Et muslimsk land fyldt med 1001 nats eventyr, arkitektoniske perler i verdensklasse, brutale fejder, magtfulde Khaner og Imamer samt et par blodtørstige herrer: Genghis Khan og Timur. Herudover livet under den russiske zar og tiden som sovjetisk vasalstat, hvor kulturen og religionen blev holdt i stramme tøjler. Alt i alt et godt historisk fundament for et kulturmiks, der har potentiale til at "sparke røv", men når man så oven i hatten lægger landets centrale placering på Silkevejen og krydrer det lidt med et par koryfæer som de legendariske byer - Bukhara og Samarkand – ja så er der virkelig lagt op til noget stort. Dette er beretningen om fire DBK-gutters strejftog i landet med en forunderlig cocktail mellem arabisk, asiatisk og russisk kultur – velkommen til Usbekistan.
En silkeblød vej med pastelrøde nuancer, der drømmende snor sig gennem det centralasiatiske landskab i sin rute fra Kina til Europa. Et sted med dufte af krydderier og blomster; masser af guld, jade og silke, underholdning, fest og glæde. Et sted, hvor eventyrudvekslinger foregik over fredfyldte forhandlinger i guddommelige haver og oaser, hvor nattens måne og stjerner altid funklede og malede alting i et magisk skær, indtil solen tog over og farvede omgivelserne i smukke flammende farver. Det er den endegyldige historie om Silkevejen – eller hur'? Niks - virkeligheden overhaler romantikken og historiens vingesus til trods, der med tiden gør en ond historie værre, så var Silkevejen et usædvanligt barskt sted at opholde sig, på en usædvanlig barsk tid – kun få var ved muffen, og pøblen måtte kæmpe for deres eksistens.
Der var særlig en enkelt tvist, som historisk set fik stor betydning for området, nemlig da den store helt fra Mongoliet, Genghis Khan, ville opstarte handelsforbindelser med byen Otrar beliggende i nutidens Kasakhstan. Her nægtede den lokale guvernør imidlertid at samarbejde med "en simpel rytter fra stepperne", så han slagtede Genghis Khans delegation. Genghis Khan havde dog gennemskuet tricket med, at magt går gennem handel og ikke kamp (på daværende tidspunkt havde han erobret Beijing), så han sendte endnu en delegation til Otrar. Men ak – samme skæbne ramte delegation nr. 2. Så var Genghis Khans tålmodighed opbrugt, og fra 1219 og et par år frem smadrede hans hær hver en by i området.
Meget er sket i tiden siden Genghis Khan. Bl.a. bankede den lokale helt/tyran Timur i perioden 1370-1405 et veldimensioneret rige sammen, der strakte sig over nutidens Iran, Irak, Syrien, Østtyrkiet, Kaukasus og det nordlige Indien. Timur var en brutal karl, som slagtede alt og alle, han kunne komme i nærheden af. Hans imponerende rige var bygget af blod og styret med rædsel. Sønnesønnen, Ulugh bek, som med succes videreførte tronen, var en mere stille type, der bl.a. forskede i astrologi.
En nyligt svunden tid
Fire rødder: Kristian og Morten (passive medlemmer), Kenneth (medlem nr. 68) og undertegnede, havde, sammen med Allan (passiv medlem), Martin (medlem nr. 141) og Lars (medlem nr. 167), været på bjergbestigning på Peak Lenin i nabolandet Kirgisistan. Vi fire havde af forskellige årsager valgt at forlade bjerget før de øvrige, og vi udførte derfor en form for tyvstart på Usbekistan i forhold til de andre tre gutter.
Vores raid i landet begyndte med en køretur igennem den frugtbare Fergana-dal, beliggende i grænseområdet, hvor Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan tørner sammen. Turen gennem dalen, som i øvrigt er så bred, at vi kun sjældent så kuperet terræn, bød på en smuk udsigt til produktive men gammeldags landbrug, hvor majs, korn og blomstrende solsikkemarker boltrede sig i den bløde muld. Herudover kunne vi iagttage et nostalgisk miks mellem æselkærrer og den lokale Daewoo Nexia bilpark, små hyggelige landsbyer, hvor geder, køer og får drønede rundt i gaderne, gadesælgere med bjerge af vandmeloner etc. Men der var visse revner i glansbilledet: Dalen besad en mængde kæmpemæssige forladte russiske fabrikker overladt til sig selv og tidens erodering. Med mure, der var sorte af fugt og lange revner, rustne vinduesrammer med smadret glas samt meterhøjt ukrudt på fabriksgrundene. Ruinerne var vidnesbyrd og dystre monumenter over en svunden tid med industrialisering, effektivitet og sikre indkomster – en tid, som nu også virker som en meget fjern fremtid i forhold til landets nuværende udviklingstrin.
Samarkand
Samarkand – Centralasiens største turistmekka – er en legendarisk by med en stor rigdom i kultur og kunst og med smukke gamle bygningsværker henkastet på må og få. Byens centrale placering på såvel Kina-europahandelsruten via Silkevejen, som den nord-sydlige handel mellem Rusland og Indien/Persien gjorde sit til, at byen fra det 6. århundrede til det 13. århundrede oplevede et boom i rigdom og berømmelse. I 1220 kom Genghis Khan på besøg, og så var ballet forbi – han jævnede byen med jorden. Timur bestemte sig dog for at gøre byen til hovedstad i sit rige, så fra 1370 og de efterfølgende 35 år opbyggede han en nærmest mytologisk by, som siden – under Ulughbek – endvidere blev gjort til et intellektuelt og videnskabeligt centrum. Byen oplevede sin storhedstid gennem d'herrer Timur og Ulughbeks regeringstid, og det er resterne fra deres arbejde, som turisterne i dag kan nyde. Her kan man drømme sig tilbage til Aladdin og 1001 nats eventyr.
Registan-pladsen
Vi ankom til byen lidt oppe ad eftermiddagen, lige tidsnok til at blive fanget i nogle drilske kastevinde, der bragte støv og visne blade med sig. Det var – mildt sagt – hamrende varmt og tørt, så snart hang det ørkenrøde støv i vores sveddryppende ansigter og vores fedtede T-shirts. Nuvel – vi stod for foden af en enorm bygning, som jf. Kenneth og jeg umuligt kunne være andet end selveste Registan – Samarkands og Centralasiens absolutte kulturelle højdepunkt. Vi hankede op i rygsækkene og begav os mod mosaik-kolossen, forbi små listige cafeer, hvor lokale sad og hyggede sig med shashlyk (grillspyd) og grøn the, og hvor den velkendte duft af grill og tilberedt okse- og kyllingekød udfordrede vores appetit i stor grad; videre forbi musikboder, hvor lokal suranai-musik – et instrument, der er en sær (og larmende!!) blanding mellem en trompet, en fløjte og en klarinet – blandede sig i luftens hvirvlende støv med rapmusik fra Eminem; samt forbi en mængde småboder, hvor lokale jeans, T-shirts og tørklæder blev solgt for en slik. Men noget var galt… Registans placering passede slet ikke ind det rigtige sted på Lonely Planets kort. Altså enten måtte Registan være blevet flyttet siden LP-folket sidst opdaterede deres kort, eller også tog Kenneth og jeg grueligt fejl – sidstnævnte mulighed viste sig overraskende nok at være tilfældet. Hvad der nu strakte sig mod himlen for vores fødder, var såmænd Bibi-Khanym Moskeen – en kolos fra Timurs tid, der er så stor, at den allerede inden færdiggørelsen begyndte at falde sammen under sin egen vægt. Dette skabte enorme forventninger til Registan.
Kulturperlen Registan er et relativt stort område, hvor tre imponerende madrasaer (Koranskoler – dvs. muslimske universiteter, hvor eleverne studerede og boede) blev opført i perioden 1420-1660. De tre madrasafacader er forskellige i udsmykning og stil, men fælles for dem er, at de er pyntet med usandsynlig mange kakler. Azurblå kakler, hvori man på metrologisk vis kunne give vejrets 5-dages prognose: blå, blå himmel – hver dag. Så blå, kaklerne var, uden den mindste antydning af indblanding af andre farver – naturligvis undtaget de mange mosaik-figurer af løver, fugle og lignende, der på smukkeste vis pryder facaderne – lige så blå og ren stod himlen, kun afbrudt af den store gule skive, som vi kalder for solen. Et andet stærkt kendetegn ved Samarkand og Usbekistan er de ufattelig mængder af imponerende kupler, der troner over moskeer og paladser, og som alle er dækket med blå kakler, der heldigvis var på mode dengang. Det er det, man glæder sig over som turist. Hvad nu hvis bygningerne var opført i 1970'erne? Ville de så have været dækket med brune kakler, ligesom de danske parcelhustoiletter fra den tid? Uhyggelig tanke…
Ud over Registan og den tidligere nævnte Bibi-Khanym moske byder byen på andre kulturelle højdepunkter som f.eks. Timurs mausoleum (kaldet: Guri Amir mausoleum) og Timurs venners mausoleer (et område kaldet Shahr-i-Zindah), og for foden af alle kuplerne, minareterne og madrasafacaderne leves et livligt gadeliv, hvor byens markeder, basarer, cafeer, småbikse og øvrige samlingssteder skaber et interessant sammensurium af gamle nisser med tykt skæg, lange kåber og turban, unge banditlignende knægte med charmerende gavtyvblik i øjnene og massevis af unge og ældre kvinder iklædt sommerkjoler, som med deres ravnesorte hår, stærkt markerede ansigter og perfekte hvide tandsæt (hvor enkelte dog har erstattet et par af tænderne med guldtænder) ligner små underværker.
Meloner og minareter: Bukhara
Mir-I-Arab-medrese, Kalon-minaret
Efter Samarkand drog Morten og Kristian til Tasjkent, mens Kenneths og mine veje førte videre gennem landet til næste ædelsten på vores odysse - byen Bukhara, beliggende seks-syv timers kørsel fra Samarkand. Bukhara er en pendant til Samarkand mht. kultur og rigdom, dog med knap så mange attraktioner. Til gengæld står de historiske bygningsværker mere koncentreret placeret, og ligegyldigt i hvilken retning ens øje måtte skue, fanges blikket af en eller flere kulturelle bygninger. Den mest kendte af bygningsværkerne er Kalon Moskeen, hvor Kalon minareten hører til. Minareten er af sådan en skønhed, at selveste Genghis Khan undlod at rive den ned, da han ellers jævnede byen med jorden. Udsigten fra toppen af minareten er en oplevelse uden sidestykke, hvor et prægtigt view til nabo-madrasaen Mir-I-Arab og resten af byen kan nydes, og omvendt, hvis man tager lidt væk fra minareten, kan Bukharas fænomenale rødbrune skyline iagttages, som foruden moskeen med tilhørende kupler, minareten og madrasaen, inkluderer et par andre madrasaer og minareter mv. Ved solnedgangstid tændes murene nærmest som et flammehav i solens rødlige skær og fuldender oplevelsen til perfektionisme.
På vores ture rundt i byen stødte vi på en "melonfestival", hvor meloner fra hele landet udstilles og præmieres. Uden nogen form for overdrivelse kan man snildt beskrive landets melonsituation som, "at gaderne flyder med meloner". Der er simpelthen meloner – overalt. Når de største, bedste og fineste meloner konkurrerer mod hinanden, så må man have eliten af meloner, og det var vel og mærke meloner, som de stolte melonavlere flittigt deler ud af. Således forlod vi melonfestivalen med tre-fire kæmpemeloner under armene, som vi ingen jordisk chance havde for at tygge os igennem. Man manner – de kender noget til melondyrkeri i Usbekistan.
Khiva – en filmkulisse i ørkenen
En af kamelkaravanernes største udfordringer, på deres færd ad Silkevejen, var krydsningen af den barske Kara-Kum ørken, der strækker sig fra Bukhara ud mod Det Kaspiske Hav, og som byen Khiva – vores næste destination – ligger midt i. For kamelrejsende tog det dagevis at krydse ørkenen fra Bukhara til Khiva, mens vi – takket være Daewoo's Nexia personbil – kunne skære turen ned til omkring seks timer.
I starten af vores ørkenfærd var udsigten præget af tørre trævækster i omkring en meters højde i et nogenlunde kuperet terræn, men stille og roligt blev bevoksningen lavere og lavere, og terrænet fladere og fladere, med et klimaks hvor landskabet var så fladt, at man ville kunne se sin hund løbe tre 3 dage, hvis den stak af hjemmefra. Eneste variationer i horisonten var enkelte Yurts (nomadetelte, der svarer til Mongoliets "Ger"), et par strejfende kameler samt spredte sandbanker, der af og til dukkede op og føg ud over den ellers fortræffelige vej, som Nexiaen drønede ud over med 120 km/t. Bilens kabine var fuld af traditionel arabisk musik, hvor specielt den karakteristiske Suranai masserede trommehinderne på akkordbasis, alt imens passagererne - Kenneth, en tjekke ved navn Jan, en usbekisk pige, Omida, og undertegnede - trænede vores ubehjælpelige usbekiske dansefærdigheder, så chaufføren flere gange var ved at køre galt af grin.
Khiva er en by, der traditionelt har ligget som en isoleret fæstning – ja nærmest en røverrede – langt ude i Kara-Kum ørkenen, fuldstændig overladt til sig selv, den flygtige ørken og strejfende ondsindede stammer. De kontinuerlige angrebsbølger fra forskellige stammer gjorde sit til, at man 4-500 f.kr. opførte de bymure, der i dag så smukt omkranser byen. Murene er yderst imponerende med en højde på 8-10 m, bredde på 6-8 m og en samlet længde på 2.250 m, der omkranser byens centrum på 2,5 km2, og for hver 30 m er der opført halvrunde fremskudte forsvarstårne. Sådan en bagatel af en mur var naturligvis ikke en hindring for vores ven Genghis Khan (han havde allerede på daværende tidspunkt forceret Den kinesiske Mur med sin hær), der – som vanen bød – jævnede byen med jorden, hvilket skete i 1220. Et par hundrede år efter Genghis Khans besøg voksede byen sig atter stærk, hvilket gjorde den til en rival til Bukhara.
Khivas bymure
Khiva skiftede hænder et utal af gange, men af en eller anden årsag blev den ikke jævnet med jorden mere, hvilket betyder, at de prægtige bygninger, der i tidens løb er skudt i vejret, står den dag i dag. Først har russerne, og siden UNESCO, restaureret bygningerne i sådan en grad, at alle historiske bygninger inden for bymurene står, som da de blev bygget. UNESCO optog i 1990 Khiva på "World Heritage List".
Vi var ankommet relativt sent til Khiva og blevet omsluttet af bymurene i ly af mørket, så vi havde ingen idé om byens storslåethed, før vi næste morgen påbegyndte vores færden rundt i den. Og overraskelsen var stor. Det var som om, at vi trådte direkte ud fra Kara-Kum's røde sand og ind i en perfekt Hollywoodkulisse, klar til at optage en Aladdin-film. Ikke kulisser opført i papmache og farvebelagt flamingomursten, men i solide mursten og med mørtel. En lille overset perle midt i Karakum-ørkenen fuld af mystik, eventyr og romantik, og med en skyline af de mere imponerende, der præsterede et væld af minareter (fire stk.), madrasaer (24 stk.), mausoleer (seks stk.), moskeer (seks stk.) og naturligvis den omkransende bymur med sine vagttårne og byporte – og det er kun skylinen indenfor de gamle bymure.
I et sælsomt øjeblik, hen ad midnatstimen, hvor månen står højt på himlen og farver bygningerne i et sølvfarvet skær, drømmer man sig tilbage til tiden, hvor Khiva havde sin storhed. Bygningerne er som revet ud af historiebøgerne - intakte og imponerende - så der skal ikke meget fantasi til, før man sidder ansigt til ansigt med byens magthaver – Khanen – omgivet af mavedanserinder og ildslugere, og med mad og vin i lange baner, lyttende til de rejsendes beretninger fra deres tur ad Silkevejen. Khiva er så tæt på historien, som man kan komme.
Se det fulde rejsebrev på munkens.dk, hvor også et par bryllupsfester er beskrevet.
