Etiopien - Afrikas Smeltedigel
af Marianne Christensen
Da kun 7 fra klubben har besøgt Etiopien, kunne det måske have interesse at læse om dette
sagnomspundne og dramatiske land. Jeg drog i november 2000 (efter etiopisk kalender marts
1993!) til dette land, som jeg egentlig ikke havde interesseret mig så meget for. Men da
rejsemålene Tibet, Borneo, Irian Jaya og Mali af helt forskellige årsager var gået i vasken, ja
så fik TravelLife mig overtalt til at rejse til Etiopien. Krigen mellem Eritrea og Etiopien var
lige afsluttet efter 3 år. Før det havde der været 20 års borgerkrig, og midt i 80èrne døde mere
end 100.000 mennesker af hungersnød, så det er ikke et land, der har haft mange turister
gennem årene. I det år jeg var der regnede man med at bare 5000 turister ville besøge dette
enorme land.
De 11 udhuggede kirker i Lalibela, som så mange andre steder kaldet verdens 8. vidunder,
skulle være hovedattraktionen, men for mig blev det besøget hos 6 forskellige stammer i det
sydvestlige hjørne af landet. Måske de stammer i Afrika, der er så "oprindelige", som det kan
lade sig gøre i vor tid. I hvert tilfælde de mest specielle, og nogle af dem fortsat "vilde".
Landet er 26 gange større end Danmark med 60 millioner indbyggere. Med over 100
forskellige stammesprog udover det officielle amharisk. Med koptiske kristne, muslimer og
animister. Med tropisk klima og ørken i syd, og mere tempereret i nord. Og den højeste
bjergtop på 4.620 m - til de som går efter den slags!
Vi landede, efter en skrækkelig flyvetur med Ethiopian Airways, i Addis Abeba, den 3. højst
beliggende hovedstad 2.600moh. Byen er bare 100 år gammel og ikke frygtelig interessant og
meget forurenet af bilos. Så det var ok dagen efter at tage fly nordpå til det historiske
Etiopien. Vejene op over Simiensbjergene er ret så ringe, og indenrigsfly er ret så billige,
så..... Blot må man forvente at få endevendt sin bagage totalt før hver eneste indenrigsafgang.
Desværre har man byttet de små 15 personers fly (de lå nedstyrtede ved landingsstriberne) ud
med 50 personers, der flyver højere. Men udsigten er alligevel formidabel. Hele det nordlige
af Etiopien består af frodige bjerge, skove og marker - og runde stråtækte negerhytter.
90 % af befolkningen bor på landet. Vores 1. mål var Axum. Punt som landet blev kaldt af
egypterne var allerede kongerige 10 århundreder før Kristi. Og man havde rigsdag ligeså
mange år før den samme mands fødsel. Ca. 300 år efter ham blev kristendommen indført som
det første sted uden for Palæstina, og fortsat lever den koptiske kristendom rigt ilandet. Axum
menes at have været hovedstad på den tid. For èt af den tids mest magtfulde lande. Flåden
havde fuld kontrol over hele Det røde Hav i mere end 1000 år, og der blev handlet med
Indien, Arabien og Rom. Dronning Saba var dets dronning, og Yemen blev indlemmet i
kongeriget. Det arabiske islæt er ikke til at tage fejl af i dag. Sproget amharisk lyder meget
arabisk, og den sorte befolkning er opblandet med arabisk blod, der gør kvinderne til nogle af de
smukkeste, jeg nogensinde har set. Axum er en primitiv landsby, hvis eneste attraktion er
nogle monolitter eller steler fra det 3. århundrede. Den største på 33 m,og 500 tons og
udhugget i ET stykke ligger knækket på jorden. Den næststørste må man til Rom, hvortil
Mussolini bortførte den, for at se, og den sidste på 23 m står der endnu, majestætisk
ettusindsyvhundrede år efter. Selvom stelerne menes at være rejst af den første kristne konge
(Ezena), var stelernes betydning mere en demonstration af magt for den hersker, der
indlemmede Yemen og dele af Sudan i kongeriget. Pagtens Ark skal efter legenden være
opbevaret i et af Axums templer. Kun mænd får lov til at komme ind i templet. Og ingen får
lov at se selve Pagtens Ark!
Vi kørte en tur op mod Eritreas grænse. Bønderne pløjer med kæp og okser, og tærsker kornet
med samme okser. Vi skulle besøge det første af mange klostre med op til 400 år gamle flotte
farveillustrerede kirkebøger, alle håndskrevne og -malede. 35 km fragrænsen hørte vi
skudsalver (etiopisk øvelse?), men også lastbiler fyldt med arabisk klædte militser (læs
bønder med arabisk beklædning) på vej væk fra grænsen. Våbenhvilen efter 3 års krig var nu
en realitet, og mens vi var i Etiopien, ankom danske FN-soldater til Eritrea.
Krigen mellem Eritrea og Etiopien er historien om David og Goliath. Etiopien har kendt til
krig næsten hvert eneste tiår de sidste 700 år. Måske er det derfor en "indgroet" del af deres
natur. Denne krig, som nu igen 3 år efter er ved at blusse op, handler om at Etiopien ønsker
tilgang til en havneby. Dette har Eritrea tilbudt, men Etiopien ønsker land inddraget. Landene
er uenige om det er grænsen fra den koloniale italienske tid eller den grænse der var i de
årtier Eritrea var en etiopisk provins. Eritrea blev selvstændigt i 1993 efter 30 års
befrielseskrig. Og 70.000 døde i krigen.
Næste stop var Lalibela. Året før var lufthavnsbygningen et blikskur; nu bygger man
paladsagtigt med marmor. De 28 km ind til byen med 12.000 indbyggere er jordvej, husene i
byen er lerhytter, og befolkningen er iklædt farverige gevandter. Lalibelas seværdighed er 11
kirker, der for 800 år siden blev udhugget ned i den vulkanske klippegrund. Mange af dem er
forbundet med underjordiske gange. Legenden fortæller at det tog 60.000 mand 25 år at
udhugge dem. Den mest imponerende kirke er Korskirken, som står 12 m høj nede i sit hul
med verden og dagliglivet i højde med taget.
Kaffeceremoni er et must i Etiopien. Kaffen stammer oprindelig herfra, nærmere bestemt fra
Kaffi området. Vi blev inviteret ind i en lille rund mørk negerhytte hvor der boede seks
mennesker af Healthy, en af Etiopiens dygtigste langdistanceløbere (hun løb frem og tilbage
fra lufthavnen hver dag - 56 km). Kaffeceremoni varer 1 time, for der startes med at vaske og
brænde bønnerne over ild, og sluttes med at skolde miniaturekopperne, der fyldes med sort
velsmagende kaffe tilsat lige så meget sukker! Uhmm.
En anden dag var vi på muldyrstur op til et kloster på toppen af et 4.200 højt bjerg. På et
tidspunkt måtte muldyrene opgive og "apostlenes tobenede heste" måtte klare resten af turen.
På vejen mødte vi nogle børn, snavsede, i slidt tøj, barfodede, men med de flotteste
gedeuldshatte med hestehaler på. Næste by vi fløj til var Gondor. Med resterne af 7 slotte fra
1600-1700 tallet i portugisisk/indisk stil, hvor den sidste af de kejserlige sortmankede
abessinske løver sultede ihjel i fangenskab. Og en lille specielt smukt dekoreret kirke, Debre
Berhar Selassie fra 1700-tallet med Gabriels engle over hele loftet.
Nu var det nok med alle de mange kirker, så vi fortsatte sydpå for at se Den blå Nils udspring.
Faktisk sejlede vi en hel dag på tværs af kilden: Tanasøen på 3.600 km2. Efter søen falder
vandet 45m i et "tosporet" vandfald. Tidligere var vandfaldet 400 m bredt, men nu tages der
vand fra til elektricitet, hvilket betyder mindre vand op i Egypten, hvilket igen har betydet lidt
uvenskab mellem de to lande. (Den hvide Nil udspringer i Sudan, og de to niler løber
sammen til dèn Nil vi kender til i Egypten). Besøg endelig byens lokale marked, hvor man
kunne købe alt lokalt hvad hjertet begærer, hvis jeres vej skulle falde forbi.
Tilbage i Addis sadlede vi om til 4 landrovere og kørte ad asfaltvej gående sydpå - finansieret
og bygget af EU. Under et tissestop ville jeg fotografere kameler, der gik frit ude inaturen.
men før jeg fik trykket på udløseren gik en mand langt væk helt bersærk, kom løbende, råbte
og skreg mig lige op i ansigtet. Det viste sig at han var kamelhyrde, analfabet og troede at jeg
nu havde sendt bestråling ud over landskabet og kamelerne, hvis mælk var ødelagt. Vi
oplevede det samme længere ude i bushen med en fårehyrde, der mente hans får ville bløde
til døde, hvis vi fotograferede dem.
Dagens mål var Wendo Genet "Paradiset" med varme naturlige kilder, regnskov, fugle tur og
aber. Og en smuk solnedgang over bjergene. Vi var nået til Rift Valley, den store vulkanske
kløft som for 20 mill. år siden skar sig fra Syrien 5000 km gennem Østafrika, hvor den
undervejs dannede de store søer og de udslukte vulkaner Kilimanjaro og Mt. Kenya. Det var
også i dette område at man fandt Lucy (opkaldt efter Beatles` "Lucy in the Sky" som blev
spillet i lejren lige efter fundet i 1974). Indtil for nylig den ældste kvinde i verden - 3,2 mill år
gammel. Dvs. dette lille skelet, som man kan se i Addis. Derfor har man tidligere ment, at
menneskets vugge var her i Østafrika. Men nu har man fundet et meget ældre skelet længere
vestpå i Afrika.
Vi kørte gennem Shashemene, hvor ca. 100 Rastafarier siden 50èrne har levet her med deres
jamaicanske udseende, deres filtrede hår, deres brug af "kropsrensende hellig marihuana" og
deres tro på at Haile Selassie er deres gud. Desværre var ingen ude at gå tur den dag vi kom
forbi.
Nu fik turen ekspeditionspræg. Vejene var rødt jord, præget af kraftige regnskyl. På vejen gik
mænd med deres spyd for at beskytte sig mod vilde dyr. Vi kørte en dag 270 km, en anden
dag bare 63. Vejene var elendige og heden næsten ubærlig. Så nåede vi enKonsoby.
Konsoerne (der findes 170.000 af dem) bor både i barakker i lidt større byer og i
negerlandsbyer, som de bygger med smukt formede træ stakitter af afbarkede grene rundt om
deres huse. De laver totemmennesker af de modige, der døde i kamp. Og kopier, de gerne
havde solgt til os.
Undervejs røg vi pludselig ind i en gadefest. Regeringen havde givet en landsby korn, og det
blev fejret med dans og en lille en. Vi følte os lidt utrygge i denne ophedede stemning, hvor
vi blev rørt og nevet i armene.
Videre sydvestpå holdt vi et stop ude i den røde ørken. Kort tid efter dukkede 6-7 mennesker
fra Tsemay stammen. De var klædt i skindstykker med skaller og perler syet på. Med
mudderslangekrøller. Og en halv kalabas som hat. Man mener, der findes ca.10.000 af denne
stamme som var venlige og smilende. Det er Mursierne eller tallerkennegrene til gengæld
ikke. De er nomader, kun ca. 5000 tilbage i antal og sikkert indavlede. Kvinderne har ler
skiver i deres underlæbe. Vi kørte ad støvede røde veje, op og ned af huller, i 40° varme.
Pludselig stødte vi ind i engruppe af Mursier, der pga. af tørken er rykket hen, hvor der af og
til kommer en rejsende forbi. For at tjene penge som fotomodeller. De var pågående med
stikkende øjne, disse mærkelige tallerkennegre. Man troede faktisk de var uddøde, men man
genfandt dem, da man for ca. 10 år siden begyndte at færdes i det sorte Afrika igen. Ca. 6
måneder før kvinderne skal giftes laves et lille snit for at løsne underlæben. Og der sættes
større og større ler skiver i for at udvide hullet ved læben, der til sidst - uden lerskive - blot
hængersom en tyk elastik. Jo større tallerken, jo mere kvæg skal kvindens familie have i
bryllupsafgift.
Så var Karoerne en helt anden positiv oplevelse. Vi var nået til Mago Nationalpark, hvor vi
satte vores igloo telte op. Silkeaber løb oppe i træerne. Og bavianerne nærmede sig om
morgenen. I en anden camp havde vi to han løver i bur lige ved. Jeg havde om dagen udtrykt
et ønske om, at de ville brøle. Det fortrød jeg om natten, hvor de åbenbart kommunikerede
med løver ude i naturparken. Der er ellers ikke så mange vilde dyr i Etiopien i dag. De blev
spist under hungersnøden.
For at finde karoerne kørte vi ud i sandørkenen. Vi var ved at miste orienteringen, da vi stødte
ind i en ung kvæghyrde med en kalashnikof (de købes i Sudan for 2.500 kr eller 5 okser).
Han hoppede ind i bilen og viste vej til en landsby med koniske stråhytter. Vilavede
frokoststop ved Omofloden, og efter en stund kom flere og flere karoer med deres meget
specielle kropspynt hen til os. Udover deres rødmudrede slangekrøller havde kvinderne
galvaniserede søm gennem underlæben, som de med tungen kunne tage ind og stikke ud
gennem hullet. En ældre dame havde dog en gul blomst i læbehullet. Nogle havde hvide
bemalinger, andre barberbladstatoveringer, der bliver ophovne ved at blive gnedet med aske.
Mod røverisk betaling lokkede vi dem til at danse og klappe deres stammedanse, som de
ellers kun gør om aftenen. Dansene fungerer ligesom vores diskoteker. Mand og kvinde ser
hinanden an, her byder kvinden op til en sensuel dans, og så kan det ende i giftermål. Hvis
ellers han har råd! Dvs kan betale 15 op til 30-48 kvæg, alt efter hendes families størrelse.
Næste stamme vi ville besøge var på den anden side af den krokodillefyldte Omoflod, som vi
måtte krydse i udhulede træstammer! Galebfolket var ikke gæstfrie. Nogle unge mænd med
maskinpistoler skældte os ud, fordi de mente én havde taget billede af dem, og da vi skulle ud
af landsbyen lukkede en ældre fuld mand os inde med noget tornekrat. Men med lidt
bompenge kom vi ud. Der findes ca. 35.000 galebs, de bevæger sig helt ned til Kenyas grænse
og anses for at være kriminelle og at slå deres fjender ihjel. Når man havde besøgt Galeb eller
Bumi stammen kunne man ikke besøge det modsatte, da de ofte lå i krig.
Det mest karakteristiske ved denne stamme er mændenes frisurer. De barberer håret i striber
hver gang de har slået en fjende ihjel, hvorefter de lægger en kage af ler, noglemalet i okker
eller hvid på håret og sætter en strudsefjer i nogle huller. Som bevis for at de virkelig har
slået en fjende eller vildt dyr ihjel skal de komme hjem med byttets penis. Deres huse er
bygget i domefacon med lange smidige grene, der bindes sammen i midten.Oprindeligt lagdes
skind over. Nu suppleres med sivmåtter og metalplader. Gruppens antimyggelotion er en
blanding af urin og aske! De ugifte kvinder har ringe om anklerne med en klokke for at
tiltrække sig opmærksomhed. Når hun forloves fjernes klokken, og når hun giftes får hun i
stedet tykke ringe om armene. Hos Hamarfolket er det tunge ringe om benene! Ny betydning
af vielsesringe. Sex før ægteskabet er tilladt i hvert tilfælde hos Hamarfolket, men bliver
kvinden gravid får hun urter at drikke og forløsende mavemassage!Kan udarte sig til
maveboksning. Hamarfolket, 50.000 individer bor i Turmiområdet. Her slog vi lejr ved en
tørlagt bred flod. På en aftentur så vi en kvinde grave ned til vandet, som hun ved hjælp af. en
halv kalabas hældte over i hele kalabasser, som hun bar væk på ryggen som en rygsæk.
En anden kvinde, der gjorde det samme, havde ned over sin ryg nogle store grimme ar. De
stammede fra den manddomsceremoni hendes bror havde gennemført, hvor han skal løbe hen
over ryggen på op til 50 okser, som hans søstre og andre kvinder holder i et reb, mens byens
gamle mænd pisker kvinderne på ryggen. Jo flere ar, jo mere smerte kan de udholde og jo
højere elsker de deres bror! Fortæl mig lige hvem der i virkeligheden består
manddomsprøven. De gifte Hamarkvinder har to tykke metal ringe om halsen. Førstekonen
har desuden en læderring, der afsluttes med en fallosagtig lige-ud-strittende dims foran.
Bæres til de dør.
På Turmis marked var der smukke kvinder der solgte lertøj, rødt jord og hvidt smør til håret
samt meget andet. Og på et ensomt sted sad en kvinde med lepra og tiggede. Hun manglede
fødderne og ville ikke have at jeg kom for tæt på for at give hende penge. Jeg kunne fortælle
videre om khat, der smager som ligusterhæk og med samme virkning, om Chamosøen og 50
store fede krokodiller på 6 m, om parrende flodheste, om en danskbygget skole med en
klassekvotient på 120, hvor vi blev modtaget som dronning Margrethe. Om hvordan russere
og koreanere har efterladt en ørken efter et mislykket bomuldsdyrkningsforsøg. Om de kristne
kvinders tatoveringer i ansigtet, om Dashen øllet sponsoreret af Carlsberg. Og så har jeg
endda ikke været i den fjerdemest muslimske murindringede by Harer med de 90 moskeer.
Og i Danakil saltørkenen - det lavest liggende (-116 m.o.h.) og hedeste sted på jorden. (135°
Fahrenheit, hvor meget det nu er i celsius)
Etiopien er ikke bare èt land. Nord og syd og øst er så forskellige, at det ligner tre lande.Jeg
vil slutte med at fortælle om etiopisk tid og kalender for at du måske kan komme rettidigt til
bus og fly, hvis du tager af sted. Etiopierne har deres egen kalender. Et år er 13 måneder. 12
måneder af 30 dage og èn på 5. Bortset fra skudår, hvor den er på 6. Året starter 11.09 og
indtil 31.12 er de 7 år efter vores kalender, mens de fra 01.01 til 10.09 er 8 år efter! Tiden
starter kl. 6 om morgenen. Da er den 0. Dvs. når klokken er 12 vor tid, er den 6 etiopisk tid!
Er du forvirret? Gudskelov er ferietid også afslapningstid. Og der går sikkert en bus igen i
morgen…
Marianne 203
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside