Når rejseliv bliver hverdag

af Pia Baltzer & Poul Saabye

”Er I ikke snart trætte af at rejse så meget? Hvornår kommer I hjem?”
Spørgsmål som disse er blevet mere hyppige, som tiden er gået. Svarene svæver stadig et sted i det uvisse.

I juni 2000 forlod vi Danmark i vores Mitsubishi 4x4 udrustet med tagtelt, campingkøkken, solcelleanlæg, mobilkontor og en masse eventyrlyst. Nu hvor vi skriver maj 2004, befinder vi fortsat på landevejene, hvor vi har tilbagelagt 155.000 km fordelt på fire kontinenter.
Fire år er lang tid at rejse og en af grundene til, at vi stadig rejser, er at vi efter flere forsøg endelig har fundet den helt rigtige rejseform.

Vores fællesrejser startede med traditionelle charterferier, hvor vi næsten altid endte med at stikke af fra turguiderne for at opleve eventyret på egen hånd, men det blev alligevel hurtigt for trivielt. Vi forsøgte os i stedet med seks måneders motorcykeltur. Drømmen om at opleve den endegyldige frihed, når vi susede derudad og tanken om wildcamping med lejrbål og snobrød, fik dog hurtig et andet perspektiv. Realiteten var, at vi følte os bundet til at køre fra by til by, fra hotel til hotel. Vi kunne ikke have tilstrækkeligt med vand og mad med os, og når vi ville campere, var vi ofte bange for, at folk ville finde os.

Pladsproblemet begrænsede sig ikke kun til at være et spørgsmål om mad og vand. Vi kørte to personer på én motorcykel, og selvom det var en stor BMW 1100 RT, så var pladsen alligevel trang. Det betød, at vi måtte være økonomiske med pladsen og derfor var nødt til at dele tøj… (Pia endte derfor med at bruge Pouls underbukser!)
Vejforholdene uden for Europas grænser var ikke just at sammenligne med de velkendte hjemlige, så vi turde kun køre i dagslys. Skrækken for at støde på huller i vejen på størrelse med badekar og modkørende bilister uden lys, var en overvejende faktor.

Et andet problem, som vi ikke havde overvejet inden afrejsen, var sikkerhedudstyr. Naturligvis kørte vi begge med styrthjelm, handsker, støvler og specielt tøj m. indbygget beskyttelse i tilfælde af styrt, men når dagtemperaturerne konstant var over 30 grader og luften hed og tør, så blev det hurtigt for varmt at være motorcyklist iført det rette tøj. At tage på sightseeing iført motorcykelstøvler og alt det varme tunge tøj var en anden historie, men at efterlade det hele på motorcyklen, kunne vi med beklagelse erkende var en endnu dårligere ide, da langfingrede folk i Jerusalem forsøgte at stjæle vores bagage og motorcykeltøj, mens vi kiggede os omkring!

Som tiden gik fandt vi ud af, at hvis vi fortsat skulle rejse på alverdens landeveje, så måtte det være i bil. Livet på landevejen var for stressfuld på motorcykel og friheden, som enhver motorcyklist elsker, var væk!
I bil er det anderledes. For det første er vi ikke lige så udsatte i bil, som på motorcykel. Det betyder bl.a. at vi ikke behøver iføre os flere lag sikkerhedstøj. Vi kan køre om aftenen og natten, hvis vi vil og det er ikke noget problem at efterlade vores ting, for at gå på sightseeing, for alt er låst inde i bilen, som naturligvis har alarm på!

I bilen har vi ikke pladsproblemer. Vi har alverdens brugelige og ubrugelige ting med os. (…og Pia har endelig fået plads til sine egne underbukser!) Tilmed har vi fået plads til et rigtigt køleskab, så nu har vi altid koldt vand og friske madvarer.

Friheden ved at rejse i bil er enorm. Vi kan køre alle steder uden at skulle bekymre os om vind/vejr og vejforhold, men bedst af alt er dog vores tagtelt. Nu kan vi campere alle steder, lave lejrbål og drikke iskolde øl, mens vi bager snobrød og kigger på stjernehimlen over os. Ofte venter vi med at slå teltet op, til vi skal sove. Det tager kun to minutter, så Poul ordner det alene, mens Pia børster tænder! I teltet sover vi godt og beskyttet. Vi kan ikke forestille os, at friheden kan blive meget større.

Den helt store bonus ved at rejse med egen bil er naturligvis, at vi selv bestemmer ruten, tempoet og diverse fotostop undervejs. Vi behøver ikke at holde os til the gringo-trail og at køre væk fra alfarvej har ofte vist sig at byde på enorme oplevelser.

Men der er positive og negative sider ved alt og naturligvis er der også en hage ved at have egen bil. Vi må jo nok erkende, at vi med tiden har opbygget et symbiotiskforhold til vores bil. Den betyder ALT for os. Hvis den forsvinder, så forsvinder alt. Det er vores hjem og transportmiddel, men det er også her vi har alle vores ejendele.

Afhængighedsforholdet betyder bl.a., at vi altid vælger hotel efter parkeringsforholdene. Det er ikke nødvendigvis de bedste hoteller, der har de bedste parkeringsmuligheder, så det er sket flere gange, at vi har overnattet på 1-timehoteller. De har fantastiske parkeringsforhold ofte med små private garager til hvert rum! Vi efterlader aldrig bilen i længere tid af gangen, medmindre den står parkeret et sikkert sted hos enten gode venner eller i betalingsgarager med overvågning og alligevel hjemsøger den os i vores drømme, til vi atter genforenes.

Alle der rejser kender naturligvis til korruption, bureaukrati, besværlige grænsekrydsninger m.m., og at rejse i egen bil indbyder nærmest til problemer, men det er ikke så slemt. Vi har efterhånden tillært os en speciel måde at tackle ”problemet” på. Når vi bliver stoppet af åbenlyse korrupte betjente eller forsinket af bureaukratiske papirnussere ved grænserne, så indtager vi en vis overlegen, let arrogant holdning, der tydelig udstråler selvsikkerhed og autoritet i en tilpas afmålt blanding med respekt for den pågældende officer. Det plejer at forvirre dem så meget, at vi i løbet af kort tid får lov til at fortsætte uden yderligere tiltage og uden at betale! Frem til dato har vi været fri for at betale såvel korrupte som ærlige betjente. Vi har kørt over for rødt, lavet venstre sving, hvor det er forbudt, kørt for stærkt, krydset ikke mindre end seks grænser med dynamit og coca-blade bag i bilen (vi havde glemt, at vi havde købt det i Bolivia til fotooptagelse), kørt på ugyldige bilpapirer og meget mere. Vi har den indstilling, at korruption ikke er acceptabelt, så vi betaler bare ikke. Vi har jo tid nok, og når vi både har vand, mad og aircondition i bilen, så er det som regel de korrupte officerer, der bukker først under for tids-psyko-testen. Erfaringer har desuden lært os, at det altid er en god ide, at bede om at køre til enten den danske ambassade eller nærmeste politistation, for at få sagen afklaret der. Det har korrupte personer absolut ikke lyst til, så de lader os gå!

Noget af det, som vi finder mest besværligt ved at rejse med egen bil er, at skulle sende bilen i container, som f.eks. fra Bangladesh til Malaysia. Vi har nu prøvet det nogle gange, og er ved at være gode til det, selvom der er lidt forskellig procedure fra land til land. Problemet bunder i mistillid og nærighed. Når vi skal sende bilen, ønsker vi altid at være med i havnen for at laste containeren og fastgøre bilen. Vi vil se, at den kommer ind i containeren og at der efterfølgende kommer segl og lås på. Det behøver vi ikke, vi kan blot aflevere vores nøgler til en tilfældig Mr. Et-eller-andet, der så vil køre bilen i container for os. Men vi tør ikke. Vores symbiotiske forhold til bilen tillader det ikke! Ingen andre end Henrik Pedersen (også medlem af DBK) har kørt vores bil, end ikke på værksteder, hvor vi også altid er med! Desværre er det ikke alle shippinglines, der er indstillet på, at vi kan komme ind i havnen, og at finde et shippingselskab, der indvilliger i, at vi må være med til at pakke bilen, kan af og til være svært!

Noget helt andet er prisen. Hvorfor sende med ét firma, når et andet kan tilbyde at sende med samme båd for den halve pris? Og hvordan finder man den billigste, flinkeste og ærligste agent? I Malaysia var det let: der boede vi hos ham!. I Australien var det også lige til: vi greb telefonbogen og ringede rundt. Men i Venezuela… okay, det tog os kun fire dage!

Når alt kommer til alt, så kan vi ikke forestille os nogen bedre måde at rejse på. De ulemper, småproblemer og reparationer, der af og til møder os, er intet imod den glæde og frihed, som vi har ved at rejse med vores hjem på ryggen!

Ønsker du flere informationer om rejse i egen bil eller har du lyst til at læse mere om vores oplevelser, så kig på www.worldtour.dk.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside