Tag med til Stromboli, den glemte vulkanø...

af Henning Andersen

Stromboli er en af de syv Lipariske Øer. Man kalder dem også de Eoliske Øer, da der tit er meget stormfuldt og blæsende vejr omkring øerne. De gamle grækere påstod, at vindguden Aeolis boede her, hvilket også fortælles i beretningen om Odysseus.

Stromboli er og bliver Europas mest aktive vulkan - endda mere end Etna, der har stjålet opmærksomheden fra Stromboli. Men heldigvis er Stromboli ved at blive genopdaget bl.a. af turisterne ved at der er hydrofoilbåde, som lægger til ved øen - ti i perioden fra maj til oktober.

Stromboli er ikke overrendt af turister og står under Unescos beskyttelse. Man vil bl.a. ikke have ret mange hoteller på øen, og derfor besøges den generelt kun på korte endagsudflugter.

Lava, aske og slagger

Med 10 - 20 minutters mellemrum slynges glødende lavablokke og slagger op i luften. Om dagen ligner det røde røgskyer - om natten et ildrødt festfyrværkeri.

Lavaen er trægtflydende, og der kan forekomme korte lavastrømme, men for det meste slynges materialet ud som småsten, lavabomber og aske. Denne vulkans hyppige, mindre udbrud har givet navn til Stromboliansk vulkanvirksomhed - altså svag men næsten konstant vulkansk aktivitet med udslyngning af lava i form af sten, aske og lavabomber med korte intervaller.

Enkelte lavastrømme flyder engang imellem ned ad Sciara del Fuoco ("Ildvejen") på vulkanøens nordflanke, fordi krateråbningen her er lav og åben.

Lavaen flyder ned igennem "Ildvejen" på Strombolis nordflanken - taget da Stromboli var i et kraftigere udbrud i 2002

Udbruddene er engang imellem - men heldigvis sjældent - eksplosive, som i 1930, i 1971 og igen i år 2002.

Vulkanøen har opført sig på denne måde i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den kaldt "Middelhavets fyrtårn" på grund af de talrige udbrud. Om natten kunne man på forbisejlende skibe se de røde lavafontæner, og så vidste man, at man var ved Stromboli i havet nord for Sicilien.

Smedeguden

Stromboli er dannet for mange millioner år siden ved underskydning af den Afrikanske Kontinentalplade ind under Italien fra syd og øst. Stromboli er fra havbunden ca. 3000 meter, men fra havets overflade 926 meter høj.

Navnet Stromboli kommer af det græske ord Strongyle og betyder den runde. Grækerne mente, at deres ild- og smedegud Hefaistos havde et ekstra værksted under Stromboli, hvor han arbejdede ihærdigt sammen med de enøjede kykloper. Lavastenene som udslyngedes måtte være de gnister, der føg, når guden og hans hjælpere bearbejdede det glødende jern og brugte blæsebælgen i det underjordiske værksted.

Bestigning i 1971

I 1971 besøgte jeg for første gang Stromboli. Jeg var rejseleder på Sicilien og fik mulighed for at holde fri i tre dage. Dengang var der ikke - som i dag - hydrofoilbåde fra hverken Sicilien eller Napoli - man kunne tage et mindre passagerskib fra Siciliens nordkyst direkte til Stromboli.

Omsider dukkede den kegleformede vulkanø op af havet. En røgsøjle steg op fra toppen, og med 5 - 10 minutters mellemrum blev den forvandlet til en rødglødende flamme. Der var ikke rigtigt hoteller på øen dengang, og jeg indkvarterede mig derfor privat hos en fiskerfamilie, hvor jeg fik et stort værelse med en kæmpe jernseng.

Det begyndte at regne hen under aften, og det haglede også. Jeg følte en forventningsfuld spænding i kroppen. Jeg havde nemlig besluttet at bestige Stromboli alene kl. 4 næste morgen.

Mine værtsfolk vækkede mig, og jeg havde bestilt en madpakke og vand, som jeg fik med. De advarede mig kraftigt mod at gå ned i selve krateret, hvilket er strengt forbudt i dag, hvor man desuden skal have en fører med, uanset om man er alene eller i en gruppe.

Jeg begyndte opstigningen af den 926 meter høje vulkankegle. De første 300 meter kunne jeg følge en sti. Så begyndte underlaget at blive blødere, og det gik langsommere.

Så med et hørte jeg det: En buldren fra vulkanens indre. Spændingen drev mig videre op mod toppen. Det tog ca. 2 timer.

Jeg stod og kiggede ned i den store grydeformede kraterdal. Helt alene med det Tyrrenske Hav som selve øens moderskød. Nede i selve den brede kraterdal var der tre mindre rygende krateråbninger omtrent 100 meter fra hvor jeg stod.

Jeg satte mig ned, og med minutters mellemrum lyd der en underjordisk brusende buldren. Pludselig blev luften hedere. Høje springvand af ild og glødende lavasten blev slynget 200 - 300 meter i vejret, og de nærmeste faldt ned 20 - 30 meter fra hvor jeg sad, mens skyer af svovldampe kom bølgende over mod mig. Jeg sad her i over en time, mens mine drengefantasier blev til virkelighed i disse øjeblikke.

Rejsen til Jordens indre

Det var her den italienske digter Gisoue Carducci i det 19. århundrede påstod, at goterkongen Theoderik skulle være set forsvinde ned i vulkanens flammer, klamrende sig til sin sorte ustyrlige hest.

Orangeagtige røde skær kunne skimtes gennem røgskyerne. Jeg må indrømme, at det må have været svært for Theoderik at få sin hest op ad Strombolis stejle løse askeskråninger, og hvorfor skulle han dog også derop.

Det var også igennem Strombolis ildkratere, at Jules Verne lod sine brave videnskabsmænd i sin bog ”Rejsen til jordens indre” komme ud fra Jordens indre, selvom det er den mest urealistiske af Jules Vernes fremtidsromaner.

Andre har beskrevet Stromboli som en gammel højt snorkende hidsig mand. Den kan jeg bedre gå med til.

H.C. Andersen beskrev levende vulkanøen, da han sejlede forbi øen i midten af 1800-tallet. ”Nu er det nat, skibsdrengen kalder, vågn op, vågn op, Stromboli flammer. Kom dog og se. Indhyllede i kapper står vi ved rælingen forude, vi ser i den mørke nat over havet raketter, røde, grønne, blå, der vælter frem som flammer, det er Stromboli, den brændende ø, der engang steg op fra havdybet. Det er Etnas barn, hun dukkede med sine søstre op fra havdybet, udenfor moderlandet”.

Stromboli set fra luften med det konstant rygende krater

Stromboli i dag

Stromboli er faktisk mere aktiv end Etna men står til dels i skyggen af denne. Det synes jeg er synd, fordi Stromboli ligger på en mere ufarbar vej langt ude i havet.

I december år 2002 havde Stromboli et kraftigere udbrud, der skabte en mindre tsunami-bølge i Middelhavet. Pyroklastiske askeskyer sendtes som en bølge gennem ”Il Scara del Fuocco” - Ildvejen - en lavakøft på nordflanken og ud i havets bølger. Mængder af sten og aske haglede ned over husene i Stromboli, men heldigvis omkom der ingen mennesker.

Øens to kirker og vejaltre er bevis på, at vulkanen bestemmer og hersker over øen. Det er også det indtryk man får af vulkanøen, når man ser Roberto Rosselinis berømte film ”Stromboli” fra 1949 med Ingrid Bergman i hovedrollen, en hed kærlighedshistorie, der kun kan ende ulykkeligt.

Øen er et smukt, isoleret, nådeløst sted, hvor folk lever spartansk og med vulkanen og havet som konstante trusler ca. 70 kilometer nord for Sicilien. Der findes ikke vand på øen, så det bliver importeret fra fastlandet. Befolkningen har i århundreder ernæret sig ved fiskeri.

Øens ældste husker endnu Ingrid Bergmanns ophold på øen, da filmen blev indspillet. Cafeen ”Club Ingrid” ligger på torvepladsen.

”Jeg har boet her i hele mit liv, og jeg vil ikke flytte andre steder hen”, siger Turid Hatlen, en af øens 500 beboere. ”Selvom vulkanen rører på sig, har den ikke gjort noget alvorligt i min tid”.

Der er ikke rigtige biler på Stromboli, da gaderne er for snævre. Trehjulede vogne og knallerter er transportmidlerne. Der er ikke gadebelysning om aftenen, man har jo vulkanen med den røde ild til at lyse op.

"Man skal se tre udbrud, hvoraf det tredje betyder, at man skal vende tilbage til Stromboli igen”.

Med DBK til Stromboli Jeg vil gerne tilbage til Stromboli igen. Helst med De Berejste Klubs medlemmer og gerne onsdag den 11. maj kl. 16 om eftermiddagen. Vi mødes i Klub Ingrid på torvepladsen i selve byen Stromboli. Jeg giver champagne til alle.

Så kan vi bestige vulkanen om natten med fører, hvilket jo er lovpligtig nu. Maj måned er en fantastisk tid at tage til Stromboli i.

Der er skibsforbindelser til Stromboli fra henholdsvis Napoli - Tropea i Calabrien og så fra Milazzo på Siciliens nordkyst. De nye færgetider fra 2011 er endnu ikke kommet.

Skal man have et udbytterigt ophold på Stromboli, så skal man helst bruge to fulde døgn, inklusiv ankomstdagen. Den første nat falder man til på øen, og næste eftermiddag, eventuelt kl. 18, bestiger man vulkanen på den natlige udflugt, der varer til om morgenen.

Vi kan også besøge Vulkaninstituttet og se de instrumenter de bruger til at holde øje med vulkanen. Det er ganske interessant og gratis. Det skal jeg så arrangere.

Der er flere oplysninger om overnatningsmuligheder på Stromboli på www.stromboliadventures.it og www.giardinosegretobb.it

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside