Der var våben over alt i den lille pakistanske flække Dara Adam Khel, som blev set fra en thailandsk tuktuk…
Af Rasmus Krath & Tina Helen Pedersen, 2004
Rasmus + -
En skudsalve flænger arrigt den hede pakistanske morgenluft over den lille dal i de lave bjerge på grænsen til Afghanistan. Projektilerne slår støvet op i lange levende striber i det ellers golde stenlandskab, der monotont strækker sin ubarmhjertighed, så langt øjet rækker. Skudsalven afløses minutterne efter af en ny salve og lidt senere af en til og endnu en... Sådan bliver det ved hele dagen, til mørket tungt lægger sig over denne ganske specielle dal i det østlige Pakistan.
Her er ikke krig, ingen dør og skuddene rammer intet andet end sten - scenen er altså ikke en krigsskueplads, men derimod intet mindre end det sydlige Asiens absolutte Wild West; våbenbyen Dara Adam Khel.
Indbyggerne i Dara Adam Khel lever udelukkende af én ting: De producerer og sælger våben. Skuddene, som konstant runger over dalen, er testaffyringer, der som en uundgåelig del af enhver våbenhandel i byen, dokumenterer våbensmedenes evner. Dara Adam Khel har ca. 2000 indbyggere og ligger på pakistansk jord kun 35 km fra den spraglede by, Pershawar, og blot et stenkast fra det sagnomspundne Khyber-pas; vejen ind i Afghanistan.
Netop grundet sidstnævnte rangerer Dara Adam Khel udenfor almindelig pakistansk lov. Hele byen og oplandet er del af det besynderlige pakistanske fænomen, der bærer det eventyragtige navn, Tribal Areas; områderne langs grænsen til Afghanistan, der er et juridisk miks imellem det officielle Pakistan og lokale pashtunske stammekontrollerede "hjemmestyrer". Mange af disse Tribal Areas er så komplekse affærer, at Pakistan har nedsat et helt ministerium til, igennem evig og utrættelig dialog med diverse stammehøvdinger, at holde styr på de under tiden temmelig lovløse områder.
Den lovlige vej ind i lovløsheden
Våbenhandler
Det at arrangere et besøg i byen, hvis man vil gøre det lovligt og i en tuktuk, kræver rimelig stor diplomatisk fingerspidsfornemmelse og en pæn portion held. Det er derfor med overdrevet optimisme og tålmodighed, vi en tidlig morgen i et af ovennævnte ministeriums syvetagers sekretariats-bygninger i grænsebyen Peshawar, indleder vores kamp for at få en tilladelse til at besøge Dara Adam Khel.
På ægte pakistansk vis bliver vi med det samme sat til at vente halvanden time udenfor det første af, hvad der senere skal vise sig at være en nærmest endeløs række af kontorer. Mænd i kjoleskjorter med langt skæg, tykke briller og arkivmapper under armene trisser op og ned af de støvede gangarealer. Vi er forberedt på udfordringen, for det er efterhånden flere år siden, at ministeriet for "Home and Tribal Affairs" har udstedt en officiel besøgstilladelse til vores udvalgte "turist"-destination. Heldigvis viser tuktuk'en sig allerede ved det første møde med embedsmændene at være en uventet charmerende døråbner ind til det pakistanske bureaukrati. "Selvfølgelig må I da køre jeres lille pudsige køretøj ud til våbenbyen og opleve det ægte Pakistan!". Et "selvfølgelig" der i denne sammenhæng betyder, at vi blot skal udforme en skriftlig ansøgning, skaffe den øverste chefs underskrift, et stempel fra afdelingen ovenpå samt en ekstra kopi af det hele i bygningen overfor. Denne skal så igen stemples og underskrives af helt andre mænd i helt andre støvede kontorer spredt ud på uendelige lange gange kun adskilt af små træskilte med arabiske tegn, vi ikke forstår.
Vores stædighed gør dog, at vi sidst på eftermiddagen den næste dag stærkt dehydrerede og udmattede, men indvendigt opstemte, kan slæbe os ud fra "Home and Tribal Affairs Secretary" med en tilladelse til at besøge Dara Adam Khel i hånden. Vi fik den! En tilladelse, der blev udstedt i fem eksemplarer, faxet til gud og hver mand med indflydelse i Pakistan og som udførligt håndhævede, at vi udelukkende måtte nærme os våbenbyen, Dara Adaam Khel, kørende i en thailandsk tuktuk med nummerpladen JB87.
Kun Allah afbryder skudsalverne
Den efterfølgende dag triller vi således ind i Dara Adam Khel skarpt forfulgt af en pickup med pakistansk stammepoliti, der har fået den tvivlsomme ære at garantere for vores sikkerhed under opholdet i det lovløse. Hovedgaden, der udgør byens sparsomme centrum, er som taget ud af en Clint Eastwood western; én lang støvet
kilometer, hullet og snusket og ujævnt overstrøet med butikker, der alle - på nær en enkelt ildelugtende slagter og et par dunkle tehuse - sælger den samme vare: Våben!
Tilvirkning af AK47-magasiner
Vi bydes velkommen af lyden fra en sending Kalashnikov-rifler, som en mørklødet pakistaner er ved at afprøve midt på hovedgaden. Skuddene overdøver kun netop larmen fra fredagsbønnen, der vælter ud af små skrattende højtalere over det hele. En del af butiksejerne har allerede trukket skodderne for vinduerne og sat kursen mod moskeen. Andre ser lettere på islam og udnytter chancen for mersalg, imens konkurrenterne vedligeholder deres forpligtelser til Allah.
Butiksvinduerne i Dara bugner af våben, og indenfor i forretningerne står væggene tapetseret med verdenshistorie: Blanke Colt pistoler, tunge amerikanske shotguns, de legendariske russiske Kalashnikov AK 47 og tilmed "hemmelige" James Bond-agtige våben forklædt som kuglepenne eller vandrestokke. Alle står de linet op på ræd og række, skulder om skulder i sættekasser og venter kun på at blive testprøvet og eventuelt skifte ejermand.
Fra hovedgaden løber smalle og trange sidegader op af de bløde bjergskråninger. Her arbejder våbensmedene og krudtmagerne i små beskidte værksteder kun oplyst af enkelte glødepærer. De støber og pudser, side om side med snedkere og malere, der dagen lang udskærer og lakerer kolber til alle verdens geværmodeller. Rygterne siger, at våbensmedene i Dara er i stand til at duplikere et hvilket som helst våben på under 10 dage - sågar våben de aldrig tidligere har lagt øjne på. Når den først kopi er lavet, tager det dem blot 2-3 dage at sætte det i masseproduktion.
"Buy Pakistani weapon and take back to Denmark?"
Minuttet efter vi har parkeret tuktuk'en pænt udenfor den største våbenbutik på hovedgaden, står vi med de første kopier af amerikanske M16 rifler og mørke Uzi maskinpistoler i hænderne. "Only 100$ for you my friend! You buy Pakistani weapon and take back to Denmark?". Vores surt optjente sparepenge viser sig at kunne være nok til at udruste en hel deling soldater med alverdens rifler og ammunition, og med lidt simpel hovedregning kommer vi frem til, at en almindelig dansk lottovinder ville have penge nok til at forsyne en mindre hær med kopier af de nyeste våben, teknologien kan frembringe.
Hver eneste dag forlader op mod 1000 håndvåben Dara Adam Khel efterfulgt af krudt og kugler til adskillige måneders brug. Flere steder i byen fungerer våbenproduktionen som store familieforetagender, der involverer adskillige generationer. I de små niche-inddelte værksteder, der alle udfører forskellige delopgaver i fremstillingen af et komplet og funktionsdygtigt våben, arbejder fædrene og de ældre sønner med smedning og monteringen af pistoler og geværer, imens de mindre børn repetitivt propper krudt i patronerne og arrangerer dem i små kvadratiske æsker. Kvinderne og pigerne opholder sig indenfor hjemmets fire vægge, hvor Chapati-brødbagningen undertiden varieres af arbejdet med at pudse, polere og rense våbnene, inden de funklende sættes til salg i de støvede butiksruder langs hovedgaden.
Når våbensmede bliver uvenner...
Tidligere producerede indbyggerne i Dara Adam Khel også kraftigere våben som bazookaer, raketkastere og håndgranater, men for få år siden blev der sat en brat stopper for denne produktion: To af byens våbensmede var blevet uenige med hinanden over en handel og startede en lille privat krig midt i byen. Deres våben viste sig at være så effektive, at de morgenen efter havde jævnet både deres egne og adskillige andre huse i Dara med jorden. Siden da har det været forbudt at lave våben med større kaliber end en almindelig riffel. Trods denne uheldige episode og den almindelige daglige tension, der florerer imellem de forskellige konkurrerende våbenhandlere, så hersker der en slags underfundig, på en gang fredfyldt og samtidig tilforladelig lovløs, stemning i byen. Byen synes at have tilpasset sig sit besynderlige hverv, og indbyggerne trisser fredeligt rundt mellem hinanden med deres våben over skulderen uden at tage notits af deres potentielle dødbringende effekt.
"Be careful, there's a road over there..."
Overalt i Dara ekkoer de evindelige banke- og hamrelyde, og rundt på de snævre gader ser vi byens små drenge og de krumryggede mænd, der er blevet for gamle til finessearbejdet, pile ind og ud mellem husene som sendebude med de forskellige dele til Dara Adam Khel´s utallige våbentyper. Lugten af krudt, bejdse- og terpentinmaling hænger tungt i eftermiddagsvarmen og sløver os i jagten på yderligere "rejsestimulans". Men vi har heldet med os: I de labyrintagtige sidegader finder vi en lille privat "shooting-range", hvor en våbensælger er i færd med at demonstrere sine varer for en potentiel køber. Som repræsentanter for den vestlige verdens sunde dømmekraft bliver vi tilbudt at afprøve sælgerens pragteksemplar; en omhyggelig udført kopi af en AK 47 – også kaldet "Afghaner-våbenet". "But be careful, there's a road over there", vejleder den sortbrune pakistaner med et skævt smil på læben, idet Tina bekymret sænker sigtet og lader den fuldautomatiske riffel tømme sit magasin ud i den hårdt prøvede klippeside for enden af skydebanen. Crack, crack, crack! Skuddene lyder væsentligt højere end forventet til trods for, at vi har fyldt ørerne op med toiletpapir og andet godt.
Det er alvor
Riflen fungerer efter hensigten og kan som så mange andre våben forlade Dara Adam Khel denne eftermiddag. Hovedparten af våbnene ender som regel i Pakistans "Tribal
Tina
Areas" og på sortbørser rundt i det meste af Asien, hvorfra de fragtes videre ud til brug i den store verdens evige stridigheder. Våbensmedene i Dara har forståeligt nok lavet sig den uskrevne regel, at ingen bør vide, endsige bekymre sig om, hvem der får våbnene i hænderne, og hvad de bliver brugt til, efter de forlader værkstederne i Dara. En regel, der måske kan være svær at efterleve helt i kraft af, at Afghanistan ligger lige om hjørnet med sin 30 år gamle og stadig aktive krigsskueplads, hvor ekstremister endnu den dag i dag kæmper mod amerikanske specialstyrker, der på 3. år er på sjusket og egenrådig jagt efter verdens mest eftersøgte mand.
En del våben ender dog heldigvis også bag lås og slå i mahogniskabe og blankpolerede montrer hos alverdens våbensamlere. Vi er på bekymrende vis også ganske tæt på at lade os overtale til at erhverve os en vaskeægte James Bond pistol til tuktuk'ens handskerum, men beslutter alligevel for at forlade Dara Adam Khel våbenfri - imens byens hundreder af våbensmede på 114. år i træk fortsætter deres diskutable hverv.
Vi bliver igen eskorteret; foran tuktuk'en kører en hel lastvogn med skarptbevæbnede politifolk, og på bagsædet har vi nu to betjente. Den ene guffer pakistanske småkager med højre hånd og fumler med Kalashnikov'en i den venstre. Da Dara Adam Khel og de godmodigt vinkende våbensmede er tonet helt ud af tuktuk'ens bakspejl, sætter vi betjentene af, studerer vores landkort og sætter kursen videre gennem Pakistan ned gennem Baluchistans ørken og videre ud mod grænsen til Ayatollahens Iran, hvor straffen for våbenbesiddelse er utallige års fængsel...
"FAKTABOX" om tuktuk Projektet:
Tuktukken
Den. 8. februar i år forlod en thailandsk tuktuk sin hjemmebane i Bangkok med kursen mod Århus. Tuktuk'en var købt af Jysk Rejsebureau, hvis ansatte udklækkede idéen år tilbage.
Rejsen fra øst til vest igennem 15 lande bød på godt 22.000 km, og tuktuk'en trillede ind i Århus d. 24. september efter knap otte måneder på verdens veje.
Foruden tuktuk-manager Michael B. Pedersen fra Jysk Rejsebureau, bestod teamet af:
Den evigt smilende og smukke co-driver, Tina Helen Pedersen (designstuderende), der løbende førte logbog til hjemmesiden og foto-dokumenterede ekspeditionen.
Rasmus +tuktuk +eskorte
Tina kørte med hele vejen fra Bangkok, men måtte springe af i Istanbul grundet semesterstart.
Rasmus Krath fra De Berejstes Klub, der foruden at arbejde som fundraiser på projektet guidede tuktuk´en gennem Pakistans land. Rasmus kørte med tuktuk´en i 7 uger.
Ansatte fra Jysk Rejsebureau (18 i alt), der hver især kørte med på rejsen et par uger ad gangen
Ruten var som følger: Fra Thailand ned gennem Malaysia til Singapore. Herfra med containerskib over den Bengalske bugt til Madras i det sydlige Indien. Langs den Indiske østkyst op til Nepal og tilbage til Delhi i Indien. Videre igennem Pakistan, Iran og Tyrkiet, for herfra at indtage Europa via Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Slovakiet, Polen, Tyskland og til sidst: Danmark.
Rejsen var yderligere et forsøg på at tilegne teamet en plads i Guiness Rekord bogen for den længste rejse i en auto-rickshaw. Rekordforsøget er pt. under behandling af Guiness.
Læs logbøger og se billeder fra rejsen på www.tuktuk.dk
