Mount Cameroun

- bjergvandring med en Guinness i baglommen

Fra venstre : Fabian, Power og forfatteren. Brøndbytrøjerne skyldes, at Fabians bror er professionel fodboldspiller i Brøndby IF

Tekst og foto: Lars Munk

”How are you?”, spørger min afrikanske ven Fabian, mens jeg nærmest sidder midt i et lejrbål kl. 0400 om morgenen på et bjerg i Vestafrika og forsøger at få liv i min krop. ”Very, very cold” stammer jeg, mens tænderne klaprer løs og truer med at ryste sig løse af gummerne. Vi har netop overnattet i en hytte på vej mod toppen af vulkanen Mount Cameroun. Fabian i en dejlig varm sovepose - mig i en latterlig tynd silkepose fra Thailand… Damn hvor jeg frøs…

Sølvstrejf i en magisk nat

Scenen til rejsebrevsskrivning er sat. Jeg har installeret mig selv på et ydmygt hotel nogle få km nord for Ækvatorial Guinea, på hvis svalegang jeg har indrettet mig med bord, stearinlys og skrivegrej. Atlanterhavet ligger mindre end 50 m fra mine fødder, mørkt og usynligt, men dets tilstedeværelse røbes kontinuerligt af brusen fra de kraftfulde bølger, der banker ind mod strandbredden. Af og til titter en noget forkølet nymåne frem fra skydækket og kaster lidt sølvskær ud over oceanet, og fra tid til anden oplyses havet i korte glimt af distante lyn. Herudover røber en enlig lygte, at der er en fisker - eller måske en smugler - på vandet, men ellers er alting mørkt og usynligt. Lyden af bølgernes brænding suppleres på fornemmeste vis af det obligatoriske insektkor, der i dagens anledning har medbragt discokugler og kulørte lamper i form af ildfluer. Der er en summen, en fløjten, en hvislen, en nynnen, en kvæden, en raslen, en tisken - og en trommemaskine, som synes at være ude af kontrol. Månen er netop brudt gennem skylaget og med dens sparsomme stråler i havoverfladen, danner den en smuk bro, som fører lige direkte fra horisonten og til mig, lokkende om at jeg skal drage af sted til drømmeland. Men pludselig slår det mig, at jeg jo allerede sidder midt i den verden, vi alle fra tid til anden drager til, når vores udlængsel eller virkelighedsflugt spiller os et puds. Et sted uden bekymrende tanker, hvor man har fri fra hverdagens ræs, og hvor der er tid til refleksioner og tanker om livets store og små ting. Et sted, hvor filosofiske tanker genereres, hvor kreativitet katalyseres og hvor drømmene leves. Men igen - livet leves ikke kun gennem aftener på forbipasserende eksotiske steder, men skal fanges, tygges og opleves i nuet - og min camerounianske svalegang kunne for så vidt lige så godt have været min altan i Københavns nordvest-kvarter.

Mit hjem i Cameroun: en professionel fodboldspillers familie

Halvanden måned før min magiske aften på svalegangen ved stranden, var jeg ankommet til det fodboldgale land, Cameroun. Hjemme i Danmark havde jeg mødt den camerounianske foldboldspiller, Joseph Elanga (professionel i Brøndby-If), som uopfordret havde givet mig sin mors kontakt i Cameroun, og efter et par dage i landet kontaktede jeg hende. Josephs familie tog imod mig som et familiemedlem, så jeg boede hos dem i hovedstaden Yaoundé i en uges tid. Det blev en uge med masser af fest og farver, og det gik ikke stille af for sig, når familien og jeg gik i byen for at drikke øl med vennerne.

Josephs bror - Fabian - er en stærk ung mand med den sorteste hud og de hvideste tænder, ja nærmest en tro kopi af rockmusikeren Lenny Kravitz - bare lidt mørkere. Hans næve er så hård, at han slog min til blods, når vi på rigtig ”street manerer” slog næverne sammen. En god fyr at være ven med, hvis man skulle komme i problemer. Fabian fortalte mig gentagne gange, at vi skulle tage ud og rejse lidt i landet, og navnlig kunne han godt tænke sig at forsøge at bestige vulkanen Mount Cameroun (lokaldialekten: Mongo-ma-Lobo - Tordenbjerget) - der, trods sine beskedne 4.100 m, er Vestafrikas højeste bjerg. Bestigningen af Mount Cameroun var en af de få planer, jeg havde med mig i rygsækken til Cameroun, og det ville naturligvis være herligt med lidt selskab på vej mod toppen, så en dag iførte vi os rygsækkene og begav os mod bjerget. Vores fælles sprog var dog yderst begrænset - Fabian snakker ikke engelsk, og jeg snakker overhovedet ikke fransk - men vi havde alligevel en god fælles forståelse.

Det minder lidt om Irsk øl

Vi drog til den gamle hovedstad Buea i den vestlige del af Cameroun, ikke så langt fra grænsen til Nigeria. Buea ligger i friske og grønne omgivelser i 1.000 m's højde og udgør startpunktet for bestigningen af bjerget. Byen har fungeret som hovedstad for skiftende kolonimagter, men det er den engelske kultur, der har efterladt sig de største dønninger, hvilket straks mærkes når man ankommer til området: taxaernes radio har engelske stemmer (80 % af Cameroun er frankofone (taler fransk), men de resterende 20 % er anglofone (snakker engelsk)), vejreklamerne er på engelsk, og befolkningen snakker engelsk. Hvilken lettelse at kunne snakke naturligt med folk igen - selv om jeg befandt mig bare 1 times kørsel fra millionbyen Duala, hvor stort set ingen taler engelsk.

Forunderlig sky, som vi stødte på under turen mod toppen

Vel ankommet til byen blev vi budt velkommen af et yderst fugtigt skydække, der dels smed en masse vand i hovederne på os, dels dækkede bjerget fuldstændigt, så vi på ingen måde kunne se, hvor vores færden skulle bringe os. Vi fik hurtigt allieret os med en bjergguide, fik købt mad ind til turen, og et par timer efter vores ankomst påbegyndte vi erobringstogtet af Mount Cameroun. De lokale hilste os held og lykke på turen, om end de rystede på hovederne af os over, at vi startede opstigningen i regnvejr. Vores bjergguide var bomstærk og tidligere camerounsk mester i brydning i 90 kg klassen - til daglig kendt under navnet: Michael Power. Power orienterede os kort om de mange forskellige stier, der fører til toppen. Jeg var dog på afslutningen af min rejse, så jeg have på forhånd besluttet mig for, at vi skulle op og ned så hurtigt som muligt. Valget af rute var derfor let: vi tog den korteste, den stejleste og den mest berømte sti, ”The Guinness trail”, og snart var vi på vej.

Blandt straffefangers afgrøder

Den første del af turen tog os op gennem byens marker, hvor mynte, majs og andre ikke-eksotiske afgrøder blev dyrket med stor omsorg… af fanger fra det lokale åbne fængsel. Vi passerede fængslet, hvor 8-10 indsatte stod på nakken af hinanden i deres celle og råbte efter os, til stor morskab for Fabian og mig. Snart slap markerne sit tag i os, og vi bevægede os op igennem et bredt regnskovsbælte. Godt nok var stierne fedtede og mudrede, insekterne fløj om ørerne på os, og luftfugtigheden var tæt på 100 %, men der er altså noget specielt over regnskove. Træer med finurlige former, overbegroet med mos og snyltere, stod som soldater og overvågede vores færden; bregner i brun, rød og grøn viftede i de få og stille vinde, der af og til fandt vej ned til den dunkle skovbund, og rødder i størrelse XXL krydsede stien på kaotisk vis og besværliggjorde vores fremdrift. Vi stødte på små områder, hvor Coca-rødder blev dyrket (…. shhhh - dem stjal vi lidt af …), passerede små åer, hvorfra vi forsynede os med frisk vand; og gik på kanten af småkløfter, hvis dyb var skjult af vegetationsvæggen.

Bjerget indeholdte mindst 4 klimabælter, hvoraf et af dem er regnskov. Det er vådt, det er klamt - det er charmerende

Efter et par timers trav trådte vi ud af regnskoven og kom ud på savannen, hvor det høje græs umuliggjorde visuel kontakt med den sti, der teoretisk set burde befinde sig under vores fødder. Savannestykket gav os en fantastisk udsigt ud over Buea, te-plantager og Guinea Golfen, hvori en anden vulkan, Pico de Santa Isabel, skyder i vejret fra øen Boko (Ækvatorial Guinea). Der er tilsyneladende et eller andet over Guinea Golfen, der tiltrækker vulkaner. Græstæppet blev tyndere og lavere, og efterhånden kunne vi rent faktisk se, hvad vi placerede vores skosåler i, hvilket førte til færre styrt og færre eder og forbandelser. I takt med græssets stigende ydmyghed steg stejlheden af bjerget, og vi måtte arbejde hårdt for hvert skridt vi tog. Vulkanen har generøst forsynet området med massevis af lavasten og sand, som bestemt ikke har gjort opstigningen lettere. Vi kæmpede for at komme opad, og vi følte til tider, at vi havde taget en stige direkte op i himlen. Efter 4-5 timers hårdt slid kom vi endelig til vores overnatningssted - en hytte i 2.800 m på bjergsiden af Mount Cameroun. Vi var gennemvædet af sved, men idet hytten ikke lå i læ af bjerget, rasede vinden kontinuerligt omkring os, og tænderne begyndte hurtigt at klapre i kulden.

I et appendiks til hytten tændte Power op i et bål, hvorpå vi lavede kaffe, der udgjorde et godt supplement til vores dåsesardiner og baguettes. Stjernerne var kastet op på nattehimlen med generøs hånd, og de stod klare på deres positioner i den kolde nat. De udgjorde nærmest et spejlbillede af den udsigt vi havde fra bjerget, idet byernes lys lyste op i natten: Millionbyen Duala, Buea, Limbe ved Atlanterhavets kyst osv. Det var smukt.

Der var noget køligere på bjerget, end jeg havde forestillet mig, så i løbet af natten skiftede min hud farve til noget, der må have mindet om smølfeblå - sådan føltes det i hvert fald. Jeg frøs bravt (vi havde lejet en sovepose til Fabian, men jeg regnede fejlagtigt med, at mit tøj var varmt nok). Kl. 0400 havde Power atter tændt op i bålet og lavede kaffe, så mens jeg nærmest sad i selve bålet i min kamp for at generobre varmen, følte jeg, at min normale blege farve vendte tilbage.

Topstenen på Mount Cameroun

Slutspurten mod toppen

Vi drejede næserne fra byernes lyshav op mod stjernernes univers, hvori toppen af Tordenbjerget måtte befinde sig, og vi påbegyndte bestigningen af de sidste 1.300 højdemeter. Efter 1 times klatring begyndte solens første stråler at titte frem, og snart efter fulgte selve solen, der badede området med dens orangefarvede morgenstråler. Vi passerede endnu en hytte (3.900 meters højde), og derfra blev terrænet noget blødere, og landskabet noget lettere at bevæge sig rundt i, og snart efter kunne vi se selve toppen af bjerget. Den sidste del af turen var nærmest som en vandretur i Dyrehaven - godt nok uden træer og kronhjorte - og snart efter stod vi på Vestafrikas højeste punkt. Jeg sprang op på en sten og råbte i vilden sky, mens Fabian satte sig ned og bad en stille bøn. Sådan kan man jo reagere så forskelligt.

På nedturen tog vi et par svinkeærinder, hvor vi bl.a. stødte på et hul, hvorfra dampen af lava stod op som røgen fra en skorsten. Hvor eksotisk kan det blive? Dampbad på en bjergskråning i Cameroun… og et rart sted at gå hen, hvis temperaturen skulle gå hen og blive lidt barsk. Det kunne jeg godt have brugt natten i forvejen. Vi smuttede også forbi et krater fra et udbrud i år 2000, formet af de 3 ugers hektiske aktivitet. Ellers er der ikke det store at berette om turen ned, ud over, at mine ben følte sig mere end normalt mærkede, da vi var 2/3 nede. Den skrappe opstigning havde sat sit præg på lår-basserne. Vi nåede ned igen i god behold, godt beskidte og godt trætte efter et par dages hard-core vandring på Mount Cameroun.

Guinness Bjergmarathon

Men vi havde valgt at bestige Mount Cameroun via Guinness-stien, og i mit perspektiv kunne bestigningen af den rute ikke være fuldendt uden også at have smagt på drikken, som har lagt navn til stien: Guinness. I Gabon og Cameroun har man en afart af Guinness i 66 cl. flasker, og det var med stor tilfredshed, at vi hver kylede en Guinness i svælget, da vi atter havde fladt underlag under fødderne.

Men hvor er det lige, at navnet Guinness stien sniger sig ind på et bjerg i Afrika? Er det mon her, Guinness-øllet gror? I 1973 var der nogle bindegale mennesker, der fik den vanvittige ide, at man lige så godt kunne lave et maratonløb på bjerget. Op og ned ad bjerget fra Buea passede nogenlunde med 42,195 km, og idet camerounianerne af en eller anden årsag er storforbrugere af Guinness, besluttede bryggeriet at sponsere løbet - heraf navnet: Guinness-stien.

Løbet: ”Race of hope”, ”Mount Cameroun Marathon” eller ”Guinness Bjergmarathon”, afholdes i anden weekend i februar, hvor omkring 500 løbere fra ind- og udland altså knokler op igennem regnskov, savanne og alpint landskab, for derefter at drøne ned igen. Rekorden er 4 timer og 20 min... Ufatteligt. Jeg har godt nok selv løbet en marathon på omkring ¾ af den tid, men jeg skulle da bruge mindst 4 gange rekordtiden på Mount Cameroun Marathon. Jeg vil formentlig have en langt større chance, når det kommer til konkurrence i indtagelse af øllet - Guinness-ølmarathon…

Bølgerne buldrer stadig ind mod stranden, insektkoret er stadig lige intenst, men mens min rejsebrevskrivning har stået på, er månen gået i seng. Om få timer vil solen stå op, og en ny dag på det afrikanske kontinent vil tage sin start. Jeg glæder mig allerede…

Fakta

Bjergvandringen foregik under en 6 ugers rejse i Cameroun/Gabon i efteråret 2006.
Fly t/r: ca. 7.500 kr. til/fra Duala (største by i Cameroun - dog ikke hovedstaden).
Visum er påkrævet. Dette kan erhverves for ca. 700 kr. ved Konsulatet i Danmark (konsulen er i øvrigt den forhåndværende byggematador: Axel Juhl-Jørgensen - tidligere kompagnon med Bøje Nielsen. Axel har godt nok aldrig har sat sin fod i Cameroun, men derfor kan man jo godt være Konsul alligevel)
Vulkanen: Mount Cameroun er Vestafrikas højeste punkt (beskedne 4.100 m.). Vulkanen er ofte i udbrud. Seneste større udbrud var i år 2000, hvor udbruddet varede i 3 uger Der er 1-1½ times kørsel med bus fra Duala til foden af Mount Cameroun - uhyre nemt at finde derud.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside