14 kg kokain i en bus

af Rasmus Krath

Den gamle Dodge bus vi kørte i. Bussen kan trods en gang ny maling ikke skjule, at den allerede har kørt strækninger, der sammenlagt må kunne nå mange gange rundt om jorden.

Busstationen i Paraguays hovedstad, Asunción, gør sig sine sidste krampetrækninger på denne varme og støvede fredag eftermiddag, der er ved at kulminere i travlhed, motorlarm og latinsk utålmodighed. Jeg sætter mig efter mange timers lummer venten endelig ind i en gammel Dodge bus, der trods en gang ny maling ikke kan skjule, at den allerede har kørt strækninger, der sammenlagt må kunne nå mange gange rundt om jorden. Det er virkelig en gammel bus, men jeg stoler alligevel på, at den kan køre mig hele vejen herfra til Bolivia – en køretur på godt 1200 km. Langsomt fyldes bussen af mine kommende sammensvorne – eller lidelsesfæller - alt afhængigt af, hvordan man ser på det. Og lidt efter humper den gamle maskine muntert ud fra busstationen, videre gennem Asunción by og sætter kursen vestpå mod busksletteområdet El Chaco og det smukke Bolivia, landet i hjertet af Sydamerika. Foran os har vi en rejse, der hvis det går godt - og det gør det sjældent - varer små 50 timer. Og denne gang skal det åbenbart gå helt galt.

El Chaco-sletten

Det er sidst på eftermiddagen, og som bussen drøner ud af den store by med alle dens jordveje og omkringliggende slumkvarterer, opstår der en underfundig rar stemning i det gamle køretøj. Én passager har taget en guitar med, en anden lidt rødvin, og så kører den ellers på to og fire med liflig fællessang og skåler flere timer ind i aftenen. Asfalten er nu for længst erstattet af grus, eftermiddagssolen blevet til solnedgang,

Solnedgang

og bussen har efterhånden sneget sig ind på et af Sydamerikas mest uspolerede og øde landskaber, El Chaco-sletten mellem Paraguay og Bolivia. Her er fladt som et durumbrød, varmt som ind i helvede (op til +50°), og alt er gennemsyret af en trøstesløs uendelighed, kun krydret af sporadiske hårdføre buske, der ufuldstændigt dækker over de langstrakte sandjorde. Trods det stadig mere ugæstfri landskab, der omgiver os, er stemningen i bussen endnu høj, og guitaristens fingre gløder opofrende på strengene. Men kun en kort stund endnu.

En knivspids efter solnedgang krydser vores aldrende køretøj en af de få store floder i El Chaco; en brun doven type, der langsomt og uanfægtet bemægtiger sig tropelandet på sin vej ud mod Atlanterhavet i øst. På den anden side af det mørke vand venter vores ulykke.

Bussen stormes

Sekundet før chaufføren sætter sin lille sydamerikanske fod på speederen, hopper en ret grim paraguaysk politimand ind foran bussen, hvor han hurtigt får selskab af flere små brune mænd i alt for store og slidte uniformer. Trods det lidet autoritære udseende stormer betjentene hurtigt og selvsikkert ind i bussen og går hårdhændet i gang med et af de mere grundige papir- og bagage- check, jeg har oplevet i min tid som rejsende i Sydamerika. Alle passagerer udspørges, og al bagage kommer under hårdhændet behandling. Atmosfæren i bussen er pludselig blevet temmelig alvorlig, og ubehaget intensiveres yderligere, da fire mørke militærfolk træder ind i bussen med sorte blankpolerede maskinpistoler hvilende på brystkassen og skudklare patronbælter hængende om halsen og hele vejen ned til fødderne, hvor de rasler hen langs gulvet, som mændene bevæger sig ned langs sæderne i bussen og skuler sultent på os passagerer. Det er vitterligt et politicheck, der vil noget det her, tænker jeg, mens jeg bliver holdt op af en maskinpistol og får gransket mit pas. Ret ubehageligt, selvom det ofte er kutyme på denne måde rundt om i det ikke altid lige afslappede Sydamerika. Politifolkene ender nede ved toilettet i bunden af bussen, hvor noget lader til at være helt galt. Toilettet i den paraguayske bus virker tilsyneladende ikke, og er i stedet fyldt op med store papkasser. Et væld af iltre ord, råb og gestikulationer fyger nu op i bussen, og vi kan alle se vores godmodige chauffør lukket fuldstændigt inde blandt politifolk og papkasser, hvor han forgæves forsøger at forsvare sig mod en eller anden anklage, som vi andre i bussen ikke kender noget til endnu. Jeg opfanger nogle spanske gloser så som ”hvem, hvorfra, tilladelse...” mv., men kan ikke rigtigt blive klog på sammenhængen. Jeg beroliger mig med, at det nok bare er et af de sædvanlige ”show-off´s” fra betjentene, for hvem arbejdsdagene i det lidet befærdede El Chaco godt kan blive temmelig lange.

Automatvåben bliver rettet imod os

14 kg ren kokain har en værdi på omkring 10 millioner kr. på det danske marked. Som repræsentant for den "vestlige verden" fik Rasmus lov at komme ind til politimesteren og dokumentere fangsten af kokainen, der blev fordelt i små poser til undersøgelse

Kort efter marcherer politifolkene abrupt ud af bussen, og vi kører lidt for hurtigt videre ind i den latinamerikanske aften, som var vi på flugt fra et eller andet. Guitaren i bussen er forstummet, atmosfæren er uroligt uforløst, og vores chauffør er tavs som en østers. Noget er galt, begynder jeg at forstå. Rivravruskende galt. Tyve minutter efter passerer vi en lille landsby uden elektricitet, og mine bange anelser bekræftes. Bussen holder ind foran den lokale politistation, hvor op mod 15 bevæbnede politi- og militærfolk står klar til at tage imod os. På ryggen af nogle af dem står der ”Policia Narcóticos”. Pis. Klokken er nu halv elleve, busdøren åbnes, og helvede bryder løs. En ad gangen bliver vi brutalt ført ud af bussen og stillet op ad muren til politistationen med vores bagage foran os. En stribe afsikrede automatvåben rettes imod os. Efterfølgende tømmer andre politifolk bussen for alt, der kan bæres ud, inkl. papkasserne på toilettet, og to politihunde slippes savlende løs i den tomme bus.

Imens vi passagerer udspørges nøje, bliver vores bagage undersøgt til det perfektionistiske. Jeg ser en betjent tømme al min tandpasta ud på den røde jord og skære tuben op. Samtidig arbejder narko-betjentene i ly af mørket med papkasserne inde i politistationen. Endnu har vi intet fået at vide om, hvorfor vi er holdt op, men der er ingen tvivl om, at politifolkene er på jagt efter noget stort.

Et rygte spredes

Tiden æder sig stille og uroligt ind i natten, og månen har længe været det eneste lys i landsbyen. Godt efter midnat opstår pludseligt et rygte, der breder sig som en steppebrand ned gemmen rækken af os ængstelige passagerer; ”De har fundet 14 kilo kokain i papkasserne, og nu tror de, at det tilhører en af os!!!”. Ikke lige den nyhed, man håber på, når man står alene midt i Sydamerika, kun taler et gebrokkent spansk og er løbet tør for dollars til at bestikke med. ”14 kilo de cocaína”, lyder det igen og igen ned gennem rækken, efterfulgt af ord som ”familien”, ”livstidsfange” og ”dødsstraf”. Gode råd er dyre, resonerer jeg nu ret frygtsomt og får diverse avisoverskrifter ind på nethinden om vesterlændinge, der er er blevet sat i fængsel temmelig længe rundt omkring i verden, ”for at statuere et eksempel”, som det kan hedde sig fra diverse regeringer og diktaturer.

Øjeblikket efter bliver vi alle beordret ind i bussen, der nu har nedrullede gardiner. I løbet af de næste tre timer sidder vi der i det mørke bus-fængsel og hentes skiftevis ind på politistationen til yderligere og langt mere vidtgående forhør om alt fra vores familierelationer til uddannelse og politisk ståsted – samt en grundig kropsvisitation i undertøj. Efterhånden som de forreste passagerer kommer trætte tilbage til bussen - på en gang blege i ansigtet, men samtidig tydeligt lettede, fordi de umiddelbart er gået fri af tiltale - strammes nettet om os andre nede bagerst i den gamle bus. Jeg er som en af de sidste endnu ikke blevet hentet ind til forhør og frygter, at det langt fra er et godt tegn. Den kolde sved begynder at løbe.

14 kg kokain fundet

Kl. 04.10 sker der imidlertid noget uventet. Alle passagerer kaldes ud af bussen, selvom forhørene endnu ikke er afsluttede. I døråbningen blændes vi af et par kraftige generatordrevne projektører, der er rettet mod bussen og politistationen. Et Tv-hold er tilsyneladende ankommet i nattens mulm og mørke. Kort efter træder en kraftig politimand op på en improviseret talerstol, bemægtiger sig gispende alles fokus og erklærer med slet skjult stolthed, at: ”der i netop hans politikreds denne nat er gjort et mageløst fund af ikke mindre end 14 kilo pure ren kokain. Kokain, der var på vej mod gaderne i USA og Europa, hvor det ville kunne sælges for adskillelige millioner dollars”. Kameraerne snurrer, og nattens få fremmødte tilskuerne måber. ”Og vi ved, hvem ejermanden er!!!”, gjalder det fra talerstolen. Et kølig vind løber ind fra El Chaco´s vidder og risler ildevarslende ned gennem os passagerer.

Hvad har de fundet ud af?

Som med et intuitivt teatralsk talent holder politimanden en lang kunstpause, før han glødende af nattens akkumulerede spænding råber afsløringen ud i luften: ”Kokainen tilhører en paraguaysk mand, der har tilknytning til busstationen i Asuncíon og ikke er med bussen. Der står en modtageradresse i Bolivia på papkasserne...” Et kort øjeblik står alt stille i den fugtige sydamerikanske natteluft. Det eneste der høres er lyden af uheldige moskito-myg, der svitses ihjel på projektørernes varme glødepærer. Sekunder efter krakelerer stilheden højlydt i en forløsende strøm af suk, gråd og glædesråb, i takt med, at politimandens budskab går op for os rejsende i bussen: Alle går fri af tiltale, ingen skal i fængsel, ingen skal slås ihjel. Glade passagerer omfavner hinanden, nogle græder, andre jubler og andre igen knækker sammen af træthed. Jeg står lettet lidt for mig selv, skaffer mig et glas velfortjent rødvin og tænker, at Paraguay måske ikke helt har levet op til forventningerne.

En sjælden fangst

Også politifolkene er lettede. Det er efter sigende sjældent, at så store portioner kokain kommer forbi på disse kanter i Paraguay – og endnu mere sjældent, at det opdages. En slem stolthed er heller ikke til at tage fejl af blandt især narkobetjentene, der senere inviterer nogle af os med ind på deres kontor, hvor al kokainen står fremme i gennemsigtige plasticposer, klar til at blive undersøgt nøjere i nabobyen. De håber dermed at kunne fastslå, hvor i Sydamerika kokainen er produceret, og hvor dets videre vej ud af kontinentet var tiltænkt af afsenderen. Det gør dem klogere til næste gang.

Og der bliver nok en næste gang. Sydamerika står for over 90% af verdens kokainproduktion, og det er en af de skygger, der bliver ved med at hænge over det ellers charmerende kontinent. Kokainen har dog samtidigt - lig så meget andet i denne verden - to ben at gå på, som det så ærligt pointeres sidst på natten: ”Det er til amerikanerne eller europæerne! Det er dem, der har brug for det her mentale legetøj. Vi producerer det bare, fordi vores regeringer er fattige og ikke har midler til at forhindre alle bønder i at dyrke coca´en på deres marker.”, mumler den kraftige politimand indædt - men tydeligt - længe efter kameraerne er slukkede. Vi andre har for længst smidt os i soveposerne for at sove den sidste times mørke væk, inden solen står op til en ny dags oplevelser videre med bussen ind over El Chaco i et fantastisk Sydamerika, hvor alt kan ske.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside