Når jeg nu skriver, at jeg har været i Darfur-provinsen i Sudan - hvad vil du som læser så gerne, at jeg skriver om? Hvad vil du vide, og hvilke billeder vil du gerne se derfra?
Hvis jeg skriver, at der i Darfur er store byer med asfaltveje, gadekryds med stoplys og sågar et universitet med studerende i medicin, økonomi og marketing, får du så lyst til at læse videre? Jeg kunne så skrive om alle de mennesker, der lever i brunrøde murstenshuse, og går på arbejde, efter de har sendt deres børn i skoler i Darfur - og så medsende et par fotos af børnene og skolerne. Ville det være ok?
Vagt foran FN´s og Den Afrikanske Unions hovedkvarter i El Fasher, Darfur. Flere vagter er blevet skudt ned i El Fasher by, og ugen forinden mit besøg i byen var hovedkvarteret blevet angrebet af militssoldater.
Eller ville det være at intimidere de næsten to millioner mennesker, der er flygtet fra krig i næsten alle dele af Darfur til andre dele af Darfur, hvor de nu bor i enorme flygtningelejre og savner de medlemmer af deres deres familie, der er blevet skudt eller voldtaget til døde?
Eller ville det bare kede dig som læser at vide noget om skolerne i forhold til flygtningelejrene?
Det er da meget normalt
Da jeg kom tilbage til Khartoum efter at have været i Darfur med FN var jeg både lettet, forvirret og lidt mærkeligt uforløst. ”Der så da meget normalt ud de fleste steder…”, måtte jeg sige til mig selv.
Men da jeg kiggede op i aftenhimlen over Khartoum og så det hvidmalede passagerfly med overmalede vinduer, der lettede fra hovedstadens lufthavn med kurs mod vest, så vidste jeg godt, at regeringsbomberne ville regne over Darfur igen i nat. Bare ikke de steder jeg havde været derude, men de steder, hvor næsten ingen udefra kommer, og hvor folk ikke kan råbe efter hjælp fra FN eller andre. I hvert fald ikke uden en militsgruppe lugter blod.
Darfur er kæmpestort. På størrelse med Frankrig. Danmark kan ligge 12 gange i Darfur.
Kaster med brosten
”Hvordan er Danmark?”, spurgte en sudaneser fra Khartoum mig om en dag. ”Jeg har hørt, at man kaster med brosten på gaderne i byerne og slår politibetjente ihjel”.
”Joo, men sådan er det jo ikke over det hele…”, svarede jeg.
Mange verdener
Jeg oplevede Darfur som mange verdener. Som et sted beskrevet øverst i dette brev. Som et sted med ørken, får, kameler og storslået natur. Og som et sted, hvor en oprørskrig er i gang ude i mange små ikke ens samfund. Et vidstrakt land, hvor mange forskellige folkegrupper kæmper om at få mere indflydelse og ret til jord, og hvor nogle militser under fællesbetegnelsen Janjaweed (arabisk ord for ”mand til hest med våben”) støttet af regeringen kæmper den anden vej og samtidig udnytter uroen til at bryde stort set alle de menneskerettigheder, der findes.
Nogle steder i Darfur er der krig og mord. Andre steder er der fredeligt, og millioner af folk passer deres job og har tag over hovedet. Nogle af dem var trætte af, at jeg kom og ville høre deres historie om død og ødelæggelse. De gik jo bare på arbejde og kendte ikke nogen af de fordrevne, voldtagne og mishandlede mennesker i Darfurs mange flygtningelejre.
Hvad vil du gerne høre om?
Sort, hvidt - eller begge ting?
Er folk i Darfur bedst tjent med, at vi kun forholder os til de forfærdelige ting, der vitterligt foregår, og opretholder billedet af forpinte og forfulgte mennesker, der ikke har nogen fremtid?
Eller vil det styrke området på sigt, at omverdenen også ser på Darfur som et sted, der ”fungerer” i et vist omfang, hvor mange menneskers liv ikke er synonym med flygtningelejre og lidelse, men med aktivitet og produktivitet; så vi rent faktisk kan tro på, at der også kan gro noget positivt ud af området i årene frem?
