Endelig medlem i DBK

Marianne Christensen

I vinteren 2002-03 tog jeg på den rejse, der gav mig adgang til »Aladdins Hule«: De Berejstes Klub, som jeg kunne have været medlem af siden 1981. Rejsen gik til Cambodia og Laos.

Vi fløj til Bangkok og kørte i minibus nordøst til grænseovergangen ’Ararya Prathet’ eller ’Poipet’ - alt efter om man taler thai eller cambodiansk. Vi havde en dansk guide, som udover de to sprog også talte laotisk, hvilket gjorde det hele lidt lettere undervejs. Mens vi kørte på gode asfaltveje i Thailand, ændrede vejen sig til en ussel jordvej med enorme huller, lige så snart vi havde passeret de blinde, enarmede og etbenede tiggere ved grænseovergangen og den flotte store velkomstport med Angkor Wat-tårne og "Cambodia Kingdom". Sådan forblev den de næste 101 km til Battambang.

Turens egentlige formål var at rejse i det område, hvor det gamle Khmerfolk havde levet i 800-1300tallet. Først skulle vi sejle fra den gamle franske koloniby, Battambang, der både lugtede og lignede enhver anden lille asiatisk by, til "Tonlè Sap"-søen og Siem Reap - den tidligere hovedstad for Khmererne. Vi startede ved solopgang og sejlede i morgenstemning på floden med hverdagslivet på vandet og på bredden. Der blev fi sket med store net på sindrige men enkle kontravægtstativer og fra små både, hvor fiskerne stille sad med deres rødternede tørklæder (’krama’) - og ordnede deres net. På bredden bor folk primitivt og enkelt i huse på pæle, mange temmelig faldefærdige, mens andre sejler i små husbåde med køkken i den ene ende og tøj til tørre i den anden. Vi passerede nogle flydende byer og nåede "Tonlè Sap"-søen, som skulle være Asiens største i regntiden.

I 1100-tallet var Cambodia et af Asiens rigeste lande, fordi der var gravet kanaler fra søen til det meste af landet, så der kunne høstes ris mange gange årligt. Landet var dengang selvforsynende med mad og et af de mest betydningsfulde riger i Asien. Siem Reap ligger 10 km fra søen, og hovedattraktionen for hele landet er de mange templer fra Khmertiden. Tempelområdet er på 100 km² med ca. 40 fantastiske templer. Historien er meget lig Machu Picchus: det hele blev bygget i 800-1300-tallet, riget gik til grunde i 1432 efter stort pres østfra af Vietnam og en krig mod vest, som siameserne vandt. Stedet blev genfundet i slutningen af 1800-tallet af en fransk orkidéekspedition, og ruinerne var helt overgroet af jungle og indhyllet i lianer.

Khmerriget var stort. Det udbredte sig fra Pagan i Burma til det nordøstlige Thailand, sydpå ned på den malaysiske halvø, i Laos op til Vientiane og ind i Vietnam. Kongerne havde navne som Jayavarman II, Indravarman, Yasovarman og Harsavarman samt dét der er værre, og hver af dem byggede de mest fantastiske, overdådigt udskårne templer.De blev bygget som hinduistiske templer men blev delvis til buddhistiske i 1200-tallet. Det betyder bare, at der står en Buddha hist og pist med masser af indisk-hinduistiske/javanesiske udskæringer. Der er intet tilbage af kongernes paladser, hospitaler eller andre store bygninger, der alle var lavet af træ og teglsten.

Angkor Wat med de fem tårne er det mest kendte af templerne. Det er et af verdens største med en stenmængde som Kheopspyramiden men udskåret med de mest fantastisk detaljerede, historiefortællende billeder over det hele. Det kræver en guide enten af kød og blod eller i bogform at få nok ud af dem. Men også andre templer gør indtryk: Bayon med 54 tårne - hver med et smilende ansigt af Jayavarman VII mod hvert sit verdenshjørne, og Santèay Srei - et lille

tempel i lyserød sandsten med de mest minutiøse udskæringer man kan forestille sig. Eller måske allermest Ta Prohm - dét tempel man har valgt at lade stå, som man fandt det i 1800-tallet. Forfaldent med træer, der vokser hen over og ovenpå bygningerne. Her kan man sidde i timevis med sin fantasi, sit kamera og måske en bog og selv "gå i stå".

Nå, Cambodia er andet end Angkor Wat, selvom det gør stort indtryk. Cambodia har også et meget smilende og imødekommende folkefærd. Man forstår ikke, at nogle af disse mennesker blev behandlet på den mest barbariske måde af deres landsmænd for mindre end 30 år siden. Fra 1975-79 døde mellem 1,7 og 2,5 millioner mennesker i et kommunistisk samfundseksperiment under Pol Pots styre. I dag 25 år efter er ingen straffet for de forfærdelige forbrydelser.

Men som rejsende oplever man et meget positivt og imødekommende folk, der arbejder hårdt både i byerne og ude på landet. De går stadig med deres ternede kramatørklæder, og man ser en del landmineofre med proteser og manglende lemmer. Jeg besøgte et rehabiliterings-center for landmineofre og mødte Mr. Aki på 30 år, der pga. forældrenes død blev indrulleret i den røde hær som 5-årig. Han har som livsopgave at fjerne så mange landminer, som han kan af de formodede tre millioner. Jeg fi k også set den zoologiske have og silkefabrikkerne i Siem Reap. De smukke strande mod Vietnam og torturfængslet, Toul Sleng, i Phnom Penh fik jeg ikke besøgt, da vi i stedet rejste vi til Thailand og Laos, hvor der også er Khmertempler.

Laos.

Vi kørte sydpå mod den cambodianske grænse. Her boede vi ganske vidunderligt nogle dage på en af de mange øer, Si Phan Done, midt i Mekongfloden. Antallet af øer afhænger af vandstanden! Vi sejlede i langbåde helt ned til en lille hytte, som udgjorde den cambodianske grænsepost, for at få tilladelse til at sejle på den cambodianske del af Mekong, hvor der findes ferskvandsdelfiner. Jo, de var der. Det er ikke altid, man er heldig. Én eller to kom op ca. ti gange, men desværre ikke i fotogen afstand. Seværdighederne hernede var desuden 13 km. vandfald på tværs af Mekong, som gjorde det vanskeligt for franskmændene at fragte varer fra Nordlaos til havnene i Vietnam under kolonitiden. På vej nordpå boede vi i Pakse på den sidste konges palads. Faktisk var der tre samtidige konger i Laos i slutningen af 60’erne. I dag står det næsten uforandret som hotel med syv etager og 90 værelser. Her kunne man være "Konge for en nat".

Det sydlige Laos er ret ensformigt. Vi kørte omtrent 500 kilometer på en snorlige, pænt asfalteret vej til Vientienne. Men grotter, limstensbjerge, regnskov og vandfald krydrede turen af og til. Og et besøg hos en ung dansk møbelfabrikant i Tha Khaek. Vi så også enkelte af de elefanter, der engang var landets kendemærke. Turen sluttede desværre i Vientienne med Den Gyldne Pagode, Triumfbuen og morgenmarkedet, der varer hele dagen, hvilket betød, at jeg gik glip af det måske mest spændende i Laos - Luang Prabang, den gamle kongeby.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside