Mopelia – Hvorfor rejse videre?
Tekst og foto: Camilla Eriksen

Her ses Mopelia, som er en meget afsides liggende atol i Fransk Polynesien. På afstand ligner den ikke andet end en stribe palmer, men øen skulle vise sig at give os nogle helt unikke oplevelser samt et møde med nogle meget imødekommende og spændende mennesker, som lever i ét med naturen. Øen blev hærget af en cyklon i 1998, så kun 20 mennesker var blevet boende. Herude kommer sjældent andre sejlbåde, og passet ind til lagunen beskrives som ”one of the trickiest in French Polynesia”, da strømmen konstant løber med mellem 3-9 knob ud af lagunen, og passet er kun 20 meter bredt.

Der lå en båd og fiskede langs revet og de kom forbi og tilbød hjælp til at komme ind i lagunen. Vi fik 2 unge fyre ombord hvoraf den ene kunne engelsk. Ikke dprligt med lods til sådan et pas, hvor modstrømmen i dag "kun" var 4 knob. De guidede os o´ver den store lagune udenom koralhoveder og østersfarme. Aftalte at vi kunne komme forbi og spise havskildpadde hos dem samme aften.

Sejlede selv ned til bugten ved sydspidsen, hvor vi fik at vide de boede. Ude fra vandet kunne man stort ikke se noget tegn på, at der boede nogle her. Tog i land sidst på eftermiddagen spændte på at se, hvad der ventede os.

Gik tværs over øen, som kun er et par hundrede meter bred, men havde lidt svært ved at finde en tværsti tilbage, fik dog kæmpet os igennem "junglen", som mest består af lave kokospalmer. Orkanen tog 75% af palmerne for 7 år siden, så nu ser man kun enkelte høje palmer og mange nye, som ikke er mere end 5-6 m høje.

Her er ingen veje eller køretøjer, men en primitiv sti løber langs øen på lagunesiden. Fandt ”hovedvejen” til landsbyen, som består af ca. 6 hytter.

Næste sted mødte vi Hina, som sad i strandkanten og rensede fisk sammen med sine katte. Hun kunne godt engelsk og fortalte, at fiskerne snart ville være tilbage. Her kender alle hinanden samt ved, hvad de enkelte hver især foretager sig. Det viste sig, at hun også skulle spise med i aften, og hendes bidrag til sammenskudsgildet var Poisson cru. Hun boede alene herude og var meget glad for det simple liv.

Ved det første hus vi kom til, var de ved at tilberede aftensmaden, det foregår over åben ild. Vi havde ikke fået fat i fiskernes navne, men vha. et billede af en af dem på digitalkameraet fortalte han, hvor de boede.

Ved solnedgang kom de stolte fiskere Dino og Arriva tilbage med 8 kæmpe havskildpadder. Denne skulle vi have til aften, og de resterende skulle sejles til Maupeti dagen efter, hvor de sælges for ca. 5000 kr. per stk! Som "velkomstdrink" fik vi drikkekokosnødder. Skildpadden kom op i en trillebør og fik en ordentlig gok i nødden med en planke, så var den død på stedet. På Mopelia bliver skildpadderne meget store, denne vejede over 100 kg. Man kunne tydeligt se, at de var vant til at slagte skildpadder, og intet gik til spilde. Det var lidt af et blodbad, blodet blev brugt til sovsen. Skjoldet blev kastet ned til den indhegnede gris, som så kunne slikke det rent. <

Husene er åbne blikskure med stranden som gulv. Men dette primitive køkken er ingen hindring for at de kunne lave en fremragende middag. Indimellem gik strømmen men så var der petroleumslamper. De har en del solpanelser i landsbyen samt 2 dieselgeneratorer. Den store grønne flaske på bordet er deres hjemmebryggede øl, som ikke havde ret meget med øl at gøre. Det smagte mest af kokos og havde en del procenter i.

Dette er ikke forloren skildpadde, men den ægte vare. Til sidst kom de lidt hakkede lunger i, der var vist lidt af hvert i den gryderet. De grillede også hummere for vores skyld. Selv spiste de kun skildpaddegryderetten, som de var helt vilde med. Havskildpadder er i dag fredet verden over, men her i deres "fristed" lever de som for generationer tilbage. Som de selv udtrykte det: "this is our paridise", og det blev også hurtigt vores.

Her er hele "familien" samlet. Det tog dem mindst 3 timer af slagte og lave maden. Faderen for bordenden holdt en meget lang bordbøn. Det var meget lækkert mad og de var vist lidt imponerede over Jakobs appetit. Derudover var der også skildpaddesteaks, Poisson cru, grillede koralfisk og hummer, og vi fik ris og baguette til. Det var godt der stadig var meget måneskin, da vi godt mætte af spændende indtryk og skildpadde skulle gå tilbage til gummibåden langs stranden.

Næste formiddag tog vi ind til vores lokale venner fra i går. Vi aftalte at tage med dem ud og skaffe mad om eftermiddagen. Jakob tog med Dino udenfor revet for at harpunere skildpadder, men de var for hurtige til at komme på skudhold af. Dino er en fremragende jæger og snorklede ned på 25-30 m, hvor han fulgte skildpadderne. Camilla og Torben tog med Hina og Lionel ud for at samle konkylier på revet og fiske/snorkle. Men de var vist ikke til megen hjælp, da de kun fandt enkelte små konkylier. Hina var heldigvis bedre til det, herude er det meget normalt at kvinderne fisker.

Lionel, som denne aften lagde hus til, er lidt af en spøjs fætter. Udover at dyrke perler og høste kokosnødder dyrkede han også marihuana og var vist lidt småskæv det meste af tiden. Hvis man skulle sammenligne denne ø med noget hjemligt, ville det blive en blanding af Christiania og Robinson.

Her er de i gang med morgenmaden, som selvfølgelig var fisk samt konkylier i kokos. På 3. dagen var det desværre blevet tid til afsked med kindkys osv. Gav dem vores visitkort. Vi kunne desværre ikke få deres postadresse, da de ikke har nogen! E-mail har de jo heller ikke, men Arriva mente dog, at hans kusine på Tahiti havde internet, så måske får vi en hilsen til jul. Lidt vemodigt at sige farvel til et så fantastisk sted og nogle utroligt gæstfrie og glade mennesker, som vi ved, vi aldrig kommer tilbage til nogensinde.

Dagens fangst og vi blev selvfølgelig inviteret til middag igen. En hyggelig aften med igen 3 timers madlavning samt skakspil. Vi fik både Poisson cru, de grillede røde fisk og hummere med makaroni til.

Hele vejen ud gennem lagunen sad Jakob i masten på sallingshornene for at holde udkig efter koralhoveder. Turen ud gemmen det 20 meter brede pas gik fint med 8.5 knob over grunden og 4.5 gennem vandet, dvs. 4 knob medstrøm og voldsomme strømhvirvler udenfor, så Jakob fik noget af en gyngetur i masten. Herfra gik turen til Rarotonga på Cookøerne, en tur på 4 døgn.