Inkastien til verdens navle Tekst og foto: Sisse Skipper Andersen
Inkastien, nok de mest berømte 45 km i hele Sydamerika, ja måske i hele verden - i dag så besøgt, at der er sat store
restriktioner for hvor mange personer og hvordan man går stien for at også at kunne bevare den fremover. Anden gang
jeg gik på den (i 1996) blev jeg spurgt, hvorfor i alverden jeg gik gennem disse lidelser hen over tre bjergpas igen? Jeg
svarede: "Spørg mig igen 4. dag, når vi kommer til Solporten". Vedkommende spurgte ikke da vi kom dertil, men svarede
selv: "Ja, nu forstår jeg". Der forneden igennem skyerne dukkede det for mig smukkeste sted på jorden op, den glemte
by Macchu Picchu omgivet af de imponerende bjerge, der omkranser den hellige dal.
Første gang, jeg vandrede på Inkastien, var i december 1993 på min første rejse til Sydamerika. Vi startede ud fra Cuzco med at
danse hele natten på det dengang populære diskotek Kamikaze, efterfulgt af en hård gang rafting ned af Urubamba-floden med strømfald af
grad 3 og 4. Derefter var vi godt i form til at starte denne vandretur. Vi spiste frokost i den gamle by Ollantaytambo, som ligger for foden
af de høje bjerge i den hellige dal. Lige uden for byen ligger højt oppe på en skråning et stort Inkafort som en af de første forposter til
den hellige by, der venter forude. Fra Ollantaytambo fortsatte vi ad en smal vej til Chilca, hvor vejen ender. Herfra er der kun tog eller gå-ben,
hvis man vil dybere ind i dalen. Her mødtes vi med vores stiguider og portere, krydsede over en smal hængebro over Urubamba-floden
og begyndte vores vandring på Inkastien.
Den første dag vandrede vi langs foden ad en bjergskråning, og det var ikke de hårdeste strabadser trods den tynde luft, idet vi
begyndte i omkring 2600 meters højde. Vi overnattede på denne første nat ved de første ruiner langs ruten ved Llactapata-ruinerne. Der
er varmt i bjergene om dagen, og man kan sagtens gå i shorts, men efter mørkets frembrud falder temperaturen hurtigt ned til omkring
frysepunktet i disse højder.
Næste morgen startede tidlig med, at vi blev vækket af kokken, der gik rundt og serverede varm kakao i teltene, inden vi stod op til en varm
morgenmad og .k fyldt vore vandflasker med coca-te, som modvirker højdesyge. Med dette i rygsækken begynder den hårdeste dag på turen
med først omkring syv kilometer på rimelig fladt terræn. Så krydser man igen floden, og derfra begynder den hårde ni kilometer lange
stigning op til Warmiwañusca eller på dansk ”Den døde Kvindes Pas” i 4198 meters højde.
Fra frodighed til goldhed
På vej op til Den Døde Kvindes Pas (4198 m.o.h.)
Opstigningen starter i meget frodigt terræn, hvor man går igennem flere tåge-regnskove, men efterhånden som man kommer højere og højere
op, bliver landskabet mere og mere goldt og barsk samtidig med, at luften bliver tyndere, og hvert et skridt bliver stadigt tungere. Men
når man så endelig står på toppen og kan kigge ned i de to dale, er det en fantastisk oplevelse og en sejr, at man har kommet over turens
højeste punkt. Herfra er det en lang nedstigning til bunden af dalen til turens anden lejr.
Næste morgen venter endnu en opstigning lige fra morgenstunden, denne er dog knap så hård og fører til turens anden ruin liggende flot,
næsten for toppen af andet pas i 3998 meters højde. Atter ned igen, med endnu en .ot ruin langs stien venter og et fantastisk landskab
igennem en gamle inkatunnel og hen over turens tredje og sidste pas i 3700 meters højde. Herfra er der en brat nedstigning ad hundredvis af inkatrapper ned til sidste overnatning i 2700 meters højde ved hytten Winay Wayna. Her blev der festet, der kunne købes øl, og herfra var der kun kort vandring
næste morgen til målet.
Vi startede tidligt før solopgang for at nå at være ved Solporten, når skyerne lettede over Macchu Picchu. Hvilket syn, der ventede os. Det
kan slet ikke beskrives, ja jeg har aldrig siden haft den følelse af et sted, der i den grad tog pusten fra mig. Ubeskrivelig smukt. De frodige
runde bjerge, der tordner op med Urubamba-floden vildt brusende dybt nede under os og i midten af det hele ruinbyen Macchu Picchu
med bjerget Huayna Picchu, liggende idyllisk bagved. Derfra den sidste nedstigning til selve ruinen og rundtur i ruinbyen, inden de mange
turistbusser kommer op fra togstationen for foden af bjerget. Turen blev afsluttet med at ligge i de dejlige varme kilder i landsbyen Aguas
Caliente for foden af bjerget.
Igen og igen...
Bærerne spiser deres velfortjente aftensmad
Jeg gentog turen igen i 1996, denne gang sammen med min far, der dengang var midt i halvtredserne, men løb fra mig op ad alle passene. Der
var på bare de tre år sket flere forandringer. Nu kunne man købe Coca Cola på toppen af Den døde Kvindes Pas, og de var i gang med at installere
stationære toiletter ved de forskellige lejre. Prisen for at vandre var - så vidt jeg husker - omtrent uændret ca. US$ 100. Ved sidste
overnatning havde de på de tre år fundet og udgravet en flot og imponerende ruin. Så hvad der endnu gemmer sig i disse bjerge, hvor de
spanske erobrere til vores held aldrig kom frem, er ikke godt at vide.
Jeg skal besøge Peru, Inkastien og Macchu Picchu igen her til januar 2006 efter ti års fravær, og jeg frygter lidt de store omvæltninger, der
er sket som følge af masseturismens indtrængen i Andesbjergene. Prisen på Inkastien er steget til det tredobbelte, og der er indført
skrappe regler for, hvor mange der dagligt må starte på stien, og den er nu helt lukket i februar måned, for at den ikke skal erodere helt væk af
slitage. Alt dette medfører, at man skal booke en tur flere måneder i forvejen for at få tilladelse til at gå. Positivt set skulle de overbelæssede
bærere nu have fået bedre arbejdsforhold og løn. Så januar må vise, hvad ti års udvikling kan forårsage.
