Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Afghanistan i verdens vold
- - om Al Qaeda, Taliban og den kolde krig

Tekst og foto: Rasmus Krath                        


Stadig i dag bærer mange afghanske kvinder burka. Farven fortæller, hvilken del af landet kvinden bor i. Burkaen er ikke Taliban-bevægelsens opfindelse men et resultat af traditioner og gammel kultur i Afghanistan. Taliban var bare de eneste der udstedte et nationalt burka-påbud.
I 2004 rejste jeg en måned rundt i Afghanistan. På godt og ondt oplevede jeg mere, end jeg har gjort på samme tid i noget andet land i denne verden, og Afghanistan vedbliver at stå for mig som det mest særlige, mest imødekommende og mest misforståede land i min rejsehistorie. Hvorfor så det?

Jeg rejste ind i Afghanistan med bus fra Iran til Herat i det vestlige af landet. Derfra fløj jeg til hovedstaden Kabul og kørte op igennem de østlige højder til byen Saripul, hvor Afghanistans eneste længere asfaltvej slutter. Fra Saripul kom jeg med en svensk elitesoldat på jeepekspedition ned gennem Hindukush bjergene til de smadrede Buddhastatuer i Bamyam og tilbage til Kabul, hvor jeg besøgte de danske soldater og endelig alene på blaf over Khyberpasset til Peshawar i det pakistanske stammeområde NWFP, North West Frontier Province.

Jeg kunne nu berette en masse om rejsen - som f.eks. at jeg fik diarré i en snestorm og måtte skide 14 gange lige bag vores jeep pga. minefare i rabatterne, at jeg var med til møder med lokale krigsherrer, der skulle forberede Afghanistans første præsidentvalg, eller at vi på jeepekspeditionen mistede to ud af tre jeeps i det kønne, men barske, barske afghanske landskab. Jeg kunne også skrive om, hvor gæstfrit jeg blev modtaget af faktisk alle de afghanere jeg mødte på min vej og blev inviteret ind i et utal af afghanske hjem til fåresuppe og historier fra en svunden tid. Eller jeg kunne underholde med ord om de smukke bjerge, den fascinerende ørken og de betagende afghanere, der befolker det sagnomspundne land.

Men disse historier kunne for læseren i en artikel som denne minde om så mange andre historier fra så mange andre dragende lande, hvor de lokale er smukke, gæstfri og bor i underskønne områder. Det synes jeg ikke gør afghanerne den ret, de fortjener. Det fortæller ikke det, jeg gerne vil sige om dem eller deres land - eller i hvert fald ikke på en måde, som jeg kan få frem i min artikel her. Måske jeg bedre kan gøre den slags over en øl i baren på Café Globen til de af jer, der har lyst til at høre på mine rejsehistorier derfra.

Derfor vil jeg i stedet bruge denne artikel på at fortælle om nogle af de ting, der er sket i Afghanistan, som vores hjemlige nyhedsmedier sjældent får med i den ofte ensformige dækning af terror og danske soldater i det hærgede land. Jeg vil fortælle om, hvorfor Afghanistan er endt der, hvor Afghanistan er endt i dag. Fordi det er denne historie, der vil yde afghanerne den ret og ære, jeg mener de fortjener, og fordi det samtidig lige så meget er en historie om resten af verden i Afghanistan som det er en historie om afghanerne selv. For det er nemlig langt fra kun afghanernes eget ansvar, at deres land nu har været en krigsskueplads i 30 år.


På min ekspedition med en svensk elitesoldat ned gennem Hindukush-bjergene mistede vi to at turens tre jeeps. Vi nåede frem i den sidste jeep og mødte de afghanske samfund, vi skulle forberede til landets første præsidentvalg.

En konge

Afghanistan havde engang en konge, der sad på magten i det ludfattige land, indtil han en dag blev væltet af tronen af sin svigerbror i et ublodigt kup. Det var i 1973, dengang hvor de europæiske hippier valfartede gennem landet på deres vej til evig karma i 1970´ernes rejseparadis, Indien og Nepal. I de følgende år kom Afghanistan under større og større påvirkning fra deres gigantiske nabo mod nord: Sovjetunionen. Situationen udviklede sig langs randen af en borgerkrig i Afghanistan mellem pro- og antikommunister, og i 1979 invaderede Sovjetunionen så Afghanistan som led i den kolde krigs udbredelsesstrategi.

Den kolde krig

Afghansk pige i Muhammed Khail flygtningelejren, Pakistan.
Sovjetunionens ”Vietnam” var begyndt: En ti år lang udmarvelseskrig mod de afghanske mujahadiner. Og her bliver historien interessant: CIA vendte koldkrigsblikket mod Afghanistan og tog kampen op mod de røde, men for ikke at gøre krigen varm, bestod akten i at forsyne de afghanske krigere med våben i en lind strøm til at føre guerillakrig i deres eget land. Samtidig trænede man afghanerne i lejre i Pakistan og opfordrede dem til at gå i hellig krig mod kommunismen. Og så skete der noget. Afghanerne døde på stribe, blev martyrer i islams ånd med USA´s støtte, og sovjetterne blev lige så stille banket ud af Afghanistan (se filmen ”Charlie Wilson´s War). Undervejs styrkedes båndet mellem de syv ledende mujahadingrupper og de amerikanske CIA-ansvarlige - man havde tillid til hinanden i den fælles kamp. Men da russerne trak sig ud af et smadret Afghanistan i 1989, og muren faldt, tabte amerikanerne og den vestlige verden interessen for Afghanistan. Den kollapsede nation lå pludselig forladt, men fyldt med hellige krigere, som nu havde mistet deres styrende organ gennem ti år, CIA. Afghanerne stod med et sønderskudt hjemland, der ligesom så mange andre lande i koldkrigsperioden havde været skueplads for de to supermagters kamp om verdensherredømmet.

Mujahadinerne gik efterfølgende i flæsket på hinanden i forsøget på at genoprette Afghanistan med hvert deres mål for øje. Borgerkrigen begyndte. Afghanistans eget ”Vietnam”. Verden udenfor vendte det blinde øje til. Vi havde travlt med at hylde os selv, USA og Sovjetunionen for at have afsluttet den kolde krig. I Afghanistan lurede hadet.

Taliban

Under den ti år lange kamp mod Sovjetunionen og de efterfølgende seks år, borgerkrigen skulle vare, flygtede seks millioner mennesker ud af Afghanistan. Med et befolkningstal på knap 24 millioner, var det hver fjerde afghaner, der vinkede farvel til hjemlandet. Ikke af lyst, men af frygt, nød og elendighed. Mange af dem endte i Pakistan. Her blev afghanerne gemt væk i enorme flygtningelejre og måtte leve med pakistanernes syn på sig som 2.-klassesborgere. I starten af 1990´erne sad mange unge stolte afghanske mænd således pinligt isoleret i lejre i den pakistanske ørken uden mulighed for arbejde, skolegang eller ret megen anden stimulation til krop og sind. Herudaf kom Taliban. Talib betyder ganske enkelt ”en der søger viden”. Man ville lære noget, og Taliban startede som skoler i flygtningelejrene i Pakistan. Fortrinsvis undervistes i islam, men også i andre fag som sprog, historie m.fl. Med årene voksede organisationen sig stor, og man begyndte at drømme om et fredeligt Afghanistan. I 1994 lod man drømmene gøre virkelige: Taliban marcherede ind i Afghanistan. Uden at løsne et skud overtog organisationen halvdelen af landet og mødte først reel modstand i Herat i det vestlige Afghanistan. Herfra gik det galt: Taliban havde under fremmarchen budt alle velkommen i deres følge, og den hær der måtte kæmpe om de resterende dele af landet bestod nu af en sammenklistret suppe af mordere, voldtægtsforbrydere og andet revl samtidig med, at deres ledere var blevet tiltagende krakilske i bestræbelserne på at styre de afghanere, de løbende underlagde sig. Således udviklede Taliban sig fra at være en forholdsvis fredelig organisation til at være det hårdtslående og kyniske regime, vi har hørt så meget om hjemme i vores sofaer. Taliban sad på magten i stort set hele Afghanistan fra 1998 til2001 og regerede folket med burka-påbud, billed- og musik-forbud samt en lang række andre love, der forbandede de almindelige afghaneres liv. I den grad.

Al Qaeda

I mellemtiden var en ung Osama bin Laden i 1996 blevet smidt ud af Sudan, hvor han som tilflytter fra Saudi Arabien havde lagt kimen til sit fremtidige succesfulde Al Qaeda netværk. Scenen for hans aktiviteter blev nu sat i Afghanistans rå bjerge, hvor Osama giftede sig med Talibanlederen Mullah Omars datter og således fik Taliban regimets accept og beskyttelse.

Resten af historien kender vi: Osama fik for alvor gjort sit netværk kampklart i Afghanistan og gennemførte den 11. september 2001 det måske mest betydningsfulde terrorangreb nogensinde. USA vendte følgende Guds egen patriotisme mod Afghanistan og bad med store ord Taliban om bin Laden´s udlevering. Mullah Omar sagde nej, USA samlede dets allierede og invaderede Afghanistan og fordrev Taliban. I den forbindelse sendte Danmark en håndfuld F16 fly til bjerg- og ørkenlandet og kastede lidt ”støv”, som Flyvevåbnet stadig kalder de projektiler og bomber, der forlod de danske flyvere dengang. Kort derefter påbegyndte USA en intens jagt på Osama i bjergene i sydøst, hvorfra man havde fået smidt Talibanerne ud.

Jeg besøgte krigsherren Ismail Khan´s soldater nord for Herat i det vestlige Afghanistan. Kanonen her var erobret fra Taliban og beskyttede nu Herat by fra en bjergtop.

Stadig krig - hvorfor?

Men måske smed man ikke Taliban langt nok ud. De hellige krigere forsvandt mere eller mindre i grænseområderne ml. Afghanistan og Pakistan, og i al vores sejrsrus glemte vi at følge efter dem. Efter et års tid hvor telebanerne slikkede deres sår, har de siden rettet jævnlige angreb ind mod afghanerne, USA og ikke mindst de NATO-styrker, den vestlige verden placerede i Afghanistan efter 2002. Og krigen fortsætter den dag i dag. Taliban har tilbageerobret store områder, NATO er presset til det yderste, og selv amerikanerne er begyndt at ryste på hånden. Tre årsager:

  1.   Da CIA vendte afghanerne ryggen i 1989, opstod et endnu ikke udslukt had mod vesten (især USA) blandt mange afghanere, der havde mistet 1,5 millioner landsmænd i kampen med kommunisterne. Hadet blomstrede videre i andre dele af den muslimske verden, hvorfra CIA også havde importeret hellige krigere til slaget mod USSR. Hvem havde de kæmpet for? Tidligere CIA-ansatte har efterfølgende udtalt: ”They fought for our gold with their blood”.

  2.   Talibankrigerne er for en stor dels vedkommende blevet trænet af CIA tilbage i 1980´erne og kæmper ironisk nok stadig med mange af de talrige våben, den vestlige verden donerede mujehaddinerne i sin tid. De er på mange måder veludrustede.

  3.   USA´s "private" mission i jagten på Osama, "Operation Enduring Freedom" fortsætter stadig i afghanernes bjerge uanfægtet af NATO´s forsøg på at skabe fred i Afghanistan. Amerikanerne har op mod 10.000 specialstyrker i det sydøstlige Afghanistan, hvor de opererer uafhængigt af NATO-styrken og ofte anklages for at rasere landsbyer, bryde lokale kodeks og fare frem med en moderne udgave af den brændte jords taktik i forsøget på at splitte Al Qaeda. Et rimeligt ærinde kan man måske sige, men soldaternes metoder og fremtoning skaber hver dag nye tilhængere af Taliban, der af mange ses som muligheden for at få et Afghanistan uden vestlig påvirkning.

Ovenstående er meget groft skitseret, og der ligger selvfølgelig et væld af andre årsager til Afghanistans nuværende ret ulykkelige situation. Men jeg har fokuseret på disse, fordi det er historier, der sjældent nævnes i mediernes dækning af det uheldige land. Og det er for mig historier, der på sin vis forsvarer den almindelige afghaner og breder billedet af årsager ud til også at omfatte vores del af ansvaret for, at Afghanistan endnu ikke er i ro.

Hvad så nu?

Heldigvis er vi i Danmark for en stor del dette ansvar bevidst, og vi har derfor soldater på landjorden i Afghanistan under NATO´s blafrende fane. Om vi i virkeligheden har det for vores egen terrorbeskyttelses skyld, kan man altid diskutere. Men vi er der, og det skal vi blive ved med at være - i lang tid. Måske skal vi skifte strategi, i og med noget tyder på, at vores kamp for tiden virker frugtesløs. Men det må være op til de militære, politiske og humanitære strateger at afgøre, hvordan vi bedst tjener situationen - så indsigtsfuld er jeg langt fra. Men som afghanerne har deres eget ansvar for deres del af både historien og nutiden, så har vi altså også vores for afghanerne. Verden har trods alt invaderet Afghanistan to gange i de sidste 30 år, og vi danskere var med sidste gang.

Min tro er, at hvis vi vedbliver at være det ansvar bevidst, så kan vi måske en dag ude i fremtiden rejse fredeligt til Afghanistan, hvor vi sammen med afghanerne kan nyde det vitterligt storslåede land uden tanke på terror, landminer og soldater. Denne drøm ligger givetvis langt fra øjeblikket, men det skal nok komme en dag. Sådan er det med de drømme, man bliver ved med at holde fast i. Lonely Planet har i hvert fald netop udgivet deres første ”Afghanistan” dog med rejseadvarslen ”Extreme Danger”...



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside