På frugtrov i Helvedes forgård - Darien

Tekst og foto: Lars Munk

“Hvorfor er du her”?. “Hvad vil du”? “Er du turist”? “Hvordan er du kommet hertil”? Jeg sad til forhør ved regnskovsindianernes ældreråd i landsbyen Mogue midt i Darien, Panama, og blev udspurgt om både det ene og det andet. Snart stillede ældrerådet spørgsmål på spansk, snart konfererede de indbyrdes på lokalsproget, Beda. De skulle lige sikre sig, at jeg nu også var en ok fyr, så de kunne give mig tilladelse til at opholde mig i landsbyen og tilladelse til at overnatte i høvdingens hus. Men Darien var langt mere end et besøg ved indianerne i Mogue... Darien var en rejse i et multikulturelt område, med en vild, vild natur...Welcome to the jungle.

Mission:”Transport Panama City - Darien”

”Hvor pokker er den bus?” Med eder og forbandelser som den primære sprogbrug vadede jeg frustreret rundt på en mudret busholdeplads i Panama City. Jeg var på jagt efter en bestemt bus, der efter sigende skulle have mod på at tage kampen op med mudder og søle i bestræbelserne på at nå Dariens hovedstad Yaviza. Det virkede dog som om, at bussen allerede havde opgivet den ulige kamp og ladet sig pensionere, for der var ikke skyggen af noget som helst transportmiddel med noget Yaviza-skilt. Damn. Men ok - vejret havde gjort vejen ubrugelig de sidste hundrede kilometer ned til Yaviza, så bussen kunne lige så godt opgive på forhånd.

Som nævnt befandt jeg mig i Panama City, og hvad var da mere nærliggende end at drøne lidt rundt i Darien - et ufremkommeligt og vildt jungleområde mellem Panama og Colombia - alias de hårde stoffers motorvej mellem syd og nord? Jeg havde læst, at der eksisterede et interessant kulturmiks af Kuna- og Chocoindianere, afronegre og mestizo (blanding mellem spanske og indianske efterkommere), der hver især levede i isolerede landsbyer i dette skræmmende, utæmmede og drønhede vildnis.

Den rige kultur var dog på dramatisk vis suppleret med uanede mængder af lyssky personer, som huserede i junglen: Den colombianske guerilla, smuglere og gemene banditter, der - kombineret med den barske natur - havde givet anledning til Dariens kælenavn: Helvedes Forgård. Det lød for godt - jeg var tændt. Der var bare lige det lille ”men”, at jeg altså befandt mig i Panama City uden mulighed for transport dertil. Via min fortid som nationalparkbetjent i Costa Rica var jeg vel vidende om, at parkbetjente bevæger sig overalt i landet, så jeg forsøge at få et lift med den Panamanske nationalparkadministration ANCON . I ANCON- hovedkvarteret stødte jeg på fyren Omar, og en halv dag

senere sad jeg i et lille propelfly svævende over Dariens grønne tag - eventyret kunne tage sin start.

I noget der mindede om et kontrolleret styrt smed piloten flyet på en beskeden stribe asfalt midt i junglen, og en halv time efter ”landingen” rystede mine følgesvende, mine nyrer og jeg selv af sted på ladet af en gammel udslidt pickup. Men hvem var følgesvendene i grunden, og hvad skulle de i Darien? Vi har den før omtalte nationalparkbetjent Omar - en lang fyr, der fungerede som Ancon-repræsentant på turen. Herudover har vi et par costaricanske biologer - Carlos og Marvin - som var den egentlige årsag til, at jeg var ombord på flyet. Biologerne skulle på ekspedition i junglen i deres søgen efter ”bredbladede mahognitræer” (spansk: Caoba, latin: Swietenia Macrophylla). På grund af intensiv skovhugst er træsorten truet, så i flere latinamerikanske lande arbejdes der på at dyrke disse træer i plantager med udplantning i nationalparker som formål. Biologerne var i Darien for at finde blade, der skulle anvendes til yderligere forskning, og frugter, hvis frø skulle bruges i plantager. Jeg skulle bare have et lift, men eftersom jeg langsomt var blevet viklet ind i ekspeditionen, kunne jeg lige så godt melde sig som ekspeditionsassistent. Vores destination - landsbyen Quintin (beboet af cirka 150 mestizoer) - var let at finde, thi den lå for enden af den humplede jordvej, hvor den udgjorde det perfekte udgangspunkt for ekspeditionen. Her stillede vores vært og guide - den evigglade Don Pepe - hængekøjer til rådighed under sit palmebladstag.

Jungle Buggie

Dagen efter vores ankomst kastede vi os ud i den første dagsvandring. Vi fik et friskt afsæt til turen via en morgendukkert i den lokale flod, hvorefter vi kækt tog hul på dagens strabadser. Byen vågnede op med os, så på vores vej ind og ud mellem træhusene så vi røgen stige til vejrs fra palmebladstagene over de åbne ildsteder, alt i mens høns, ænder, kyllinger, grise og hunde rystede morgentrætheden af sig - livets gang tog atter sin start.

Kvægfarmere havde ryddet junglen omkring vejen for at få plads til at dyrke saftige entrecote-steaks, og derfor dominerede komarker det omkringliggende terræn. Før vi kom ud til den egentlige jungle, skulle vi således vade ud over smattede stier og i mandshøjt græs, hvor vi af og til stødte på nogle af de lokale vilddyr, langhornede køer, der - som om de lå på lur - pludselig dukkede op ud af det rene ingenting. Efter en times tid gjorde vi vores entré i junglen. Farvestrålende papegøjer og tukaner fløj over vore hoveder, mens vi kæmpede os op og ned ad stejle og mudrede skråninger, hvor macheterne arbejdede på akkord for at fjerne lianer, grene og lumsk krat.

Efter et par timers vandring fandt vi endelig et mahognitræ. En lokal hjælper (Tutu) drønede op ad stammen og forsvandt op blandt træets grene, og snart begyndte bladene at drysse omkring os. Biologerne var helt ustyrlige, ikke mindst fordi træet rent faktisk bar frugter, men pludselig vendte stemning - vi fik uventet besøg. Pepe, der stod lige foran mig, sprang pludselig en meter i vejret, udbrød ”hijueputa” (som bestemt ikke er et kønt ord) og svingede macheten et par gange. Resultat: En død slange: Bothrops Asper (latin: Teruopelo) - et ubehageligt bekendtskab og en yderst giftig fætter, med fatale konsekvenser, hvis kræet bider fra sig. Slangen var forholdsvis lille - halvanden meter lang - men godt tyk og havde et par vel dimensionerede bisser i undermunden.

Det blev til fire trekkingture på lige så mange dage: Vi vandrede i tørt og barskt terræn, med solens ubarmhjertige stråler konstant brændende ind i huden. Vi gik i lavbundede floder og drak af det friske vand. Vi fik de smukkeste udsigter over skoven med dens talrige floder og med mægtige skyindsvøbte bjerge, vadede i tropiske regnskyl med mudder og søle til knæene, kæmpede os vej i ugæstfri jungle, hvor tornebesatte grene flåede huden op på armene, og hvor myggene grådigt sugede løs af mit danske blod. Vi begav os af sted i de tidlige morgenstunder og så den Elverhøjsagtige tåge lette fra de mange dale, vi så store rovfugle kredse højt over træernes toppe, vi så aber, firben, leguaner, sære insekter og larver, sorte frøer med grønne pletter, sommerfugle i prægtige farver, sten med fordybninger, som indianere brugte til maling af mel osv., osv. Se det var rigtig regnskovsvandring: Barskt og råt - smukt og euforiserende - ren guf for sanserne.

Sidste aften skete det, der var blevet lagt op til i et par dage: Krigsmaling af den hvide mand. Tutus kone - en Chocoindianer

- var kunstneren. Hun rev en Jagua frugt og blandede frugtkødet med en smule vand. Herefter pressede hun frugtkødet tørt for vand, smed frugtkødet væk, og vupti - så havde hun produceret den nydeligste sorte maling. Hun fandt en passende pind og smurte den tynde maling i mit ansigt, på armene, på benene og på ryggen. Nu er det ikke spejle, de har flest af i Quintin, så jeg anede intet om, hvordan jeg egentlig så ud i hovedet, men de lokale nikkede - omend med en vis fnisen - anerkendende af mesterværket. Jeg var klar til krig - nabostammen kunne bare komme an.

Efter Quintin gik turen til en flod, hvor vi hoppede i en dugout og sejlede til landsbyen Punta Alegre (med cirka 500 indbyggere). Befolkningen i Punta Alegre er Afronegere og således meget forskellige fra indbyggerne i Quintin. At der kom en hvid mand til byen, var en begivenhed i sig selv, men at han ligefrem var iført krigsmaling var dog temmelig usædvanligt.

En enkelt dagstur i området omkring Punta Alegre blev det til, før jeg tog afsked med biologerne og Omar. De havde opnået, hvad de ville, så de returnerede til Panamá City, og jeg blev overladt til en lokal familie. Ren luksus - jeg fik mit eget lille hus. Om aftenen festede byen. Jeg husker ikke præcist, hvad der egentlig skete, men dagen efter var folk utroligt venlige - også folk, som jeg (vist nok) aldrig havde set før. Rygterne gik hurtigt, og pludselig var jeg et kendt ansigt i byen - ikke bare en sær hvid mand, man absolut skulle stirre efter.

Regnskovsindianere - et besøg hos høvdingen Emiliano

En tidlig morgen, hvor tågen lettede og spredte sig som et silkeagtigt gardin for solens spæde morgenstråler, og hvor den stille vandoverflade kogte af springende småsardiner, drog en kammerat (Diego) fra Punta Alegre og jeg op ad Mogúefolden, med indianerlandsbyen af samme navn som destination. Før vi svingede dugouten ind mod flodmundingen havde vi rundet en lille fiskekutter og forsynet os med fisk - det er altid

godt at bringe gaver (en form for korruptionsmiddel) med sig sådanne steder. Vi drønede op ad junglefloden, ind og ud mellem væltede træstammer og rundt i skarpe sving, og efter en halv times sejlads - hvor vi i øvrigt havde en indianer i kano på træk - snævredes floden ind og blev lavvandet. Vi lagde skuden op på flodbredden og begav os af sted til fods, og efter et kvarters skovvandring gjorde vi vores entré i landsbyen.

Diego var et kendt ansigt i Mogue, så straks efter vores ankomst begyndte folk at flokkes om os, og hurtigt blev luften tyk af nysgerrige stemmer: ”Hvad er han for en? Hvad vil han her? Hvorfor er han malet? Haha, det er godt nok grimt - det må være naboerne” - latteren ville ingen ende tage. Men ellers var de nu meget søde, og det var helt tydeligt, at der blev delt tonsvis af street-respect ud. Vi blev ført til landsbyens højborg - en pælehytte med palmebladstag - hvor Emiliano, byens casigue (høvding), boede. I egen venlig person stod Emiliano klar til modtagelse, men også han skulle

lige kommentere skilderierne på min krop: ”Den ville have været langt flottere, hvis det var Mogues kunstnere, der havde udfoldet sig”, grinede han. ”Ok - amigo. Det er nogle år siden, der sidst har været en hvid mand på besøg her. Derfor skal vi lige have kaldt rådet sammen, så vi kan finde ud af, hvad dit formål hos os er, og om du kan overnatte her. Lad rådet samles”.

Landsbyens mænd arbejdede det meste af dagen i junglen, så der gik nogle timer, før rådet var samlet. I mellemtiden gik jeg på opdagelse i landsbyen og fik en sludder med de lokale. Landsbyens huse var det lokale svar på Lind og Risø typehuse, nemlig temmelig ens. Emilianos hytte stod på et par meters høje pæle, og adgang til hytten foregik via en træstamme med tilhuggede ”fodtrin”. Et ”køkkenalrum” udgjorde hyttens eneste rum, hvor der i den ene ende var et ildsted, som simpelthen bestod af tre lange træstammer, der lå på en plade på gulvet. Et bord, en bænk, et par stole, lidt køkkengrej og et par hængekøjer udgjorde rummets øvrige indretning. Sådan så Emilianos ”slot” ud - og sådan så de øvrige hytter stort set også ud. Bortset fra gryderne var alt fremstillet af materialer fra den omkringliggende natur.

Hen under aften blev der afholdt råd, hvilket var en interessant og fascinerende oplevelse. Når jeg skulle svare på spørgsmål foregik ”afhøringen” på spansk, mens rådets interne drøftelser foregik på det lokale sprog - Beda. Jeg forklarede, at jeg havde et stort ønske om at besøge landsbyen, idet jeg var superinteresseret i at få et indblik i regnskovsindianernes liv, og at jeg i øvrigt var involveret i beskyttelse af regnskoven og i kampene for indianernes rettigheder. Det kunne de lide at høre, så efter en times sludderen frem og tilbage bød Emiliano mig velkommen som overnattende gæst i hans hytte. Det var vildt surrealistisk at være genstand for debat på et indianermøde og så oven i købet være i stand til at kommunikere med dem - det havde jeg alligevel aldrig turde drømme om. Aftenen gik med besøg hos forskellige folk i landsbyen, som alle var meget optaget af at vise deres familie, hytte og håndværk frem, men ellers skete der ikke det helt vilde. Hen under natten var vi tilbage i Emilianos hus, hvor vi lagde os til at sove på gulvet. Efter en nat, hvor uvejr med regn, lyn og torden bølgende hen over byen, vågnede jeg op til fuglefløjt og knitren fra det flammende bål, der tegnede store skygger af inventaret i den dunkle og stille morgenstund - det var morgen hos regnskovsindianerne i landsbyen Mogue, og jeg vågnede med dem. En gammel drøm var gået i opfyldelse.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside