En nødhjælpschaufførs beretning

Lars Kierulff Munk

Efter vel overstået værnepligtstid ved Beredskabskorpset (Civilforsvaret) på Bornholm drog jeg som frivillig med Beredskabskorpset til det borgerkrigsramte Jugoslavien for at køre med nødhjælp til krigens ofre. I november 1994 drog vi således 14 chauffører og fire ledere til Zagreb, Kroatien, som udgjorde vores faste base i det tre måneder lange ophold. Idet der ikke var krigshandlinger i Kroatien på daværende tidspunkt, åndede alting fred og idyl, og der var ikke mange indikationer af, at en krig lige havde raset i landet.

Fra tid til anden drog vi på seks-syv dage lange ophold inde i selve Bosnien, der netop på det tidspunkt var det ”hotte” sted i ex. Jugoslavien, hvor krigshandlingerne i og omkring Bihac-lommen i det nordvestlige Bosnien var på sit højeste. Generelt set svingede borgerkrigen meget frem og tilbage – regioner blev på skift erobret af krigens parter og senere tilbageerobret af modstanderne – og kamphandlingernes lokaliteter skiftede konstant. Krigen rasede i forskellige dele af landet med store tab overalt til følge, og der var derfor hårdt brug for leverance af mad og medicin dels til de områder, hvor krigen var på sit højeste, dels til de steder, hvor krigen havde trukket sine friskeste spor. På vores Bosnien-ture havde vi base i byen Banja Luka – serbernes hovedstad i Bosnien - og Banja Luka udgjorde således vores udgangspunkt for turene i Bosnien. Den faste procedure ved grænsegangen til Bosnien, på Bosniens side, var, at grænsevagterne jog lange jernspyd gennem alt vores gods for at kontrollere for evt. smugling af våben (samt flygtninge – men hvem pokker kunne tænke sig at flygte via fjendens linier for at forsvare sit eget land?). Disse strikse herrer var ligeså begejstrede for nødhjælpschaufførernes kameraer som for smuglervåben, hvilket altså betød, at kamera var bandlyst i Bosnien. Damn!

Vores hotel i Baja Luka var et nyt og fint bordel, der dog aldrig rigtig var kommet til at fungere som et sådant. Krigens ankomst havde ødelagt forretningen for de frisindede kvinder. Vi boede derfor på ”praktisk indrettede rum” med ”eksotisk” belysning. ”Hotellets” restaurant var den tidligere natklub, der skulle lokke kunderne i fælden, og vi indtog derfor ofte vores morgenmad i røde plysmøbler og skummel stemning. Dog havde vi undersøgt sagerne på forhånd og fundet ud af, at hotellet – måske til stor ærgrelse for nogle - nu vitterligt var et hotel.

Vores færden i Bosnien bragte os ofte til byen Doboj, beliggende omkring 120 km øst for Banja Luka. Doboj er senere blevet kendt i Danmark som stedet, hvor de danske Jens’er – DANBAT - havde hovedkvarter - Camp Dannevirke. Dengang i 1994 var der ingen fremmede soldater overhovedet.

Det var en tidlig morgen i Banja Luka. Vækkeuret slog sine velkendte og ubarmhjertige grimme toner lige fluks ind i øregangene. Ikke engang den morgenentusiastiske hane kunne finde på at udfolde sådanne aktiviteter på den tid af dagen. Folk rundt om mig begyndte at mumle og strække sig og komme med de lyde (og lugte), der hører sig morgenen til. Vi boede fire granvoksne mænd på samme værelse, men der var ingen kamp om at komme først på badeværelset. Det var simpelthen for tidligt. På et tidspunkt overgiver en enkelt sjæl sig til omstændighederne, og med et suk svinger han benene ud over sengekanten, for blot at bande og svovle over besværet med at få gang i det stearinlys, der hører sig til på værelset. Grundet krigen blev der slukket for lyset på hotellet om natten, og da der på dette umenneskelige tidspunkt endnu ikke var tændt for elektriciteten, måtte stearinlyset tages i brug. Det var nærmest som at se et forsinket – men ømt – Lucia optog, når de halvdvaske lastbilschauffører myldrede rundt med tøndeformede maver og lys i hånden.

Langt om længe kom resten af banden på højkant og fik bugseret såvel vores udstyr som os selv ud til de stivfrosne biler. Det var en temmelig kold morgen, hvor den klareste skyfrie himmel var tilplastret med stjerner, der majestætiske iagttog vores mindste bevægelser. Pludselig blev freden afbrudt af en ringende klokke, og en klokke til, og en til og… og dér kom der pludselig en hel fåreflok forbi os. De kunne ikke tage sig af, at der lallede nogle danske nødhjælpschauffører rundt på deres rute, så de tumlede ind i alt og alle. Værkstedsvognen, en god gammel Folkevogn LT kassevogn, fik ved samme lejlighed lukket sin bagdør af et headbangende får. Nuvel, vi hoppede op i bilerne og kørte mod det lokale varelager, hvor lastbilerne stod for natten. Lastbilerne, klenodie- og kultagtige Mercedes Benz 911 (herefter kaldet 911’ere), havde vi dagen i forvejen maxloaded med 4,5 tons mel pr. vogn, så de var klar til afgang, straks vi var parate. En kop morgenolie og vand til motorerne og førligheden begyndte at vende tilbage til bilerne.

Stilheden blev brudt af den første brummende 911’er. Der var syv lastbiler og en konvojlederbil (lederen for konvojen, der bl.a. tager sig af papirarbejdet, snakker med lokale myndigheder via sin tolk mv.), der skulle til Doboj. Turen til Doboj var forberedt til punkt og prikke, for hvis papirerne ikke er i orden, kommer man ikke langt i Bosnien. Doboj var indtil kort tid før jul et kritisk område med en meget spændt situation. Det specielle ved byen er, at den kun ligger ca. 5 km fra hele to konfrontationslinier: Før krigen brød ud, var Doboj muslimsk, men efterhånden som krigen skred frem, overtog serberne byen. Lige sydvest og sydøst for byen holder store grupper af muslimer til, mens der lige stik syd for byen er et område, en ”finger”, med en masse serbere – se kortet. Muslimerne ville meget gerne skære ”fingeren” af lige syd for Doboj, idet en masse serbere således ville sidde alene tilbage i ”fingeren”. Derfor er der heftige kampe på begge sider af ”fingeren” - de to konfrontationslinier - lige syd for Doboj.

Kort før julen var den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter en smuttur forbi Bosnien, og han fik forhandlet sig frem til en fredsaftale mellem muslimerne og serberne. Aftalen gælder i fire måneder, men man har sine bange anelser om, at den bliver brudt på serbernes nytårsdag d. 7. januar. Men våbenhvilen var endnu ikke brudt, og freden eksisterede i bedste velgående i Doboj. Det lyder måske lidt barskt, men der har ikke været meldinger om shellings (beskydninger) ved konfrontationslinierne siden en uge før jul, men det var dog alligevel med en smule sommerfugle i maven, at vi listede mod Doboj. Vores rute var ikke den korteste strækning til Doboj, men idet den mest direkte vej ville føre os lige lukt gennem konfrontationslinien, snuppede vi en anden og noget mere sikker vej.

Da alle lastvognene spandt som kælne flodheste, og klarmeldingerne havde lydt gennem alle konvojens radioer, satte den først lastbil sig langsomt i bevægelse. Næste fulgte lige efter og den næste og … og snart havde alle lastbilerne seks rullende hjul på asfalten. Vi trillede godt derudad, og inden længe drønede vi nordpå mod byen Klasnice, hvor vi stødte på turens første tjekpoint. Tjekpointet blev passeret uden problemer, og vi fortsatte ufortrødent vores konvoj. I Klasnice drejede vi øst på ad nogle mindre, men alligevel forholdsvis store, veje. Disse veje var, som så mange andre veje i Bosnien, godt slidte af den heftige militære transportaktivitet, der havde stået på gennem krigen. Der var simpelthen slidt hjulspor i selve asfalten, så mens vognen rullede af sted, kunne man slippe rattet, og lastvognen forblev på vejen.

Chaufførerne var efterhånden alle vågnet op til dåd, og førerhusene fyldt med den hygge og atmosfære, en kabine på en 911’er nu engang skal have. Nogle sad og balancerede med en kop kaffe, og atter andre sad med de obligatoriske colaer. Pistacienødder og Kikke Rikke’er (jordnødder) blev kastet ned i gabet, og skallerne fl øj rundt i hele kabinen, mens hånden trommede på rettet i takt til musikken, eller i hvert fald den del af musikken, der kunne overdøve motorlarmen. Meldingerne kom i fl æng over radioen, og man styrer simpelthen intet mindre end hele verden, når man sidder bag rattet i en 911’er.

Landskabet gled stille og roligt forbi vinduerne. Der var ikke mange bjerge i området, men fladt land beklædt med 20 centimeter sne er da absolut også udholdeligt at studere nærmere. Vi drønede videre og passerede det ene checkpoint efter det andet. Efterhånden som vi nærmede os Doboj, skiftede udsigten karakterer. Husene var ikke helt som de burde være, det var kun murene, der stod tilbage. Vi bevægede os i et område, hvor krigen for alvor havde raset. Først passerede vi et enkelt sønderskudt hus, så et til og et til og pludselig var alle husene omkring os hårdt ramt af krigen. Det var et ”tragikskønt” sceneri, idet sortsvedne mure stod og bevidnede om krigens tragedier, men sneen havde lagt et eventyragtigt tæppe over dem.

Mens vi langsomt trillede gennem endnu en sønderskudt by, kørte min båndoptager med melodien ”Sometimes” med R.E.M. En sørgmodig og følelsesladet melodi. Jeg lod mig gribe af stemningen og tænkte mine tanker om hvilke grusomheder, der mon havde været her. Horder af krigsliderlige soldater udstyret med pistoler, geværer, håndgranater, automatvåben og fakler har rendt råbende og hærgende rundt i byen og jagtet skrigende ungmøer, børn og gamle mennesker, mens byens mænd og kvinder i fællesskab forgæves har forsøgt at forsvare byen. Hvor mange børn, kvinder, gamle mennesker og soldater er her mon blevet dræbt, hvor mange kvinder er der mon blevet voldtaget, hvor mange af disse mennesker bor mon nu langt fra deres hjem i flygtningelejre, og hvor mange er mon blevet invalideret psykisk og fysisk for resten af livet? Spørgsmålet om, hvorfor folk, der har været gode venner og naboer, pludselig farer i flæsket på hinanden, har jeg for længst opgivet at finde svaret på. Man kan læses krigsrapporter, historiebøger og aviser i det uendelige uden at finde svaret, idet svaret ikke er endegyldigt, men en kombination af mange hændelser og nationalistiske følelser. Mens sådanne forestillinger om krigen fløj gennem hovedet, overhalede konvojen pludselig én af de mange hestevogne. Bag på hestevognen stod der en kalv og gumlede lystigt på noget halm, og lige foran kalven sad der en knægt og fulgte os med glædesstrålende øjne. Foran drengen sad forældrene og hyggede sig, de barske omgivelser taget i betragtning. Det var et lille lys i mørket og et følsomt syn, hvor en enkelt glædeståre tappert kæmpede for at slippe ud af min ene øjenkrogs sikre tag, og hvor en klump blev dannet i halsen.

Ud over de små smadrede byer kørte vi igennem en større sønderskudt by - ”Derventa”. Her var det ikke kun almindelige huse, der var bombet og brændt ned, men også etagebyggeri. Der var områder i byen uden en eneste intakt mur, men også steder, hvor der ikke var et eneste skudhul i husene. På hele strækningen til Doboj så vi vanvittigt mange soldater, som fortrinsvis stod ved byernes busholdepladser eller i vejkanten og blaffede. Om de havde været hjemme på orlov i juleferien og så skulle tilbage på ”arbejde” ved fronten vides ikke, men det var vores gæt. Vi nåede Doboj uden de store problemer, ud over at vores leder var blevet truet med en pistol midt på gaden. I Doboj blev vi som sædvanlig modtaget af glade og vinkende beboere. Mens bilerne blev unloaded, var der lige tid til en enkelt kop kaffe. Gasblusset blev fundet frem, kildevandet hældt i kogekarret og pulverkaffen doseret hårfi nt i koppen. Så stod vi dér midt i en rimelig hærget by, fem km fra to konfrontationslinier – og ”camperede”. Solen stod højt på himlen, og dens stråler fik den jomfruelige sne til at ligne en milliard små stjerner, som alle skinnede om kap. At fronten ligger så tæt på dette skue er ikke til at forstå.

Vi røg tilbage på vejen mod Banja Luka. Men hvor udturen kun tog ca. tre timer, tog hjemturen ca. syv timer. Tempoet var ellers rask i starten, men checkpointene blev lidt vanskeligere at passere. I Derventa (den større sønderskudte by) havde det lokale politi pludselig improviseret et checkpoint specielt til ”ære” for os. Dér sad vi så. Vi vidste ingen ting om, hvorfor vi sad der, men det gjorde politibetjentene til gengæld heller ikke. Det var simpelthen ordre fra deres hovedkvarter. Det var alligevel en lidt ”spændende” oplevelse. Sidde i en sønderskudt by med våbenførende soldater myldrede rundt om bilerne, og man aner ikke hvorfor eller hvor lang tid, man skal sidde der. Pludselig blev min højre dør åbnet, og en soldat stak hovedet ind i kabinen. Han smilede over hele bærret og spurgte, om vi skulle til Banja Luka, og om han måtte køre med. Jeg kaldte konvojlederen over radioen, og pludselig forsvandt soldaten igen. Det er jo den slags ting der sker, når man holder 11/2 time i checkpoint. Endelig fik vi lov at passere og så myldrede vi atter mod Banja Luka.

Et par timer efter mørkets frembrud var vi atter i Banja Luka. Lastbilerne blev loaded, så de var køreklare til næste dags konvoj, og så kunne bilerne stå og dampe af i løbet af natten. Vi andre slap ikke så let, for vi skulle ud og spise hos den lokale katolske biskop, en tapper gut, der havde været udsat for mange prøvelser i den russisk-ortodokse region. Han mente bestemt, at vi både skulle have øl, slipovich (blommebrændevin) og snaps, men da vi jo skulle ud og køre dagen efter måtte vi takke nej. Det kunne han, lidt modvilligt, godt se rimeligheden i.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside