Trods besøg i 50 lande, mest i den 3. verden, er det uendeligt lidt jeg har oplevet af negative ting. Alt i alt mindes jeg faktisk kun 3: I Israel på den arabiske kirkegård ved muren omkring Jerusalem, som vi havde gået rundt på, måtte jeg løbe fra en fårehyrde, der lige nåede at flå mine shorts med elastik i taljen lidt ned over balderne (men de - altså shortsene - var også hvide som underbukser og nok ret kortbenede, så......). Et andet sted i Jerusalem var jeg med i en arkæologisk udgravning sammen med en svensk pige. Vi havde om lørdagen fået os mænget ind på en studentercampus, og da solen skinnede og det var varmt, skulle jeg sammen med en af de unge fyre hente drikkevarer. Jeg ved ikke hvilke våde varer han havde i tankerne, i hvert tilfælde måtte jeg undervejs kæmpe med alle mine kræfter for ikke at blive trukket ind i mørket ved swimmingpoolen. .....Det er utroligt, hvilke kræfter man kan opbyde, når det virkelig gælder.

Sidste eksempel af dårlige rejseoplevelser var at blive bestjålet i Indonesien; det første sted jeg i Sydøstasien fuldstændig slappede af og slap min paranoia om potentielle tyve. Indoneserne var så varme, så smilende og imødekommende! Jeg fik stjålet mit kamera (pyt, vi havde 2), mit vaccinationskort (pyt, det lykkedes at komme ind i Australien alligevel - ved ankomsten til Sidney går australsk flypersonale blot rundt og sprayer flykabinen, så er det i orden med diverse sygdomme og bugs!) Men så var der desværre også 3 eksponerede film fra Bangladesh, hvor vi kun havde brugt mit kamera, for ikke at provokere i dette verdens fattigste land. Og det er utroligt, hvordan stjålne fotos dukker op i ens hoved år efter.

Næ, det jeg egentlig vil fortælle om, er de to gange, hvor jeg har været så tæt på terrorisme, at jeg er overbevist om at "nogen" passer på mig. 

I november 1997 var jeg i Ægypten på en kombineret dykker- og historietur. Vi var 4 venner sammen. De 3 andre skulle være der i 2 uger, mens jeg (for bare 500 kr. mindre) kun kunne være med i 1 uge pga. af min Sydafrikatur lige efter. Vi boede i Hurghada ved kysten af Det røde Hav. Her skulle vi dykke fra båd. Det er næsten også det eneste, der er interessant der. Koralrevene langs strandene er helt væk. Og der er kun ganske lidt ægyptisk by tilbage.

Det andet formål var at besøge Luxor og dets templer. Der er 400 km fra kysten og ind til Luxor, og man kører af sikkerhedshensyn 3-4 gange i døgnet i bilkorteger mellem de to byer med politi eskorte. Vi var ankommet fredag aften og først lørdag eftermiddag holdt rejsebureauet infomøde: der var afgang til Luxor søndag morgen kl. 5!!! Puha vi var jo dårligt landet - og ugen efter var jeg jo rejst hjem. Vi fire diskuterede frem og tilbage. Mændene ville vente til mandag. Så kunne vi dykke søndag og så selv arrangere med en taxachauffør, der sikkert havde familie i hotelbranchen i Luxor. Og så kostede det det halve!!!

Vi to kvinder argumenterede med, at det ville være godt med en dansk guide ude i Kongernes Dal. Nå, mændene vandt, og vi tog så af sted fra mødet for at finde et dykkercenter, der ville tage os med ud næste dag. Klokken var kun 17.00 og alligevel havde ingen af centrene åbent!! Lidt mærkeligt et sted, hvor folk lever om aftenen. Endelig fik vi opstøvet en divemaster, men alle pladser på hans båd var optaget.  Ja vi gad i hvert tilfælde ikke vade rundt i denne moderne ørkenby, så vi forsøgte at komme i kontakt med Herning Rejsers guide. Det lykkedes - selvom de egentlig havde lukket kontoret (kl. var ca. 19.00). Jo der var lige 4 pladser tilbage i minibussen!!

Så vi stod op klokken 4 næste morgen og tog til Luxor, boede på et fantastisk flot hotel med udsigt udover Nilen og Vestbredden med Kongernes Dal. Det havde jo nok ikke været den slags indkvartering, vi havde fået via taxachaufførens familie!!

Også næste morgen var det tidligt op kl. 5 (det er altså hårdt), og så ud og se Kongernes Dal, Dronningernes Dal, Memnons kolossalstatuer, Karnak- og Luxortemplet. Fantastisk at fornemme tidens vingesus. Med lidt fantasi var jeg tilbage 4000 år på faraonernes tid, og guiden var både informativ og humoristisk Og mens vi var i Dronningernes Dal sagde jeg: Hvor er det mærkeligt, at her ikke er vagter over det hele ligesom ved de historiske steder i f.eks. Israel, men så er det meget lettere at fantasere sig tilbage til "tiden dengang". Faktisk var der bare billettøren foran Hatsepsuts Dødetempel.

Det var en lang, varm og intens dag, så vi småsov i bussen på vej tilbage til kysten. Indtil vi punkterede og alle måtte ud af bussen. Straks var bagstopperpolitiet der. For at beskytte os. På resten af køreturen fik vi en diskussion med den ægyptiske guide, om risikoen for terror, som han mente var helt under kontrol. Vi var uenige, men han skulle vel sige sådan.

Næste dag i Hurghada fik vi dykket, og ved aftentide blev vi ringet op af Herning Rejser. Om vi havde set CNN?

Jyllands-Posten, 18. nov. 1997

Samme dag, altså den dag, hvor vi selv ville have taget med taxa til Luxor for at besøge bl.a. Dronningernes Dal (Hatshepsuts Dødetempel), var 58 turister blevet massakreret netop dér. Skudt og stukket ihjel. Ikke for at dræbe turister, men for at "dræbe" den ægyptiske turistbranche. Kommer der for mange penge til landet, sker der en modernisering og boglig udvikling af befolkningen, og det ønsker de islamiske fundamentalister ikke.

Alle danske feriegæster blev "evakueret" i slutningen af ugen. Dog kunne man blive, men så flyve med Egypt Air 9 dage senere. Det gjorde min ene ven. Han fortalte at ALT gik i stå, i Luxor havde ægypterne grædt. 80-90 % af indbyggerne dèr lever af turismen, og de vidste hvad det betød for deres økonomi. Gudskelov fik fundamentalisterne ikke deres vilje. Allerede et par uger efter var Luxor igen et rejsemål, om end nok lidt mere stille.

Mit andet "attentat" kan fortælles kort. I 1992 var jeg på 1 måneds sprogskole i Nordspanien. Efter skole sad jeg ofte i en af de smukke parker og læste. En dag lød der et ordentligt brag, og hele jorden rystede. Mindre end 100 m fra den lille plads var en bil med en højtstående politimand sprængt i luften - af ETA!!

Jeg er blevet håndlæst, at jeg bliver 80 år. Det holder jeg mig til og rejser ud i verden med fornuften i brug og tiltro til, at jeg har 29 år tilbage til mindst 29 nye lande. Selvom 100 lande godt kunne være mit mål. Og hvem vèd, måske jeg kan holde i 100 år. Når nu "nogen" passer på mig.