Den rare mr. Chris på Jamaica
Annette Grønkær
“I bliver ikke lukket ud af lufthavnen, medmindre I har navnet på et hotel, hvor I kan bo!” Så klar var meldingen, da min rejsefælle og jeg en sen eftermiddagstime en majdag i 1995 var landet i Kingston på Jamaica. Det forjættede land, som jeg kun havde hørt omtalt i positive og fascinerende vendinger i de lidt over to år, jeg havde boet og arbejdet i det multietniske samfund, domineret af creolere, på Nicaraguas østkyst, og lyttet og danset til reggaemusik. Derfor var Jamaica også indlagt som sidste rejsemål på hjemturen til Danmark, hvor vi bl.a. ville besøge Bob Marley-museet i Kingston og den mindre havneby Port Antonio på Jamaicas nordkyst.
Og her stod vi så, to lyshårede piger (hvem sagde blondiner..?) i et land, hvor 95% af befolkningen er sort, i en storby som truede med overfald og vold omkring det nærmeste gadehjørne - det var i hvert fald hvad den lokale taxachauffør kunne berette, mens han kørte os til det billigste hostel vi havde kunnet finde i lufthavnens hoteloplysninger. Vi sneg os ud fra det lille værelse for at proviantere i det nærliggende supermarked, og belavede os på at vi nok måtte finde rationer til den uges ophold, vi havde planlagt. Men sådan gik det heldigvis ikke.
Allerede tidligt næste morgen fik vi besøg af hostelværtinden, som viste sig at være en overmåde venlig amerikansk dame. Hun havde netop sammen med sin mand planlagt en tur til Port Antonio, hvor hun i øvrigt havde forbindelse til et lille hotel, hvor vi kunne bo. Vi kørte sammen i deres landrover, over de smukke Blå Bjerge, til den lille havneby, hvor vi blev installeret.
Vi besluttede at lede efter et turistbureau (!) for at få tips til, hvad man kunne se i området. Mens vi ledte, blev vi enige om at spørge en hvid mand, som så venlig ud, om vej til turistbureauet. ”Er I danske?” spurgte han. ”Jeg er fra Hobro!” Det var den rare mr. Chris, som havde boet på Jamaica i 28 år - derfor måtte han ofte lede lidt efter de danske gloser. Han havde som ung marinesoldat mødt en kvinde her. De blev gift og bosatte sig i Danmark, hvor hun fik arbejde på ambassaden, men efter få år kunne hun ikke udholde kulden og de emigrerede til Jamaica, hvor mr. Chris købte en farm. Han boede nu alene, hans kone og datter var flyttet til USA. Han havde ikke besøgt Danmark i mange år og var uden forbindelse til sin familie.
Mr. Chris tilbød at vise os omgivelserne omkring San Antonio, og vi besøgte hans farm - han var meget vellidt, og alle de lokale hilste ham på vejen dertil.
Hver morgen de følgende dage hentede mr. Chris os i sin landrover og viste os mange lokale smukke naturområder, vi besøgte. Bl.a. ”Reach Waterfalls” og nogle smukke grotter, og vi blev introduceret til ”jerk pork”, en jamaicansk specialitet af tørret, røget, stærkt krydret kød. Den sidste dag kørte mr. Chris os til Kingston, hvor vi besøgte Bob Marley-museet. Han fandt et hotel til os til den sidste nat, hvor han også selv boede, og insisterede på at køre os til lufthavnen.
Han indrømmede endog, at han godt ville en tur med hjem til Danmark. Det var en bevæget afsked, og vi sendte en pakke med danske lækkerier til ham som tak, men den er nok aldrig nået frem, og på trods af adresseudveksling har jeg ikke hørt fra ham siden. Måske er der andre, som har mødt mr. Chris på Jamaica?
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside