Ildregn over Martinique

En historisk beretning om et vulkanudbrud i Caribien

Tekst: Henning Andersen
Foto: Henning Andersen og Wikipedia

Artiklens forfatter også kendt som ”Vulkan-Henning” ses her på toppen af vulkanen Etna

DBKs vulkanekspert Henning Andersen giver dig her en forrygende historisk beretning om udbruddet af Mt. Pelee på Martinique. Læs denne nyere Pompejihistorie om en frygtelig vulkan, der gik i udbrud i Caribien for lidt over 100 år siden. I hovedstaden St. Pierre gik livet sin vante gang indtil vulkanen pludselig eksploderede.

Vulkanen vågner

Menneskene i byen St. Pierre på øen Martinique i Vest Indien havde i mere end 200 år levet i skyggen af en vulkan, og den havde aldrig skadet dem. Rigtignok kom der røg og lidt støv op af vulkanen både i 1792 og i 1851, men den gjorde ellers ingen skade overhovedet, så i 1902 var alt glemt igen. Der var ingenting som tydede på, at de 30.000 indbyggere havde noget at frygte.

Vulkanen, som var ca. 1500 meter høj, havde navnet Mount Pelèe, hvilket betyder "det skaldede bjerg". Den 8. maj 1902 kl. 7:52 lokal tid skete det, som ingen troede på kunne ske. Eller kunne det? Dette var ikke et pludseligt vulkanudbrud. Allerede i februar måned kunne man mærke lugten af gas fra vulkanen, selv om den dog hurtig forsvandt igen. Den 2. april kunne dampsøjler ses højt oppe på bjerget. Den 23. april faldt der aske ned over byen, og man kunne mærke små jordskælv i løbet af dagen. Ikke at de var stærke men dog nok til, at billeder faldt ned fra væggene i husene.

To dage senere kom der askeskyer op af vulkanens krater blandet med småsten. Tilsvarende udbrud fandt sted dagen efter og dækkede en del af landskabet med et gråhvidt pulver. Myndighederne så imidlertid ikke nogen grund til at foretage sig noget. Der var tilmed nogle af de mest skrappe i byen, som klatrede op på bjerget for at se på, hvad det var, der foregik deroppe. De fandt en 200 meter bred kogende indsø i krateret, og en søjle af varmt vand, som blev pumpet op nede fra. De sidste dage i april måned fortsatte vulkanen med at udspy aske, og udbruddene blev heftigere.

Nysende heste

Hustruen til den amerikanske konsul skrev til sin søster i Massachusets: "Vi kan se Mt. Pelèe herfra, og selv om den er næsten 7 km borte, kan vi høre hvordan det rumler. Byen er dækket af aske. Lugten af svovl er så stærk, at hestene i gaderne stopper op og nyser. Mange af byens indbyggere har våde klude foran ansigtet for at beskytte sig imod den stærke svovllugt. Min mand forsikrer mig om, at der ikke er nogen umiddelbar fare".

Avisen på St. Pierre ofrede kun en lille notits om vulkanen. Et politisk valg var fastsat til den 11. maj, og det synes som om den konservative redaktør ville forsikre sig om, at de konservative vælgere skulle blive i byen, til de fik afgivet deres stemmer. Uanset hvad årsagen end var, så blev der den 2. maj trykt en artikel i forbindelse med en picnic, som skulle afholdes på bjerget: "Vi minder vore læsere om udflugten med Gymnastik og Skytteklubben den førstkommende søndag, 4. maj. Hvis vejret er fint, vil deltagerne kunne opleve en dag de sent vil glemme".

Solen er næsten borte

Skematisk tegning der forestiller et vulkanudbrud som Mt. Pelee's

Den 2. maj var askelagets tykkelse flere cm i de områder, som var nærmest vulkanen. Enkelte landeveje var blokeret af aske og nedfaldne grene, og fuglene døde. Kort før midnat den dag kom der en serie eksplosioner, som vækkede hele byens befolkning. Da folk løb ud på gaderne, kunne de se en stor sort sky over vulkanen, mørkere end natten, fyldt af lysende zigzag-lyn Den næste dag syntes det som avisen tog mere notits af, hvad der skete. Avisen klagede over, at askeregnen aldrig syntes at ville aftage. "Klokken halv ti er solen næsten borte, og lyden af trafikken bliver væk i den fine askeregn. Aske blæser fra tagene og ind i husene der, hvor vinduerne står åbne".

I samme udgave blev det annonceret at "udflugten i morgen er aflyst, da krateret er fuldstændig utilgængeligt". Mens vulkanen fortsatte med at buldre, faldt der kaskader af regn rundt om krateret oppe på bjerget, og flere flodlejer blev fyldte og begyndte at strømme ned over bjergskråningerne. Store træer blev ført med af vandmasserne og ud i havet neden for bjerget sammen med døde, gasforgiftede husdyr og fugle.

Domkirken var fyldt dag og nat af mennesker, som ville bekende deres synder. Det var imidlertid kun ganske få, som forlod byen. Ca. 2000 mennesker tog tilflugt i Fort-de-France, hovedstaden i Martinique ca. 15 km længere derfra. Samtidig flygtede en ligeså stor menneskemængde ind til St. Pierre fra de omkringliggende landområder, så indbyggertallet steg til ca. 30.000.

En kvinde sendte et brev til sine slægtninge i Frankrig dateret 4. maj: "Det største problem er støvet, det er overalt, selv om døre og vinduer holdes lukkede. Vi er alle rolige. Hvis døden venter os, vil vi i hvert fald ikke være alene om at forlade denne verden. Bliver det som følge af brand eller kvælning af giftige gasser? Det bliver hvad Gud vil".

Dyrene reagerer

Selv om mange af indbyggerne nær vulkanen var rolige, så var dyrene det ikke. Ifølge avisen var dyrene rastløse og havde svært ved at få luft. På en sukkerplantage uden for byen ved foden af bjerget oplevede de en mareridtagtig invasion af myrer og 25 cm lange tusindben. Skrækslagne heste vrinskede højt, da myrer og tusindben klatrede over fødderne på dem, mens arbejderne oversprøjtede hestene med vand alt det de kunne for at holde insekterne væk. Andre arbejdere tømte oliefade ud for at hindre insektinvasionen. Selv om mange mennesker blev bidt, var der dog ingen, som døde heraf.

Horder af giftslanger

I et andet område blev man udsat for en mere dødelig invasion: Horder af giftslanger dukkede pludselig op i gaderne. Enkelte var over en meter lange, og et bid af dem førte til døden. På deres vej dræbte de både kyllinger, grise, heste og hunde og angreb mænd og kvinder, som ikke flygtede hurtigt nok. Mange børn blev dræbt, og militæret blev hidkaldt for at knuse invasionen. Riffelskud rungede gennem gaderne i over en time, og flere hundrede slanger blev dræbt. Alligevel døde mere end 50 mennesker og over 200 dyr af slangernes bid.

Fotos fra 1902: kirkegården, gade efter udbrudet og flygtninge

Dette var den 5. maj, tre dage før udbruddets klimaks. Nu var den kogende sø oppe i krateret i vulkanens top blevet så stor, at den brød igennem muren af askelag på kraterkanten, som omkransede den, og kaskader af kogende vand væltede ned over vulkanflanken mod havet næsten 7 km borte og 1000 meter længere nede. Vandet kom med en frygtelig hastighed og udvidede sig hurtigt til et mudderskred 500 meter bredt og 30 meter dybt. Det tog alt med sig, som kom i vejen, også sukkerplantagen, som tidligere blev nævnt. Der er ingen optegnelser over, hvor mange som befandt sig på plantagen. Mange var gået hjem efter kampen mod insekterne, men det antages, at ca. 30 var tilbage. Alle omkom og blev begravet i mudder, som dækkede hele området, så kun plantagens højeste skorsten stak op af det varme mudder.

Samme dag modtog guvernøren på Martinique en rapport fra den komité, han havde nedsat for at undersøge faren for et eventuelt større udbrud fra vulkanen. Komitéen bestod af loyale og samfundsbevidste indbyggere i St. Pierre. En af dem var en respekteret professor i naturvidenskab ved højskolen i St. Pierre. De rapporterede, at "der er intet i Pelees aktiviteter, der indikerer, at det er nødvendigt at evakuere St. Pierre. Kraternes åbninger og dalenes beliggenhed retfærdiggør den konklusion, at St. Pierres sikkerhed er fuldstændig garanteret". Efter at have modtaget denne rapport, forberedte guvernøren og hans kone sig selv på at drage til St. Pierre, for derved at overbevise befolkningen om, at der ikke var nogen grund til bekymring.

Telegraflinjen kappes

Den 6. maj tiltog udbruddene i styrke. Mt. Pelèes tordenlignende udbrud kunne nu høres så langt borte som på Guadeloupe, en anden ø over 150 km længere nordpå. I de omkringliggende skove blev bladene på træerne brune og faldt af, og på sukker- og kokosnøddeplantagerne bøjede træer og buske sig på grund af det tykke askelag. Ved femtiden om eftermiddagen blev telegraflinjen til øerne syd for Martinique pludselig brudt. Undersøiske skred og bevægelser på havbunden havde ødelagt kablerne. Nu var der kun ét kabel igen, som forbandt Martinique med omverdenen.

Den 7. maj blev St. Pierres indbyggere vækket af Mt. Pelèe klokken 4 om morgenen. Da dagslyset kom, så det ud til, at hele Caribien var indhyllet i askeskyer, og havoverfladen var dækket af døde træer, dyr og fugle. Omkring et dusin skibe lå for anker i havnen med forventning om, at kunne tage sukker og rom ombord. Kaptajnerne på skibene, dog med undtagelse af én, så ikke ud til at være særlig optaget af vulkanudbruddet. Kaptajnen på en italiensk bark, hvis hjemstavn var Napoli, vidste kun lidt om vulkaner, og ikke stort om Vesuv heller. Om morgenen sagde han, at han ville forlade St. Pierre. Han brød sig ikke om, at han bare havde lastet halvdelen af den last han skulle afhente. Havnemyndighederne forbød ham at sejle ud og truede med arrest, men han ignorerede dem, idet han sagde: "Jeg ved ingenting om Mt. Pelèe, men hvis Vesuv havde set ud som vulkanen her nu ser ud denne morgen, så havde jeg forladt Napoli også". Hans skib var langt ude på havet, da Mt. Pelèe eksploderede dagen efter.

Udbrud på St. Vincent

Om eftermiddagen den 7. maj fik man nyheden om, at vulkanen Soufrière på St. Vincent 140 km længere sydpå havde haft et voldsomt udbrud. Selvom de ikke kendte til antallet af døde der - over 2000 var blevet dræbt - så førte det til en opløftet stemning i St. Pierre. Man antog, at der var en undervandsforbindelse mellem Soufrière og Mt. Pelèe, og at udbruddet på St. Vincent på en eller anden måde havde lettet presset under deres egen vulkan, Mt. Pelèe. Den sidste udgave af lokalavisen, dateret den 7. maj, havde afsat meget spalteplads til vulkanudbruddet, selvom den største overskrift på forsiden stadig gjaldt valget den 11. maj.

Nu var der imidlertid flere, som så hvad der var ved at ske. Den amerikanske konsul skrev et ekstraordinært brev om situationen. I stedet for at sende det gennem de sædvanlige diplomatiske kanaler, adresserede han det direkte til USAs præsident, Theodore Roosevelt. Det, som bekymrede konsulen mest, var udtalelserne i lokalavisen og forsikringerne fra de lokale politikere - at man ikke havde noget at frygte fra vulkanen. Han gav udtryk for, at dette var det værste slag af politisk manipulation, beregnet på at berolige befolkningen, så de blev for at deltage i valget den 11. for enhver pris. Ikke at deltage i valget ville være utænkeligt, skrev han. Situationen er et mareridt, hvor ingen synes at være i stand til eller villig til at se sandheden i øjnene.

Mt. Pelée bag det udbrændte teater (NI 1999)

Vulkanen Mt. Pelee eksploderer

Omkring 7.50 om morgenen den 8. maj eksploderede Mt. Pelèe. En superophedet sky af gas bevægede sig fra krateret og nedover vulkanflanken med en fart på over 150 km/t og ramte byen i løbet af to minutter med fuld styrke. De tykke vægge i selv de største bygninger blev blæst omkuld. Skyen satte hele byen i brand, og på kajer og i varehuse eksploderede tusindvis af tønder rom, som igen flød ud i gaderne og satte ild til alt, som kom i vejen. Af de 30.000 mennesker, som befandt sig i byen den morgen, var der kun to mænd, som overlevede.

Der var også andre overlevende. Ikke i selve St. Pièrre, men på skibene i havnen. Antallet af skibe var flere end før, og der lå nu 18 skibe for anker. Da den ophedede gassky traf skibene, satte den 16 af dem i brand. Mænd, kvinder og børn døde hurtigt, og kun et lille antal på skibene overlevede.

Udbruddets følger

En af følgerne af dette vulkanudbrud blev, at det fik større opmærksomhed fra videnskabens side. Man begyndte nu at interessere sig i endnu større grad for vulkaner, og vulkanologerne begyndte at dukke op. Senere er man kommet væsentligt længere frem med at kunne forudse, hvad der vil komme til at ske. Det, man imidlertid ikke helt har klaret, er at få mennesker til at forstå, hvornår det er på tide at evakuere. Mange gange har man måttet bruge både politi og militær for at tvangsevakuere genstridige indbyggere.

En anden følge af vulkanudbruddet på Martinique var, at Panama-kanalen blev bygget gennem Panama, og ikke gennem Nicaragua, som flertallet havde ønsket. Man blev pludselig opmærksom på, at i Nicaragua lå der hele 12 vulkaner i nærheden af den ellers planlagte kanal.

Mt. Pelée og St. Pierre i dag

Sangen om vulkankatastrofen på Martinique

Det danske skib ”Valkyrien” lå i farvandet ved Martinique, og kaptajn H.P. Holm reddede henimod 2000 mennesker fra de delvis ødelagte landsbyer omkring vulkanen Mt. Pelee ved at sejle ind ved kysterne.

I 1902 var dette den mest efterspurgte skillingevise i Danmark og gik på melodien: ”Jeg elsker den gamle den vaklende rønne”.

Man sang og nynnede den, når man malkede køer, vaskede op eller passede børn.

Den yndige ø Martinique ligger øde...
Den ramtes af ulykkens hærgende ånd...
Nu huser den sorg over alle de døde...
Som pludselig sank for dens grusomme hånd...

En fredelig aften gled hen over landet...
Man ønsked hinanden godnat, glad i sind...
Og natten sig lejred, men underlig blandet...
med ukendte lyde, og sorgen brød ind...

Det buldred i bjerget, med aske det regned...
man søgte fra huset og ud i det fri...
Da meldte sig ildregn, og kinderne blegned...
Man aned, man skimted ej faren heri...

Og pludselig sænked sig glødende strømme...
Med giftsvangre dunst over land, over by...
Den nat, blev ej til at slumre og drømme..
. dog det var for silde, for silde at fly...

Den glødende lava indhented alle...
De brændte i fart, mange blev straks til kul..
. Den moder med barnet i favn måtte kalde...
I jorden sig åbned et glødende hul...

Og havet af lavaen brøled i hede...
det styrted mod landet og kogte enhver...
på marken i tøjrene fløde...
snart lå de dog alle forkullede der...

Af fartøjer femten blev alle nedbrændte...
Besætningen svined, forbrændt sank de ned...
Slig ulykke sjælden i verden man kendte...
man læser og bæver og gyser derved…

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside