"Kinas minoriteter"

Guizhou og Guangxi, OKTOBER 2002

af Lars Munk

Som det er alle farende svende og svendinder bekendt, består Kinas befolkning af en temmelig stor del "standard-kinesere" (Han-kinesere m/k) samt en mindre gruppe tibetanere. Virkeligheden er dog langt mere nuanceret end som så, og facts er, at ud af Kinas 1,3 mia. indbyggere er knap 8 % (altså omkring 100 mio. pers.) af forskellige etniske minoriteter – og det er da trods alt et ganske stort antal. Denne her historie omhandler et besøg hos et par af disse minoritetsgrupper samt lidt løst og fast omkring minoriteternes generelle forhold.

Indledning og lidt facts:

Kinas minoriteter fordeler sig på et etnisk kalejdoskop af 56 overordnede befolkningsgrupper, hver med sine unikke kendetegn som f.eks. religion, sprog osv. Skønt det officielle Kina karakteriserer minoriteterne som glade og kulørte folk med gode levevilkår, tilhører de den absolutte bund af samfundet, fortrængt af Han-kineserne fra de frugtbare landområder.

Knap halvdelen af minoritetsbefolkningen har (mere eller mindre frivilligt) valgt at bosætte sig i de tre mest ufremkommelige provinser: Yunnan, Guizhou og Guangxi. Provinserne har deres beliggenhed i det sydlige og sydvestlige Kina, langt væk og - historisk set - isoleret fra magtens centrum i Beijing.

Fortidens kejsere bekymrede sig ikke synderligt om dette område, bl.a. pga. provinsernes barske natur: i den sydlige del af området tronede en massiv regnskovsmur sig højt over selv kejserens hoved; vestpå lå Himalaya og tårnede sig endnu højere over ”himlens søn”, og idet selve provinsernes landskab er barskt og kuperet, var der ikke meget jord at udnytte for magthaverne.

Kejserne mente altså ikke, at der var det store at komme efter, og endvidere var de overbeviste om, at området var fyldt med barbarer. Først i det 13. århundrede, da Kinas daværende kejser, herskeren Kublai Khaan fra Mongoliet, gjorde sin entre, blev området interessant for ”Riget i midten”, og man fandt ud af, at nok var minoriteterne anderledes end Han-kineserne, men ikke mere anderledes end at man sagtens kunne handle med dem. Barbarer eller ej, så ernærede et par af minoritetsgrupperne sig dog som hovedjægere indtil 1950’erne, hvor også Yi folket sluttede slavehandels æraen.

Yannan-provinsen er et helt fantastisk sted, der byder på en mængde interessante minoritetsgrupper, og samtidig besidder den en formidabel natur med både regnskov og sneklædte bjergtinder – ikke overraskende er provinsen gået hen og blevet et helt turistmekka. Derfor springer jeg her frejdigt videre til provinserne Guizhou og Guangxi: hvor minoriteterne er mange og turisterne få; hvor naturen er ufremkommelig og barskt, og hvor det ellers bare oser af rå charme…

Miao:

Et sted langt, langt ude i Guizhouprovinens barske og øde egne, godt gemt væk i et kuperet terræn med ujævne kalkstenstoppe, lever der en lille ejendommelig gruppe mennesker, der har horn i nakken og er iklædt mønstret pingvintøj: Long Horn Miao (LHM) folket. LHM - en undergruppe af Miao folket - er et folkeslag af en beskeden størrelse og tæller kun omkring 4000 individer, alle bosiddende tæt ved hinanden i tolv små landsbyer. Isoleret fra resten af verden lever de af landbrug, dyrker en spirituel religion med ceremonier for Bjergguden og har en treenighed af gamle mænd som ledere: Høvdingen (administration), Den ældre (moralen) og Shamanen (det religiøse overhoved).

Hårpragt under konstruktion.

LHM-folket besidder en rig - men primitiv - kultur med bl.a. selvudviklede instrumenter, hvorpå de spiller traditionel musik, som de danser traditionelle danse til. Herudover går navnlig kvinderne en del op i deres traditionelle tekstiler: tætsiddende jakker med smukke mønstre i indigoblå og hvid, der foran går ned til midt på livet, mens den bagtil når ned til læggene - næsten som en herrepingvin. Jakkerne er dekoreret på bryst og pingvinhale med henholdsvis voksmønstre og broderier, der nærmest må kategoriseres som værende kunst, og under jakken bærer de ensfarvede skjorter med fine ornamenter. Herudover bærer de mørke simple nederdele, der står i fin kontrast til de farvestrålende jakker. Også mændene gør sig i den traditionelle tøjstil, men med design, som er knap så spektakulært som kvindernes. Ikke noget nyt i forhold til så mange andre minoriteter, men det, der virkelig adskiller LHM fra øvrige minoriteter, er kvindernes helt specielle hovedbeklædning.

Ung pige med den ejendommelige hårpragt samt traditionelt tøj.

I hverdagen render kvinderne rundt med et par kohornslignende flade træstivere - ca. 60 cm fra spids til spids – flettet ind i håret i baghovedet, og ved særlige lejligheder snor de et meget kraftigt ca. 2 m langt bundt af flettet oksehår omkring hornene, og surrer hårbundtet fast med hvide bånd. Dette danner en hovedbeklædning af hår på ca. 80 cm. længde, 20 cm. højde og med en vægt på omkring halvanden kilo. Pigerne er ikke for store i forvejen, så de ligner næsten små marsmænd med alt for store hjerner, når de iførte sig hovedbeklædningen. Et ejendommeligt men smukt syn.

Turen ud til LHM hovedlandsby, Longjian, var nærmest en rejse i sig selv, som bød på en dagsrejse med tre forskellige lokalbusser og en halv snes km. hiking med min trofaste rygsæk. Skønt landsbyen ligger op af en lille bjergside, er den godt skjult bag et par små bjergtoppe, og når man så endelig er inde i selve landsbyen, er husene alligevel svære at få øje på, idet de ligger godt gemt væk bag træer og buske. Stemmer og spredte røgsøjler røber dog husenes tilstedeværelse. Et mylder af små stier og trapper op og ned forbinder husene med hinanden, men skønt landsbyen er lille, kan man let tabe orienteringen i stinettet.

Vel etableret i et lille lejet rum med udsigt ud over en diset dal med fyrretræsskove og tørre terrassemarker, hoppede jeg i vandrestøvlerne og drog ud for at rekognoscere området. I en af områdets tolv landsbyer faldt jeg i »snak« med en ældre kone. Selv om hun havde brækket armen og havde den i en slynge, arbejdede hun med at sortere skidt fra majskorn, som lå og tørrede i solen. Hendes arbejde var dog ikke helt nemt, idet små drilske kyllinger drønede rundt om hendes fødder og terroriserede hende ved at hugge majskorn. Jeg blev placeret på en lav stol og fik stukket en kop the i hånden, og mens hun pludrede løs på et eller andet sprog, der formentlig har været mandarin- kinesisk, kunne jeg tage omgivelserne nærmere i betragtning.

Stedet var utrolig hyggeligt, og der åndede en idyllisk fred. Et par sorte ænder snadrede i madresterne i en stor wokgryde; vinden spillede en

En ældre kvinde med horn i nakken.

stille sang i bambustoppene over vores hoveder; 5-6 pattegrise lå og sov til middag i skyggen af et lille stenhus, men af og til vågnede en enkelt op til dåd og undersøgte de nærmeste omgivelser i bedste »Babe - den kække gris« stil, for derefter med et grynt atter at smide sig oven i de andre grise; små kyllinger rendte rundt overalt, så man konstant skulle holde øje med, hvor fødderne blev sat, for ikke at stemple størrelse »44« på ryggen af dem (selvom de nu gjorde deres bedste for at stemple deres fodaftryk i støvet på mine støvlesnuder), og et par killinger jagtede solstråler og fluer.

Den ældre kones mand kom frem fra skyggen af et hus og begyndte at underholde mig, og snart efter kom parrets svigerdatter forbi sammen med værtsfamilien. Svigerdatteren forsvandt ind i nabohuset for at tilberede frokosten til det arbejdende folk i marken, og snart kom fire unge mænd til huset: det ældre pars to sønner og to af deres venner. Traditionen tro inviterede familien på frokost. Husets integrerede stue og køkken var på omkring tyve kvadratmeter, havde lerklinede vægge, lergulv, bambusloft og stråtag og oppe på selve loftet lå et bjerg af majskolber. Ved siden af køkken/ alrummet var der to soverum i samme arkitektoniske stil. Køkkenet havde et lille åbent ildsted, hvor al maden blev tilberedt, og ellers var der et par aflange borde, hvor tilsodede potter og pander var smidt.

Der herskede en intim duft af afbrændt træ, men snart begyndte den dejligste duft af tilberedt ris og kylling at sprede sig til vore næsebor – lækkerierne blev serveret. Det viste sig, at en af gutterne rent faktisk kunne læse en smule kinesiske tegn, så guidebogens parlørafsnit blev fundet frem, og en lang og hyggelig »konversationen« blev indledt. Efter et par timer i familiens muntre selskab, fortsatte jeg min gåtur rundt i området.

Dong:

På disse breddegrader har Dong intet med sportslørdag og dongfodbold at gøre og ej heller Dansk Olie og NaturGas, men er navnet på en etnisk minoritetsgruppe, der lever ved grænserne mellem de tre provinser: Hunan, Guizhou og Guangxi. Største dong-landsby er Zhaoxing (Guizhou provinsen) med 4.000 indbyggere, men ellers er de resterende 1,4 mio. dong’er spredt godt ud i det bjergrige område. Dongerne er specielt kendte for deres evner til at konstruere bygninger af træ uden brug af søm og skruer eller anden form for jern. Gulve, vægge, trapper osv. sættes og holdes sammen med små kiler og ellers - med snedkeris nøjagtighed - fint tilskårede riller, hvor planker og bjælker med modsvarende profil isættes. Nej, vi snakker ikke om IKEA discount møbler, der skal holdes sammen med et ordentlig lag lim, men om et håndværk, hvor 300 år gamle bygninger stadig står i fin stil.

Familiemedlemmerne skyndte sig at skifte til deres fineste tøj, før billedet blev taget. Dette gælder dog ikke bedstefaren.

Dongernes arkitektoniske perler er de såkaldte »Trommetårne« og »Vind og regn broer« – eller ”blomsterbroer”. Et trommetårn er et tårn i op til tyve meters højde, hvori der traditionelt har hængt en to meter lang tromme lodret ned fra toppen. Hvis en landsby blev angrebet eller der opstod brand, skyndte folk sig hen til trommen, og så blev der ellers basket skind for at advare resten af beboerne i landsbyen. Tårnene har typisk 6-8 sider og består normalt af 10-13 små etager, som arealmæssigt nedefra og op bliver mindre og mindre, formende en pyramide. Hver etage har sit eget udhæng, der er smukt dekoreret med buddhistiske træudskæringer (drager, fugl Fønix mv.), som - synes jeg - får tårnet til at ligne en gigantisk bryllupskage. »Vind og regn broer« er sociale mødesteder, hvor man hænger ud, sludrer eller blot tager sig et hvil. I princippet er det en bro med en lang pavillon - eller korridor - der giver folk læ for vind og vejr - heraf navnet. Zhaoxing har hele fem tårne, bygget af hver sin klan, samt lige så mange broer.

Dongernes huse er rimelig store og som tidligere nævnt opført i træ. Stueetagen fungerer som stald, hvor grise, køer, høns og ænder normalt bor, hvis de ikke lige render frit rundt i området. Første sal er familiens samlingssted med et åbent ildsted og 2-3 soveværelser

Husene er af fantastisk arkitektur, stærke og lune og altså opført uden brug af søm og skruer. Dog er det ved lov vedtaget, at nye huse skal have ildstedet placeret i stueetagen, og at stueetagen skal være bygget af mursten. Dette skulle nedsætte antallet af brande.

Zhaoxing udgjorde min base under besøget hos dong’erne, og med byens placering i en dal omgivet af bjerge med risterrasser var det et perfekt sted for vandreture. En lille grusvej førte op i bjergene, og snart havde jeg en smuk udsigt ud over den opdyrkede dal. Risterrasserne lå for mine fødder - nogle store på omkring 70 m2, andre små; nogle af dem var nyhøstede og tørre og havde kun stubbene tilbage; andre var oversvømmede og ligeledes kun med stubbene, mens enkelte endnu ikke var høstet og således stod med lysegrønne risplanter. Balancegangen på de smalle kanter mellem de oversvømmede rismarker var en meget fascinerende, men også skræmmende, oplevelse, idet mine europæiske kæmpefødder var alt for store til balancegang på de små diger. Bjergene, himlen og skyerne spejlede sig i den blanke vandskorpe, som dog fra tid til anden blev brudt af opdrætsfisk, der slog med halen, hvis vandbøfler da ikke lige kom masende forbi med en plov og en landmand efter sig og ødelagde det idylliske maleri. De charmerende og lidt klovnede vandbøfler viftede vildt med ørerne og halen, mens de kæmpede sig frem gennem mudderet, som om de prøvede at lette og på den måde gøre arbejdet nemmere.

Jeg kom til en lille landsby og blev der modtaget, som jeg blev det de fleste steder i de isolerede områder. Situationen var som i det vilde vesten, hvor revolvermanden gør sin entre i en lille by. Verden skifter hastighed fra livlig aktivitet til slowmotion - ikke en vind rør sig og tiden synes at stå stille. De tilstedeværende stopper op i deres forehavende - selv børn holder inde i deres spil - retter sig op og kigger efter den fremmede, mens han bevæger sig op ad den støvede hovedgade. Luften er spændt, og kun den fremmedes knasende skridt kan høres, men med et forløsende »ni hao« (hej) fra den fremmedes mund, et smil og et hilsende nik, tør verden atter op og kører videre med normal hastighed. Hurtigt fyldes luften med spørgsmål fra kinesiske struber, men her er det så, at jeg må trække det mest avancerede ord frem fra mit sparsomme kinesiske ordforråd: »Wu tingbudong« (jeg forstår ikke). Det kniber til gengæld aldrig med at forstå, når de lokale med hujen og viften inviterer på frokost. Frokosten er en glimrende mulighed til at få en indsigt i de lokales hjem og indretning, og således skete det også i den lille landsby, jeg ankom til.

Minoriteterne i dag:

Minoriteternes vilkår i nutidens Kina er absolut ikke en dans på roser, om end det er langt bedre end fordums tid. Under Mao’s flippede eksperimenter med ”Det store spring fremad” i slutningen af 50’erne, samt under Kulturrevolutionen (1966-70) havde minoriteterne trange kår. Lokale sprog og dialekter blev forbudte, gamle skikke og traditioner kritiseret, og landsbyernes ledere arresteret og fjernet fra familierne. Alting blev vendt op og ned i dagligdagen, ganske som det blev for hele Kinas befolkning. Fra midten af 80’erne er vilkårene dog langsomt blevet bedre, og den kulturelle frihed er generhvervet. Minoriteternes identitet styrkes i takt med, at der afholdes flere og flere minoritets-festivaler i lokalområderne, og endvidere har kommunisterne indset, at minoriteter tiltrækker turister til navnlig Yannan provinsen, så der er meget fokus på minoriteternes ve og vel fra højeste sted. Det ser ikke helt så sort ud for minoriteterne som det har gjort… Men der er stadig lang vej… Jeg ved ikke rigtig, hvordan minoriteterne passer ind i det økonomiske racerløb, som Kina har kastet sig ud i, men det må tiden vise…

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside