En særdeles festlig katolicisme (Guatemala)
Tekst og foto: Lars Munk
Rummet er dunkelt og kun oplyst af en række tilfældigt placerede stearinlys. Der hersker en intim atmosfære med dufte af røg og røgelse. Loftet er fyldt med guirlander og andet fornøjelig skrammel, en masse figurer af Kristus og Maria er henstillet på kaotisk vis, og herudover er der massevis af små bedetæpper og blomster. Et par troende knæler foran deres gude- eller helgenbillede og mumler nogle utydelige sætninger, bedende om råd og vejledning til fremtidens gøremål. Indtil nu virker alt egentlig meget normalt for ceremonier. Men så kommer der pludselig en flaske rom til syne. De bedende stopper op i deres gøremål, tager en ordentlig dram af flasken, gnægger af vellyst og fortsætter derefter med bønnerne.
Vi er trådt ind i et moralsk forfaldent religiøst univers – stedet, hvor der er plads til alle - velkommen til Maximóns verden!!!
På bredderne omkring den smukke Atitlan sø i Guatemala brødføder de lokale mayaindianere sig med majs, kartofler and andre spartanske grøntsager, men i modsætning til deres spisevaner er deres religionsdyrkelse noget mere farverig. Før spaniolerne maste sig på med deres lærdom om katolicisme, dyrkede de lokale en eller anden form for selvopfundet indiansk religion, men historien om de spanske missionærers påtrængenhed gentog
sig naturligvis også ved Atitlansøen, så det var ud med naturreligionen og ind med katolicisme. Indianerne her var dog en anelse mere oprørske end så mange andre steder, så nok kunne de påtage sig at være katolikker, men det skulle være katolikker efter deres eget
hoved. Derfor hengav man sig til Maximón.
| Maximón |
 |
På jagt efter en helgen
Der går lidt forskellige historier om, hvem denne her Maximón egentlig er. Nogle mener, at Maximón er selveste Judas, der ønsker at skænke de 40 sølvmønter, han modtog for at stikke Jesus, til indianerne. Personligt tror jeg nu mere på en lidt anden og ganske anderledes historie, nemlig den, at denne Maximón oprindelig var en lyslevende, men speciel munk, som drak som et svin, røg masser af tobak og jagtede unge indianerpiger. Og det er ganske som den sidstnævnte fremstilling, Maximón i dag kendes. Maximón er i øvrigt en smule skizofren, idet han optræder i flere af småbyerne omkring Atitlansøen, men vi tager her udgangspunkt i byen Santiago, beliggende syd for søen.
Kira og jeg var fast besluttet på at træffe denne kultiske helgen, så hen ad en formiddagsstund drog vi ud for at finde Maximóns hus. Ad respekt for religionen tog vi en lille flaske Quezalteca (rom) med os under armen. Så havde vi også lidt at drikke undervejs, hvis vi skulle fare vild, for det viste sig faktisk at være ganske svært, at finde frem til herrens hus. En gang årligt skifter Maximón bolig, så det er lige med at finde nogle lokale, der rent faktisk
véd, hvor han bor lige for øjeblikket.
Efter at have rendt rundt på små sten- og grusstræder, med kyllinger og ænder baskende op omkring os, og gennem private baggårde, hvor lokale forundret vild- og vejledte os på vores jagt efter Maximòn, fandt vi endelig frem til et uskyldigt udseende hus – stedet, hvor Maximon på daværende tidspunkt havde sin residens.
Vi var kommet i lige netop rette tid til at deltage i dagens første ceremoni. Ceremonien var til ære for en lille familie, som søgte velsignelse og lykke hos Maximón. Præsten, som var iklædt almindeligt hverdagstøj, hældte et par drammer op til os, alt imens hans to hjælpere knappede et par øl op til sig selv. Herefter var vi klar til at gå ind i de hellige lokaler og møde Maximón ansigt til ansigt… og dér stod han så… En træfigur i naturlig størrelse, dog uden ben. Dem havde man skåret af for at forhindre ham i at løbe efter indianerpiger. Af praktiske årsager har han stadig fødder, for ellers ville han jo vælte. Maximón var iklædt farvestrålende klæder i lokale mønstre og havde massevis af tørklæder viklet omkring sig. På hovedet bar han en cowboyhat, og i munden havde han en fed cigar - tydeligt frisk og frejdig til endnu en dag i sprittåger.
En skål for Maximón
Præsten svingede et røgelseskar for at velsigne rummet, hvorefter ceremonien gik i gang. Familien og præsten knælede foran Maximón, hvorefter præsten ævlede løs om alt muligt, som familien nu ønskede velsignelse omkring, hvilket vel tog 1/2 times tid. Herefter blev ceremonien rigtigt interessant… Hjælperne tog cigaren ud af munden på Maximon, lænede ham en anelse tilbage, holdt et tørklæde under hans mund og hældte noget af familiens medbragte sprut ned i gabet på ham. Herefter fik han en af familiens cigaretter i munden, og der blev sat ild til den. Mens træfiguren stod og røg på cigaretten, gik flasken på omgang, og både familien (undtagen børnene), præsten, medhjælperne og vi fik en ordentlig squis rom.
En gang i mellem blev Maximóns smøg asket, og af og til fik han sig endvidere en
ordentlig slurk fra flasken. Præsten og medhjælperne var ikke tilbageholdende i deres forehavende, så det var ikke så mærkeligt, at de efter ceremonien havde blanke øjne, og at deres spanske ikke var helt så forståeligt som før ceremonien. Men dagen var stadig lang for præsteskabet, og næste hold tilbedere stod allerede klar til at få velsignelse af den storrygende og –drikkende helgen. Men inden vi tog afsked med
det fornøjede selskab, fik vi tilbud om at blive gift i Maximóns hus – i spruttens, røgens og det moralske forfalds navn… Fristende budskab og et godt alternativ til Las Vegas bryllup, men vi takkede dog pænt nej.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside