Det portugisiske ansigt En verdensmagts historie og et landskab afspejlet i et folks ansigt Tekst og foto: Lars Munk Andersen
Ansigtet er melankolsk, tavst og en smule trist. Alvoren lurer bag de tunge øjne, der umiddelbart ser en smule søvndrukne ud.
Panderynkerne er mange og bidrager til ansigtets fremstilling som alvorligt og seriøst, hvilket bakkes op af den let sammentrukne og
stramme mund, der har en tendens til at pege nedad :-(
Det portugisiske ansigt er umiddelbart et tavst og en smule trist ansigt, men når man først kommer under den brune hud - hvilket absolut er let - sker der
en metamorfose, sådan som den ellers kun ses inden for kamæleonernes verden. Ansigtet lyser op, de brune øjne glimter, huden udglattes
de steder, hvor smilerynkerne ikke dominerer, latteren runger, og en varme med uanede dimensioner strømmer ud fra ansigtet. Portugal
er på en gang melankoliens og glædens land, og ansigtets mangfoldighed er en tydelig afspejling af landets kultur, historie og geografi,
som alle har sat deres tydelige præg i det portugisiske ansigt.
Historien
Det må være overflødigt at nævne, at Portugal i omkring et kvart årtusinde var en af verdens absolutte supermagter - måske oven i købet
den største på havene. Med ansigtet vendt ud mod søvejen og ryggen mod Spanien, var portugiserne tvunget til at vælge det våde element som
transportvej, og via store strateger som Henrik Søfareren (1394-1460) og søhelte som Vasco da Gama (opdagede søvejen til Indien i 1498)
erobrede landet stribevis af kolonier på alle mulige breddegrader. Men det store rige havde svært ved at holde sammen på sig selv, og
imperiet smuldrede bort. Først løsrev Brasilien sig (1822), og i 1974 i forbindelse med den fredelige Nellike-revolution sprang Guinea-Bissau, Mozambique og Angola fra. Siden hen er såvel Østtimor som Macau fratrukket listen over portugisiske kolonier, så den nu er nede på 0.
Portugal havde slået større brød op, end det kunne bage, og i landets forsøg på at holde sammen på riget, med kostbare krige som
“bindemiddel”, blev moderlandet skrøbeligere over for nabolandenes angreb. Spanien løb landet over ende i 1580 og sad på magten indtil
1640, og i perioden 1807-1811 forsøgte Napoleon tre gange at invadere landet. Sidenhen styrede diktatoren Salazar landet med hård
hånd (1926-1968), og han ledte det ind i en årrække med sult og nød, hvor landet fik prædikatet Europas fattiggård. Med optagelsen i EU i 1986 vendte billedet til det bedre via massive subsidier fra EU.
Før Portugal blev dannet som et decideret rige var området et rent kludetæppe af forskellige befolkningsgrupper og blev på skift besat af
henholdsvis spanioler, franskmænd og englændere, men dog med maurerne som den altoverskyggende magt. Først i 1139 lykkedes det portugiserne
at jage maurerne på porten, og med Alfonso 1. Henriques i spidsen blev det første kongedømme skabt. De gamle små kongedømmer
og datidens fejder har lagt grunden til fantastiske borge og bymure, som nærmest kan .ndes på hver anden bakketop. Hvis man er en smule
borgentusiast, er Portugal bestemt lige stedet at besøge.
Frokost i nutiden
Latter, varme og gæstfrihed. Maden indtages med stor appetit ved de små borde, mens vin - frisktappet fra fad - skyller eventuelle .skerester
væk fra mundvigene. Mændene spiller kort, kvinder skvadrer og alt ånder fred og idyl. Stedet er en lille frokostrestaurant i byen Loulé,
beliggende i det kuperede landskab bag ved Algarves tempofyldte turistmekka. Jeg er netop ankommet få timer forinden og hentet af
den i Danmark boende portugiser Claudia, og hvad er bedre at starte en rejse med end et besøg på en lokal restaurant? Således startede
mit portugisiske eventyr, som senere skulle føre til et togt op gennem landet og give mig et indtryk af landets mangestrengede følelsesregister.
Det kuperede område bag Algarves azurblå vand og kridhvide strande de tørreste i Europa, hvilket med al tydelighed ses i den sparsomme
vegetation: Oliventræer - tørre og halvvisne at se på, men fulde af indvendigt liv og næring. Ja, faktisk meget lig det portugisiske ansigt.
Umiddelbart lidt kedeligt og livløst at se på, men fuldt af liv og næring under overfladen.
Oliventræerne kæmper tappert og sejt mod en på jordoverfladen uovervindelig modstander, ganske som portugiserne har gjort det på
deres langvarige togter på havet og deres ressourcetømmende kampe mod udefrakommende indtrængere i landet. Disse barske betingelser
har givet portugiserne en stædighed og nationalisme, der kun findes de steder i verden, hvor rå omstændigheder har fået befolkningsgrupper
til at rykke sammen, og historiens barske gang kan bestemt aflæses i det portugisiske ansigt.
Havets salte vand og vindenes kræfter har mejslet dybe fuger i det portugisiske ansigt og har givet huden en overfladebehandling af de
mere seriøse, meget i lighed med de skarpe konturer, som naturens elementer har fræset ind i de lodrette klipper i den sydvestlige del
af landet. Ved verdens ende - Cabo de São Vicente - som det vestligste punkt på det europæiske kontinent er benævnt, kaster klipperne sig på
dramatisk vis 100 m ned i bølgernes skummende inferno og danner et meget dramatisk og barskt sceneri, hvor man mærker historiens vingesus
fra blodige søslag, piraternes hærgen osv., som datiden bragte med sig til dette sted. Men nationalismen til trods varierer det portugisiske sind og ansigt i helt lige så stor grad som det portugisiske landskab. Algarves bagland er hovedsageligt beboet af hårdtarbejdende landmænd, hvor ordet “overlevelse”
stadig er motivationsfaktor nummer et for deres gøren og laden, mens det øvrige Portugal har vokset sig ud af fattiggårdens trange
kår. Og dette livsstilskifte betyder naturligvis også, at hverdagen er blevet langt lettere for den enkelte portugiser, hvilket så igen betyder,
at de er blevet langt mere selvbevidste og krævende i forhold til de ydmyge bønder i Algarve. Mode, Guzzi-tasker og caféer er blevet en
selvfølgelighed i dagens Portugal.
Landskabet skifter
I takt med, at vi drog nordpå mod Lissabon, så vi skiftet i landskabet. Roligt gik det hvide stenterræn over i brunlige afsvedne marker, som atter
blev a.øst af bløde grønne bakker, hvor kvæg hyggede sig blandt korktræer og saftigt græs, og hvor der rent faktisk var vand i flodlejerne.
Vores første destination var en hyggelig lille flække - Melides - ikke langt fra havet, hvor portugiserne selv ynder at tage på ferie - heriblandt
“svigermor” Linda. Svigermekanikken var just flyttet ind i et nyistandsat sommerhus af de mere prangende, men da der jo altid er lidt
eftermonteringsarbejde på nyrenoveringer, blev jeg hurtigt sat i sving med lampemontering.
Mens mine hjælpeløse ingeniør fingre fedtede rundt med blå og sorte ledninger, og jeg samtidig koncentrerede mig om at få så få stød
som muligt, kunne jeg passende studere de lokale håndværkers arbejdskvalitet. Mange vil sikkert blive overrasket, når jeg skriver, at
jeg rent faktisk tror, at jeg kan gøre en udmærket håndværkerkarriere i Portugal - men det siger dog mere om de lokales manglende præstationer
end mine egne evner. Udover arbejde bød opholdet i Melides på kærlig pleje og sandstrand.
Storbyen
Lissabon - endnu en dobbeltsidighed, som kan kaldes skizofreni eller genialitet. Langt de fleste kalder det dog sidstnævnte. Store flotte
boulevarder og alleer drøner snorlige op og ned i byens relative unge centrum (Baixa), mens de gamle bydele - “Bairro Alto” og “Alfama” -
tårner sig op på alle sider med deres små kringlegange, brostensstræder og uendelige mange trapper.
I 1755 ødelagde et jordskælv byens daværende centrum, mens Bairro Alto og Alfama slap nogenlunde billigt, hvilket er årsagen til dette
charmerende miks mellem nyt og gammelt. De syv høje, som Lissabon er bygget på, gav god udfordring til datidens arkitekters, byplanlæggeres
og entreprenørers kreativitet, og sandt at sige ser byen ud, som om den er opstået i støvet fra tilfældighedernes spil - og hvilket herligt
sted at fare vild i.
Lissabons gamle kvarterer spiller på de helt store charme-tangenter. Vores utallige raid over de toppede brosten førte os gennem de mindste
baggårde, hvor baggårdskatte slængede sig i solskinnet; via kringlede stræder, hvor sporvogne drønede om hjørnet med høj fart, og
hvor himlen var skjult bag guirlander af vasketøj; forbi små skæve huse, hvor opgangene ligger med få meters mellemrum, og hvor de små
smedejernsbalkoner er overdækket af blomster og flag; samt op på høje bakketoppe, hvorfra vi kunne nyde en åndeløs udsigt ud over byen.
Om aftenen vågner Bairro Alto op til dåd, og i gadelampernes gule skær kan et særdeles variabelt udsnit af etablissementer besøges. Stort set
alt, hvad hjertet kan begære - med undtagelsen af heteroseksuelt disco - så da vi skulle ud og føre os frem på dansegulvet, valgte vi simpelthen
at slå os løs på et bøssediskotek. Sjovt var særlig en bøsses udtryk i ansigtet, da jeg under en eller anden vanvittig manøvre snublede og havnede
i armene på ham… “Uhh - you better stay with your girlfriend”, hvinede han chokeret, hvilket jeg faktisk kun kunne give ham ret i.
Bairro Alto var også stedet, hvor vi driblede ind til en fado-koncert. Fadoen er portugisernes folkesang og samtidig en storslået illustrator
af Portugals melankolske sind. En sanger m/k akkompagneres af et par portugisiske guitarer eller andre strengeinstrumenter, og alt imens
spillemændenes fingre danser quickstep hen over guitarens strenge, synger sangeren klagesange over en svunden tid. Oftest omhandler
sangene kvindernes længsel efter deres mænd, når de drog i krig i fjerntliggende lande, eller om ulykkelig kærlighed, sorg, tragedier og
lignende “opmuntrende” emner.
Bairro Alto ved nat
Fado er på en måde Portugals form for karaoke. Op til flere af restaurantens gæster var oppe og give et
nummer, så på et tidspunkt var vi lidt bange for, at vi var de eneste gæster på stedet - og endnu værre - at vi skulle blive budt op til sang
på scenen. Det kunne søreme have lydt kønt.
Alt i mens vi blev opmuntret af de skiftende sange, indtog vi en fantastisk middag i skæret fra restaurantens utallige stearinlys, som bestemt
bidrog til lokalets halvskumle stemning. Man skulle tro, at man forlader sådan et sted i deprimeret tilstand. Det gør man for så vidt også, men
det skyldes udelukkende regningens størrelse - underholdningen er særdeles opmuntrende, de sørgelige budskaber til trods.
Væk fra det triste
Men ikke alt er så trist og melankolsk som fadoen. I den modsatte ende af følelsesregistret ser man portugisernes glædestårer, når de
tager til byen Sintra (20 km vest for Lissabon) for enten at blive gift eller for at se på, at andre bliver gift. Ikke unaturligt er luften tyk af romantik
og charme. Som et forhenværende residensområde for Portugals monarker og de adelige ligger paladser og palæer spredt ud med let hånd, med
Castelo-borgen og Pena-paladset på områdets top som kransekagefigurerne 450 m over byens centrum. Og det med kransekagefigurerne
skal tages i bogstaveligste forstand, idet paladset nærmest ligner noget, der med lethed kunne have stået i Disneyland.
Endnu bedre blev den portugisiske livsglæde, da vi drog nordpå mod det oprindelige Portugal - området omkring Porto og Douro floden. Og
dér - kære læser - var ansigterne præget af masser af smil og umiddelbarhed. Om det skyldes al den fantastiske vin, skal jeg lade være
usagt. Jeg satte i hvert fald selv i et stort smil op, da jeg så de mange portvinslagre i Porto. Men portugiserne er om nogen præget af deres
landskab: Jo blidere landskab desto mildere portugisernes ansigt og umiddelbare sind.
Vores egen vingård i Mesão Frio ved Douro floden
Efter et par fornøjelige dage i Porto, med mange timers vandring i byens pendant til Lissabons gamle kvarterer Barredo, drønede vi videre
op mod området, hvor portvinen har sit ophavssted, Dourofloden. Langt oppe ad floden, ude blandt de mange terrasseformede vinmarker,
hvor vinstokkene er på nippet til at dyppe tæerne i flodens vand, ligger den lille landsby: Mesão Frio. Der var ingen hoteller eller lignende på stedet,
så vi drog ind på byens bar for at søge overnatningsmulighed, og til vores held sad der en gut i baren, som mente, at han nok kunne finde
et værelse til os på sin vingård. Vingården fik os til at føle os som Jeppe på bjerget. Vi havde den fineste udsigt ud over Dourofloden, hvis
bred lå få hundrede meter neden for os, mens der på den anden side af floden landskabet klatrede i terrasser op mod himlen. Markerne var
fyldt med vinstokke, hvorpå druerne boltrede sig i ekstase, alt imens de returnerede solens stråler i alverdens retninger. Vingården havde
også logerende i form af hunde, høns, gæs, ænder og lignende, så mens vi om aftenen nød et glas af den lokale portvin, blev solen fulgt til
dørs af skræppende høns og gæs.
I områderne omkring Douro-floden er det portugisiske ansigt den rene “smiley” :J og endnu engang fik vi bekræftet min tese om, at det portugisiske
ansigt og naturen afspejler sig i hinanden. Det portugisiske ansigt er yderst komplekst, men umiddelbart er det et melankolsk og bekymret ansigt,
der møder de fleste besøgende i landet. Det skal man dog ikke lægge for meget i, idet ansigterne - ganske som den varierede portugisiske
natur - hurtigt kan skifte, blot ved at give et lille smil. Forvandlingen fra en melankolsk overflade til en smittende latter foregår med lynets
hast, og så må man se let på, at de altid har et eller andet at brokke sig over. Det er et stolt folkefærd, der byder gæster velkommen til deres
land, og de vil gøre alt for, at du føler dig velkommen og ellers fylde dig med .oskler og historier om landet.
