel som der ikke havde været bestik, var der ej heller glas eller krus til alle.
Mætte og glade var alle nu klar til at hilse på bruden. Men hun skulle først hentes hos sine forældre. Festens højdepunkt skulle til at starte.
Mænd og store drenge sprang op på ladet af adskillige pickups, ligesom biler, knallerter og små motorcykler hurtigt blev besat. En minibus skulle transportere kvinderne, men snart viste det sig, at bussen var for lille, der var langt fra plads til alle. Et hysterisk slagsmål blandt de desperate kvinder begyndte. Slør blev revet i stykker, arme vredet halvt ad led, mens alle skubbede og masede for at komme ind i bussen.
Jeg var rystet. Kvinderne var fuldstændig ustyrlige. Jeg havde ikke en chance for at komme i nærheden af bussen. Den yngre kvinde, som hele dagen havde set efter mig, opgav kampen om en siddeplads for i stedet at passe på mig og måtte se bussen og alle veninderne tage af sted uden hende. Jeg fandt hurtigt Poul, og sammen indledte vi tre forfølgelsen af bussen og det øvrige følge i vores egen bil.
Da vi, som nogle af de sidste, nåede frem til huset, der tilhørte brudens forældre, blev vi mødt af et forunderligt syn. Mændene var atter i færd med at lege. Denne gang en traditionel stokkeleg, hvor den ene deltager skal slå den anden over benene eller ryggen med en stor træstok, mens den anden forsøger at forsvare sig!
Mere fredeligt så det imidlertid ud hos kvinderne, der tilsyneladende var faldet til ro efter det store slagsmål. Smilende stod de i en halvcirkel foran et lille lerklinet hus og dansede, mens de holdt store farvestrålende tørklæder i hænderne.
Kvinderne har lagt stridsøkserne fra sig og danser nu glade rundt.
Den yngre kvinde, som havde kørt med os i bilen, tog mig i hånden og trak mig med ind i det lille lerklinede hus. Det var stopfuldt af syngende og dansende kvinder, som glade hoppede omkring i det lille rum. Der var varmt, og luften i det lille lokale var tung. På gulvet i det ene hjørne sad en kvinde indhyllet i flere lag tøj og med slør for øjnene. På skift forsøgte de dansende kvinder at rive tørklædet af kvinden, mens hendes veninde "forsvarede" hende. Det hele så meget dramatisk ud, men det var sådan skulle det være. Det bød traditionen.
De mange dansende kvinder skubbede mig over mod kvinden på gulvet, trak tørklædet af hende og kiggede på mig, som om de forventede en reaktion fra min side. Jeg var stum og lam. Det eneste jeg kunne tænke på var at kysse kvinden på kinden. Forlegen, varm og helt rundtosset af den megen larm og kvindernes skubben, søgte jeg mod døren. Jeg måtte ud for at få luft.
Tiden gik, mens jeg trak luft udenfor, og pludselig kom bruden til syne. Hun blev ført direkte fra huset og hen til den ventende hvide Landrover, der i dagens anledning var farverigt pyntet med store garnpomponer i skrigende farver. Bruden og gommen kørte sammen af sted i den pyntede bil, mens gæsterne stille begyndte at gå hver til sit.
Festen var slut. Kun den nærmeste familie og særligt indbudte kørte med tilbage til gommens lejr, hvor festlighederne tidligere på dagen var blevet afholdt. Her afventede alle med spænding det nygifte par.
Pludselig kom den hvide Landrover til syne over en bakketop. Den havde kurs mod lejren. Gommens far, en gammel beduin med vejrbidt, furet ansigt, havde nøje forberedt ankomsten, og mens han affyrede tre skud fra en Kalashnikov, blev et sundt gedekid ført frem.
I samme øjeblik gommen og bruden steg ud af bilen, fik kiddet skåret halspulsåren over, og det varme mørkerøde blod blev ofret til ære for det unge par, mens et spejl blev smadret og pengesedler begejstret smidt over det nygifte par. Alle råbte og sang, klappede og hujede.
Bruden blev ført ud på den store plads, hvor hun fik lov til at danse en enkelt dans sammen med de kvindelige gæster, der endnu var tilbage, inden hun blev ført væk. Resten af aftenen måtte hun tilbringe ene og alene i gommens telt, mens gommen og resten af familien festede videre i det store mørkebrune beduintelt sammen med os. Det var med vemod, at vi tog afsked med beduinerne næste morgen, og vi lovede os selv, at vi snarligt ville vende tilbage.
Men da vi godt ti dage senere kørte over bakketoppen ved beduinlejren igen, mødte der os et forfærdeligt syn. Der var intet tilbage af lejren. Ingen telte, ingen dyr og ingen mennesker. Lejren, som vi kendte den, var væk. Kun den kolde vind blæste gennem dalen, hvor lejren tidligere havde ligget, og fik små græstotter til at danse i luften. Ærgerlige og meget skuffede steg vi ud af bilen. Vi kunne ikke tro, at det var rigtigt.
Pludselig kunne vi i det fjerne øjne en lille mand komme ridende på et æsel. Han piskede æslet og sparkede det, alt hvad han havde lært, for at få det til at løbe hurtigere ned ad den stejle bakkeskråning. Da manden kom nærmere, genkendte vi ham straks. Det var gommens far. Den gamle beduin med det vejrbidte og furede ansigt. Han smilte og sprang af æslet, hvorefter han løb hen og omfavnede Poul, mens han kyssede ham vildt på skiftevis den ene og den anden kind.
Vi fandt vores medbragte gave frem og rakte den til den gamle. I Esfahan havde vi fået lavet to fotoalbums med billeder fra bryllupsfesten. Mens den gamle langsomt kiggede på billederne, blev han tydeligt rørt. Minutter senere, da han havde set hvert enkelt foto mindst en snes gange, gjorde han med fagter tegn til, at vi sammen skulle køre i vores bil. Æslerne blev sendt i forvejen, de kendte tilsyneladende deres vej hjem til den nye lejr, og vi fulgte efter med den gamle som vejviser. Inden vi nåede den nye lejr, der var flyttet længere ned fra bjergene på grund af vinterens kommen, gjorde vi stop i en lille "kiosk", hvor den gamle købte 1,5 liter sodavand, ris, grøntsager og andre småting.
Da vi nåede frem til vinterlejren, blev vi straks inviteret ind i det store mørkebrune familie telt, hvor alle hurtigt samledes om os. Mens vi sad på store tykke persiske tæpper og fik serveret mælkete, viste den gamle stolt de to albums frem. Begejstringen ville ingen ende tage. Store smil og glade øjne var at se på alle ansigter. Hvert enkelt foto blev nøje studeret, og bruden, som ikke selv deltog i festlighederne, kunne nu selv se, hvordan hendes bryllupsfest var forløbet.
Med et forsvandt smilene. Kvinderne var begyndt at tælle, hvem der var at finde på flest fotos, og der var slet ingen fotos af Bedstemor. Stemningen blev dog hurtig god igen, for Bedstemor var så gammel, at hun sikkert havde sovet under hele festen! Tiden gik, og vi blev inviteret til at blive hos beduinerne natten over. Det blev i alt til tre dejlige dag hos beduinerne, hvor vi fik indsigt i deres familieliv, daglige gøremål og utrolige hjertevarme.
