Tilbage til De Berejstes hjemmeside

                Mageløse Madagascar

Annette Grønkær

Madagaskar er på mange måder noget ganske særligt, og hvis man holder af dyr, flora og fauna, er dette bare stedet! Hos den blandede etniske befolkningsgruppe fornemmer man på samme tid afrikanernes ro og besindighed og malayfolkets heftige temperament. Som turist bliver du mødt med åbne arme, venlighed og imødekommenhed. Især, hvis du taler fransk!

En mangeårig drøm gik i opfyldelse, da jeg omsider fik tid, råd og lejlighed til at besøge denne fascinerende og frugtbare ø. Det er ikke mindst de mange endemiske dyre- og plantearter, der gør denne ø til noget ganske særligt. Mennesket ankom til det sydlige Madagaskar omkring år 200 e. Kr. og begyndte at jage de store dyr som elefantfuglen, dværgflodhesten og kæmpelemuren. Den samtidige begyndende afbrænding af skovene skabte grundlaget for de maki-kraftskove, som Madagaskar i dag er kendt for. Øen er befolket af malay-polynesere og senere afrikanere i flere bølger. Blandingen af Asien og Afrika ses tydeligst på befolkningen. Arkitekturen og bygningsstilen er, især i hovedstaden Antananarivo (Tana), asiatisk præget.

Øen regeredes af skiftende konge-/dronningedømmer frem til 1800-tallet. Frankrig invaderede øen i 1895, og den forblev fransk koloni indtil 1960. Perioden siden har været præget af politisk ustabilitet. Der er nu demokratisk styre, og en nyvalgt præsident kommunikerer med Frankrig for at opnå økonomisk hjælp til den haltende infrastruktur. Uddannelsessystemet er mangelfuldt og der er høj arbejdsløshed.

Øen, som er verdens fjerdestørste, forbandt i tidernes morgen det asiatiske og det afrikanske kontinent, det dengang benævnte Gondwanaland.I dag er det en ø på 587.000 km2 adskilt fra Afrika af Mozambique-kanalen. Alligevel kræver det en tur omkring Sydafrika, hvis man vil fra Mozambique til Madagaskar, hvilket var tilfældet for mit vedkommende, fordi jeg også ville benytte denne rejse til at besøge mine venner i Mozambique. Adskillige rejsebureauer måtte frekventeres, før det kunne lade sig gøre at udarbejde en rejserute til de to lande. Det virkede åbenbart for besværligt – ja, en enkelt rejsearrangør foreslog ligefrem, at jeg skulle vælge et andet rejsemål i Afrika! Nå, men af sted kom vi med hjælp fra Marco Polo Tours.

Ankomst til Antananarivo

Efter et ophold hos venner i Pemba i det nordlige Mozambique havde vi Afrika og den udbredte fattigdom i frisk erindring, da vi landede i Antananarivo. Men, Madagaskar ligner slet ikke Afrika! De fleste huse er af mursten med tegl- eller zinktage. Der er mange tiggere i hovedstaden, men vi så ingen under- eller fejlernærede børn. Madagaskar er rig på afgrøder, og det ser også ud til, at befolkningen udnytter og dyrker jorden. Tana er en malerisk by med stejle, krumme, brolagte stræder. Mange steder er der anlagt trapper til at forcere de mange bakker, byen er bygget på, hvilket gør det til en oplagt mulighed at udforske byen til fods. Der er smalle huse med træbalkoner og de karakteristisk buede tegltage, som jeg erindrer at have set på Sumatra. De mange kirkespir afslører, at især engelske og franske protestantiske og katolske missionærer har haft indflydelse: 50-60 % af befolkningen er kristne, 10 % er muslimer. Der er dog også stor respekt for forfædrene og mange traditionelle ritualer.

Tana er som andre hovedstæder plaget af trafik og forurening. Bybilledet er præget af gamle franske biler, som Renault 4 og Citroën, i mere eller mindre faldefærdige udgaver. En tur rundt om Lac Anosy, en mindre sø midt i byen, er et godt sted at starte udforskningen. En masse små sammenbyggede træhuse ved søbredden viste sig at være barberhuse, hvor man kunne sidde uden for og tilbringe ventetiden med at iagttage og konversere de forbigående. Nogle kvinder vaskede tøj ved søen, der var et marked med billige lædervarer og et blomstermarked, der bugnede af smukke blomster i alle farver. Nede fra søen går der forskellige former for transport op til »Old Rova Palace« eller »Palais de la Reine« (»Queens Palace«), som det almindeligvis kaldes. Det er nu et museum under rekonstruktion, da det desværre blev ødelagt ved en brand i 1995. En ung fyr, der gerne ville praktisere sit engelsk, tilbød at være guide. Selve borgen var under opbygning, men på det tilstødende museum var der historie om de skiftende regerende dronninger i det 19. århundrede, indtil franskmændene tog over i 1896.

Nationalparkerne

Madagaskar er kendt for sine frodige nationalparker; de dækker ca. 12 % af de ubeboede områder. Der skelnes mellem begrebet »nationalpark«, hvor al menneskelig beboelse, træfældning m.m. er forbudt, mens turistbesøg med guide dog er tilladt, og »reserve special«, hvor flora og fauna regnes for mindre truet. De kan bebos af lokale, og turistbesøg er tilladt. Der kræves et specielt pas med stempel for hver park, man besøger (50-100 kr. pr stempel). Det udstedes af turistministeriet i Tana. Da tiden var begrænset, havde vi nået det kompromis at koncentrere os om det nordligste område. En flyvetur på tre timer med Air Madagaskar bragte os til Diego - eller Antsiranana! Sjovt nok har alle byer flere navne, alt efter om man anvender det franske sprog eller det lokale malagasy.

Befolkningen i Nordmadagaskar er efterkommere af afrikanske slaver, indiske handelsmænd, arabiske sømænd m.fl ., og det er her, den muslimske befolkning er mest koncentreret. Vores lokale, engelsktalende guide, Fransoir, var muslim. Han og chaufføren, Marcel, skulle på tre dage bringe os rundt til imponerende oplevelser og seværdigheder. Målet for det første besøg var nationalparken »Montagne d’Ambre « på 18.000 hektar, som ligger på et vulkanmassiv. For at nå dertil måtte vi køre ad grusveje og gennem en lille frodig landsby, Joffre Ville, som nød godt af den vulkanske aske; overalt var der boder med frugt og grønt. Mange af beboerne var i gang med at lappe vejen for de værste huller, hvilket var stærkt tiltrængt. Godt, at bilen havde 4- hjulstræk. Parkens areal er meget kuperet, og det regner 3585 mm. om året, hvilket vi også mærkede lidt til, selv om vi startede i solskin. Parken rummer mange endemiske arter. Vi så bl.a. ’Leaftailed Gecko’ (en 'camouflageøgle') på en træstamme, og den mindste kamæleon på Madagaskar.

Men hvor var lemurerne? Jo, de har det som os mennesker; de er ikke vilde med at blive våde, så vi havde næsten opgivet, da vi på vej mod frokoststedet, ved indgangen til parken, spottede en (’Common Brown Lemur’) oppe i et træ. Den sad meget stille, og jeg havde den mistænkt for at være udstoppet til ære for turisterne. Det var nu kun ganske få turister, vi havde mødt på turen. Efter frokost var den der stadig, men havde nu fået selskab af sin familie, så der nu var fire, som sprang rundt – herligt! De er sjove, hurtige og katteagtige. Lemurer er jo abernes (og vores) forfædre, og stammer fra mange tusind år tilbage, og det eneste sted de findes nu er på Madagaskar.

I en anden nationalpark, »Perinét–Analamazaotra«, som vi senere besøgte, så vi mange ’Indri-indri’ - den største lemurart. Indri-Indri er sort-hvide pandaagtige dyr kendt for deres karakteristiske jagt- og kaldeskrig, som kan høres vidt omkring. De er monogame, og i Perinét findes ca. 60 familier, hvoraf de fleste er meget sky. På vores tidlige morgenvandring var vi heldige at se en hel familie spredt i fl ere af de høje træer. De spiste blade fra træerne, og bagefter sked de, så det lød som regnvejr. Vores guide tog en lille båndoptager op og afspillede deres iørefaldende skrigelyde, og straks begyndte hele familien at skrige med. Det lød virkelig sjovt! Vi kørte sydpå med vores to guider mod parken »Reserve Special d’Ankarana«, hvor vi overnattede i en bambushytte i en lille landsby ved indgangen til parken. De lokale beboere ville gerne snakke, men vi kunne jo desværre ikke sproget. Fransoir bor tæt ved parken, og vi besøgte hans kone og deres hus, som er bygget af træpæle. Børnene på seks, ni og eleve år bor hos en slægtning i Diego - den nærmeste større by, hvor de går i skole. Fransoir mente, det er vigtigt at børnene får en uddannelse, så de senere kan videreuddanne sig. Med rejser og skolepenge er der ikke mange penge tilbage i familien. Så Fransoir, der til daglig arbejder som parkbetjent, må gå de seks kilometer hver dag til nationalparken. Han har ikke råd til en cykel. Området i Ankarana var fascinerende med en hel skov af forskellige arter af baobabtræer og udsigt til et imponerende limstensmassiv. Dette massiv kan også ses i bogen »Jorden set fra himlen«. Vi så igen lemurer, denne gang arten ’Crowned Lemur’, og mange imponerende planter og fugle.

Den sidste del af guideturen gik ned mod færgelejet ved havnebyen Ankifi . Vi kørte gennem store sukkerrørsplantager, cashewnødplantager og ylanga-ylangatræer, hvor man udvinder parfume af blomsten. Farverige kamæleoner krydsede vores vej, og vi spiste den medbragte frokost i en plantage med alverdens frugt og grønt. Der var kaffebuske, kakaotræer, bananpalmer, papayatræer, appelsintræer, mangotræer, peberplanter, ananas, vanilleplanter og chili. Imponerende med alle disse nytteplanter på så lille et areal. Vi tilbragte nogle dage på den skønne ø Nosy Be, der trods turisme (mange enlige franskmænd – pigerne er meget smukke!), har bevaret et lokalt præg. På trods af Madagaskars frodighed er der stor arbejdsløshed på øen. Trods en indskolingsprocent på 80, er det kun 15-35 %, der gennemfører grundskolen, og færrest i landdistrikterne. De som får en uddannelse har svært ved at få job, da der mangler ressourcer til infrastruktur og udvikling af industrien.

Lufthavnen var i 2002 lukket et halvt år p.g.a. politisk uro. Den siddende præsident ville ikke gå af, trods det at befolkningen havde valgt en ny. Dette er nu stabiliseret, og den nye præsident har lige været på besøg i Frankrig for at bede om hjælp til stabilisering af landet. Der arbejdes også på at få gang i turismen, hvilket jeg kun kan anbefale. Rejs til det smukke land - det er billigt, når først man er der, og kan du fransk, har du mulighed for at få det maksimale udbytte af turen.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside