Når vi i dag husker tilbage på vores oplevelser i Burma er der specielt en enkelt episode, som står soleklart for os…
Vi havde besluttet os for at sejle fra Mandalay til Bagan via floden med den store færge. Da vi ankom til færgelejet kl.05.00 troede vi næppe vores egne øjne. Skibet var allerede overfyldt med lokale, der tilsyneladende havde boet på båden de seneste dage for at få billetter og plads. De lå og sov rundt omkring i bunker på gulvet, børn, voksne og gamle lå mellem bagage, grøntsager i store sække, levende høns og grise. Det hele lignede mest af alt en overfyldt flygtninge båd, som man ser dem fra tv. Vi var i et kort øjeblik i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage hen til busstationen i stedet for, for at tage en af de sædvanlige busser, men vi besluttede hurtigt, at vi ville prøve noget nyt. Vi havde allerede prøvet flere af de lokale busser i Burma uden videre succes.
Vor færge på flodturen
Poul købte billetter, mens jeg på øverste dæk fik tildelt 2 kurvestole af kaptajnen. De var kun til turister! Ved siden af os sad et par fra Spanien –også på kurvestole, men derudover holdt alle andre til på gulvet.
Det første stykke tid om bord var lidt ubehageligt. I hundredvis af mennesker stirrede på os 4 hvide, der havde fået stole. Børn med søvn i øjenkrogene stadig iført pyjamas kiggede nysgerrigt, men igen sagde noget. Heldigvis smilte alle de voksne venligt tilbage til os, når vi fik øjenkontakt med dem, så efter en halv times tid føltes alt atter ok.
Vi sejlede langsomt ned ad floden, færgen skød en fart så langsom, at man hurtigt kunne komme i den tro, at det ville være muligt at svømme stærkere. Langsomt stod solen op i øst og farvede himlen rød. Der var nu kommet mere liv i folk ombord på båden, og mens vi fortsatte ned ad floden blev hår redt og sat, tøj blev skiftet, og børn blev ”vasket” lidt i ansigtet med en snavset klud og lidt spyt.
Ombord på båden begyndte de lokale at handle, mange af dem havde varer med fra Mandalay, som de skulle sælge i deres landsbyer, men hvorfor vente. Stof blev målt op og klippet til, inden det skiftede ejer. Mangofrugter, ananaser og grøntsager blev ligeledes handlet.
Overfyldt færge
En lille familie, som sad på gulvet ved siden af vores kurvestole, kiggede interesseret til, mens vi spiste vores morgenmad, der i dag, som så ofte tidligere på vores rejse i Burma, bestod af frugt og sandkage. Fornemmelsen af at blive overvåget var ubehagelig. Vi gav de to små drenge ved vores side hvert et stykke af vores ananas, som de hurtigt guflede i sig med velbehag, inden de kastede sig over deres egen morgenmad, -ris og grøntsager.
Timer senere stoppede vi første gang. Færgen lagde til ved flodbredden og et hektisk tumult startede på underste dæk. Nogle passagerer skulle af her, andre skulle på, det samme skulle alle deres varer. Mænd, der ikke var andet end muskler, sener og knogler begyndte at slæbe de tunge overlæssede kurve ind og ud af færgen, mens snesevis af lokale kvinder og unge piger sneg sig ombord for at sælge snack og frugt til passagererne. Alt var kaos på flodbredden, men set fra øverste dæk så det flot ud. De farvestrålende mennesker, tumulten, varerne, der slæbtes frem og tilbage. Og så med et var det atter tid til afgang.
Vi fortsatte med at sejle i timevis. Drengene siden af os var langsomt begyndt at vænne sig til os, og var gradvist blevet mere og mere modige. Vi blev enige om, at vi ville give dem vores jumbobog, som vi fik sendt til Thailand, da Poul havde fødselsdag. Vi havde jo selv læst den op til flere gange, og selv om den var på norsk, så var der mange flotte farvebilleder af de berømte Waltdisney figurer, som drengene kunne glæde sig over. Netop som vi skulle til at finde tegneserien i vores rygsæk, skulle den mindste af drengene have skiftet tøj, så vi ventede til han var færdig. Pudsig nok fik han en t-shirt på, der havde et flot tryk af Anders And, Mikey Mouse Rip, Rap og Rup, Andersine og Miney Mouse.
Poul fandt jumbobogen frem fra rygsækken og pegede på drengens mave og på bogen. Begge drenge kunne tydeligt genkende berømthederne og tog begejstret imod bogen, som de øjeblikkeligt gik i gang med at læse. De havde så travlt, at de næppe opdagede, at vi nu var stoppet igen for at læsse flere folk af og på.
Vi sejlede videre. Tiden var begyndt at snegle sig af sted. Der var efterhånden ved at blive bedre plads på dækket for dem, der sad der, for færgen havde allerede været stoppet en del gange.
Verdens mindste colorlab på 1 m2
En mor med en lille pige på armen havde kredset om os det sidste lange stykke tid. Pigen var charmerende og køn, med store sorte øjne og et ansigt fuld af liv, og moderen havde opdaget, at jeg havde svært ved at holde øjnene fra den lille.
Pludselig slog hun sig ned ved siden af os. Jeg tilbød hende lidt frugt og noget sandkage. Hun kunne desværre ikke tale engelsk, og mine få gloser på burmesisk rakte heller ikke langt. Af en anden dame, hvis ordforråd var større kom til, og mens jeg sad og pjattede med den lille, fik jeg at vide, at hun ikke var mere end 7 måneder gammel.
Jeg sad lidt og legede med babyen, da moderen pludselig spurgte, om Poul og jeg vil have hendes baby og tage hende med os hjem!
Åh gud… Babyen var jo vidunderlig, men vi kunne ikke tage hende med. Vi skulle jo ikke hjem, og hvad med adaptionspapir, myndighederne, sygdomme osv. osv. Desuden stod en baby ikke ligefrem på vores ønskeliste.
Jeg ved at moderen ikke ville gøre det for at være ond ved sin datter, nærmere det modsatte. Her sad to kornfede rige hvide mennesker, som kunne tilbyde hendes datter langt større materielvelfærd i Danmark, end hun nogen siden kunne opnå her. Vi kunne give hende et hjem, hvor hun kunne få mad hver dag, tilbyde hende skolegang og…
Men det var ikke muligt. Jeg sagde hurtigt nej tak og rystede vedblivende på hovedet. Men moderen lod sig ikke sådan spise af med et nej. Ikke mindre end 5 gange vedblev hun spørgende, og gjorde tydelige tegn til at ville give mig babyen i armene.
Til sidst lykkedes det for mig at forklare, at Poul og jeg ikke kunne tage hendes lille datter med os til Danmark, og moderen rejste sig og gik.
Vi nærmede os Bagan, vi havde sejlet i mere end 18 timer. Moderen med den kønne lille datter var steget af båden for flere stop siden, og nu var her næste ikke flere lokale ombord.
Lige omkring midnat lagde færgen til ved flodbredden i Bagan. Endelig var vi fremme. Det havde været en lang og begivenhedsrig dag, og vi var meget trætte begge to. Vi blev derfor let overtalt til at tage en taxi til et hotel.
Som vi lå i sengen og skulle til at sove kunne jeg ikke lade være med at tænke på den lille baby og hendes mor. Hvordan mon det vil komme til at gå hende??
Tekst: Pia Baltzer
Foto: Poul Saabye
Du kan læse mere om vores andre oplevelser i Burma på www.worldtour.dk
