Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Danmark til Australien
Langturssejlads med Albatros

(august 2004-november 2005)                

Tekst og foto: Camilla Eriksen                


Turen over Stillehavet:

1) På turen mod Rarotonga, hovedøen i Cook øerne, var det tydeligt at vi sejlede sydpå og solen gik nordpå så nu blev det køligere i vejret. Cook øerne blev selvstændige i 1965, men har stadig tilknytning til New Zealand.

På Rarotonga havde vi en del dage med heldagsregn. Den eneste fordel ved det var, at bådens vandtank som var helt tom, blev fyldt på et par timer - i alt 250L regnvand. Her hentede vi vores nye gast Søren Olsen i lufthavnen, han landede planmæssigt kl. 4.00 om natten. Vi var ved at være trætte af regnvejr, så allerede dagen efter Sørens ankomst sejlede vi nordpå mod atollen Palmerston. Det var sejlads tæt til vinden kun med lidt slæk på skøderne og regn - træls sejlervejr. Spillede meget 4 mands whist, poker, backgammon og gættede forskellige quizzer. Endelig opklaring i vejret og skyfri himmel da øen var i sigte. Efter en times sejlads langs revet kom vi til passet, hvor en lokal (Bob) kom ud og tog imod. Han anviste os en ankerplads udenfor revet, passet er nemlig ikke mere end 1,3 m dybt, så kun joller kan komme ind. Ankeret lå på ca. 15 m vand i koraller og båden lå ude over kanten af revet på over 100 m vand. Her kunne vi ligge så længe vinden var i Ø-SØ. Hvis vinden vendte skulle vi stikke til søs med det samme, men det blev heldigvis ikke aktuelt.

Bob sejlede os i land. Vi var den første båd her i 14 dage, og der havde kun været 5 både siden jul. Her kommer kun 1 forsyningsbåd fra Rarotonga hver 3. måned. Udover at de skal planlægge deres indkøb nøje, betyder det også, at når f.eks. kvinderne skal føde, kan der gå op til et halvt år før båden og moderen/barnet kommer tilbage igen. Øen er en typisk atol med masser af kokospalmer og koralsand. Vi fik en velkomstdrink, en kølig drikkekokosnød. De lever af at fange store papegøjefisk, som blev frosset ned og sendt til Rarotonga. De fleste på øen havde, eller havde lige haft influenza pga. det usædvanligt kolde vejr og regn, som de slet ikke er vant til. Vi fik en rundtur på øen af Bob og mødte en del af de kun 68 indbyggere. Vi var forbi skolen med i alt 25 elever i et klasseværelse. Da læreren hørte at Camilla var lærer, spurgte hun om hun var interesseret i at undervise en times tid dagen efter. Det ville hende og Søren meget gerne, i idræt. Tilbage hos Bob slagtede han et par papegøjefisk som konen tilberedte og vi fik som snacks. Fileterne var paneret i mel, bagepulver, vand og karry og stegt i olie, det smagte forrygende godt. Vi gik selv lidt rundt på øen resten af eftermiddagen, stoppede i ”Yacht klubben” som var under opbygning og fik kold saftevand, kiks og noget kokosbrød hos Bill. Han var meget snaksaglig og ville meget gerne ordne vores vasketøj. Han gav os en frossen pakke toastbrød med, så vi havde lidt til morgenmaden, utroligt når de kun får forsyninger så sjældent. Tilbage på båden om eftermiddagen tog vi en snorkletur, til en forandring denne gang på ydersiden af revet. Sigtbarheden var enormt god, måske 40m. Det blev Sørens debut med hajer! Jakob fangede en mindre havskildpadde med hænderne og lod den selvfølgelig gå fri igen.

Næste morgen skulle Bob hente os kl. 10:30, da undervisningen startede kl. 11.00, men da han ikke dukkede op kaldte vi ham over VHF og så kom han straks. Det er sådan her på øen, at familierne ”kæmper” om at blive vært for sejlerne, hvilket indebærer at de sejler en til og fra båden, sørger for måltiderne, aktiviteter og rundvisning på øen. Og som de selv udtrykte det, når der endelig kommer en båd her, så er sejlerne prinser/prinsesser og de er opvarterne. Vi fik vasket en posefuld tøj hos Bill, han ville jo hellere end gerne ordne vores tøj. Vi nåede en kort snorkletur i det turkis flotte vand i lagunen, og fik et bad hos Bill inden frokosten hos Bob. Frokosten bestod af den gode panerede papegøjefisk ligesom i går, fisk i kokos, muslinger i karry, ris, 2 former for friturestegt brød og en sød kokoskage. Hertil iskold æblejuice. Igen rigtig dejlig lokal mad. Familien spiste ikke selv med, de ventede til vi var gået. Tilbage på hovedøen var vi forbi Bill for at hente vasketøj som var fint lagt sammen, og få den is vi havde aftalt i går. Han havde en stor kummefryser fyldt med is, så der blev ikke sparet på det. Hans mindste dreng havde chokoladeis i hele hovedet og hele vejen ned af trøjen og bukserne, men det var ok da Bill jo godt kan lide at vaske tøj. Sidste punkt på dagens program var beachvolley med de lokale inden solen gik ned. De unge på øen mødes hver aften og spiller ”midt i byen”. Jakob, Camilla og Søren spillede et par kampe med dem, mens Torben sad på tilskuerbænken og nærmest blev overfaldet af de lokale nysgerrige børn. Lige før det blev helt mørkt sejlede Bob og hans kone os ud til båden. De blev inviteret ombord til en øl og så hvordan vi ”boede”. Vi gav dem 10 dåser tun på dåse, nogle friske tomater, et halstørklæde (konen havde influenza) og en CD til deres datter. Han fik også nogle nye sikringer med tilbage til Bill's grønne danske kortbølgeradio magen til vores.

Vi begav os ud på den 4 dages sejltur til Niue, en lille ø mellem Palmerston og kongeriget Tonga. Det sidste døgn blev det som ofte før vindstille, godt vi er afsted i en motorsejler. Om morgenen da Jakob tilfældigvis stod på agterdækket ved fiskestangen kom et kæmpe hug. Gassen blev hurtigt taget af motoren og i et par minutter så vi en flot Blue Marlin på over 100 kg hoppe konstant og vildt ud af vandet. Det lykkedes lige at stoppe fisken med de 200m line vi har på hjulet, men så hoppede krogen af - surt. Landkending af Niue om eftermiddagen, på afstand lignede det en øde og spændende klippeø. Langs kysten var vi så heldige at se pukkelhvaler med den karakteristiske hale langt over vandet inden de dykker ned. ”Spinning dolphins”, som hopper ud af vandet og snurrer rundt om sig selv, lavede også opvisning for os - sikke en velkomst. Ankom til hovedbyen Alofi kl. 19 i mørke, men fandt en mooring med projektøren. Kaptajn Cook kaldte øen for ”the savage Island”, den vilde ø, da det aldrig lykkedes ham at komme i land. De indfødte, som havde rødmalede tænder, standsede ham og drev ham bort. Niue har i dag selvstyre, men er tilknyttet New Zealand, og indbyggertallet er kun 1500. Niue er desuden verdens største koralø og verdens mindste land. Kajen er en høj betonkaj som ikke er velegnet som dinghy dock, men så har de i stedet en kran som man bruger til at tage de små joller på land med. Hele øen har stejle klippekyster på 20-30m, så det er en stejl tur fra kajen op til byen, hvor der er en fin udsigt over havet. Tre dejlige dage tilbragte vi der, inden vi lod fortøjningen til mooringen gå og satte selvstyren med kurs mod Tongas nordlige Vavau øgruppe.

2)

Så kom også dagen, d. 6. august, hvor vi sagde farvel til 14 dejlige dage på Fiji og satte kursen vestpå mod Vanuatu. En strækning på 560 sømil (950 km) som tog 4½ døgn. Et par dage før ankomst begyndte vi at få lidt malariaparanoia, for Vanuatu er højrisiko område for malariamyggen. Inden afrejse fra Danmark fik vi de nødvendige vaccinationer, bl.a. hepatitis A og tyfus. Men desværre findes der endnu ingen vaccination mod malaria. Vi har forebyggende piller med, Malarone, som vi tager hver dag den næste måneds tid. Samtidig forsøger vi at overholde forholdsreglerne med fx langt tøj på om aftenen, hvor malariamyggen er mest aktiv, ankre op mere end 100 m fra land, for en myg flyver ikke så langt ud over havet. På en så lang sejlads får vi bl.a. tiden til at gå med at spille meyer og kort, gætte kryds/tværs og div. quizzer.

Den 11.august var der landkending. Tog straks et bad i havet, det var tiltrængt efter 4 dage uden at blive vasket. Vanuatu har været koloniseret af Frankrig og England på samme tid, det er åbenbart en god cocktail, for der var ingen problemer med indklareringen. Befolkningen på Vanuatu er også melanesiere. De fleste kvinder er iført farverige heldragter, og hvis en kvinde er gift hænger der et hvidt bånd på ærmet

En indfødt (Manu) kom forbi i hans primitive kano. Han ville forsøge at sælge den 15 kg's tun vi fangede på overfarten, for os. Vi fik 5 papayer af ham, og han tog ind til markedet med fisken. Han fik 250 kr. for den, så vi gav ham de 100 kr., så han kunne købe mad til sin familie. Vi aftalte at mødes med ham dagen efter for at se hans landsby. En aften var vi til en traditionel melanesisk feast. Der var dans og musik fra både mænd og kvinder, og vi slap da heller ikke for at komme ud på dansegulvet. Den traditionelle lokale Vanuatumad blev tilberedt i en vulkansk jordovn, og bestod primært af div. rødder.

En formiddag blev Søren, Camilla og Jakob hentet af Manu. De sejlede i gummibåden til hans landsby. Det var interessant at se hvordan livet i landsbyen foregår. De vaskede tøj på gammeldags maner med vaskebræt. Han boede meget primitivt og spartansk i et lille blikskur med to små simple rum, men han var meget gæstfri og glad. Senere tog han med ud på Albatros, hvor han sad i cockpittet og tegnede. Vi aftalte han skulle komme forbi dagen efter igen, så ville han bygge en miniudgave af hans kano til os. Han havde brugt 6 timer på at udhøvle og brænde et mønster i den.

De tre unge besøgte ”The Chiefs Nakamal”, hvor der var en ceremoni fordi to stammer var kommet op at slås og i stedet for at gå rettens vej, har de deres egen traditionelle måde at løse konflikter på, hvor begge parter ”vinder” modsat i retten hvor en part taber. Slagsbrødrene skulle forenes og det foregik ved, at hver stamme medbragte nogle forsoningsgaver. Den ene stamme gav 3 køer, 3 bundte kava og 300 kr., den anden stamme gav 1 lille gris, flettet tæppe og få kavarødder (de var ikke så mange og det var ikke dem der havde begyndt kampen, så de skulle ikke give så meget). Der var div. moralprædikener men ellers forløb ceremonien meget fredeligt.

Efter 5 dage på havet med dåsemad, trængte vi til et restaurationsbesøg. Vi tog alle 5 ind til Rossi Restaurant, en af de bedre restauranter. Vi fik en rigtig lækker buffet. Dertil en dejlig kold lokal Tusker øl. Senere på aftenen tog Søren, Camilla og Jakob på Le Meridien Casino.

Næste stop blev Epi. Øen skulle være kendt for søkøer i bugten, så det håbede vi også at kunne opleve. Allerede ved indsejlingen så vi en brun klump svømme rundt. Så vi jagtede den i gummibåden, men kunne ikke komme tæt nok på til at tage et billede, da vandet var ret uklart pga. bølger/vinden. Fra båden så vi den adskillige gange, den er ca. 3 m. lang. I bugten var der rigtig mange store skildpadder, som hele tiden skulle op og trække vejret, så dem var vi meget optaget af.

En indfødt kom forbi i hans hjemmebyggede træ outrigger kano. Vi fik en lille pose cherry tomater og gav ham 5 dåser tun. Dagen efter var vi på jagt efter Dugong (søkoen) igen, da sigtbarheden var blevet meget bedre, men uden held. Til gengæld kom vi meget tæt på de store suppeskildpadder. Vi kunne røre dem og holde os fast på dem. Fantastisk dyr. De ligger på bunden og spiser græs og så svømmer vi langsomt hen over dem og dykker ned. Efter 2 timers uafbrudt snorkling var vi ømme i benene. En tur i land gav os det indtryk, at øboerne har tid nok. De lå og sov under træerne, og det de ikke når i dag når de nok i næste uge. Men hvor er deres boliger simple. Små flettede stråhytter, men de behøver jo ikke mere, da de opholder sig udendørs det meste af tiden.

Havde endnu engang besøg af en familie i deres kano, vi fik 3 papayer for en t-shirt. Utroligt at de stadig padler rundt i deres smalle kanoer herude.

Vi sejlede nordpå i Vanuatu øgruppen til Malekula. Undervejs så vi mange kanoer med sejl, som virkelig er beskedne og enkle, da de ikke har råd til en motor. Men alle virker glade, tilfredse og smilende. Flot at sejle så tæt mellem øerne. Vi ankrede op ved Port Sandwich, som er en lang, dyb og smuk bugt. Stedet er kendt for tiger-hajer, det er den næstfarligste og største (efter den hvide haj) i verden, så det er på eget ansvar at bade her, da der er rapporteret om haj angreb, ikke engang de lokale tør tage sig en dukkert. Om aftenen kunne vi høre musik fra de små omkringliggende kanoer. Der var næsten fuldmåne så vi kunne nyde udsigten til bjergene.

En morgen blev vi vækket af nogle børn der stod ude på revet og råbte ”Camil”. Hun hentede dem i gummibåden, de fik en tur, det morede de sig gevaldigt over. Gav de fem børn hver en kuglepen, kiks og en cd, vi fik en balje med div. frugt og grønt, der iblandt en kumala, en rød rod, som vi ikke kender.

På vej til Ambrym (25 sm) fangede vi en guldmakrel, som en lokal gerne ville have, så vi aftalte han skulle komme med en stok bananer i morgen. Inde på den sorte strand mødte vi den danske båd Cosmos, som vi inviterede over til en sundowner.

En nat havde vi formentlig bugtens 4 m lange tigerhaj på krogen. Vi vågnede ved midnatstid, da der var et ordentligt ryk i båden, hvorefter hajen havde knækket kæmpe krogen vi havde på.

På Ambrym besteg vi en aktiv vulkan. Startstedet var en lille landsby hvor de boede i utætte sivhytter. De har ingen strøm. Vores guide Villi (45 år) var kun iført klipklapper, havde 1 pakke kiks med og 1½ L vand, men bar alligevel vores rygsæk med 5 L vand. Vi lagde ud med 2 timers vandring gennem en regnskov. Så gamle tam-tamer (træmænd). Villi fortalte med glæde om kulturen og naturen. Hans bedstefar havde været kannibal indtil 1960, hvor nogle missionærer havde sat en stopper for det, og hjulpet med at flytte deres landsby fra bushen og ud til vandet.

Den første europæer kom hertil i 1606, og James Cook kom i 1774. De første missionærer kom i 1789, men blev myrdet og spist.

Efter endnu 2 times vandring op ad den udtørrede lavaflod og sten skråninger manglede vi kun en halv time op til krateret, som er 1270 højdemeter. Men her var stejlt og blæsende og ret smalt. Men det var alle anstrengelserne værd. Vi kunne se og lugte røgen, hører lavaen boble og nyde udsigten ud over det sorte og golde vulkanlandskab. Villi smagte vores medbragte leverpostej, og det var han ret vild med. Vi smagte ”palm heart”, det inderste i palmen, hvor palmebladene bliver dannet, ret smagsløst. Benene var brugte efter 25 km's vulkanbestigning og 1270 højdemeter. Om aftenen kom en kæmpe hval ind på ankerpladsen og blåsede 2 gange 50-100 meter fra båden, kunne ikke se hvilken slags hval det var, men det er den største vi nogensinde har set. Om natten sad der en stor ugle i salingshornet og der kommer hyle/skrige lyde fra land - vandvittigt sted.

Fra morgenstunden var der mange kanoer forbi Albatros. De vil ikke altid noget specielt, men bare kigge lidt og se hvem vi er for nogen. De siger ikke ret meget eller spørger, men der er sikkert spændende for dem alligevel, at der er liv i bugten.

Så blev kursen sat mod det nordlige Malekula. Om formiddagen var vi med en guide rundt på øen for at se ”cannibal site”. Et sted inde i skoven havde de indfødte bevaret nogle kranier, som var gemt under en stor flad sten. Da guiden (Georg) ville løfte den, sagde han helt forskræmt ”there is a snake”, men det viste sig ikke at være en rigtig slange, men en ånd. Så løftede vi selv stenen og så kraniet. Sidst de havde spist mennesker her var i 1968. De bygger stadig kanoer, og det tager ca. 3 dage at udhule den, hvis de er effektive. De gamle udtjente kanoer bruger de som bænke.

Georg fortalte, at en 10 årig New Zealandsk dreng på en sejlbåd, for 2 måneder siden, var blevet spist og dræbt af en tigerhaj 3 sm fra hvor vi ligger. Det fik vi heldigvis først at vide efter snorkleturen. Tigerhajen er for tropiske farvande hvad den hvide haj er i tempererede farvande. Missionærerne har ikke fået slået kristendommen helt igennem herude, som i resten af Stillehavet. For her er det sort magi og ånder der hersker. De fanger ikke tigerhajen fordi de tror på det er godt, at den spiser mennesker, de påstår at de næsten styrer den til det via deres sorte magi.

Malekula er bl.a. kendt for ”big and small nambas” som er to stammer der lever på hver sin del af øen. De adskiller sig på deres påklædning, eller faktisk ingen påklædning, som de alle gik med for 100 år siden, kun bestående af et penis(nambas)rør. Der er stadig enkelte der lever sådan og mændene bliver så inddelt efter størrelsen. Om eftermiddagen tog Camilla og Jakob med Georg over til hovedøen. De gik op af en junglesti for at besøge ”small nambas” folkene. Georg tilhørte selv ”small nambas”, trods han far og bror var ”big nambas” og derfor boede de adskilt på hver sin side af øen. Georg tilbød også Jakob og Søren at finde ud af hvilken stamme de ville tilhøre hvis de boede herude!

Her den 21. august er det præcist 1 år siden Albatros sagde farvel til de danske farvande. Videre gik det mod Santo, Luganville. Her tog vi en bus ud til en strand kaldet ”one million dollar point”. Her dumpede amerikanerne alt deres krigsudstyr efter 2.verdenskrig, da de ikke kunne komme til enighed om salgsprisen af det til Vanuatus regering. Allerede på land kunne vi se gamle rustne vrag fra kraner og fly. Der var også rigtig mange coca cola flasker. Vi tog en snorkletur, hvor der lå endnu mere ragelse, som nærmest lignede en losseplads, men spændende at se alle delene, der efterhånden var blevet begroet med farvestrålende koraller. Vandtank, diesel og benzin beholdning blev fyldt op, det samme galt madvarer og frisk grønt, så vi kan klare os indtil vi når til Darwin i begyndelsen af oktober Der var 150 sm til Tegua, en ø i Torres øgruppen, som tilhører Vanuatu. 33 timer senere kunne vi kaste anker i en meget frodig bugt. Det var en meget rullende sejltur. Bølgerne kom fra forskellige retninger og der var store dønninger som ikke passede til vindretningen, men sådan skal Stillehavet åbenbart være. Ingen af os kunne sove ret mange minutter af gangen, så det blev to lange nætter.

Om formiddagen tog Camilla og Jakob i land, og blev allerede modtaget ved strandbredden, hvor de indfødte hjalp med at løfte gummibåden op. I denne bugt, Hayter, bor der kun en familie - et forældre par med deres 5 børn og 3 børnebørn. De sover alle under samme stråhytte. Vi havde hørt der skulle være mange kokoskrabber her. Da vi nævnte det overfor dem, gik der ikke 5 min, så havde de sat en kokoskrabbe over bålet. Den smagte næsten ligesom lobster/hummer. Den kan bide en finger over, hvis man kommer for tæt på dens kløer, så de bliver altid hurtigt bundet sammen. Her lever også megapode birds, som er en slags vild sort høne, den fik vi et stort æg fra. Vi havde et par t-shirts og 8 dåsetun med til dem, det blev de glade for. Vi spurgte hvad de ellers kunne tænke sig, og det de manglede mest var: ris, tændstikker, sæbe, cd og t-shirts, så det fik de, da de senere kom ud til os på båden. Forsyningsbåden kommer nemlig kun 2 gange om året.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside