”At rejse er at leve”, det er vi nok alle i klubben
enige med H.C. Andersen om.
Også at det er en dybtliggende trang, der
ikke kan holdes nede. At den må tilfredsstilles
med mellemrum. Og at den er en
del af vores tankemønster og livsstil. For
nogle måske deres mål med livet?
Men hvad er det egentlig at være berejst?
Udover antallet af lande, som klubben
danner sin medlemsskare ud fra. Der
må vel mere i det at være berejst? Og
hvad er mest berejst? At rejse hurtigt
gennem mange lande, hvor man ser en
masse, men man knap nok når at have
kontakt med befolkningen? Eller når man
nogle gange udvælger sig et eller nogle
få lande, men til gengæld er der i måske
tre måneder, besøger hver afkrog, går
dybt ned i historien, filosofien, religionen.
Måske lærer sproget og får venner blandt
de lokale. Måske vender man tilbage til
netop det land, fordi det er så stort eller
så spændende, at man bare må se dybere/
lære mere.
Vi rejser i klubben på mangfoldige måder.
Selv mener jeg ikke, at nogen rejsemåder
skulle være finere eller mere værd
end andre. For det afhænger så meget
af, hvem vi er og hvor vi er. Alder, penge,
arbejde, interesser, nuværende livssituation
og mange andre ting er afgørende
for, hvordan vi hver især rejser lige for
øjeblikket. Ofte er vi startet med at rejse
som børn med vores forældre, så blev
det interrail og charter- eller dannelsesrejsen
efter uddannelsen. Eller det kunne
være en del af uddannelsen eller arbejdet
eller fritidsinteresser. Som ung rejser
man ofte alene, så kommer veninder eller
kæresten med, så måske hele familien,
og på et tidspunkt er man muligvis alene
igen. Helbredet kan have betydning for,
hvor strabadsiøs rejsen kan være, og
økonomien har jo også en vis betydning.
Nogle mennesker i klubben tjener det
dobbelte af andre (faktisk burde klubbens
kvinder have 20 % handikap). Og
nogen har dobbelt så megen fritid som
andre. Nogle gange ligger det for at rejse
længe og billigt, andre gange kan ønskemålet
være så dyrt, at man må spare i et
par år, og så kan man kun bruge sin sommerferie.
Jo ældre man bliver, jo sværere
kan det være at sige sit gode job op og
bare rejse ud på ubestemt tid. Og er man
over 50, kan det måske blive det sidste
man havde, hvis man gør det! Altså har vi
forskellige odds med eller mod os.
Mine rejser (55 lande indtil nu) har været
meget forskellige gennem årene, men
jeg har aldrig vurderet den ene ”finere”
end den anden. Min cykeltur på Hærvejen
i solskin og regn var lige så dejlig som
- om end anderledes end - min vandretur
op på Grønlands indlandsis eller i
et højrestyret vrag af et dollargrin ind i
Australiens outback. For ikke at nævne
den hjemmelavede tømmerflåde inde i
Amazonas. Cykelturen var også billigere.
Hver eneste af mine rejser har haft stjernestunder.
Enten i form af naturen, de
mennesker jeg mødte eller rejste sammen
med, den kultur eller historie, der
var unik for det sted, eller et øjebliks følelse
af tindrende lykke over at få lov til
opleve netop dette - eller forståelsen af,
hvor heldig jeg er at være født i et land
som Danmark.
Derfor er jeg blevet noget overrasket
over den vurdering, lidt nedsættende af
og til, jeg ganske let fornemmer i klubben
- og som jeg selvfølgelig kan tage
fuldstændig fejl af!
Mit første kendskab til DBK var i Jyllands-
Posten søndag den 5. april 1998.
Her skrev Poul Folkersen: ”Formålet
med DBK er at blive samlingspunkt for
Danmarks mest berejste mennesker og
skabe et forum, hvor ligestillede kan mødes,
inspirere hinanden og udveksle de
sidste nyheder om såvel det at rejse som
vedrørende specielle rejsemål”.
Han skrev ikke en pind om, at det skulle
være på en speciel måde.
Og intet om at det var mere rigtigt at rejse
så billigt som muligt, så højt som muligt,
så længe som muligt eller så alene
som muligt!
300 km til næste "by" i Australiens outback
Selvfølgelig kan det ikke undgås, at der
bliver konkurrence i klubben, når det
kræver nye lande hele tiden for at kunne
vedblive at være aktivt medlem. Og
at der selvfølgelig bliver mere ”countryjumping”,
jo nærmere de 100 lande man
kommer - sådan er de fleste af os jo nu
indrettet. Bestemt også mig. Havde jeg
kondi og penge til at komme op på toppen
af Everest, så ville jeg gerne det.
Og mit sidste kontinent Antarktis er da
også først blevet et mål efter optagelsen
i DBK.
Men - og her er min pointe - af og til falder
der i klubben verbalt og på skrift bemærkninger,
der evaluerer rejsemåden.
F.eks. at en organiserede grupperejse
helt ud i det yderste hjørne af Etiopiens
ørken, hvor der ikke er offentlig transport,
er en ”chartertur”; altså knapt så
”fint”, som hvis man var taget derud på
egen hånd. I et land, hvor der næsten ingen
turister havde været i flere år pga. af
krigen med Eritrea. Og da kun ganske få
fra klubben havde været der.
Hvorfor skulle det være ”mere berejst” at
finde turen på Internettet eller blot tage
afsted og lade tilfældet råde end at melde
sig til en organiseret tur helt derud, hvor
man - i hvert tilfælde som kvinde - ville
Regnvejr på hærvejen
have svært ved at nå ud og hjem igen
helskindet? Jeg har rejst på den billigste
og mest primitive måde dybt ind i junglen
og med rygsæk til Macchu Picchu. Og jeg
har rejst uden tidsbegrænsning. Både i
Asien, Australien og Sydamerika. Har
sagt mit job op syv gange for at rejse ud,
men jo ældre man bliver, jo mere er man
nødt til at holde på sit job - indtil man går
på pension, og så kan det hele gudskelov
starte forfra. Og så er der altså for de
fleste af os bare seks ugers ferie at gøre
godt med. Og hvis man f.eks. i 22 år har
brugt hver eneste uge 9 til skiferie, ja så
kan man være nødt til at ”koncentrere”
de andre fem uger på helt eller delvis arrangeret
ture. Især hvis man gerne vil
langt væk i svært tilgængeligt terræn på
kort tid.
Det har jeg gjort på nogle rejser. Og det
har faktisk nogle andre fordele. Det kan
giver nye venskaber. Eller blot spændende
møder og lærerige samtaler. Samtaler,
der kan flytte en både på det mentale og
på det fysiske plan. Godt nok med danskere
eller andre vesterlændinge, men
det ene behøver ikke at udelukke det andet.
Grupperejser (som jo også kan være
ret primitive rejsemåder) har i årenes løb
givet mig mange gaver: en kæreste og
rejsefælle i 15 år, en nær veninde i nu
25, en ung rejseveninde, en Costa Rica
gruppe osv. Og en masse viden om noget
herhjemme, jeg ellers aldrig havde fået.
Udbyttet af rejsen må vel være det væsentlige.
Det at jeg fortsat MÅ ud og opleve
mere. Opleve ting, der flytter mig
mentalt, forandrer mit sind, min egenforståelse,
min forståelse af ”de andre”,
giver mig ægte levende viden om andre
kulturer, ændrer mine fordomme om
mennesker. Giver mig tolerance og tålmodighed
og taknemmelighed. Også når
jeg kommer hjem.
Og for mig har det at rejse ikke bare været
at leve. For mig har det i en periode
været at overleve. Efter et brudt parforhold,
hvor livsglæden var lille, sørgede
jeg for at bestille en ny rejse, lige så
snart jeg var kommet hjem fra den forrige
- ”for det sted i verden måtte jeg
også bare opleve, før livet var slut”.
Udbyttet af rejsen må vel være den virkelige
værdi ved at rejse. Ikke om man
kan rejse for en femøre eller må betale
45.000 for at opleve Antarktis. Eller om
det var land nr. 30, 50 eller 80 man har
været i. Men det er selvfølgelig umåleligt
statistisk, men jo så netop det, der gør
medlemsmøderne så interessante. For
her er der virkelig livsglæde og smitteeffekt.
Mit formål med at være medlem af DBK
er egentlig meget mere end statistik
(som jeg ellers også er bidt af). Så som
at få viden om, hvor verdens smukkeste
trekkingstier ligger - og hvordan jeg kommer
derhen - hvor de mest fantastiske
templer er, i hvilke lande befolkningen er
særlig glade og gæstfrie, hvor og hvordan
vores allesammens historie er, mere
end lige hvor mange lande folk har rejst i.
Og det synes jeg bestemt medlemskabet
i DBK også giver masser af mulighed for.
For i virkeligheden er det allerbedste ved
at være medlem af DBK: klubmøderne, at
være sammen med ligesindede som oven
i købet et de herligste, sjoveste, mest
betænksomme, vidende mennesker, man
kan tænke sig.
Derfor vil jeg fortsat være medlem af
DBK, og derfor må jeg indordne mig
kvantiteten også. Men jeg prøver nu alligevel
ikke at lade mine rejsemål eller
-måder styre af klubbens regler eller af
medlemmernes evaluering af mine måder
at rejse på. Jeg vil rejse efter mit hjerte
og ikke efter min hjerne eller regler eller
efter, hvad der er ”fint” eller ”rigtigt”
i klubben.
Skulle jeg ændre på noget som helst -
andet end at skubbe lidt til folks holdninger
:0) - skulle det være den latterlige
24-timers regel. Som jeg mener, skulle
være en 72 timers regel. Hvem kan sige
ærligt, at man kan lære et land og dets
befolkning at kende på 24 timer, bortset
selvfølgelig de små miniputstater, som er
så få, at de kunne stå i en ”miniputparagraf”
med fortsat 24 timer. Den regel er
ren landescoring. Og bruges dertil.
