Kanon i solnedgang tilhørende lokal afghansk krigsherre
Afghanistans første direkte præsidentvalg nogensinde afholdtes i oktober i år. Forud for afholdelsen har ligget et årelangt arbejde med at informere og registrere det afghanske folk. Et arbejde, der har været kendetegnet af, at der i det krigshærgede og ludfattige Afghanistan kan være uendeligt langt fra de bonede gulve i hovedstaden Kabul til den afghanske vælger ude på landet.
I et støvet hjulspor højt oppe i Hindukush bjergkæden i det nordlige Afghanistan kæmper en slidt russisk-bygget firhjulstrækker sig larmende op mod et bjergpas. Bag rettet sidder en svensker ved navn Pelle Hagberg. Pelle er tidligere elitesoldat fra de svenske specialstyrker, men arbejder i dag for et privat engelsk firma, Global Risk Strategies (Global), der er hyret af FN til at forberede Afghanistans kommende præsident- og parlamentsvalg i de distrikter af landet, hvor FN ikke selv kan arbejde pga. sikkerhedsproblemer. Global's opgave består i at besøge nogle af de små landsbyer i Afghanistans allermest fjerne egne og informere afghanerne om det kommende valg.
Pelle Hagberg og hans medfølgende afghanske tolk har nu været undervejs i over to døgn fra den nærmeste by, Saripul, da firhjulstrækkeren krydser Changcherak passet i 3100 meters højde og hoster sig ned til Qodoghak; hovedlandsbyen i Shiraz-dalen i Kohistinat distriktet. Denne dal ligger så isoleret, at selv ikke Talebans krigere nåede herind under deres fem år lange regime i Afghanistan. Indbyggerne er bønder, de fleste analfabeter, og kun ved særlige lejligheder forlader de deres daglige dont i marken og rejser til byen, mens et besøg udefra ligeledes hører til de ekstreme sjældenheder. Pelle har derfor i forvejen meldt sin ankomst og arrangeret et møde med dalens overhoved, den lokale "Commander", og hans folk, der har ansvar for lokalområdet.
Mødet foregår i en aflang, dunkel lerhytte med slidte tæpper samt en gammel kakkelovn som eneste møblement, hvorfra commanderens mænd serverer dampende grøn afghansk the i tunge stenkrus. Pelle præsenterer formelt sig selv og indleder: "Har I hørt, at der skal være valg i Afghanistan i løbet af dette år?" "Nej, det har vi ikke hørt noget om, hvad drejer det sig om?"
Den afghanske nationale hær
Pelle ræsonnerer, at han som i så mange andre landsbyer må forklare det helt fra bunden, og han tager fat på en længere udredning om, at valget er besluttet af lederne i Kabul og siden godkendt af Dostum, en lokal krigsherre, der har magten i meget af det nordvestlige Afghanistan, samt guvernøren i den nærmeste by, og at Pelle er sendt ud med deres billigelse. Denne formalitet er en nødvendig forudsætning for at få commanderen til at acceptere Pelles budskab, når Pelle som fremmed kommer ud til et område så afsides som Shiraz dalen, hvor magten er ekstremt lokalt funderet.
Mødets tilhørere viser nu Pelle deres tillid, og han kan fortsætte med forklaringen om valghandlingernes betydning for dalen: For at opnå stemmeret ved valget skal alle afghanske borgere registreres, fotograferes og tildeles et valgkort. Dette arbejde skal udføres af hver landsbys egne indbyggere under opsyn af trænede folk fra valgkomiteen. Tilhørerne i lerhytten nikker tænksomt og begynder at diskutere, hvordan denne nye og fremmede registrering kan foregå netop i deres dal, hvor nogle landsbyer ligger flere dages rejse væk på æselryg. Samtidig stilles der fra flere af mændene lidt mistænksomt spørgsmålstegn ved, hvad dette valg egentlig handler om, og hvad det overhovedet skal gøre godt for herude i Shiraz dalen.
"Noget af det allermest absurde ved dette valg i Afghanistan er, at mange afghanere simpelthen bor så isoleret og uden kontakt til resten af samfundet, at de slet ikke ved, hvad et valg er for noget", fortæller Pelle Hagberg senere. "Landet har jo ikke afholdt et reelt valg de sidste 30 år, og for mange af indbyggerne herude i de perifere egne ligger de ting, der foregår i Kabul, så fjernt, at de har svært ved at forholde sig til det. Langt fra alle har adgang til radio, aviser m.m. På mange måder er valget mere en symbolsk handling for Afghanistans nyvundne demokratiske frihed. Bare det faktum, at den nuværende præsident, Hamid Karzai, er den eneste præsidentkandidat, alle afghanere rent faktisk ved, hvem er, siger jo en del!", smiler Pelle.
Samtalen i Qodoghak går trods uvidenhed og småskeptiske spørgsmål fredsommeligt videre, og Pelle og mændene når nu til problemstillingen omkring registrering af kvinder. Flere af de ældre mænd i landsbyen er blevet bekymrede for det fotografi, der skal tages af hver enkelt i forbindelse med registreringen, fordi kvinder traditionelt ikke må vise deres ansigter for fremmede mænd, og her i Shiraz dalen findes der ikke en eneste kvinde, der både kan læse og skrive og dermed foretage registreringen. Pelle Hagberg er mere end bekendt med denne problemstilling, der ifølge ham er noget af det vanskeligste ved hele registreringsprocessen i Afghanistan, hvor kvinderne ude på landet gemmes væk for alt og alle.
Efter en del diplomatisk "fingerspitz-gefühl" lykkes det alligevel for Pelle at få commanderens tilladelse til at lade en gammel og svagtseende mand fra landsbyen foretage registreringen af kvinderne. De andre mænd nikker tilfredse; det kan accepters. Pelle og mændene kigger hinanden i øjnene, trykker hænder og besegler dermed Qodoghak landsbyens deltagelse i Afghanistans første frie valg i en halv menneskealder.
Afghansk vælger
Mødet kan således afløses af frokosten. Slidte, tykke lerskåle med boblende fåresuppe bæres ind i det mørke lokale, mens mændene forventningsfuldt sætter sig til rette med korslagte ben langs den sodede jordvæg. Brød fra landsbyens stenovn smuldres ned i suppen, så konsistensen bliver til en tyk grød, man kan spise med fingrene. Pelle må ligesom alle de andre mænd dele spiseskål med hans to sidepartnere. I døråbningen står adskillelige nysgerrige tilskuere stimlet sammen og sender lange blikke ind på den fremmede med de store nyheder fra Kabul. De skygger for alt lys, og luften i hytten bliver tyk af kakkelovnsrøg og lugten fra svedige fødder - i Afghanistan skal alle stille skoene, inden man træder ind i en bolig.
Efter maden og yderlige en halv times tedrikning afslutter selskabet seancen, og Pelle forhører sig endnu engang høfligt, om landsbyens commander har taget budskabet om valget og registreringsprocessen til sig og dermed vil være i stand til at foretage de fornødne forberedelser i dalen, før Pelle og folk fra valgkomiteen senere på året vender tilbage til Qodoghak. Commanderen overvejer lidt, klør sig i sit lange skæg og svarer eftertænksomt tilbage: "Mit land, Afghanistan, skal holde valg; og det er ligesom, når et barn skal gå for første gang. Barnet falder og har brug for nogen, der holder det i hånden. Demokrati i Afghanistan er ligesom det barn, der tager dets første skridt." Han fortsætter: "Vi vil gøre vort arbejde her i Shiraz dalen, og vi vil være stolte, når vi igen kan byde jer fra det internationale samfund velkommen til efteråret, og der kan afholdes valg i vores land - inshallah! (Om gud vil)".
Pelle Hagberg takker commanderen og hilser farvel til landsbyens mænd. Udenfor lerhytten stiger han igen ind i den russiske firhjulstrækker, starter motoren og fortsætter rejsen videre ud i de afghanske bjerge til den næste dal, hvor indbyggerne også skal vide, at demokratiet er kommet til Afghanistan.
Afghanistan afholdt landets første direkte præsidentvalg den 9. oktober 2004. Det skal i øvrigt oplyses, at FN og valgkomitéen i Afghanistan samlet fik registreret ca., 10,5 mio. potentielle valgdeltagere (det er dog tvivlsomt, hvor mange af disse der stemte), samt at man undervejs i registrerings-processen i sommers blev nødt til at frafalde kravet om foto af kvinderne på deres stemmekort.
