Med Perestrojka i Moskva

Tekst og foto: Lars Munk

Vasilij Bladzonnij-katedralen

”Jeg hader mænd… Min eksmand var en uduelig alkoholiker, der kunne absolut ingen ting, så jeg måtte forsørge både ham, min søn og mine forældre. Og se bare hvordan mændene vælter rundt på gaden i deres branderter. Det giver mig kvalme”, sagde Dragen, mens hun skulede til mig over kanten af sin kop med vodka og lunken saftevand. Fra det tidspunkt var jeg udmærket klar over, at Dragen og jeg aldrig ville blive perlevenner… I hendes univers var alle mænd lige.

Vi sad ved Tatianas – alias Dragens - lille spisebord i hendes køkken og sludrede om mafiaen, den politiske situation og hverdagslivet i Moskva. Min rejsefælle Kira og jeg var indlogeret hos hende i forbindelse med en uges russisk sprogkursus på Det Russiske Universitet i Moskva, hvor hun i øvrigt selv var underviser. Herudover tjente hun, mere eller mindre legalt, en ekstra skilling på at have studerende boende. Men Dragen var en bitter dame: fraskilt fra en alkoholiseret mand og forladt af sin elsker, som åbenbart havde fået kolde fødder. Dragen var ikke en kvinde, som verden smilede til.

Mens Dragen ævlede løs om sine elendigheder, bemærkede jeg en sær lille skabning, der sad på væggen lige bag hende. En skabning, der grinede og grinede og syntes at alt, hvad Dragen sagde, var hylende morsomt. Jeg slog det hen med, at det sikkert var ren indbildning fra min side – måske min egen indre djævel, der ikke har så meget til overs for brok og unødig ynk – men senere skulle det vise sig, at skabningen skam var ægte nok. Ved en senere lejlighed præsenterede skabningen sig i al beskedenhed som værende selveste Perestrojka (rekonstruering eller forandringer), og den kunne med en vis stolthed berette, at den blev skabt af Gorbatjov i slutningen af 1980’erne, samt at den, den dag i dag, måske er det vigtigste begreb i Ruslands politik. Og den sad altså på en væg lige over for mig og skreg af grin over stakkes Tatiana. Hun opdagede den overhovedet ikke, og faktisk tror jeg ikke, at hun nogen sinde opdager, hvad Perestrojka egentlig er for en størrelse.

Perestrojka var egentlig en rigtig flink lille skabning. Lidt naiv, troede på at alle forandringer fører noget bedre med sig, og den kunne se det positive i alt nyt, om end den intet havde til overs for den del af befolkningen, der led nød eller havde det skidt. ”Markedskræfterne skal man ikke slås imod”, som Perestrojka sagde, ”for så taber man”. På vores færden rundt i bymidtens gader stødte vi konstant på denne sære skabning, men mens vi rendte rundt ude ved Tatiana i omgivelser, der mindede om det gode gamle Rusland, så vi ikke så meget til ham. Derude boede taberne. Dem der ikke nåede at hoppe på det buldrende forandringstog, som han selv var fører på.

Betonforstaden

Tatianas lejlighed lå i en af Moskvas utallige forstader, Tepleyvstan, 10- 12 km fra centrum. Her, som overalt i Moskva, blev højhusene klasket op med stor hast i bedste kommunistiske betonfirkantede arkitektur. En byggestil, der startede i 1920’erne i forbindelse med industrialiseringen og den kommunistiske revolution og som varede ved til engang i 1980’erne. Hvis man farer vild på disse kanter, skal man ikke navigere efter husene. Dertil ligner de hinanden for meget. Dog skal det til ”arkitekternes” ros nævnes, at deres kreativitet har frembragt rigtig mange forskellige gråtoner.

Markedsbod midt på en stor boulevard

Byplanlæggerne har placeret de beboede betonklodser så tæt på hinanden, at de samlet set ligner en enorm hær på fremmarch, men pudsigt nok har man også fundet plads til en masse grønne områder mellem højhusene. Skovene strækker sig ud fra højhusenes fundamenter og danner naturlige åndehuller blandt de 5-sporede veje og monotone betonbyggerier. Vores nærmeste nabolag kunne vel beskrives som værende typisk moderne russisk, efter vores ven Perestrojka havde været forbi og reformeret området: bilparken varierede meget spændende fra gamle rustne Ladaer over halvbrugte japanske mærker til spritnye funklende Mercedes’er og BMW’er. Sidstnævnte klasse udgjorde et pudsigt indslag på vejene mellem boligblokkene, idet asfaltvedligeholdelsen var ikke-eksisterende, kabler til elektricitet så ud til at være smidt op med en skovl, og vandrør og gasledninger bugtede sig som sporene fra en slalomløber, rundt om, oven over og under forhindringer. Malingen på boligblokkene skallede af, bilvrag lå henkastet på må og få, dørene til opgangene havde for længst skreget sig stumme på Gori, og på boldbaner og legepladser var der opstået små skove af ukrudt og træer. Det var en smule melankolsk, men det var russisk, det var charme. En aftentur til den lokale internetmafia kunne dog godt være en lidt skummel affære. Cafeen lå i stueetagen i en af boligblokkene, vel nærmest i et ungdomshus. For at tjekke e-mails skulle vi igennem graffitibemalede korridorer med blinkende blå og gule neonrør og forbi punkere med nitter og læder, alt imens technomusikken pumpede i de omkringliggende lokaler. Tankerne blev henledt på en modernisering af filmen Christiane F, et scenarium der ikke blev gjort mindre dramatisk af at vores lokale park – lige som så mange andre steder i byen – blev brugt som opsamlingssted af prostituerede.

Jagten på Ruslands kultur

Resultatet af vores lille ven Perestrojkas arbejde ses tydeligere i dag end nogensinde før. Landet er midt i en vanvittig forandringsproces, hvor det for de unge og smarte byboere gælder om at spille med på vestens noder, mens det for den ældre generation og landboerne mere gælder om at holde fast i nogle værdier og holdepunkter, som har eksisteret i kommunismens 70-årige regime. Med en turists øje overrasker Moskva på rigtig mange måder i dets bestræbelser på at opnå vestlig status.

Stort set alle reklamer er på engelsk og omhandler vestlige produkter. Gaderne er linet op med vestlige kæder og butikker som McDonald’s, KFC og Benetton, og der er dansk islæt i form af bl.a. Ecco og Legobutikker samt et utal af Steff-Houlbergs pølsevogne. Popmusikken, der buldrer ud af radioerne, er engelsksproget, men paradoksalt nok er det kun få russere, der snakker og forstår engelsk, og alt andet end reklamerne er skrevet med det kyrilliske alfabet. Kun de gamle prægtige bygningsværker vidner om en storslået tid med byens funklende stjerne over dem alle: Vasilij Blazennyj-katedralen som kronen på værket. Katedralen på Den Røde Plads med dens mange løgformede kupler, malet i rød/hvide bolchestriber og andre fantasifulde pennestrøg, ligner et fabelhus fra et østerlandsk eventyr. Den er så smuk, at arkitekten efter færdigopførelsen fik prikket øjnene ud af Ivan den Grusomme, så han ikke kunne konstruere kirkens lige – eller noget endnu smukkere.

Men det gamle Rusland – pelshuerne, balalajkaerne og russerdansen – hvor var det blevet af? Hvad havde Perestrojka gjort ved de gamle værdier? Vi besluttede at gå på jagt efter den originale kultur for at få et lille indblik i det ”rigtige” Rusland, vi alle kender fra vores skolelærdom. Vi var overalt: på gader, stræder og pladser; i parker og på markeder; i kirker, paladser og museer og gennem næsten hele metronetværket, men kun i det gamle Arbat-kvarter, Moskvas svar på Paris’s Montmartre, hvor gadesælgerne bl.a. handler med pelshuer, gamle uniformer, ikoner, KGB kasketter og matrjoska-dukker, fandt vi en lille flig af det oprindelige Rusland. Resten havde Perestrojka fået gjort kål på. Hvor end vi færdedes, fornemmede vi hans hånlige latter bag vores rygge, og han lod os ikke se noget som helst af den gamle kultur. Vi måtte have hjælp til at forstå det oprindelige Moskva, så vi fulgte andre veje. Perestrojka blev lidt bedrøvet over vores nysgerrighed for den oprindelige kultur - intet kunne jo være bedre end de forandringer, han selv havde sat i værk - men han tøede en smule op, da vi fortalte ham, at vi blev nødt til at kende den gamle kultur for at forstå den nye. Det virkede som om, at han accepterede det argument, hvorefter han susede videre ud i byen for at iværksætte nye forandringsprojekter.

Sprogkursus på russisk

Som tidligere nævnt foregik en af ugerne i Moskva med et sprogkursus på Ruslands hoveduniversitet, i en kolonorm bygning, der lignede en måneraket parat til affyring. Oppe på 20. etage, i et lille mørkt lokale, hvor lugten af fugt kildrede i næsten, og hvor væggene var beklædt med blomstret tapet, skulle vi lære det russiske sprogs finurligheder.

Meeen – undervisningen var af og til en anelse kedelig, så let og elegant fik vi ofte drejet emnet fra sprog og over på historie og politik. Lærerinden - endnu en Tatiana, universitetsuddannet, ca. 50 år og bosiddende i Moskva - var mere end villig til at tale om den politiske situation – og hun var meget utilfreds:

”Hvad har politikkerne givet os? Ingenting!! Tomme ord og brudte løfter!!! Intet andet!! Hvad er det hele værd, når tidligere velstående folk, der gjorde en god indsats for staten, får udbetalt 135 rubler (ca. 35 kr.) om måneden og kun kan købe brød til sig selv og familien? Stalin styrede landet med hård hånd. I Vesten siger I, at han var grusom, og at han ikke kendte til nåde, men husk på, at i hans tid voksede Sovjet til et stort land. Jeg ville ønske, at vi kunne få en Stalintype til magten igen”, svarede Tatiana på mit spørgsmål om hendes syn på den nuværende situation i landet. Hun nærmest dirrede af raseri, når Perestrojkas navn blev nævnt, men blødt op i stemmen når talen faldt på kommunismen. Endnu engang fik vi besøg af Perestrojka, og atter morede han sig helt vildt over de folk, der ikke har fået så meget ud af forandringerne, og som stadig bander ham langt væk. At han så selv blev omtalt som lidt af en skurk, kunne han overhovedet ikke tage sig af. Dertil var han alt for arrogant.

Stalin har ikke eksisteret!

Tatiana er ikke alene med sine meninger og frustrationer. Rigtig mange russere benægter at Stalins rædselsregime har eksisteret, og de mener, at Stalindagene var de lykkeligste for Rusland i mange, mange år. Andre mener dog, at Putin har tændt et lille håb om en bedre fremtid. Jeg indså, at det måske netop er der, Ruslands sande identitet skal findes. Tvivlen om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad der er foregået, og hvad Staten har informeret om. Glasnost – åbenhed – blev først introduceret af Gorbatjov i slutningen af kommunisternes regeringstid. Man skal huske på, at russerne i de foregående 70 års kommunistiske styre – og før dem under zarernes undertrykkelse af befolkningen - har været vant til, at propagandaløgne og fortielser har dækket over et brutalt regime, og at historiebøgerne af samme årsag er skrevet om op til flere gange. Hvad skal man da tro på? Hvilket fundament skal man da bygge sit liv på? Intet at sige til, at russerne er en smule forvirrede i disse år, og måske heller ikke så underligt, at de lægger afstand til landets kultur. Hertil skal lægges landets ufattelige kludetæppe af små autonome stater, hver med sin kultur og nationalisme, der også prøver at trænge igennem på tv-skærme og i hverdagslivet, og som kun gør forvirringen endnu større. Og så bedrer det ikke situationen, at Perestrojka er en arrogant fyr, der ikke ligefrem udøver Glasnost i tilstrækkelig grad og informerer om sine seneste tiltag.

Den russiske bjørn er vågnet

Skabningen Perestrojka fulgte os fornøjet overalt, hvor end vi bevægede os, og vi var ikke i tvivl om, at han var godt tilfreds med sit værk. Han nød stor street-respekt blandt jakkesættene på gaderne, og det var tydeligt, at han var blevet en guru og helt for alle nyrige russere. Til hans ros skal det da også siges, at effekten af planøkonomi og frie markedskræfter er til at tage og føle på, om end ikke alting er forandret til det bedre.

Kremls mure står stadig, trods omvæltningerne

De fattige folks drømme om et frit og rigt liv brast fuldstændig under dem og efterlod dem på den dunkle side af demokratiet, så gamle damer nu om dage forsøger at overleve ved at sælge deres simple ejendele, et stykke sæbe eller en gammel lup, eller bare tigger om penge, hvor de er i skarp konkurrence med benløse uniformerede krigsveteraner, der kommer rundt i metroen på et lille rullebrædt i deres forsøg på at fritte folk for nogle skillinger. Men Moskva er yderst kontrastfyldt og ved at betragte den almindelige moskovit er indtrykket af samfundet heldigvis anderledes end tiggerkonernes elendighed. I Metroen går snakken livligt, og man kan virkelig se liv og sjæl i moskovitternes øjne, ikke de tomme blik om en trøstesløs fremtid, man ellers ser hos folk i de mindre velstående lande. Folk er fashionabelt klædt, nogle i skjorte og slips og andre i modens sidste skrig. Især ser pigerne fantastiske ud, og deres fremtoning får Claudia Schiffer og hendes modelkollegaer til at blegne ved siden af. Og så er deres tøjstil rimelig udfordrende, en tanke, der var kættersk for blot få år siden.

Den russiske bjørn er blevet løsnet fra sine snagende lænker. Det gør ondt, men der er trods alt håb om en lysere fremtid. Og lur mig, kære læser, om vi ikke får set en masse til Perestrojka i fremtiden.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside