Min favorittransportform er uden tvivl TOGET. Det starter oftest centralt inde i byen, og det kører når man kommer - ikke noget med check-in flere timer før, selvom det i 3. verdenslande kan tage samme tid bare at få KØBT billetten! Skinnerne er ofte lagt gennem meget smukke landskaber, og der er ikke kedelig asfalt i ens synsfelt. Der er ingen der overhaler eller dytter af én. Man kan læse undervejs uden at blive køresyg, og når det stopper på stationerne sker der ofte noget spændende: straffefanger på en lille sibirisk station, alverdens egnsretter omsvøbt i bananblade i Asien osv. Og man kan rejse sig op og få strakt benene, gå på opdagelse i resten af toget og møde lokale mennesker.
På fuglejagt med pusterør
På den transsibiriske var sidste vogn fyldt med soldater på vej til militærbyen Vladivostok. De sad og spillede skak, så min skakinteresserede rejsekammerat strandede dernede i timevis - og vandt også. På turen fra Calcutta til Madras var der en tiggende gulvfejedreng, der kravlede rundt og fejede det beskidte gulv, og på tilbageturen var der en lille dreng med stort hul bag i bukserne, der sang så stjerneklart, alt i mens han lavede musik med to skiferplader. I Indonesien var det husdyrene og kakkerlakkerne, der gjorde turen farverig; i Burma de hårde træbænke hvorpå vi skulle sove. Og på vej til Laos - hvor toget var fyldt til bristepunktet pga. af nytåret - rykkede lokalbefolkningen sammen på tomandssæderne og gjorde plads til os, alt imens de private "togstewardesser" masede sig igennem toget med kylling eller frøer på spyd, eller saftevand i plastposer. Altid er der ekstra oplevelser, når man rejser med tog.
Men desværre går der ikke så ofte tog helt derud, hvor jeg helst rejser hen. Der sejler man f.eks. på tømmerflåde. Landet er Ecuador, året 1982, og vi havde netop tilbragt julen i Baños. Her havde vi besteget en vulkan, Tungurahua. Eller rettere sagt: næsten besteget. Tungurahua er en 5023 m høj sovende vulkan, der sidst var i udbrud i 2002, med et refugium i 3800 meters højde, hvor vi overnattede. Vulkanen er ret stejl (i dagbogen har jeg skrevet "næsten lodret", så sådan må det have føltes), så da vi næste morgen kl. 5 skulle videre og tågen havde indhyllet bjerget, var der kun to ud af syv der begav sig ud på de sidste 3-4 timer op til toppen. Og jeg var ikke én af dem. Til gengæld kom vi alle ned, og det var i virkeligheden lige så hårdt for benene. Regnen styrtede ned og lavede stien om til et mudderælte, og for ikke at tage turen ned ad bjerget i ét langt skrid, spændte vi alle benmusklerne i 3½ time. Da vi nåede vores vidunderlige lille by, var vi så ødelagte i lårmusklerne både for og bag, at vi ikke engang kunne løfte benet de 5 cm op over kantstenen!
Jytte i kano på Rio Bueno
Nå, vi nåede alle ud til søen, hvor vores lejr var et halvtag, som indianerne selv bruger, når de går gennem skoven. Om aftenen sejlede vi ud i vores kano, og inde ved bredden stak indianerne hånden ned og trak en babykrokodille op. De kunne spotte dem ved at lyse med lommelygten som får dyrenes øjenbaggrund til at skinne rødt. Så gjaldt det om at vurdere afstanden mellem øjnene! Utroligt at moren fandt sig i at blive bestjålet sin unge. Et slag med halen og kanoen var kæntret. Vi afleverede dog hendes unge tilbage efter fotograferingen – krokodillesteg skulle ellers være ret lækkert. I stedet blev det til grillede piratfisk. Om aftenen i mørket fortalte Hector - vor spansktalende arrangør, der havde sluttet sig til os nu - drabelige historier om en 10 m lang og 30 cm tyk anaconda, der var blevet skamskudt og i sin smerte havde væltet en hektar regnskov. Mit spanske var ret begrænset dengang, men jeg forstod hvert eneste ord.
Vandreturen tilbage til Rio Napo var lig udturen via sumpene, og sejlturen tilbage op ad Rio Napo blev en langsommelig affære modstrøms. Lidt underholdning på de to dage var der dog: vi blev om natten indlogeret på en skole, hvor alle ungerne interesseret så på – især på Morgan, der med sin kridhvide krop spættet med utallige røde insektbid sæbede sig ind og tog bad i floden. Den ene af vores indianere havde fået en havskildpadde af sin familie. Den stod bundet som en hund ved vandkanten. Og der gik brand i vores ene kanomotor. Den blev slukkket med Meretes eneste nederdel lige før to heftige regnskyl. Inden vi nåede Misahualli mødte vi en stor, kæntret transportkano, hvor tre af passagererne var omkommet i det vilde vand. Langsommeligt ja, men ikke kedeligt.
Sådan kan det være at sejle på tømmerflåde i det vestlige Amazonas. Måske tømmerflåden alligevel kan måle sig med togoplevelserne! Men det ville nok se lidt pudsigt ud i New Yorks Underground.
