Donau, med sine 2860 kilometers længde fra udspringet i Syd-Tyskland til udmundingen i sit delta i Sortehavet, er ikke blå, og har aldrig været det. Hele verden kender den - "An der schönen blauen Donau" - nynner den og danser den. Det var en ungarer, Karl Beck, som skrev teksten engang i midten af det 19. århundrede, men først da Johann Strauss den Yngre fandt digtet og satte musik til det, fik sangen vinger og gjorde floden verdensberømt.
Floden starter som en kilde godt 1070 meter over havets overflade og flyder østpå igennem fem forhenværende Øst-Europæiske landes hovedstæder, bortset fra Bukarest, der ligger godt 60 kilometer fra selve floden, men til gengæld ved en biflod Dimbovita, der løber til Donau. Havde floden ikke løbet der, ville Europas historie og skæbne i dag have været en anden.
Vi starter med Rumænien, hvor floden udmunder i et delta på størrelse med Sjælland. Det begyndte med romerne for ca. 1800 år siden, da de kom sejlende på floden Danubius, som de kaldte den dengang, eller Dunav, hvor kejser Trajan indsatte en tavle på den nu Serbiske - forhenværende jugoslaviske - side af Donaufloden med følgende inskription: "Kejser Cæsars søn af den guddommelige Nerva Trajan Augustus Germanicus højgejstelig og for fjerde gang tribun landets fader og for fjerde gang konsul overvandt bjergene og flodens fare og åbnede denne vej". Samme kejser Trajan erobrede det dengang så lykkelige Dacien (nuværende Rumænien) fra den dakiske konge Decibal. "Vi nedstammer fra de stolte romere" ynder vore dages rumænere at sige, og deres sprog er da også stærkt iblandet det romersk latinske, og taler man italiensk eller spansk, kan man forstå rumænsk.
"Landet på trængslernes vej" har jeg altid kaldt Rumænien, der har gået så grueligt meget igennem såvel som også de andre lande på Balkan. Balkan betyder i øvrigt 'den træbevoksede klippeskråning' og består hovedsageligt af lave skovklædte bjerge. Først erobringen af romerne og siden hen af slaviske folkestammer, bl.a. Attila, hunnerkongen, der erobrede de Ungarske stepper, og hvis efterkommere lever der den dag i dag. Djengis Khan, mongolerkongen, har også sendt hobevis af stammefolk ned over Balkanhalvøen, og som om dette ikke var nok, begyndte i den tidlige middelalder korstogene mod det hellige land, der for de flestes vedkommende foretrak denne vejrute via Balkan og Tyrkiet. Mange af de, der overlevede korstogene, slog sig ned som handelsfolk og landmænd, dels på den Trannsylvanske højslette i Midtrumænien og dels andre steder på Balkanhalvøen på tilbagevejen fra det hellige land. Deres efterkommere lever der den dag i dag, og derfor ser vi en stor sammenblanding af alle mulige forskellige folkeslag i så godt som hvert land både i Rumænien, Bulgarien, Serbien og Montenegro (det nuværende Jugoslavien), Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet.
Efter korstogstiden begyndte tyrkerne at rykke frem fra Konstantinopel (det nuværende Istanbul). Disse Osmannere kom dels sejlende på Donau, men også på hesteryg, og nåede helt frem til Wiens byporte i 1683. Det Østrig-ungarske kejserrige var i mellemtiden blevet stærkt og stort, og takket være dygtige regenter såsom kejserinde Maria Theresia, denne dejlige kvindlige regent, der fødte 16 børn og bl.a. var moder til Marie Antoinette, regerede det mægtige kejserrige, hvor solen aldrig gik ned, i 40 år med kløgtig hånd og byggede en masse fæstninger, militære vigtige strategiske poster som værn imod tyrkerne.
Som sagt nåede tyrkerne i 1683 Wien, som de belejrede, indtil de blev slået grundigt på flugt af kejserens hjælpetropper. Tyrkerne havde glemt noget meget vigtigt ude på slagmarken under flugten, som vi i dag alle nyder godt af, nemlig kaffebønnerne. Den første Wienercafe åbnede kort tid efter, og langsomt men sikkert spredte kaffen sig over hele Europa som en hverdagsdrik.
Når jeg fortæller dette, er det fordi vi i dagligdagen sjældent tænker på, at det ofte er historiske episoder, der er årsag til, at vi i dag i vor kultur har nogle skikke, som skyldes enkelte historiske begivenheder i fortiden.
Osmannerne fra sydøst og Østrig-ungarerne fra Wien - hovedstaden i Østrig - eller riget mød øst, som navnet faktisk betyder, to så enormt forskellige kulturer og religioner, er årsagen til at undersåtterne i hele Sydøsteuropa - efter godt 16 – 1800 års forløb under stærkt lidende tilstande - rejser sig i revolutioner forskellige steder og den kommunistiske tankegang opstår, hvor alle skal være lige overfor hinanden. Når 10.000 Transsylvanske bønder bliver stillet op i en lang række og halshugget - én efter en -forstår man mere og mere kommunismens stigende grobund, og med skuddet i Sarajevo i 1914, der dræbte den Østrig-ungarske tronfølger og hustru, begyndte lavinen at rulle, med den Første Verdenskrig som resultatet.
Intet er mere uforudsigeligt end fremtiden, men én ting er sikkert som amen i kirken, og det er, at hver gang menneskene laver revolution, ja så får de som regel det samme system på en ny måde, tag blot Rusland efter Zarens fald i 1917. Det var Lenins oprindelige tankegang, at alle skulle have det godt, men Stalin lavede det en million gang værre og ligeså efter den franske i 1789. Ingen Europæisk præsident har i dag så stor eller stærk en magt som Frankrigs. Det samme havde Solkongen før 1789. Så intet nyt under solen……
Ceaucescus Rumænien
I 1974 kom jeg for første gang til Rumænien som rejseleder, og det var dengang Ceaucesu var enormt populær som nyvalgt præsident og enormt afholdt, specielt efter russernes invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Fordi han turde tale imod russerne, blev han enormt populær. Nikolaj Ceaucescu var en rigtig charmetrold, en lille mand med en enorm magtfuld kone, der til sidst styrede landet, som var det hendes egen dagligstue. Vi havde seks chartermaskiner om ugen, der fløj imellem Kastrup og Constanta ved Sortehavet. Her kunne man få en uges ophold for ingen penge, og Ceaucescus turistminister var gode venner med Anker Jørgensens regering.
Derfor kunne danske pensionister bl.a. komme til Rumænien i 16 dage og bo på et luksushotel med god mad - fuldpension og diverse udflugter inkluderet - for ca. 1200 danske kr. inklusiv fly frem og tilbage. Sortehavskysten var et eldorado for solhungrende danskere, der ikke gik af vejen for at veksle sort for at få endnu mere ud af deres penge. I dag er det totalt slut, alt skal købes for Rumænske Lei - altså lokale rumænske træpenge. Hvis ikke man lå ved havet og solede sig, så kunne man jo forynge sig i et dejligt mudderbad ved Det Sorte Hav. Og havde man ikke penge nok til en kurrejse til det forjættede rumænske foryngelsesland, så gav Sygesikringen Danmark tilskud, hvilket mange fik. Specielt gigtramte og psoriasispatienter er ofte blevet hjulpet af det mineralholdige varme mudder og saltvands indvirkning på gigtpatienter, hvilket mange danskere har erfaring for.
Fra maj til oktober lå vi ved Sortehavet, og fra november til marts var jeg fast stationeret i Poiana Brasov i Trannsylvanien, ikke langt fra Draculas slot, Bran, hvor alle Hollywood-filmene er indspillet fra 1960'erne og 70'erne. Paradoksalt nok var filmene forbudt i Ceaucescus eget land dengang, men pengene ville han godt have.
Alle rumænske guider var statsansatte og havde to job, dels som lokalguider og dels med at rapportere for det hemmelige politi - Securitate. Hver tredje rumæner var stikker og havde et eller andet job for Securitate. Ingen vidste noget, men hviskede ind i ørerne, og i hotelreceptionerne sad pænt klædte herrer i jakke og slips og kiggede på alle, der gik ind og ud ad dørene. Hvor utroligt det end lyder, virkede det ikke så slemt alligevel, hvis man havde accepteret det, og det havde vi udenlandske rejseledere.
En del rumænere giftede sig proforma med udenlandske rejseledere for at komme ud af landet, og adskillige rumænere i Danmark, som jeg har haft som arbejdskolleger, lever og har det godt her i dag. Så det er ikke alle den slags ægteskaber, der går rabundus.
En chartermaskine fløj hver lørdag mellem Kastrup og Rumæniens hovedstad Bucuresti. En gammel propelmaskine fra det rumænske luftfartsselskab Tarom, med plads til knap 100 passagerer. I øvrigt en flytype, som det kort efter efter blev forbudt at flyve med på Kastrup. Hvorfor har jeg aldrig fundet ud af.
Unge danskere i hobevis modtog jeg i lufthavnen med alle deres ski o.s.v. Tre timers kørsel op til Brasov i centrum af de evigt skønne Karpaterbjerge, hvor de boede i 100 meters højde på hoteller. Mit job som skiguide bestod i at vise dem til rette og få dem i undervisning hos skilærerne. I øvrigt kom den svenske tennisstjerne Bjørn Borg gang på gang til Brasov for at nyde vinteren, og resultatet var da også, at han giftede sig med en rumænsk pige. I dag er han atter skilt fra hende, men kommer stadig derned om vinteren.
Det var tider, hvor tingene gik fremad for Rumænien, fordi Ceaucescu - selvom hans mere og mere synlige stalinistiske styre tog stærkere form - havde diplomatiske forbindelser med 116 lande i vesten. Hans mission var at ændre Rumænien fra et landbrugsland til et industriland, og han betalte med alle landets produkter af varer i naturen plus hvad menneskene kunne frembringe tilbage i den udenlandsgæld, som landet havde pådraget sig til henholdsvis Sovjetunionen og USA.
Ceausescus styreform lukkede vi i vesten først øjnene for, specielt fordi han gik imellem USA og Sovjetunionen, og tydeligt fik vi beviset her i Danmark, da vores dronning Margrethe i 1980 gav ham Elefantordenen, hvilket var en politisk handling hun var blevet påtvunget af den daværende danske regering. Jeg har altid undskyldt Margrethe for denne handling, idet prinsesse Elisabeth på en af de rejser, hvor jeg som rejseleder havde hende med som gæst, fortalte mig det.
Atten slotte havde "Han og Hun", den store landsfader med moderen, der bestemte over liv og død. Alligevel var det ikke nok for dem. En fjerdedel af Bucurestis sydlige bydel blev revet ned på kort tid, og nu opførtes verdens anden største bygning - efter Pentagon i USA - "Folkets hus" som deres egen privatbolig med over 3000 større eller mindre sale og rum. Vi kan endnu se det på vores arrangerede byrundture i Bucuresti, fordi den nuværende rumænske regering så småt er ved at tage det i brug. Alligevel virker det absurd at se dette enorme "personfrådseri", når den arme befolkning levede under de usleste kår. Halvtreds meter høje statuer af sig selv fik han dog ikke opført, selvom han helst ville leve i 500 år eller - endnu bedre - være udødelig. Jeg tror ikke der er mange, der kan forestille sig, hvor umulige forholdene var i Rumænien i de sidste fem år indtil det gik galt i juledagene 1989. 26.000 menneskeliv har det kostet at grave Donaukanalen fra Sortehavets vigtigste havneby Constanta og 60 kilometer ind til Donaufloden for at lette transporten for flodsejladsen. Dette fandt sted i årene 1986 - 1989. 701 arkitekter er i dag indlagt på sindssygehospitaler i landet, fordi hun ville have det umulige - nemlig at en indvendig marmortrappe skulle opføres, som hun ville have det. Men solen kan nu ikke stå op i vest, når den nu engang står op i øst.
Når alt dette er sagt om Østeuropas mest berygtede diktator, så skal der også fortælles en solstrålehistorie. I marts 1977 rammes Bucuresti af et jordskælv på over 7 på den famøse Richterskala. I over et minut rystede jorden, og mange af de dårligst opførte bygninger i den sydlige del af hovedstaden brasede sammen, hvorved hen imod 2000 mennesker mistede livet. Ceaucescu-parret var på en rundrejse i Afrika, men fløj øjeblikkeligt hjem og fulgte nøje med i udgravningsarbejderne. En kvinde, som slap ud af et sammenstyrtet hus, gik op til ham med et brev om, at hendes lille søn lå og råbte fortvivlet nede under murbrokkerne, og hans råb blev svagere og svagere som dagene gik. Til sidst ville lokale myndigheder udslette alt endnu levende og overdække hele området. Kvinden var fortvivlet, og da Ceaucescu hørte dette, gav han ordre til at udgrave området, og drengen lever i dag som 35 årig i Bucuresti.
Ceaucescu havde det med at blande sig i internationale konflikter, hvor han optrådte som fredsmægler. Præsident Sadat fra Egypten sad i syv timer hos ham og forhandlede, inden han tog på sin hellige rejse til Jerusalem, idet Rumænien som det eneste østland havde diplomatiske forbindelser med Israel. Anwar Sadats enke - Jehan - fortalte mig ved et selskab i Cairo to år efter at hendes mand var myrdet om hendes og hendes forhenværende mands adskillige officielle statsbesøg hos Ceaucescu, som de godt kunne lide.
M/S Oltenita – Ceaucescus skib
Skibet "M/S Oltenita" er bygget i 1961 på et skibsværft i byen Oltenita i det sydlige Rumænien og ejedes oprindeligt af den gamle rumænske regering. Det var Ceaucescu-parrets yndlingsskib, og som det nu passede dem, brugte de det til private sejladser op og ned ad Donau. De boede i kahyt nr. 1 på A-dækket, deres personale i de fleste af de andre 20 kahytter på samme dæk, mens præsident Tito fra Jugoslavien boede i nummer 2 på samme gang. Det var på dette hyggelige gamle skib de mødtes for at forhandle om udarbejdelsen af det enorme projekt med opførelsen af "Jernportdæmningssluseanlægget" fra 1972.
Her blev den fælles kontrakt underskrevet, og resultatet blev da også rige energimængder fra det hydroelektriske anlæg, som samtidig blev anlagt i dæmningen. 10 - 12 milliarder kilowatt er den årlige el-produktion. Verdens anden største dæmning, som også havde det formål at forhøje vandstanden i Donau gennem den ti kilometer lange, men meget smalle sejlrute mellem de næsten lodrette klipper langs floden. Indtil da stødte mange skibe på grund her og sank med mand og mus, hvilket H.C. Andersen også var ængstelig for, da han i 1842 rejse samme vej. Det førte da også med sig, at adskillige byer nu ligger på den gamle flodbund under mudder og slam, mens nye blev opført længere oppe langs flodbredden.
I dag sejler vi med rejsegrupper på A/S Oltenita, og skibet har en besætning på 47 mand og kan tage op til 80 passagerer i dobbeltkahytter. Fra Rumænien sejles gennem Jernporten med sluseanlægget ind i Serbien til Beograd – "den hvide by" - som navnet betyder. Navnet Jugoslavien - altså Sydslavien - opstod efter 1. Verdenskrig og døde faktisk med Tito, hvis begravelse i 1980 var en stor international begivenhed. Aldrig har så mange statsoverhoveder fra hele verden - venner såvel som fjender - været samlet til én begivenhed.
Sådan ser Beograd ud i dag
Beograd er ved at komme sig efter den ydmygelse, som Natos bombardementer medførte. Indbyggerne taler helst ikke om Milosovic, der ikke ville flytte sig fra sin taburet, og hvis kone nu er flygtet til Moskva, da hun er anklaget for at stå bag mordet på den forrige premiereminister. En krig går altid ud over uskyldige mennesker, og 3500 civile menneskeliv gik tabt under bombardementerne. Det mest irriterende er dog, at vi stadig bruger navnet Jugoslavien om det nuværende Serbien og Montenegro, som faktisk er en union af de to gamle forhenværende Jugoslaviske republikker. Alle andre er selvstændige lande i dag. I øvrigt lever Titos enke, Jovanka, i dag stadig i Beograd. Hun var 30 år yngre end sin mand og er nu 83.
Fra Beograd sejler vi videre ind i Ungarn med hovedstaden Budapest eller Buda og Pest på hver sin side af floden. Faktisk mærker man intet østeuropæisk over Ungarn i dag - ligeså lidt, som man mærker det i Slovakiet eller Tjekkiet. Over Slovakiets hovedstad Bratislava eller Pressburg, som den engang hed, knejser borgen, hvorfra 11 konger og 9 dronninger er blevet kronet i byens domkirke, dengang byen var hovedstad i det mægtige kejserrige.
Klokken 7.15 om morgenen lyder den spæde fuglekvidderstemme gennem mikrofonen ind i folks kahytter og vækker dem. Så siger man "God morgen alle sammen. Temperaturen er det og det - solen skinner eller det regner - så husk paraply, når vi nu skal på udflugt i den by eller sted, hvor vi lægger til bredden. Om 15 minutter er der gymnastik på A-dækket øverst oppe for de morgenfriske. Kl. 8.00 er der morgenmad i enten ryger - eller ikke ryger restauranten, og kl. 9.00 starter udflugten"…
Vores unge kaptajn
I dag er det obligatorisk, at man SKAL have en lokalguide på i alle hovedstæder og på udflugter, hvor der skal fortælles noget, også uanset om guiden taler sproget eller ej. Fra gammel tid var det et krav, at alle skulle have lokalguide på i Østeuropa, uanset hvilket land man besøgte, og guiderne var dygtige til at tale sprog, også dansk mange steder.
I dag er det i næsten alle EU-lande også ved lov bestemt, at der ikke må guides af udenlandske rejseledere i bl.a. Europas hovedstæder, og hvis nogen gør det, kan de få en klækkelig bødestraf. Hvad knapt så mange tænker over er, at det også gælder København. Jeg synes det er en glimrende ordning. Alt for mange løgnehistorier er kommet ud om det og det igennem årene.
Jeg har altid den aftale med lokalguiden, at jeg selv guider på godt dansk, fordi jeg taler højt og tydeligt, så folk kan høre, hvilket ikke kan siges om alle andre. Da der er tale om grupper med 60 - 70 gæster, og mange er godt op i årene, er det en fordel at kunne tale højt. Om eftermiddagen - efter frokosten - sover man en time til middag, og bagefter får gæsterne et par meddelelser i højtaleren om, hvad der passeres langs flodbredden, men ikke konstante nyheder - kun vigtige ting såsom
hvis der passeres en Nato-bombet bro, hvor danske FN-soldater er blevet skudt under krigen.
Fra Bratislava, i hvad der nok må siges at være det billigste østland i dag, har vi nu ca. 70 kilometer til Wien, det Østrigske Riges hovedstad, hvor man, og det har næsten alle glemt, ikke talte tysk for 1250 år siden, men slavisk. Det var kejser Franz Josef, der forlangte, at nu var tiden kommet til, at der skulle tales tysk. Man tænker egentlig ikke i dag over, at Østrig engang tilhørte Østeuropa og sproget var slavisk.
Tiden går, og vandet flyder med strømmen igennem den flod i Europa, som har betydet så meget for os mennesker igennem årtusinderne.
Ja - så her til sidst - har jeg da glemt at fortælle om vores kok på Oltenita. Sebastian og hans kone Aurelia, som i øvrigt var privat kok for Ceaucescu-ægteparret. De blev ansat på Oltenita som helt unge og har overlevet Ceaucescu, og det skal der noget til for at kunne, når man er så nær på. Problemet med hans mad er kun, at det er den bedste man kan få, og mange skal hjem og på slankekure, hvis de har sejlet med Oltenita.
