Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Somalia - et "ikke-land"
- blandt krigsherrer og præsidenter på Afrikas Horn

Tekst og foto: Rasmus Krath


I Mogadishu lever almindelige mennesker konstant med krig og soldater i baggrunden - just another day in a warzone
Fucked up, elendigt, ludfattigt - og stolt. Sådan står Somalia for mig nu to måneder efter jeg forlod landets blødende hovedstad Mogadishu, alt imens soldaterne skød rundt om i byens gader og befolkningen flygtede ud af ruinerne. Jeg kom derfra igen, men somalierne og kampene er der stadigvæk - som de har været det de sidste sytten år i et Somalia, hvor anarki, lovløshed og Darwins lov hersker i en grad og langstrakthed, som verden ikke har set i postkolonitiden.

”Fedt rejseland”, tænkte jeg ellers, da jeg første gang bredte Somaliakortet ud på mit skrivebord hjemme i Århus sidste vinter - en tanke, der skulle blive både be- og afkræftet, som rejsen senere kom til at skride frem måneder efter mit første bly møde med landkortet.

Jeg rejste til Somalia i juli og august 2007. Jeg ville lære om en ekstrem verden og blive klogere på, hvordan mennesker lever i kaos og efter en moderne tids junglelov, hvor hver mand er sin egen lykkes smed. Jeg ville møde og snakke med nogle af de ni millioner somaliere, der bebor Afrikas Horn - et område i vores verden, der stort set har været forladt og glemt af det internationale samfund siden midten af 1990´erne, hvor FN - med USA i spidsen - led et sviende nederlag i Mogadishus gader under det atten timer lange slag, der har fået navnet ”Black Hawk Down” (også titlen på en heftig og patriotisk amerikansk Hollywoodfilm fra 2001). Siden har det centrale Somalia været styret af krigsherrer og skiftende regimer, der aldrig har haft kontrol over landet i mere end seks måneder ad gangen - og det kun i dagtimerne. Pt. sidder en begyndende overgangsregering sat på ”magten” af etiopiske tropper, der kæmper mod forskellige militser, oprørsgrupper og andet godt.

Seks kilo penge vekslet på pengemarkedet - special price for you: 200 dollers, do you want a plasticbag?.

Hvordan rejser man i et ”ikke-land”?

”How to do?” var det første spørgsmål, jeg måtte stille mig selv. Hvordan rejser man i et land, hvor guidebøger end ikke har nået tegnebrættet, hvor offentlig transport ikke rigtigt findes, og hvor den danske ambassade i nabolandet Kenya officielt melder ud, at de ikke har noget chance for at redde en ud, hvis det går galt? Min løsning endte med at blive politisk. Mens jeg rejste rundt i Sudans støv i foråret, fik jeg kontakt til en sød, særlig og somalisk politiker, der boede i Århus. Han kendte en fyr i London, der kendte en minister i den lokale regering, der styrer en af de mindre urolige dele af Somalia, selvstyredelen Puntland i det nordøstlige af landet. Ministeren arbejdede tæt sammen med Puntlands lidt tykke præsident, og præsidenten var lun på at få historier om Somalias måske begyndede lov og (u)orden spredt ud i verden. Summa summarum blev jeg inviteret på besøg i Puntland af regeringen imod løftet om at holde foredrag om det storslåede Somalia hjemme i Danmark.

Via en tidligere NGO-aftale fik jeg flyvelejlighed med EU´s humanitære otte-personers propelflyver, der den 9. juli i år åd sig gennem himlen fra Nairobi i Kenya og efter tre nervøse timer gled ned på den anden side af lands lov og ret i Puntlands regeringsby Garowe på toppen af Afrikas sagnomspundne Horn. I was there. Lufthavnen var en skummel airstrip uden lufthavnsbygning, paskontor eller hygge midt i en stenørken, hvor mit tvivlsomme somaliske eventyr nu skulle tage sin start. Jeg fik stemplet det danske pas på køleren af en gammel russisk jeep med flade dæk. En spytklat derefter blev jeg mødt af en skinnende blå Toyota 4WD med tonede ruder, der hvinende bremsede op i støvet foran mine lidt for store fødder. Fire døre gik op, og de tonede ruder afslørede en grim og skægget chauffør, to AK47-bevæbnede soldater og en usansynligt spinkel gut spundet ind i ti meter patronbælter og mast ned under et maskingevær, der må have været dobbelt så tungt som ham selv. ”Welcome to Puntland”, sagde chaufføren, hev mig ind i bilen og trådte på speederen, så vi fløj ud over et sandet hjulspor ind mod byen tyve kilometer borte, ”To the Presidencial Palace”, sagde han og smilede somalisk.

Mødet med en præsident

Rasmus Krath i selskab med Somalias præsident
 
Præsidentens gemakker lå midt i Garowe by omgivet af blik-, træ- og paphuse i et spindelvæv af gamle telefonledninger og håndmalede reklameskilte for cocacola og udbydere af mobilnetværk (noget af det eneste, der faktisk er styr på i Somalia). Vi ventede kort i forkontoret og blev så budt ind til en buttet og lavstammet mand, der præsenterede sig som ”Musa, President of Puntland, Regional Administration of Somalia”, efterfulgt af sætningen: ”What do you wish to see in my country?” ”Hehe”, tænkte jeg, ”er det her fedt, eller hvad...?”. Og det var det. Præsident Musa var overordenligt afrikansk flink og udstyrede mig med to firhjulstrækkere, to chauffører, tre sikkerhedsvagter og en tolk, der skulle stå til min rådighed al den tid, jeg havde tænkt mig at opholde mig i Puntland. Jeg takkede Musa på en pæn jysk måde og gik klukkende, tændt og særdeles benovet ud af præsidentens kontor med aftalte planer om at køre Puntlands ørkener, sletter og kyster tynde med mit nu officielle følge på seks nydelige somaliere i de to biler.

Der skete vitterligt mange ting de næste uger rundt i det ret smukke Puntland, men højdepunktet kom, da vi nåede den pulserende havneby Busaso op mod det tyrkisblå vand i Aden Golfen, der adskiller Afrika fra Den Arabiske Halvø. Jeg var efterhånden kommet ret godt ind under huden på min tolk, Hamid, der viste sig at være et helt igennem fornuftigt menneske med stor viden, insigt og interesse i verden og ikke mindst Somalia. En af de ting vi snakkede om var den danske Coaster, Danica White, der på det tidspunkt lå kapret ud for kysten ud til det Indiske Ocean i et område af Somalia, der er regeret af en af landets krigsherrer. Jeg havde aftalt med den danske ambassade i Nairobi ikke at opsøge skibet, da en løsning så småt var under opsejling i de dage, og det skulle ikke forstyrrers af en nysgerrig dansk eventyrer. Men en ting jeg godt kunne spørge min tolk om, var hvordan Somalia egentlig beskytter dets 3333 kilometer kyster og om, hvorfor farvandet er så fyldt med pirater og andet happengut, som var den historie, jeg så ofte havde hørt tilbage i Danmark.

Om at sejle med et krigsskib

Har du en fiskekutter og en gammel kanon - så har du et krigsskib i Somalia
”Do you wanna see our costal fleet?”, spurgte Hamid hurtigt og begyndte at prale med en flåde på tre krigsskibe og ti motorbåde, der skulle vise sig at være det absolut eneste, det samlede Somalia råder over til at beskytte Afrikas næstlængste kystlinie. ”Yes I do, Sir!”, svarede jeg, og fluks var rattet drejet mod Busasos havn. På havnen troppede flådeministeren op og så mig an gennem sine tynde, runde og gennemfedtede briller. ”So you want to give talks about Somalia and tell abour our coastal fleet? You shall be welcome! I will prepare a sailing trip for you - come to the habour tomorrow morning!” Den er fin, tænkte jeg, og brugte resten af dagen på at nusse rundt i Busasos støvede markedsgader, hvor jeg gentagne gange var ved at falde over pengeveksleres pengebjerge rundt i de smalle gyder. Somalias største pengeseddel er 33 danske ører værd, så der skulle nogle kilo sedler til for at matche de 200 dollers, jeg havde sat mig for at veksle den dag. Hvor mange tons penge skal der så til for at købe et krigsskib, tænkte jeg.

Næste morgen stod jeg fro og tidligt op i forventning om at komme ud på den turkisblå og piratfyldte Aden Golf med en af kystflådens motorbåde, som var det fartøj, jeg regnede med, at sejlturen skule foregå i. Men allerede da vi nærmede os havnen, kunne jeg høre en motorsummen og en øredøvende larm fra noget, der ikke helt matchede min forestilling om en lille motorbåd. Hvad har de gang i, de somaliere, funderede jeg, som vi trillede ind gennem den rustne havneport bevogtet af soldater i slidte uniformer. Landets to største krigsskibe, det var hvad de havde gang i somalierne på havnen. Simpelthen. Den gode flådeminister havde valgt at fyre op for blusset i de to af Somalias tre krigsskibe og indhente to besæninger på i alt halvtreds soldater, som nu fór rundt og baksede med hostende motorer, vandpumper og kanonerne på dækket. ”For fanden, Somalia”, udbrød jeg stille, det har var sgu lidt for vildt at stille op med bare for min skyld. Jeg resonerede, at det måtte være et udtryk for den stolthed, jeg efterhånden var begyndt at mærke, at de fleste somaliere havde omkring deres land og de ting, der trods alt fungerer efter de sidste mange års håbløshed. Jeg skal fandme berette om det her, tænkte jeg, så de folk her får noget ud af alle deres anstrengelser for at fortælle verden, at alt ikke er helt hat og briller i Somalia.

Med det udgangspunkt steg jeg ombord på det gode skib ”Horse 1”, der efterfølgende tøffede glad ud til havs efterfuldt af ”Horse 2”. Jeg fik en god time på vandet og aftalte undervejs sammen med kaptajnerne over radioen, hvordan krigsskibene skulle sejle i forhold til hinanden, så jeg kunne tage nogle ordentlige billeder af den fornemme flåde. De to skibe udmærkede sig ved umiskendeligt at minde om fiskekuttere påsvejset to ældgamle kanoner og en flagstang med et håbefuldt blafrende somalisk flag. Det her må være verdens mindste ”største krigsskibe” i et land, tænkte jeg forundret for mig selv. Hvor er det egenligt synd for de mennesker, at der er så lidt at rutte med her - både til at vise frem, men ikke mindst at forsvare sig med. Der er altså en grund til, at pirater trives ud for disse kyster, hvor meget Puntlands regering end gerne vil gøre noget ved det som ansvarlig for hele Somalias kystbevogtning. Pirater er desværre ikke det eneste, de skal trækkes med i det ellers dragende blå hav ud for Afrikas Horn, fandt jeg senere ud af. Pga. den meget manglende kontrol med somalisk farvand må somalierne finde sig i, at adskillelige udenlandske - herunder europæiske - skibe sniger sig ind mod de ubeskyttede kyster og dumper gift, olie og kemikalier i vandet, der ikke er omfattet af internationale farvandslove og derigennem represalier. Somalierne kan kun kigge på.

Ind i Mogadishu, Somalias blødende hjerte

Hmm, hvad nu, tænkte jeg, da vi var kommet ind på havnen og jeg havde sagt farvel til den stolte flådeminister. Der var begyndt at tegne sig et billede af et Somalia, der vitterligt ikke var som andre lande, jeg har prøvet at rejse i. Hvordan kan en nation kun have tre fiskekuttere og ti sølle motorbåde som et samlet forsvar af så megen kyst? Hvordan kan en præsident bruge så mange ressourcer på at trække en dansk semi-journalist igennem sit land? Og hvordan man have en højeste pengeseddel på kun 33 øre? Ja, hvordan skulle jeg finde ud af alt det, og hvordan skulle jeg komme tættere på at forstå, hvorfor det hele er kommet hertil i Somalia? Jeg vidste det egentlig godt, svaret havde ligget i mit baghoved allerede fra første dag på rejsen: Jeg måtte tage til Mogadishu, Somalias blødende hjerte. Byen, hvor borgerkrigen i 1991 startede, byen der ikke har haft et egentligt styre i 16 år, byen hvor ”det offentlige” ikke eksiterer; der et ingen strømforsyning, ingen vandforsyning, ingen sanitet og kun tres private hospitalssenge til 2,5 millioner indbyggere. Mogadishu, Somalias hovedstad.

”Do you think, I can travel to Mogadishu?”, spurgte jeg en aften tolken Hamid. Han kiggede mig lige i øjnene med et på én gang skarpt, alvorligt og blødt, sårbart blik. ”If you mean, you want to to go, I think we can arrange a way”, svarede han. Så var det som om, at den aftale var blevet indgået uden flere nødvendige ord. Vi ringede til præsident Musas kontor, til ministeren i regeringen og til kontakterne i London + Århus. I løbet af et par dage blev skabt kontakt ned til den egentlige regering for hele Somalia; den spæde overgangsregering, der sidder i Mogadishu. Jeg ved ikke helt, hvordan det så kom i stand, men det endte med, at jeg fik Somalias rigtige præsident i røret over en skrattende telefonforbindelse ned til hovedstaden. ”You shall be welcome, we will take care of you. Goodbye”.

Heftig beskyttelse var hverdag under hele mit ophold i Mogadishu. Denne jeep fulgte os på vej til præsidentens plads.
Dealen blev, at Somalias hærchef, Commander of National Security, fik ansvaret for min sikkerhed i den tid, jeg skulle være i Mogadishu. Det måtte vel være den sikreste måde at besøge byen på, tænkte jeg og sagde god for at sætte det hele i søen og tage en somalisk flyver (det arveste lort) ned til hjertet af ”ikke-landet”, det centrale Somalia. Overgangsregeringen er endnu ikke en regering på den måde, vi forstår ordet. Det er en sammenslutning af gamle magthavere, der har kastet deres soldater ind i en fælles pulje og nu forsøger at vinde over alle dem, der ikke kom med i fællesskabet. I dagtimerne skulle det gå nogenlunde, fik jeg at vide, men om natten var byen lovløs, og der var strict curfew en time før solnedgang for alle, der havde sit liv kært.

Jeg landede i Mogadishu en formiddag, blev hentet af en sikkerhedsrådgiver og blev installeret på et hotel, hvor jeg kom til at bo nabo til nabo med flere af overgangsregeringens ministre, der havde indrettet deres ministerkontorer på hotelværelser. Fattigdom. Spillereglerne for de ni dage, jeg skulle tilbringe i Somalias hovedstad, blev, at jeg selv skulle leje de biler, vi skulle bruge til at komme rundt i byen. Sikkerhedsrådgiveren, der hed Jama og hele tiden talte i telefon, skaffede så de soldater, der skulle udgøre min fire til otte mand store sikkerhedsstyrke alt efter, hvor vi skulle hen i byen. ”Okay, if this is what it takes to be here, then we do so”, sagde jeg, imens jeg så småt var ved at pisse i bukserne af angst.

I see Orange Blossom, when you pass by my love... på markedet i Somalia (kvinde med appelsiner på Hargeysa marked)
Vi kørte ud i byens gader og så en verden af ruiner, skraldebunker og ekstrem armod. Gader fyldt med pickups med kanoner svejset på ladet og lastbiler ældre end Arne Runge. Vi så æselkærrer med vandvogne trille rundt i gaderne ledsaget af den monotone lyd fra private generatorer, der gav strøm til forskellige områder af byen - hvis man vel at mærke havde penge til at betale ejerne. Ingen penge, ingen strøm og intet vand. Om natten hørte jeg skud. Om dagen hørte jeg historier om, hvem der var blevet skudt. Mogadishu var ekstrem. Som dagene gik, fik jeg lov til at møde præsidenten, forskellige krigsherrer, ministre og alle mulige andre somaliere, der hver havde deres bud på, hvad der ville ske i Somalias fremtid og på, hvorfor tingene var blevet, som de var i landet nu. Sidstnævnte var der dog ret meget enighed om, Somalias historie. Enigheden skulle endvidere vise sig at fortsætte i de bøger, jeg senere skulle læse om Somalia efter at være kommet hjem fra Mogadishu:

Hvad er der egentligt sket i Somalia - landets historie

Somalia blev koloniseret i slutningen af 1800-tallet. England, Italien, Frankrig og Etiopien delte det ellers samlede Afrikas Horn imellem sig og brugte efterfølgende tiden på at udnytte somalierne til at trække så mange ressourcer ud af landet som muligt. Det lykkedes ret godt, og da Somalia blev selvstændigt i 1960 var landet ludfattigt. Den kolde krig ramte nu den unge somaliske nation som den vigtige strategiske brik, landet var imellem Afrika og den Arabiske Halvø. Russerne pumpede våben ind i Somalia og støttede en diktator, der kom til at sidde godt og grundigt på magten. I slutningen af 1970´erne overtog USA påvirkningen af Afrikas Horn, og diktatorens regime fik støtte af USA, der i 1980´erne smed endnu flere våben og accepterede diktaturets ofte hårde fremfærd mod dets undersåtter. Til gengæld fik USA fri adgang til havne, lufthavne og andre nyttige områder i det kølige forhold til Sovjetunionen.

I 1989 sluttede den kolde krig, og USA suspenderede støtten til Somalia. Landet brød ud i borgerkrig, og diktatoren blev væltet, men freden kom aldrig. Regeringssystemet var brudt sammen, strukturerne var væk og det centrale Somalia med hovedstaden Mogadishu blev overtaget af private mænd med private militser, warlords - det centrale Somalia forblev i lovløshed. FN med USA i spidsen forsøgte i rusen over sejren i den første Golfkrig at sende en mindre fredsbevarende styrke til Somalia. Men i takt med, at USA forsøgte at snigmyrde forskellige ledende somaliere, brød en regulær krig ud mellem FN-styrken og somaliske militser. Kampene blussede voldsomt op i 1993-94, og selv ikke USA's Special Forces og Delta Forces kunne komme oprøret til livs.

Black Hawk Down

Den tredie oktober 1993 kom så den skæbnesvangre og verdensberømte dag, der malede begyndelsen på enden for FN og USA i Somalia. En amerikansk styrke på 160 Rangers og Delta Force tropper - heftigt beskyttet af kampvogne på landjorden og Black Hawk helikoptere i luften - blev sendt ind i Mogadishus centrum for at ramme krigsherren Aideed, der mentes at være til et møde midt i byen. Mogadishu eksploderede, gaderne fyldtes med bevæbnede militssoldater, og to Black Hawks blev skudt ned. De amerikanske soldater blev fanget i byen, og atten Rangers kom ikke ud i live.

Overlæsset bil ved Ali Sahid: Vil du med? Her er plads til mindst syv mere!
Det kom som et chok for verden, FN og især USA, at verdens bedste soldater kunne tabe til en bande utrænede somaliere, og missionen i Somalia blev hurtigt nedprioriteret. I 1995 forlod de sidste udenlandske tropper Afrikas Horn, og omverden vendte ryggen til de tilbageblevne krigsherrer og de ni millioner somaliere, der nu for alvor gik en usikker fremtid i møde. FN og USA's katastrofale erfaring i Somalia resulterede desværre i, at folkemordet i Rwanda i 1994 fik lov at foregå stort set uden intervention udefra. Man havde simpelthen fået kolde fødder i Afrika på det tidspunkt.

Først i 2006 fandt Somalia så en vis ro via et styre, der kaldte sig De Islamiske Domstole. Juli-december 2006 blev første gang i 17 år, hvor somalierne i Mogadishu kunne gå frit rundt i byens gader uden risiko for at blive skudt på. Det religiøse budskab havde samlet folk, og krigherrerne blev hurtigt banket ud. Men alarmklokkerne på kontoret for Krigen Mod Terror Og Alt Islamisk Rod i Pentagon lyste pludseligt rødt, og USA sendte i slutningen af 2006 støtte til de gamle krigsherrer, der sammen med det kristne Etiopien fik frit lejde til at fjerne de Islamiske Domstole. Den nuværende pro-etiopiske overgangsregering blev så installeret i foråret i år, Etiopien udstationerede tropper i landet, og USA bombede civile landsbyer i 2006 og 2007 for at ramme Al Quedas sympatisører i det sydlige Somalia.

The future...?

Hvad sker så nu i Somalia? Måske lykkes det for overgangsregeringen at samle landet, måske ikke. 850.000 mennesker er flygtet ud af Mogadishu i år, og konflikterne er blusset op hen over efteråret. Verden udenfor venter, ser tingene an og lader somalierne være i det. Det plejer man at gøre. Jeg forlod selv Somalias hovedstad i midten af august og har som så mange andre lagt tankerne om et vildt, splittet og fortabt land lidt fra mig, nu hvor livet går videre herhjemme i andedammen. Somalierne er der dog endnu, og i november har Mogadishu set nogle af de hårdeste kampe i mange måneder, selvom hovedstaden officielt skulle være under overgangsregeringens kontrol. Resten af det centrale Somalia ligger endnu såret og lovløst hen og bejler sørgmodigt om titlen som verdens mest gennemførte ”ikke-land” i vor tid. Men det [B]er[/B] somaliernes land, og de er stolte af det - på trods.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside