PP Potosí - minen:
"Tio" beskytter os.
Tekst: Pia Baltzer, foto: Poul Saabye
Det skumle mørke sænker sig om os, efterhånden som vi går dybere og dybere ind i den
berømte sølvmine ved Potosí.
Den lille pandelygte, som sidder solidt monteret på vores gule sikkerhedshjelme, lyser ikke
meget op, og de første par minutter må vi famle os af sted gennem de våde, mudrede
minegange.
Gradvist som vi vænnes til mørket, genvinder vi synet og kan nu se, at store træbjælker støtter
mineskakterne og forhindrer dem i at styrte sammen. Der er ikke meget plads i minen, og vi
er nødt til at bevæge os fremad som i gåsegang. En efter en går vi af sted mellem
jernbaneskinnerne. Mens vi går, kan vi høre, hvordan vand rytmisk drypper fra væggene for at
ende i store pytter på det i forvejen glatte minegulv. En skrap og ubestemmelig lugt hænger i
gangene. Det er en lugt af indelukkethed, støv og mineraler. Det river i næsen.
Vi fortsætter dybere ind i minen men må pludselig springe for livet. En overfyldt tipvogn
kommer susende imod os. Den har ingen bremsere eller gear. Den bliver manuelt betjent af to
minearbejdere. Deres øjne er sammenklemte, og de misser mod det skarpe dagslys, der
kommer fra indgangen. De hilser stakåndede, da de passerer os. Vi står stille endnu et kort
øjeblik, mens vi ser minearbejderne forsvinde, så begynder vi selv at gå.
Minen er en stor labyrint af mørke og fugtige gange, og det varer ikke længe, før vi har mistet
stedfornemmelsen. Som i blinde følger vi trofast i hælene på vores guide, der ikke gør flere
stop, før vi står ansigt til ansigt med "Tio", en stor rødmalet djævlefigur i dværgstørrelse, der
er placeret i en lille sidegang omgivet af papirflag, cocablade, cigaretskod og tomme flasker,
der tidligere har indeholdt finsprit. Det løber koldt ned ad ryggen, og gåsehuden rejser sig på
armene ved synet af lerfiguren. "Tio" er et uhyggeligt syn hernede i de mørke minegange!
Guiden forklarer, at vi har gjort stop her for at tilbede den djævlelignende figur med
cigaretter og cocablade, ligesom minearbejderne gør det. De lokale indianere, der arbejder i
minen er troende katolikker, de går i kirke og tror på Gud i himmelen, men så snart de træder
ind i minen, findes himmelen ikke længere. Her i de mørke underjordiske gange er det "Tio",
der sætter dagsordenen, og minearbejderne må formildne ham med rusmidler, så han
ikke bliver arrig, når de tager mineralerne op fra undergrunden. Trods de daglige tilbedelser
af "Tio" sker der alligevel alvorlige uheld i forbindelse med arbejdet i minen mindst en gang
om ugen.
Arbejderne ved, at det er et hårdt liv med stor risiko for arbejdsskader og nedsat levetid, de
fleste bliver næppe mere end 45-50 år, inden de dør af stenlunger.Men lønnen er god! 500,-
-1.500,- kr. pr. måned afhængig af udbytte og markedspris.Desuden er de født til at arbejde i
minerne. Æblet falder ikke langt fra stammen, og det gælder også i Bolivia.
Et par cigaretter bliver ofret til "Tio" i håb om beskyttelse, inden vi forlader sidegangen og
den rødmalede djævlelignende figur for at fortsætte rundt i minen.
Vi går og går. Som vi trænger dybere ind i minen, kan vi mærke, hvordan støvet bliver
tættere, og temperaturen højere. Vi kravler fra en etage til den næste ad snævre vakkelvorne
træ stiger. De er indsmurt i et tykt lerholdigt mudder lag, der gør det svært at få et godt
greb. Vi når frem til en sektion af minen, hvor arbejderne er ved at forberede
dynamitsprængninger. Femten huller bliver fyldt med hver et kilo ammoniumnitrit, der er
mikset med diesel, inden dynamitstængerne bliver stukket ned hullerne og lunterne antændt.
Vi har nu halvandet minut til at søge ly, før helvede bryder løs, hvis minearbejderne altså har
afmålt lunterne korrekt.
Godt trehundrede meter fra det planlagte sprængningssted søger vi ly bag et hjørne. Her står
vi anspændte med wc-papir strittende ud af ørerne som eneste værn mod høreskader, og
afventer eksplosionerne. Vi står åndeløse af spænding og venter, der er så stille i
minegangene, at den pulserende lyd fra vores hastigt bankende hjerter giver genlyd i
øregangene, og så med ét: "BOOOOOOM. BOOOOOOM" de to første sprængninger kommer
lige efter hinanden efterfulgt af en trykbølge så voldsom, at vi står og svajer et øjeblik, inden
næste brag og trykbølge følger.
Alle vægge og gange i minen dirrer og ryster. Effekten af trykbølgerne er så voldsomme, at vi
helt glemmer at tælle eksplosionerne. Det eneste vi registrerer, er de enorme trykbølger, der
vedblivende ruller hen over os.
Endnu inden sidste bølge har lagt sig, giver guiden tegn til, at vi skal ud af minen. Støvet fra
eksplosionerne, som nu hænger tæt og tung i minegangene, er uhyre farlig at indånde. Det
indeholder så store mængder af tungmetaller, at selv små doser skader lungerne.
Tekst: Pia Baltzer
Foto: Poul Saabye
Læs videre på www.touring.dk
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
