På motorcykel mod verdens tag

Tekst og foto: Rasmus Krath

Tuktuk´en - nyvasket og på vej til værksted igen igen - på de 22.000 km rejse brød lortet sammen 21 gange...

Holdet bag en tuktuk-ekspedition fra Bangkok til Århus er strandet i Indien sommeren 2004. Tuk´en er gået i stykker for tiende gang og erstattes for en stund af to legendariske indiske Royal Enfield motorcykler på en rejse op mod Himalaya. Målet er gletsjeren, hvor Ganges floden har sit udspring i 4.000 meters højde. Her kan en dukkert garantere sprudlende karma og et (næsten) evigt liv. Artiklen er skrevet i 2004 af en lettere ungdommelig Rasmus Krath, der dengang gjorde verdens veje usikre på både to og tre hjul.

På ryggen af en Royal Enfield

Jeg sidder på ryggen af en kæmpestor Royal Enfield 500cc motorcykel midt i Delhis trafikkaos - vi skal til Himalaya! Vi har en hel uge, og målet er intet ringere end Gangotri; Ganges-flodens udspring i over 4000 meters højde oppe i verdens højeste bjergkæde. "Vi" er Michael, Tina og jeg selv; holdet bag et tuktuk-projekt, der midlertidigt er sat på pause i Indiens hovedstad, Delhi. Året er 2004, og tuktuk´en er på vej 22.000 km fra Bangkok til Århus, men er nu endt på værksted efter mødet med

Indiens veje. Så vi har lejet tohjulere for en stund og drømmer os nu til de vilde Himalaya-bjerge.

Men, okay - vi skal lige derop først. Jeg har aldrig kørt en motorcykel før - har end ikke kørekort til bil - og New Delhis gader er til ringe overraskelse ikke lige den mest optimale location at træne motorcykelkørsel i. Jeg er rimeligt presset dér i venstre side af vejen blandt æsler, hellige køer og kæmpestore indiske lastbiler. Efter små 15 minutter er jeg tilmed et kussehår fra at køre op i røven på en elefant, der lunter ubekymret midt ud på vejen med noget der ligner to tusind sukkerrør bundet op på dens kæmpestore elefantkrop.

Vi trak det længste strå

Tre timer og mindst lige så mange liter sved senere har vi endelig kæmpet ud af New Delhis 45 grader varme og fedtede veje, og Enfield'ens rolige brummen bærer os sikkert op mod bjergene, der stille troner ude i horisonten. Jeg har kun lidt ondt i min ”gas-hånd”, der nu hviler selvsikkert på styret og med den mindste bevægelse får motorcyklens energi til at koge under mig. Herude ”på landet” i Indien er trafikken stilnet lidt af og minder nu kun om myldretiden i det indre København på en lang lørdag, hvor alle aberne er sluppet ud af zoologisk have - ja, tænk sig - her er sgu' aber på vejene i Indien ….lidt sjovt at skulle zigzagge ud og ind mellem menneskets fortidige artsfæller - fedt at der var os, der trak det længste strå dengang.

Straight forward mod det helligste af det hellige: Ganges flodens udspring

This is no race, no rally

Før vi ved af det når vi en tidlig morgen foden af Himalayas enorme bjergmassiver - herfra går det kun en vej: Op, op og op. Tina tørrer lettet sveden af panden på bagsædet af Michaels motorcykel, da vi kører væk fra det indiske plateau, hvor varmen har ædt os tynde de sidste to dage fra Delhi. Det har været som at køre mod en gigantisk føntørrer, der bare er blevet varmere og varmere, jo mere vi speedede op. Nu slår bjergluftens kølige svale os venligt i møde og skærper samtidigt vores opmærksomhed som et forvarsel mod de krævende og stejle veje, der venter os i verdens højeste bjergkæde. Kæmpestort er det, Himalaya. Time efter time presser vi motorcyklerne op gennem skarpe hårnålesving på vilde golde bjergsider, ned gennem frodige dale og over brusende floder der gavmildt bringer Himalayas gletcher-vand ned til inderne og deres marker. Undervejs underholder det indiske færdselsdirektorat os med deres optimistiske vejskilte, der poetisk og kækt opfordrer os trafikanter til at tage det med ro og leve længere: ”This is no race, no rally - enjoy the beauty of the valley”. Modsat får de sløveste bilister også et klap bagi med skilte som: ”Everything is achievable by effort!” og ”Difficult: We clear it right away - Impossible: May only take some time!”. Pudsige er de, inderne; tonen i skiltene det svarer vel nogenlunde til at det danske vejdirektorat satte et banner op over motorvej E45 med teksten: ”Det går i sus og dus, nu er du snart i Århus”.

Velsignet for evigt og med karma sprudlende ud over det hele. Det lyser ud af mig, ikke?

Rastafari og respekt

Aberne i vejkanten er efterhånden afløst af vandrende indiske pilgrimme, der kæmper sig op af de snoede veje til deres helligste hellige; Ganges flodens udspring. Flere af dem har vandret i mange måneder og ligner på en hyggelig måde en slags asiatiske rastafari-fætre med deres bare tæer, vandrestokke og slidte kafka'er. Vi hilser overbærende på dem, mens vi gasser op og krænger cyklerne ind i det næste sving lykkeligt velvidende, at vi når vores fælles mål flere uger før dem. Imponerende arbejde at være pilgrim. Respekt.

Diarré på tilbud

Efter tre dage og over 30 timers kørsel, hvor vi har skiftet mere olie end undertøj, triller vi ind i Gangotri-landsbyen; i vores optimistiske forestilling: Præcis midt i Himalaya. Inderne kigger imponeret på vores beskidte tøj og trætte motorcykler, inden de splitsekundet efter er over os med skingre stemmer: ”Hello Mister! Do you want room?” ”Yes, we have restaurant!” ”You need guide? I guide, I your friend - cheap price”. Some things never change. Vi er åbenbart ikke de første rejsende der er nået til Gangotri.

Mt. Shivling i Indisk Himalaya troner med sine godt 7.000 m. over Gaumukh Gletsjeren ved Ganges flodens udspring

Vi vælger guesthouse-tilbud nummer 28 og restaurant-tilbud nummer 13. Et dårligt valg; ringere mad serveres ikke nord for Delhi, diarré til forret, diarré til hovedret og diarré til dessert. Men pyt, rejsemaverne er vant til lidt af hvert, og med et skud penicillin er vi dagen efter klar til at underlægge os de sidste 18 km til fods op til Gaumukh-gletscheren; det allermest jomfruelige stykke Ganges-flod. Gaumukh betyder ”koens mund”, og vi tænker, at der på den måde er en vis yndefuld sammenhæng mellem indernes helligdomme.

Mod Ganges flodens sande udspring

Lystigt går det hele formiddagen, og vi overhaler flere kornfede og svedende ”High Class-pilgrimme”; rige indere, der har hyret æsler og muldyr til at slæbe deres dvaske kroppe det sidste stykke op til det hellige vand. Ud på eftermiddagen kommer det dog til vanskeligheder for vores egen selvdefinerede ”metropol-pige”, Tina, der måske ikke ligefrem er født ind i en bjergvandrerslægt. Tina må skulderklappes af mangt en inder og gives mængder af medfølende spark bag i, inden vi næsten uden at det bliver pinligt endelig når vor rejses mål: Ganges-flodens udspring for foden af Gaumukh-gletsjeren.

Isvand og evigt liv

Forfatteren med en pomade af snavs og vind i håret funderer over hvad der vil ske med hans eventyrerfrisure efter en kold dukkert i Ganges

Så mangler der kun én ting - den koldeste af alle kolde dukkerter: Vi skal bade i Ganges isvand. Det er som bekendt rimeligt helligt for en inder at dyppe sin krop i Ganges-floden et hvilket som helst sted i Indien - men jo længere op mod udspringet man kommer, jo helligere bliver det. Vi tænker smilende, hvor mægtigt helligt det så må være at bade i isvandet akkurat her, hvor det kommer ud fra den smeltende gletscher i over 4.000 meters højde. Vi gør det! Ikke et langt bad, bestemt ikke et langt bad. Men et fuldbyrdet bad er det, og som vi bagefter skælvende står og tørrer os i Himalayas sol, mærker vi hvordan nirvana og det evige liv er garanteret vores frelste sjæle til al evighed.

Sådan. Herfra kan det kun gå godt: Tuktuk-teamet er velsignet i det vitterlig reneste Gangesvand, karmaen sprudler ud af os, og varmen breder sig indefra, mens vi stille og muntre trisser tilbage ned ad stien, på vej mod nye eventyr.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside