Jeg ankom til Kina i starten af april
2003, lige i midten af SARS. Det var
med nogle ikke helt ubekymrede
forældre hjemme i Danmark, at
jeg rejste fra Bangkok til Kunming
i Sydkina. Jeg havde ellers planlagt
et lidt længere strandophold i
Thailand. Men da jeg hørte, at man
overvejede at lukke grænsen kunne
Thailand være Thailand, og desuden
havde jeg også lige tilbragt 6 uger i
Costa Rica på netop sol og strand.
Man bliver da også selv lidt betænkelig,
når det første man får i flyet
er en ansigtsmaske og beskeden om
at have den på under hele flyveturen
– det til trods for at antallet af
passager kunne tælles på næsten en
hånd! Men jeg havde heldigvis mødt
en anden rejsende på mit hotel i
Thailand, som sagde, at det ikke
var så slemt som medierne gjorde
det til, og at jeg ikke skulle fravælge
Kina på grund af SARS. Og desuden
var det kun gamle og svagelige, der
døde af det – to ting jeg så absolut
ikke anser mig for at være.
Jeg er dog blevet fortalt, at Thai-air
stoppede med at flyve til Kina dagen
efter jeg fløj, lidt heldig har man lov
til at være.
Jeg tilbragte godt 2 måneder i Kina,
lige midt i den periode man må
kalde for SARS høj sæsonen, det
gav mig muligheden for nogle både
sjove og lidt spændende, men også
til tider helt fantastiske oplevelser.
Host, host, host…
Hvis jeg skal starte med de sjove
var det blandt andet, når man
satte sig ind i et næsten hvilket
som helst offentligt transport middel
i Peking. Jeg var blevet fortalt
af nogle fastboende europæere, at
den generelle opfattelse og tro var,
at det var os "hvide" turister, der
bragte smitten rundt! Da vi jo rejste
rundt fra provins til provins. Så
hver gang jeg steg ombord i en bus,
skulle folk nok sørge, for at jeg ikke
satte mig ved siden af dem – og hvis
det skete, tog det normalt ikke lang
tid, før jeg fandt mig selv siddende
alene! Det var til tider helt utroligt.
Folk kunne sidde uden masker og
se helt ubekymrede ud og når jeg
så sætte mig, så kom masken frem
og der blev skulet ondt. Hvis man
så lige ville gøre det hele lidt bedre
så hostede man lige en enkelt gang
eller to – I skulle have set folk i
hovedet!! Haha…
Når jeg nu skriver om masker, så var
det ikke fordi at jeg nogensinde rigtig
så folk bruge dem. Jo måske lige
med undtagelse af de større togstationer.
Men når folk så ikke brugte
dem om bord i togene, kunne det
jo være lige meget tænkte jeg – det
var selvfølgelig med undtagelse af
de stakler, der skulle dele kupe med
mig…
Generelt virkede det som om det
var et meget lavt informationsniveau
om SARS. Når man læste i
de lokale (statsstyrede) engelsksprogede
aviser, brugte man ligeså
meget spalte plads på diverse mineulykker
som på SARS . Men det var
jo også det man hørte og læste i de
danske medier. Og netop når man
læste de danske aviser (og emailsene
hjemme fra) handlende de jo
nærmest ikke om andet. For mig
virkede det noget overdrevet.
Først hen imod min afrejse begyndte
jeg at se uddelte brochurer og
advarselsskilte, og kun i Peking.
Close encounter
Et af mit første stop var Dalí nord for
Kunming. Dali var lige ved at blive et lidt for
spændende stop. Et par dage efter at
jeg ankom, lagde jeg mig nemlig
med feber, lidt små influenza,
kvalme og andet almindelig dårligdom,
ikke noget som man ville have
været bekymret over et hvilket som
helst andet sted, men nu var det
lige alle symptomer på SARS, så
det var ikke noget der gjorde mine
nyfundne amerikanske rejsevenner
specielt glade. De var nu også på
vej ud af Kina, så at blive smitte
i den sidste uge stod vist ikke på
deres ønskeseddel.
Men jeg fik lov til at ligge i sengen
på hotellet i 3 dage, i stedet for at
opsøge en læge som mine venner
mente. Jeg var af den faste overbevisning,
at det umuligt kunne være
SARS, ikke så hurtigt og at hvis jeg
kom til læge eller på hospitalet, så
var jeg først sikker på at blive smittet.
Men på 3. dagen fik jeg det heldigvis
også bedre, og vi skyndte os at
finde en bus tilbage til Kunming – nu
snakkede de nemlig om at stoppe
bustrafikken til Dalí – ikke lige stedet
jeg helst ville være strandet. Min
sygdom skyldtes nok bare den kyllingesuppe
jeg var ude og få på en
ellers hyggelig sidegade restaurant i
Dali. Jeg opdagede først at kyllingdelen
i suppen var kyllingehoveder,
da jeg hostede et halvknust, halvttygget
et op… Hmmm
Fordelene ved SARS
I det hele taget var jeg nok ret heldig
med min transport. Jeg hørte
flere gange efter ankomst til et sted,
at nu snakkede man om at stoppe al
transport dertil og nogle gang også
derfra – så måtte man jo lige skynde
sig at få set de ting, der skulle ses
og så videre med dagsordenen.
Men netop de stoppede vanskelige
muligheder gjorde mit ophold i Kina
til noget specielt. Især da al kinesisk
turisme blev forbudt, det vil sige
man stoppede alle de tusindvis af
kinesiske turistselskaber, der fragter
i millionvis af kinesiske turister
rundt i landet – pludselig var man
den eneste turist, lige meget hvor
man kom hen.
Det gjorde at jeg nok har fået nogle
oplevelser, som man ikke har kunnet
få i de sidste 20 år som turist
i Kina – hvem her har haft den
forbudte by i Peking for sig selv
en hel dag?? Okay der var lige en
enkelt eller to rengøringspersoner,
en enkelt turist og en enkelt eller to
kunststuderende der ville vise mig
noget kunst, men ellers var det helt
mennesketomt!! Sikke en oplevelse
af gå rundt et så fantastisk sted og
så have det for sig selv som sikkert
kun den sidste kinesiske kejser har
kunnet få det. Ubeskriveligt!
Et andet eksempel kan være Maos
Mausoleum, hvor man vist normalt
står i kø i flere timer og bevæger
sig som en lang slange ind igennem
bygningen uden mulighed for at
stoppe. Jeg gik lige op til indgangen
og ind. Man skal selvfølgelig
stadigvæk følge ruten, og man skal
så sandelig heller ikke stoppe op
og forsøge at kigge lidt nærmere
på den gode Mao. Det tog cirka
vagterne et brøkdel af et sekund at
trække deres pistoler og sende mig
videre…! Gulp!
Kunne nok næsten lave en
top-10 over steder der var
bedre på grund af SARS: 1.
Chengdu panda park, dyreparker
er altid bedst når
der ikke er for mange mennesker.
2. det hellige bjerg
Emei Shan, et 14 timer super
trek ned ad bjerget fra sne til
sommer, midt imellem aber,
klostre, tåge og en dejlig buddhistisk
stilhed. 3. stenskoven
i Shilin 4. de utallige kinesiske parkanlæg,
skal ikke kunne sige om de altid
er forholdsvis mennesketomme,
men dejlige er de. 5. Xian bymur.
6.Terra-kotta krigerne. … 7. Maos
Mausoleum. 8. Den Forbudte by.
9. Ja her skal alle de andre seværdigheder
i Peking vel nævnes. 10. Den
himmelske freds plads, nok også en
af de vigtigste. Brugte næsten hver
aften derinde med drage flyvning.
Det havde en skægt beroligende
effekt på en, som jeg ikke har oplevet
før eller efter rejsen, når jeg har
fløjet med drage.
Blev fortalt at der også normalt ville
være masser af mennesker på pladsen,
især på det tidspunkt hvor de
tager flaget ned, men det oplevede
jeg heller aldrig. Til gengæld tror
jeg at til trods for de manglende
mennesker, vedligeholdt man den
normale politistyrke på pladsen – de
var til tider i klart overtal. Haha…
Nej dem skulle man nu nok ikke
grine af. Så dem i aktion 2 gange
hvor sektmedlemmer af Falun
Dong lavede proteststrejker, det vil
sige- de nåede lige at sætte sig, så
sprang et utal af vagter på dem og
de blev hevet ind i en af de dertil
ventende biler….
At den kinesiske mur ikke optræder
på listen har sin helt egen grund.
Ulemperne ved SARS
Det er jo klart at der ikke kun er
fordele ved at rejse i et sygdomsramt
land. Og nu ser jeg helt bort
fra alle de syge og døde.
Mit største tab var nok det at jeg
Den Himmelske Freds plads
aldrig nåede ud til den kinesiske
mur. Da jeg indlogerede mig på mit
hotel i Peking, kom jeg til at dele
værelse med en englænder som 2
dage i træk havde forsøgt at nå ud
til 2 forskellige steder på muren.
Men begge gange havde han været
nød til at vende om på grund af
nogle vejblokader. Og da han gav
op efter 4 dages forsøg, tænkte
jeg, at så ville jeg ikke bruge en
dag på det. Men så har jeg jo også
bare noget til gode til næste gang
jeg kommer derover.
En anden ting jeg også havde planlagt
var at tage det transsibiriske
tog hjem. Men da jeg havde planlagt
at købe min billet i Peking som
viste sig meget besværligt, og da
Mongoliet pludseligt lukkede deres
grænse mod Kina, blev den plan
aflyst.
De manglende turister gjorde det
også meget sværere at finde nogle
at rejse sammen med, og til tider
var det da lidt kedeligt at rejse alene
rundt i et land hvor man ikke lige
falder i snak med de lokale.
Fik heller aldrig rigtigt rejst ud på
landet – nok fordi jeg var bange for
at skulle enten strande derude eller
blive smittet og ende på et lokalt
landsby hospital…
Og så fik jeg ikke gået så meget i
biografen som jeg ellers plejer at
gøre når jeg rejser. Var i biografen
i Shanghai, det var det eneste tidspunkt
hvor jeg reelt bekymrede mig
om at blive smittet. Hold op hvor
sad vi tæt…
Jeg endte med at tage en måned
tidligere hjem end planlagt, til dels
fordi det var blevet lige besværligt
nok at rejse rundt, og så havde jeg
fået et interrail rejsetilbud fra en
ven jeg ikke kunne afslå.
Men det er et land jeg VIL tilbage
til. Hvor er jeg blevet spurgt mange
gange om hvordan jeg kunne undgå
at se den kinesisk mur, så det skal
jeg have gjort noget ved. Og så er
der de kinesiske frisklavede nudler,
dem bliver man jo aldrig træt af…
Og den færdige dæmning som jeg
kun så om natten kort tid før den
åbnede, og selv i mørket så den
enorm ud… Og så er der…
