Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Nicaraguas Østkyst -
Den anden side af Bountyland

Tekst og foto: Annette Grønkær


Nicaragua er Mellemamerikas fattigste land,og det er også det varmeste. Infrastrukturen har i mange årtier ikke været den bedste og landet er plaget af naturkatastrofer. Hvad er det så der får folk til at komme igen og igen, når de først én gang har besøgt landet? Ja, mit bud er den ukuelige, imødekommende og gæstfri befolkning, der efter utallige krige rejser sig gang på gang, og engagerer sig i landets anliggender. Og ja, så er der også mange som siger, at Nicaragua emmer af sensualitet! Nicaraguanerne er i hvert fald noget ganske særligt, og landet er udfordrende at besøge. Det har jeg selv erfaret, først 2,4 år som bistandsarbejder og siden tre gange som besøgende, i kortere perioder.

1993-95
Udsendt som kooperant / bistandsarbejder for U-landsorganisationen IBIS
Mødregruppen i Tasbapauni og artiklens forfatter. Det lille samfund ligger på tangen ud mod det Caribiske hav
"Den anden side af Bountyland" eller "Bountyland på bistand" - var en lille kortfilm, som jeg så utallige gange i 1993, inden jeg drog af sted til Laguna de Perlas, et isoleret multietnisk samfund på Nicaraguas østkyst, hvor jeg havde fået job i et sundhedsprojekt, støttet af IBIS. Filmen viste, gennem billedoptagelser og interviews med bistandsarbejdere og de lokale beboere, flere af årsagerne til de opståede problemer og behov for hjælp i området "Laguna de Perlas", der var beliggende to timers sejlads nord for havnebyen Bluefields. Området hærges ofte af storme og orkaner, og nedbørsmængden er 5000 mm om året. Regntiden er jævnt fordelt, og i de små bysamfund fungerer de sand/græsklædte stier som transport for både mennesker, hunde, heste og køer. På grund af de store regnmængder trænger dyrenes afføring ned i jorden og forurener brøndvandet, så mange bliver syge. Det våde og fugtige klima gør det vanskeligt at dyrke grønsager, de er svære at få fat i, og dyre, så en del børn er fejlernæret, men ikke underernæret, da det som regel er muligt at få fisk, bønner og ris. Befolkningen i det lille samfund ernærer sig ved fiskeri, især hummer og rejer, en smule industri eksempelvis er der en isfabrik med henblik på nedkøling af indfangede fisk, og lidt landbrug. Hovedsproget er spansk, men herude taler alle creolsk og / eller engelsk

IBIS samarbejdede på østkysten med en nicaraguansk NGO bestående af en flok dygtige arbejdsomme læger og andet medicinsk personale. Mange spædbørn døde i forbindelse med, eller kort efter fødslen, så det overordnede formål med mit job var som sundhedsfaglig at medvirke til at nedbringe børnedødeligheden. Mine opgaver bestod i at tage rundt i området og undervise de lokale jordemødre og sygeplejersker i forebyggende metoder, afholde workshops, og samle områdets gravide og mødre med småbørn til forskellige former for undervisning.

Børn leger på Pearl Lagoons hovedgade ”Middle Street”. Mange af husene er bygget på pæle da den megen regn ofte oversvømmer vejene. Når vandet tørrer ud holder løsgående heste græsset nede.
Jeg boede i Pearl Lagoon, der med ca. 1500 indbyggere er hovedbyen i et distrikt med 17 mindre landsbysamfund, som var placeret dels rundt om en Lagune som mundede ud i det Caribiske hav, og dels indad langs floderne mod fastlandet. Befolkningen er domineret af creolerne, som er efterkommere af afhoppede slaver. Flere stammer, bl.a. de meget mørke garifona, kommer oprindeligt fra Ghana, og jeg havde mange år senere den skønne oplevelse at møde folk fra denne stamme under en rejse i Ghana. Miskitoerne, de oprindelige indianske beboere, bor længere mod nord, og langs flodbredderne ind mod fastlandet. Pearl Lagoon, som ligger inderst i lagunen er omkranset af krat, mangrove og sump til de tre sider, og vand til den sidste. Der er ikke anlagt veje, så der sejles når man skal rundt på besøg, for der er god afstand mellem de små samfund. En generator forsyner af og til byen med strøm, og så er der brønde og gode muligheder for vandopsamling, hvilket er mere hygieljnisk end de dybe brønde som let bliver forurenet. Jeg boede i et mindre træhus, hvor jeg havde petroleumslampe, brønd, vandopsamlingstank og tørlatrin. Jeg befandt mig godt, fik mange lokale venner og følte at jeg levede næsten som nicaraguaner. Den lokale rom var fantastisk god, og tilsat reggaerytmer gjorde det den sparsomme fritid aldeles pragtfuld.

Mit job vekslede mellem perioder med forberedelse af undervisning og besøg på ture af flere dages varighed til isolerede samfund op langs floderne og ud mod de caribiske hav. Vi sejlede som et team, med læge, sygeplejersker, håndværkere (til vejledning og hjælp med at bygge vandopsamlingstanke og tørlatriner) og socialarbejdere (til health-talks). Vi arbejdede under primitive forhold og overnattede ofte i hængekøjer. Jeg oplevede at få rigtig god kontakt til befolkningen, især mødrene og det lokale sundhedspersonale - jeg arbejdede gennem en lokal sygeplejerske, som var dygtig til at formidle min undervisning. De begrænsede geografiske udfoldelsesmuligheder og udfordringerne på sigt, var nok den væsentligste årsag til at jeg efter to år og fire måneder atter stod hjemme i Danmark.

1995-97
Hvornår er det kulturchok'et kommer, er det under eller efter et længere udlandsophold?
Når generatoren går i gang ved mørkets frembrud er der fest. Nicaraguanerne elsker at danse, og køkkenet kan sagtens bruges, bare musikken er god.
En stor sygeplejerskestrejke mødte mig da jeg var landet i Danmark - mere i løn, ja, hvem vil ikke gerne have det? Jeg kom fra et land hvor sygeplejersker tjente meget mindre om måneden end den lønforhøjelse som de danske sygeplejersker krævede. Sikke noget at beskæftige sig med - jeg måtte af sted igen. Det lykkedes heldigvis, efter halvandet år. Tre uger i det tabte paradis blev det til, og jeg så med egne øjne udviklingen i projektet, som min efterfølger havde arbejdet videre med. Flere mødregrupper og grønsagshaver, herligt. Politisk var der dog varslet dårligere tider, med en korrupt regering, og mindre støtte til sundheds- og uddannelsessystemet.

En af jordemødrene viser stolt sin grønsagshave frem.
De lokale fiskerne havde gennem mange år fanget hummere ved at sejle ud i primitive kanoer, dykke og sætte fælder for hummerne. Nu havde mange opgivet den ulige kamp med store amerikanske og europæiske trawlere, som fangede eller opkøbte alt, også de mindste hummere, som de lokale fiskere altid havde smidt ud igen, for at vedligeholde den naturlige cyklus De små hummere blev fra industriskibene bearbejdet til dåsemad. Alt dette førte til større konkurrence og ufred blandt de lokale, og perioder med skyderi og knivstikkeri. Sideløbende hermed ligger Pearl Lagoon i området på den berygtede narkosmuglerrute fra Columbia til USA. Ofte ”dumper” smuglerskibene stoffer, som driver i land. De lokale finder det, eksperimenterer og bruger det selv, eller sælger det videre. Disse problemer er tydeligvis også accelereret. Alt dette til trods var der dog også lyspunkter; flere huse og to nye hoteller var skudt op i Pearl Lagoon, og befolkningstallet var øget ganske betydeligt. Hotellerne tjente mest ved at leje ud til bistandsarbejdere og andre som kom i kortere tid for at deltage i forskellige udviklingsprojekter op langs med kysten.

2002
Nu er der kommet en telefoncentral - man taler ikke længere over radioen.

...Og det hænder at internettet også fungerer! Generatoren kører nu hele døgnet - dog brød den sammen to dage efter min ankomst, og det varede vist flere måneder før den kom i gang igen.

”Titanic”, eller ”Moonlight View”, som hotellet egentlig hed, set fra søsiden, mens det endnu var oven vand.
En forlænget påskeferie gjorde, at jeg fem år senere igen befandt mig på grønsværen på Front road. Der var kommet flere varer, og bygget nye huse. Mødregrupperne fungerede stadig i lagunen, måske ikke så mange, og nogle få af grønsagshaverne var da også tilbage. IBIS havde nu helt trukket sig ud af projektet - det kørte på lokale kræfter nu, og der manglede især penge til benzin til de både der skulle fragte sundhedsteams rundt til de afsidesliggende samfund. Og så var der nu fire hoteller, For seks år tilbage eksisterede kun ”Miss Ingrid” et lille pensionat oppe bagved, det stod vist i ”Lonely Planet”, som ”Miss Ingrid”. Et af de nye hoteller blev kaldt Titanic, fordi det var bygget lige ved vandkanten, og så langt ude, at gulvet skrånede nedad; men rigtig romantisk var det, at sidde på
Der er kommet mange nye huse, og her bygges cementfortove på Front Street for at lette transporten når vejene står under vand, som de gør det meste af året. Lige nu er det påske (april) og tørtid..
balkonen og se månen stå op over Lagunen. De få turister som finder vej hertil bliver dog ofte skuffede, da mulighederne for attraktioner var og er begrænsede. De små både med påhængsmotor (pangaer) kan tilbyde sejlads ind ad floderne, eller ud til havet. Cirka to timer varer det, at blive sejlet ud til The Keyes, en lille gruppe ubeboede ”bounty-øer”. Her har vi tilbragt mange skønne timer med at svømme, dykke, fange og stege fisk. Det var også et yndet sted for de lokale fiskere, hvor de kunne overnatte, og fange hummere. Øerne var nu blevet opkøbt af en græker på ganske korrupt vis. Det viste sig at nogle af de lokale beboere havde kontrakt på øerne. Grækeren fandt frem til disse mennesker og købte øerne af dem for en slik, og pludselig kunne hverken fiskerne eller de lokale turister komme der længere. Grækeren byggede et par huse derude, som dog blev udsat for gentagne plyndringer og hærværk fra de lokale. Herefter solgte han øerne videre til rige amerikanere og englændere via sin hjemmeside, med gentagne problemer og plyndringer til følge, og mange af øerne ligger forladte tilbage med rester af byggeri og forurening til følge. Hvad gør de lokale i Laguna de Perlas? De ser at naboen tjener penge, man bliver mere bevidst om at hæve sin levestandard. Resten af samfundet er blevet rigere - hvad med os? Områdets arbejdsstyrke skrumper ind. Især de yngre mænd kan få arbejde på de store turistskibe der sejler i Caribien, og som håndværkere i USA. Så kan de sende penge hjem, og måske kommer de også selv tilbage. Det er ikke en god eller varig løsning på udviklingen i et lille fiskersamfund.

2006
Der er sket noget med klimaet - og med infrastrukturen. Generatoren kører mere stabilt.

 Fem år senere besøgte jeg atter Pearl Lagoon, igen i forbindelse med påsken, den bedste tid på året, hvor der kan gå en måned uden det regner. Det var dog blevet anderledes. Flere skyer og mere blæst, og, regn - i påsken! Det må være klimaændringerne. Og hvad var det dog for en lyd, motorlarm…”Zanahoria -, papas -,lechuga..” En højtalervogn - med grønsager, kørende helt fra Managua! Hvordan er det muligt?
 
Hvad gør et fattigt land der gerne vil tiltrække erhvervslivet? Man går på kompromis. Den nærmeste større by Kukra Hill (13 km - som man hidtil kun har kunnet nå med panga, ad floden), havde bygget en palmeoliefabrik, og der var oprettet store plantager med gummipalmer, og alt hvad det fører med sig af ødelæggende sprøjtemidler og udnyttelse af de lokale beboere. Regeringen i Managua havde med Danidas hjælp fået bygget en forbindende vej mellem Managua og Kukra Hill. Pearl Lagoons borgmester ville have gang i byen, så det sidste stykke, fra Kukra Hill til Pearl Lagoon kom i gang under store protester fra mange lokale beboere, og den 13 km lange vej blev omsider bygget, af et japansk bistandsfirma. Men nu er den der, og flere biler fører sig frem. Det passer lisom ikke rigtig til stedet - der er jo ikke mange ture man kan køre, men som transport er den god, når ikke lige det regne alt for meget, og det er vel hvad der skal til for at få gang i erhvervslivet, og hermed flere jobs. For den aktive arbejdskraft er skrumpet alarmerende. De har travlt med at tjene penge som migrantarbejdere på krydstogtskibene, på de rige småøer i Caribien, og i USA.
Fortovene fungerer, og hvordan er den bus dog havnet her? Den er kørt fra Managua til udskibsbyen Rama, videre ad gummiplantagevejen til Kukra Hill, og de sidste 13 km ad den nye vej, som japanerne har bygget.


Titanic er ”gået ned”, men der er stadig tre hoteller .i Pearl Lagoonog et af dem er faktisk bygget af en dansker, Svend Friberg. Han arbejdede tidligere som snedker for IBIS, og besluttede at bosætte sig i Pearl Lagoon sammen med sin nicaraguanske kone. De driver hotellet, og ved siden af har Svend bygget et stort snedkerværksted, hvor han lærer de lokale at bygge møbler. De bygger møbler til skoler og kirker, og har et udbud af solide døre til de mange nye cementhuse. Et nyt hotel er blevet bygget i Awas, den nærmeste lille by, som ligger ud til en strand i lagunen, med lavt, lidt plumret vand. Nogle få i lagunen er blevet rigere, men de fleste er blevet fattigere og totalt afhængige af at deres migrant-familiemedlemmer sender penge hjem med jævne mellemrum. Lad os håbe at den nye vej bliver et skridt i den rigtige retning. Det må jeg over og undersøge, senest i 2011.


Fakta:
Nicaragua blev en selvstændig nation i 1821, efter 300 år som en del af de spanske kolonier. Fra 1912-25 var landet besat af USA, og fra 1935-79 sad familien Somoza på den politiske magt og de økonomiske ressourcer i en af de mest brutale diktaturstater i Latinamerika - bakket op af USA. I 1979 førte Den Sandinistiske befrielsesfront an i den revolution der fik Somoza til at stikke af med millionerne, og som indledte 10 års sandinistisk styre med Daniel Ortega som præsident. På grund af sandinisternes socialistiske udgangspunkt betød det også 10 års handelsblokade fra Reagans USA og 10 års krig mellem de USA-støttede såkaldte kontrastyrker (hovedsageligt bestående af Somozas tidligere nationalgarde) og den sandinistiske regering. Det skønnes at 40-50.000 nicaraguanere mistede livet og et langt større antal fik fysiske og psykiske skader for livet. I 1990 udskrev sandinisterne deres andet frie valg, men befolkningen, der var trætte af krig og handelsblokade, stemte på en borgerlig regering, der lovede forsoning med USA. Krigen stoppede, men fattigdommen og korruptionen tog til, og splittelsen mellem krigens to fløje lurer stadig i det nicaraguanske samfund. Siden 1995 har landet haft en liberal regering, men dn liberale præsident endte med at blive anklaget for korruption. Nu sidder den tidligere så populære sandinist Daniel Ortega igen på magten, og lovet bedre tider, men de ser ud til at vente på sig (kilde Mellemfolkeligt Samvirke)



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside