I Mogadishu er det standard, at besøgende færdes med et følge af lejesoldater. Soldaterne skaffes som oftest fra den milits, der har
magten i det område, man skal bevæge sig i
Jeg synes som de fleste rejsende nu gør, at jeg har stået i nogle rimeligt åndssvage situationer rundt i forskellige håbløse lande fra tid til anden.
Jeg er blevet sigtet for narkosmugling i en bus i Paraguay, hvor nogen havde gemt 14 kilo kokain nede på toilettet. Jeg er blevet jagtet rundt af liderlige mænd i hele Bolivia, fordi jeg spillede karnevalets dronning i et turnéteater. Og jeg har haft diarré i otte lange måneder efter at have spist en røget rotte i Laos.
Men den 8. august sidste år tog tingene en drejning og førte til en situation, som bare ikke måtte ske. Jeg var i Somalia, på rejse for at samle information ind til foredrag og for at filme. Jeg var blevet inviteret til hovedstaden Mogadishu af præsidenten for landets overgangsregering trods hårde kampe i byen. Og ”regering” skal lige forstås med et gran salt. Somalias ledelse udgøres ikke af ret meget mere end en slags statsmilits, som for tiden er stærkere end de andre militser, der kæmper om magten i det stakkels land. Men via en række garantier fra regeringens sikkerhedschef og et tæt parløb med den danske ambassade i Nairobi var det kommet i stand, at jeg kunne rejse til Mogadishu og være der i ti dage under forudsætning af, at jeg konstant skulle være i dialog med regeringen og samtidig være beskyttet af lejesoldater for at forebygge kidnapninger og andre uheldige situationer. Lidt presset, men ok.
Den 8. august havde jeg været i Mogadishu i fem dage. Jeg havde fotograferet ruinerne i gaderne, mødt folk på markederne og interviewet en krigsherre. Det med lejesoldaterne havde fungeret skræmmende godt og havde samtidig vist sig at være absolut nødvendigt. En svensk journalist var blevet dræbt i måneden op til mit besøg. Han havde været uden beskyttelse.
Nu ville jeg så gerne ud af byen og besøge en række flygtningelejre nord for Mogadishu. Turen derop ville gå gennem ret lovløst land, så det var nødvendigt at opjustere min lille hær til otte lejesoldater. Fire af dem blev venligt doneret af guvernøren for den region, lejrene lå i, og de andre fire skulle jeg selv hyre privat med tilladelse fra regeringen, som jeg plejede.
Men så lavede jeg en eklatant fejl. Og det førte til, at jeg havnede i den absolut mest pressede situation, jeg nogensinde har været i på en rejse.
Jeg glemte simpelthen at checke op på ven/fjende-relationerne mellem regeringen og guvernørens folk. Alt i Somalia er baseret på klanforhold, og tilhørsforholdene afgør næsten altid, på hvis side man kæmper i krigene dernede. Og nu havde jeg uforvarende spillet to forskellige klanledere ud mod hinanden. Somalias præsident var ikke just venner med guvernøren. Pis.
Dette gik op for mig, da jeg tog hen til regeringens sikkerhedschef, en gammel krigsherre, der indtil nu havde tildelt mig de lejesoldater, jeg skulle bruge fra dag til dag. Mr. Darwish hed han. Og han var RASENDE.
”Allah Akbar”, og hvad fanden jeg bildte mig ind at gå udenom statsmilitsen og arrangere besøg op i fjendeområder. Jeg var ikke andet end en tarvelig parasit, der forsøgte at gå bag om ryggen på præsidenten og udnytte min invitation til at fortælle dårlige historier om regeringen (det er bl.a. pga. regeringens kampe, at en million folk er flygtet ud af Mogadishu...). Summa summarum: Jeg skulle forlade hans område øjeblikkeligt, invitationen fra regeringen var ophævet, og jeg havde ikke længere adgang til hans lejesoldater. Samtidig ville han stoppe mit samarbejde med guvernørens folk. Jeg skulle i det hele taget rejse fra Somalia så hurtigt som muligt og var indtil da overladt 100% til mig selv.
Med den besked gik jeg rystende ud på gaden og begyndte at fatte alvoren af, hvad der lige var sket. Jeg var alene i, hvad nogen kalder verdens farligste hovedstad, uden beskyttelse, og mit fly ud gik først om fem dage. Det var fandeme ikke sjovt.
Der bliver nødt til at være en vej ud af det her, tænkte jeg, det er der altid. Jeg fandt min pickup og kørte så hurtigt som det kunne lade sig gøre gennem ruingaderne tilbage til mit hotel, der var nogenlunde sikkert. Her var jeg heldigvis ikke smidt ud endnu, og på mit værelse havde jeg to mobiltelefoner samt numre på alle de folk, der havde været med til at arrangere mit besøg, inkl. den danske ambassade i Nairobi. De næste fem timer brugte jeg 120 USD taletid på at ringe til stort set alle de somaliske kontakter, jeg havde i både Danmark, England, Kenya og rundt i resten af Somalia. Jeg forklarede alle situationen og var så ydmyg, som jeg aldrig har været: ”Undskyld, undskyld, undskyld, jeg har ikke været ude på at snyde nogen...jeg var bare dum...undskyld..”. Jeg svedte koldsved, mens natten sænkede sig over Mogadishu.
Men opringningerne virkede. Næste dags eftermiddag var der blevet trukket i trådene udefra, regeringen var blevet kontaktet, og sikkerhedschefen indvilgede i at tale med mig igen og forlænge mit besøg. Lejesoldaterne var tilbage, og jeg kunne vove mig ud på gaden igen efter et af de mest ubehagelige og nervepirrende døgn i mit liv.
Aldrig igen skal jeg gå udenom en klanbaseret regering.
