Tekst: Ann Kledal og Annette Grønkær; foto: Ann Kledal
Det regner, og temperaturen er seks grader i Danmark, da Claus Andersens lille Brasiliensgruppe på ni personer - aktive som passive medlemmer - den 1. april 2006 drager mod varmere himmelstrøg med kurs mod Rio de Janeiro - første stop på en rundrejse, der også tager os til Foz do Iquazu, Pantanal, Salvador og Olinda. Og til det vestligste medlemsmøde i De Berejstes Klub. Claus har organiseret det hele, og med ham i førertrøjen bliver det ikke kedeligt. Han kender landet, taler sproget og bliver ikke hylet ud af den, selv om han glemmer sine flybilletter til den videre rejse i flyet til Rio.
Karneval i Rio - erotik i luften!
Rio - bare navnet får billeder frem på nethinden af karneval og sambarytmer, fest, farver og erotik, sol og hvide strande, Sukkertoppen, Copacabana, Kristusfiguren og smukke mennesker i alverdens kulører, der bare forstår at nyde livet.
For de fleste i gruppen er Rio ny by i nyt land, for et par stykker af os et kært gensyn efter at have oplevet karnevalet. Rio og karnevalet kan ikke beskrives, det skal opleves!
Det pirrer alle sanser på en sådan måde, at en vinterbleg dansker må overgive sig fuldstændigt. En hel nat med paraderne og sambaen på Sambadromen, de flotte blocos - optog på store lastbiler - der kører gennem gaderne for fuld udblæsning, de helt vilde transvestitfester om natten, hvor alle Brasiliens transvestitter er samlet for at fremvise deres dyrekøbte ynder. I minimale kostumer, på bare tæer eller tårnhøje hæle. Alt oser af dekadence og erotik. Sådan er Rio i februar. Nu skal vi se byen på et fredeligere tidspunkt.
Den smukkest beliggende storby
Rio - den smukkest beliggende storby i verden. Byen ved havet med de hvide strande, små øer og bjergtoppe der dukker op som grønne muldvarpeskud, dækket af tæt vegetation.
Rio de Janeiro betyder januarfloden, og den blev døbt sådan af de første portugisere, der kom til Guanabarabugten d. 1. januar 1502, fordi de troede, de havde opdaget en ny flod. Byen var på det tidspunkt ubetydelig, men da guldminerne i Minas Gerais åbnedes omkring år 1700, var Rio den nærmeste havneby, og enorme rigdomme blev udskibet herfra. Byen blev handelscenter for portugiserne og var Brasiliens hovedstad fra 1763 til 1960, hvor man udnævnte den nyopførte Brasilia til regeringsby - til stor ærgrelse for mangen en politikerfrue, der blev nødt til at forlade deres sorgløse liv i deres elskede Rio til fordel for en by uden sjæl midt inde i landet.
Corcovado er navnet på en af de højeste toppe i Tijuca bjergkæden, der deler Rio, og den kendte Kristusfigur står i 710 meters højde med udbredte hænder. Togbanen op til Corcovado kører gennem junglen fyldt med store farvestrålende sommerfugle og eksotiske planter, og vi underholdes af et sambaband, der stiger på undervejs og lokker til en dans og et lille bidrag. Nogle af turisterne ser lidt stramme ud i betrækket, da de begynder at spille (kan man nu heller ikke sidde i fred her!), men selv den sureste må overgive sig til rytmerne.
Annette, Gritt og Ann - ikke helt alene foran Rios vartegn, den store Kristusfigur
Rige og fattige - side om side
Fra Corcovado er der en enestående udsigt over Rio. På trods af de mange turister står man helt lamslået over en sådan skønhed: Sukkertoppen, strandene, junglen. Men op ad bjergsiderne findes over 500 favelaer som turisten næppe får øje på. En af grundene er, at fattige og rige bor side om side. På den ene side af en vej kan der ligge luksuriøse villaer og højhuse beboet af pengestærke brasilianere, på den anden klamrer favelaen sig op ad bjergsiden, beboet af fattige, styret af bander.
I nogenlunde fordragelighed, for de rige har brug for de fattige som chauffører, stuepiger og barnepiger, og de fattige har brug for de rige for at få mad på bordet. F.eks. ligger Rios største favela - Rochina - med over 130.000 indbyggere klos op ad den amerikanske skole, hvor forældre betaler 10.000 kroner om måneden i skolepenge, og hvor poderne hentes og bringes af privatchauffører.
Gang i den på stranden
Vi bor to blokke fra Copacabana. På denne brede, hvide, palmeklædte strand med den 4,5 km lange strandpromenade, der fortsætter over i Ipanema, udfolder livet sig på godt og ondt. Om dagen er stranden og promenaden fyldt med folk, der enten solbader, cykler, jogger, spadserer, spiller fodbold eller volley, eller hænger ud på en af de mange strandbarer med en kokossaft, og senere på dagen måske en caipirinha.
Om aftenen og natten er det ikke stranden, men de mange barer på den lange promenade, der er gang i. Copacabana er nemlig også hjertet af Rios prostitutionskvarter med baren ”Help” som det største trækplaster. Her udfolder der sig en livlig aktivitet for at kapre kunder, og pigernes kostumer overlader ikke meget til fantasien. Fantastisk flotte er de, og om det er ”rigtige” piger eller transvestitter er svært at sige. Begge kæmper samme kamp for at tjene hurtige penge.
Hurtige penge vil alle jo gerne tjene. Også billetkonduktøren i bussen - den unge pige, der prøver at snyde os for to riales. Vi lægger ti riales for tre personer og får to igen. Altså otte riales for tre busbilletter??? Hun var ikke engang kvik nok til kun at give en tilbage, den var vi måske hoppet på! Og hun var heller ikke spor flov, da hun måtte hoste op med to riales mere.
Med Knud som vært
Et lidt usædvanligt medlemsmøde bliver der også tid til. Den gæstfri vært, som har inviteret gruppen, er medlem af De Berejstes Klub, Knud Bach, som bor i Petropolis, en by oppe i bjergene, cirka 75 kilometer nord for Rio. Knud har sat os stævne på byens museum, som tidligere var residens for den portugisiske kejser Don Pedro. Iført enorme filtsko glider vi gennem museet, og får et godt indtryk af de enorme rigdomme portugiserne besad og den luksus, de levede i, i stærk kontrast til den fattige befolkning.
Efter museumsbesøget kører vi med Knud ud til hans arbejdsplads ”Aalborg Industries”, hvor han har været direktør de sidste seks år. Fabrikken afventer vores besøg, og iført sikkerhedshjelme får vi en rundvisning . Aalborg Industries er verdens førende leverandør af marinekedler og har også fabrikker i Kina og Indonesien. Inde på fabrikken bakses der rundt med de enorme kedler. Og i modsætning til mange andre fabrikker i Brasilien har fabrikken et rigtig godt arbejdsmiljø. Der er sikkerhedsrepræsentanter, og sikkerhedsreglerne med bl.a. høreværn og sikkerhedshjelm bliver overholdt.
Og interesserede medarbejdere har mulighed for at videreuddanne sig efter arbejdstid, men på firmaets regning. En yngre kvindelig medarbejder i laboratoriet er således i gang med en uddannelse til kemiingeniør, og fortæller de måbende danskere, at hun efter arbejdsdagen fra 7 til 16 tager bussen to timer frem og tilbage til Rio hver aften for at gå på universitetet!
Endelig går turen i skudsikker bil hjem til Knud Bachs residens, et lejlighedskompleks, godt beskyttet af sikkerhedsvagter, hvor vi slår os ned på en kæmpeterrasse. Tour de table og postkortoplæsning er denne dag erstattet af hyggesnak og en kølig caipirinha, mens vi venter på brasilianernes foretrukne specialitet Carne asada - grillstegte kyllingehjerter, pølser og oksekød i store mængder. Godt mætte og lettere berusede ser vi til sidst lysbilleder fra Brasilien, hvilket giver os endnu mere lyst til at udforske dette enorme land.
Foz do Iguazu - verdens største vandfad
Heldigvis er det det, vi skal , så vi drager videre til Foz do Iguazu. I lufthavnen opdager den gode Claus, at han har glemt nogle af sine flybilletter i flyet til Rio, og selv om de kan se, at han er booket ind på flyet til Foz, kommer han ikke med - sikkert fordi flyet er overbooket i forvejen! Så han ankommer efter mange diskussioner og flere timer senere efter at have været en tur over Sao Paulo.
Gruppen når dog frem uden fører, og vi to lægger straks ud med en helikoptertur over vandfaldene, som ligger mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. De næste to dage ser vi de 273 store og små vandfald, der strækker sig over tre kilometer, både fra Brasilien-siden og Argentina-siden. To helt forskellige oplevelser.
Fra Brasilien ser man dem store og brusende på afstand. Fra Argentina kommer man via stier meget tættere på. Hovedattraktionen er Garganta do Diablo - Djævlens Gab - hvor der falder 13.000 kubikmeter vand med halvfems meter pr. sekund og med et øredøvende brag. Til sidst må vi bare prøve en tur med speedbåd op ad floden for at sejle under faldene og blive drivvåde..
Pantanal - verdens største vådområde.
Turen videre til Pantanal Nationalpark foregår med fly til Campo Grande og derfra 236 km vestpå i bil. Noget af en tur! Pantanal er verdens største vådområde og fem gange Danmarks størrelse. Vi indlogerer os på en Fazenda - ”Refúgio Ecológico Caiman”.
Parken rummer i hundredvis af fuglearter, bl.a. den blå ara, der er truet pga. sine lange halefjer. Derfor har man startet ”Projecto Macau”, som tager sig af opdræt og beskyttelse af den blå ara. Da projektet startede for femten år siden var der kun 1500 araer i området. Bestanden er nu vokset til 4000. Fuglene er unikke. De danner par for livet og bliver cirka 35 år. Et par får kun unger hvert andet år, for det tager halvandet år, før ungerne kan klare sig selv. Når de er små er det nemlig svært for dem at knække de nødder, de lever af.
Parken er også et paradis for brillekaimanen, en alligator, der bliver cirka halvanden meter lang. De ligger for det meste sløve, næsten blinde og døve med dårlig lugtesans - de reagerer kun på vibrationer. De lægger cirka fyrre æg, og temperaturen bestemmer, om det bliver en han eller hun. Ved 31 grader bliver det en han, ved 29 en hun og ved 30 grader enten eller. Ret utroligt!
Vi kigger også ind til skolen med 35 børn. Jeg spørger efter engelsklæreren. Hende jeg spørger, forstår ikke mit simple spørgsmål - men viser sig ikke desto mindre at være...engelsklæreren!
Salvador - det ”ægte” Brasilien
Sidste stop på den fælles klubtur er Salvador i den nordlige Bahia provins, også kendt som det ”ægte” Brasilien. Her findes alle Brasiliens kontraster og hudfarver. Claus har sørget for et hyggeligt hotel i Cidade Alta, den gamle bydel, som ligger på et plateau halvfjerds meter over havet. De stejle gader i den maleriske by har alverdens tilbud af varer, som falbydes af utrolig smukke mennesker, mange iført store skørter i heftige farver, mens en hær af tiggere, gadesælgere, gadebørn, ”artister” og andet godtfolk prøver at overleve fra dag til dag.
Der er politi på hvert et gadehjørne. Og ikke uden grund! I den ”hyggelige” hotelgade lige uden for vores hotel bliver et fransk bøssepar slået ned bagfra og frarøvet alt. Et vidne ti meter væk har selvfølgelig intet set eller hørt, da politiet ankommer!
En elevator fører ned til Cidade Baja - den nedre bydel. Ved havnen ligger Salvadors berømte marked - nu muntert og sprudlende af liv - men med en mere dyster fortid. Her fandtes den gamle toldbygning, hvor slaverne blev opbevaret i kælderen i vand til knæene, indtil de på markedet blev faldbudt til højeste pris. Et noget skummelt sted, som vi efter nogen søgen finder frem til.
På markedet kan man købe imitationer af de slavekæder, som slaverne bar rundt om livet. Hvert syvende år fik slaven et nyt smykke af sin ejer til at hænge i kæden, og når de havde elleve var de fri! Og så gamle, at de ikke mere kunne klare sig i frihed!
Her hjælper ingen kære mor i Salvador. Små piger skal have små fletninger med perler i, og så kan man jo lige så godt tage sig en lur imens
Olinda - en malerisk by
Klubturen er slut men flere af os har valgt at forlænge den med en uge i den nordlige region. Vi tager til Olinda, seks kilometer uden for Recife, en gammel by med nærmest landlig stemning, som er erklæret fredet af UNESCO. Husene er meget velbevarede og malede i mange farver, gaderne er stejle, der er en pragtfuld udsigt over bugten og der er mindst ti kirker i byen.
Påskemorgen bliver vi vækket af fyrværkeri klokken halv seks, og de næste to timer går vi i procession med byens borgere for klokken halv otte at nå domkirken, der er fyldt til bristepunktet. Her venter vi en stiv halv time på, at de gejstlige skal begynde løjerne. Ind træder de med pompt og pragt, mens byens tosse fumler rundt bag dem hele vejen op til alteret, så det er svært at holde masken. Så lyder der gregoriansk sang og vi får sågar stænket ægte katolsk vievand på vore syndige hoveder.
Den nærliggende Recife er en ikke særlig køn storby. Men byen har dog én attraktion, nemlig Casa de Cultura, byens gamle fængsel i centrum, der nu er indrettet til marked. Kun én celle på seks kvadratmeter står tilbage i sin oprindelige, triste form med gitter for, resten af cellerne er omdannet til små butikker, der hovedsagelig sælger kunsthåndværk, men også det sædvanlige turistcrap.
Efter tre uger sætter vi atter kursen mod Danmark, mættet med indtryk og med stor lyst til at udforske mere af dette pragtfulde land, fuld af kontraster, men ikke mindst befolket af smukke mennesker med appetit på livet. En appetit vi nordboere kan lære meget af.
