I midten af januar i år fik jeg en aftale i stand med Dansk Røde Kors om at måtte følge
deres arbejde i forbindelse med flodbølgekatastrofen i Asien. Det blev til et voldsomt
praktikophold i Indonesien, som startede med regeringsmøder i Jakarta og sluttede med
fly og helikopterture langs den tsunamiramte kyst oppe i Aceh-provinsen, hvor omkring
250.000 mennesker (seneste tal 1/4-05) mistede livet i vandmasserne. I denne »fluen
på væggen« artikel har jeg forsøgt at beskrive nogle af udfordringerne i det langsigtede
nødhjælpsarbejde personificeret gennem historien om Eva (en af de Røde
Kors delegater jeg rejste med) og hendes utrættelige kamp mellem lig og malariamyg.
At være hjælpearbejder i verdens katastrofeområder kræver god fysik, hårdt arbejde og talent for organisering. Først og fremmest handler det om at skaffe sig en tolk og et lokalt team, der kan realisere hjælpeprojektet. "Eva, kan du tage til Indonesien og arbejde fra starten af næste uge? – du skal være der minimum et år!" Stemmen i telefonen lød træt, distræt og småstresset. Det var åbenbart ikke det første af den slags opkald kvinden i den anden ende
foretog den dag.
Eva i arbejde
42-årige svenskfødte Eva Jordung Nicolson tog en dyb indånding stående der i korte bukser og let svedig af varmen fra Afrikas hede sol, der på tredje år i træk bagte ned over hendes smukke villa omgivet af Mozambiques knaldrøde lerjord. Det var ikke første gang Eva var
blevet ringet op af Dansk Røde Kors og bedt om at forandre hendes liv totalt fra den ene dag til den anden og øjeblikkeligt rejse mod endnu et af verdens altid opstående brændpunkter. Bag hendes blå øjnes nethinder kørte de sidste ugers mest sete TV billeder: flodbølgen i Asien og dens kølvand af håbløshed og sorg for tusinder og atter tusinder af mennesker langt borte i den anden ende af verden.
Og nu var det dér Røde Kors ville sende hende hen - til Indonesien; et land Eva knapt nok kendte, der som følge af pladetektoniske tilfældigheder altså skulle være hendes hjem i tolv måneder eller mere. Uden at blinke svarede hun med to årtiers nødhjælpserfaring i kroppen, "Ja", og sluttede sig dermed umærkeligt til strømmen af de tusinder nødhjælpsarbejdere
verden over, der modtog lignende telefonopkald i starten af januar i år. Mindre end en uge efter telefonsamtalen, var Evas hus i Mozambique solgt, to kufferter pakket og hun befandt sig udmattet i Singapore Airlines flyet med Røde Kors´s "tsunami briefing" i hånden og kiggede de 11.000 flyvehøjdemeter ned over det Indiske Ocean på vejen mod Aceh provinsen på Sumatra i Indonesien. Aceh; øjeblikkets utvivlsomt hedeste brændpunkt i verden - endnu et af slagsen for Eva Jordung Nicolson, katastrofe-delegat for Dansk Røde Kors.
Det langsigtede arbejde Eva Jordung Nicolson er uddannet sygeplejerske og har de sidste
20 år været i felten for adskillige nødhjælpsorganisationer utallige steder rundt på jordkloden. Nu er hun altså på vej af sted igen, denne gang i spidsen for Dansk Røde Kors´ psyko-sociale program i Aceh; der med jævne ord at hjælpe de mange traumatiserede mennesker mentalt
videre efter naturkatastrofen. Eva kommer ud til katastrofeområdet i det man kan kalde "anden bølge" – et par uger efter den første "Search and Rescue"-fase har haft sit klimaks, hvor alle verdens nødhjælps-organisationer kastede mad og medicin ud over hele det
nordlige Sumatra. Evas arbejde er mere langsigtet, men skal påbegyndes allerede
kort efter katastrofen har ramt. Der hvor de overlevende flytter sammen i flygtningelejre og hos familiemedlemmer i området og for alvor begynder at få tid og rum til at erkende, hvad der egentlig skete, og hvordan de skal komme videre, efter hele deres livsgrundlag blev skyllet væk under dem.
Eva skal etablere samtalehjælp, sociale aktiviteter og flere andre tiltag, der kan hjælpe med at få disse mennesker på fode igen. Dansk Røde Kors har fået EU-penge til et psyko-socialt
program (PSP), der skal nå ud til minimum 60.000 ofre i den indonesiske Aceh-provins. Det er det program Eva midt i januar lander i Jakarta for at sætte i gang. Netværk er vigtige Evas opgave kan i brugermæssigt omfang sammenlignes med at opbygge en organisation svarende til den danske Højskolernes Forening; et system der leverer daglige ydelser til op titusinder af mennesker. Eva skal bare gøre det på under en måned i et katastroferamt land, hun slet ikke
kender, med en helt anden kultur end hendes egen og nogle mennesker, der taler et sprog, hun ikke forstår – og vel at mærke uden at have fået mere end en uges varsel.
Selvom Eva Jordung ikke har sovet meget den sidste uge i Afrika, knyr hun på fra første dag i Indonesiens hovedstad. Her er hun heldigvis bakket op af andre udsendte fra Dansk Røde Kors, der har et kontor i byen fra før flodbølgen. Der er arrangeret møder med diverse embedsmænd, nødhjælpskoordinatorer og lokale frivillige, og selvom disse møder mest handler om at briefe Eva og sætte hende ind i situationen oppe i Aceh-provinsen, så fungerer de også som "netværks-fora" for Eva, der konstant noterer navne og titler ned på mennesker, der kan komme til at spille en rolle i netop hendes Røde Kors Program. Få lov til at starte nødhjælp
"En af de helt store udfordringer i forbindelse med denne nødhjælpsmission er paradoksalt nok overhovedet at få lov til at starte en program-aktivitet herude," fortæller Peder Damm, Dansk Røde Kors Country Coordinator i Indonesien. "Her er så enormt mange forskellige
organisationer der alle har fået en stor bunke penge med i lommen til at initiere alle mulige projekter i forbindelse med flodbølgen. Alene Røde Kors består jo af alle de
deltagende landes egne nationale Røde Kors selskaber, som alle sammen byder ind med forskellige programmer, de har fået penge til hjemmefra. Derfor gælder det om at være oppe på mærkerne, når de forskellige indsatsområder fordeles herude," forklarer Peder Dam. Således er Eva i hendes arbejde for at igangsætte Dansk Røde Kors psyko-sociale program yderligere
udfordret af at skulle manifestere sig i forhold til de andre nødhjælpsorganisationer og samtidig kæmpe om opmærksomheden hos de mange lokale frivillige indonesere, som alle
de udenlandske organisationer er så inderligt afhængige af for at kunne udføre deres arbejde overfor flodbølgens ofre. "Vi har jo brug flere hundrede mennesker til at få sat hele PSP
programmet op og få oprettet alle de forskellige lokale centre, hvor folk kan komme og drage nytte af vores hjælp," siger Eva.
På dette punkt er Eva og Røde Kors generelt dog som oftest bedre stillet end mange af de andre nødhjælpsorganisationer. Røde Kors organisationen har nemlig næsten altid et nationalt Røde Kors selskab i det katastroferamte land, der allerede har en fungerende organisation
og et udspredt netværk af frivillige, som står klar til at springe til. Efter en lang og opslidende uge i Jakarta med møder, interviews og dokumenter er Eva klar til at tage op på Sumatra og ud i selve katastrofeområdet, hvor hun nu skal stå alene og sætte det hele store psyko-sociale program op.
Midt i katastrofen
Det er tidlig morgen, da Eva lander med det lille Røde Kors chartrede "Susi Air" Cesna fly – der tidligere fløj med hummere, som altså nu er blevet skiftet ud med nødhjælpsarbejdere.
Hun lander på kysten af det nordlige Sumatra i byen Meulaboh; den anden store by der blev ramt af flodbølgen i Indonesien 280 km syd for Banda Aceh. Meulaboh blev 60 procent udslettet af flodbølgen, og selv om Eva kommer til den fugtige havneby mere end en måned efter katastrofen, hænger ligstanken stadig som en sødlig tåge over store dele af byen.
"I dag har de frivillige samlet 89 lig ind og begravet dem, fortæller den lokale leder for Indonesisk Røde Kors i byen. Han fortsætter: "Vi har lige fået tal ind, der fortæller at man stadig samler over 1000 døde mennesker ind hver dag i hele Aceh-provinsen." De voldsomme tal sætter tungt sit præg på dagens videre arbejde, og selvom Eva ikke selv har direkte kontakt med indsamlingen af lig, så ved hun, at nogle at hendes vigtigste klienter i det psyko-sociale
arbejde netop er de hundreder af unge frivillige indonesere, der altså nu i over tredve dage i træk har gået rundt i mudder med orange plastichandsker og trukket døde og rådne menneskekroppe ud af ruinerne og lynet dem ind i sorte ligsække. "De mennesker må jo på et eller andet tidspunkt sætte sig ned og kigge tomt ud i luften, mens de spørger sig selv, hvad det lige var der skete," mumler Eva, da hun senere samme aften kører ud mod den dansk opstillede Røde Kors teltlejr, der udgør hendes simple hjem herude i "felten."
Feltarbejde
Eva surmuler lidt ved tanken om, at hun har byttet sin store luftige trævilla med aircondition i Mozambique ud med et nyligt opslået orange CFtelt på en fugtig jordmark i udkanten af Meulaboh. Her er 30-35 grader og en luftfugtighed tæt de 100 procent dag og nat. Det er krævende forhold for uvante mennesker men excellente betingelser for de store mængder
af malariamyg og andet godt, der venter i området omkring lejren, så snart mørket falder på.
Især det nordlige af Sumatra har længe været berømt for øens voldsomme forekomster af smitsomme sygdomme, og adskillige af Evas internationale Røde Kors kolleger er da også for længst blevet evakuerede efter at have fået konstateret både malaria og Dengue feber. Eva
skutter sig lidt i lyset fra feltlampen og sikrer sig endnu engang at myggenettet er forsvarligt lukket og feltsengen i sikker højde fra jorden, hvor en temmelig giftig slange dagen før blev opdaget af lejrens opsynsmand.
De lettere primitive forhold til trods er Eva oppe og nyvasket dagen efter allerede kl. halv otte, hvor det første af flere daglige koordineringsmøder mellem alle nødhjælpsorganisationerne tager sin start i Meulaboh. Igen har Eva notesbogen fremme og mingelerer rundt mellem de forskellige andre udsendte nødhjælpsarbejdere og deres lokale partnere - hvem laver hvad herude? Og hvem ved noget om hvad der foregår rundt i den katastroferamte by? Hun noterer flere navne og flere kontakter. Senere kører Eva ud til nogle af de store teltlejre der er opstået i udkanten af hvad der er tilbage af Meulaboh by. Tusinder af mennesker lever nu fast under telte og presenninger – ofte 50 personer eller flere under samme tag – og det er disse mennesker Eva fortrinsvis skal hjælpe.
"Min opgave er at få etableret aktiviteter og samtalemulighed for de her folk, fortæller hun."Vi skal have oprettet adskillige steder i området hvor de kan komme og enten få ro og rum til bare at være eller få hjælp til at indgå i noget arbejde eller omsorgs-aktivitet for deres medofre, herunder ikke mindst børnene," siger hun entusiastisk.
En af Røde Halvmåne/Kors' lastbiler
Eva har for længst fået allieret sig med en tolk og nogle af de lokale frivillige fra Indonesisk Røde Kors, og det folkevognsrugbrød, hun har lejet i Meulaboh er allerede godt fyldt op med folk, hun nu kan råde over i opbygningen af Dansk Røde Kors´ PSP program.
Om eftermiddagen mødes hun igen med lederen af det lokale
Indonesiske Røde Kors, og planerne for de næste ugers aktivitet fyger frem og tilbage under ventilatorrotorerne, der kæmper en ulige kamp mod den trykkende hede. Også denne arbejdsdag bliver lang, og det er først flere timer efter mørkets frembrud, Eva igen kan køre tilbage mod teltlejren efter at have afsluttet det sidste koordineringsmøde med nogle af de andre NGO grupper, der alle arbejder ligeså energisk som Eva med netop deres specifikke programmer for alt lige fra vandforsyning til genopbygning af den lokale fiskerflåde. "Sådan er vilkårene næsten altid i et katastrofeområde. Folk stresser rundt og knokler 16 timer i døgnet, selvom de egentlig ikke kan holde til det," smiler Eva lidt melankolsk. Hun mindes det store jordskælv i Gujarat
i Indien 2001, hvor hun også deltog i nødhjælpsarbejdet: "Mange af delegaterne holder kun
den første måned ude i felten. Så må de skiftes ud med friske folk hjemmefra deres respektive lande. Man brænder simpelthen ud."
Tre dage senere rejser Eva Jordung tilbage til Jakarta, dog langt fra udbrændt, men for igen at koordinere indsatsen for PSP programmet – denne gang med det nationale Indonesisk Røde Kors - og skrive de første rapporter hjem til Danmark.På de fem dage Eva opholdte sig i Meulaboh, nåede hun at skabe stærke kontakter med både Indonesisk Røde Kors´ Meulaboh
afdeling, adskillige internationale NGO projekter og med diverse lokale folk lige fra tolke over chauffører til folkeskolelærere. Alle sammen mennesker der kommer til at spille en
væsentlig rolle i det psykosociale program under Evas kyndige ledelse. Allerede ugen efter skal de første klienter kunne modtages i telte på det stykke jord, Eva også nåede at sende
forespørgsler ud på, og inden da vil hun selv igen være vendt tilbage til Meulaboh for at holde flere møder, engagere flere mennesker og udbygge mere af alt det, hun er rejst til Indonesien for at gøre: Hjælpe endnu en gruppe nødlidende mennesker langt borte i den anden ende af verden.
