Maleriet er malet af en lokal kunstner fra Bluefields, og bådene udskåret af en "pensioneret" fisker i Pearl Lagoon
Min bedste souvenir er et billede fra min bedste arbejdsplads, Tasbapaunie. Det lille samfund ligger på en tange ud mod det Caribiske hav i det Østligste Nicaragua. For at komme dertil er det nødvendigt med en båd. Fotoet viser derfor også den mest benyttede transportform: en model af de lokale både "dug outs" = udhulede træstammer, eller "daurie", eller " panga", som de også kaldes. Bådene anvendes også af de lokale fiskere, det er ofte nødvendigt med de flade bunde op ad de smalle floder til de små miskito-landsbyer.
Ankomst til Nicaraguas østkyst, la Costa Atlantica
Det lille propelfly med plads til 18 personer sætter hjulene på landingsbanen i Bluefields, og piloten slukker sin smøg og hilser af med side"manden", en underholdende meget snakkende kvinde, der absolut ikke ligner en co-pilot. Det virkede ellers betryggende, da vi ved indchekningsskranken i Managua alle måtte op på vægten enkeltvis, sammen med vores håndbagage, før vi fik lov til at gå om bord i flyet.
Landingsbanen i Bluefields er et broget syn, med unge dragere, sælgere og ventende flypassagerer med deres bagage i en stor bunke for sig. Vi manøvreres ud og bytter plads med de ventende, man føler sig hensat til rutebilen i Hobro. En ramponeret overbelæsset landrover bringer os fra lufthavnen og ind til selve Bluefields. Langs den hullede vej ses kulørte træhuse af varierende standard, små boder; reggaerytmerne lyder overalt,- menneskelivet, en skøn blanding af farveskalaen fra det mest lysebrune til det helt sorte, bevæger sig i et afslappet tempo – "Hey mon, - welcome to the east-coast". Og jer er solgt! Det er februar 1993, og dette er min arbejdsplads for de kommende to år (som når at blive til to et halvt), hvor jeg skal arbejde i et integreret forebyggende mor-barn projekt, et ønskejob for en forholdsvis nyuddannet sundhedsplejerske med tidligere U-landserfaring i rygsækken.
For at nå til Laguna de Perlas, eller Pearl Lagoon, byen hvor jeg skal bo og arbejde ud fra, skal vi sejle ca. halvanden time med panga op langs floderne omkranset af mangroveskove. Pearl Lagoon med ca. 1500 indbyggere er hovedbyen i et distrikt med 17 små landsbysamfund rundt om en Lagune og langs floderne ind i landet. Befolkningen er multietnisk, domineret af creolerne, som er afhoppede slaver blandet med de oprindelige miskito-indianere, derudover mestitzer, som nicaraguanerne fra vestkysten kaldes, og miskitoer, de oprindelige beboere, som nu har slået sig ned ved flodbredderne. Sproget er derfor også et studie for sig; spansk er det officielle, og undervisningen foregår på spansk, men creolsk er mest udbredt, og en del taler og forstår engelsk, dog ikke miskitoindianerne, de taler miskito og spansk(!).
Der er ikke anlagt veje, så der sejles, når man skal rundt på besøg. Der er heller ikke indlagt vand og el. En generator forsyner af og til byen med strøm, og så er der brønde og gode muligheder for vandopsamling, nedbørsmængden er nemlig 5000 mm om året. Regntiden er jævnt fordelt, den bedste (tør)tid er marts og april. I byen fungerer de sand/græsklædte stier som transport for både mennesker, hunde, heste og køer. På grund af de store regnmængder trænger dyrenes afføring ned i jorden og forurener brøndvandet, så mange bliver syge. Det våde og fugtige klima gør det vanskeligt at dyrke grøntsager, de er svære at få fat i, og dyre, så en del børn er fejlernæret, men ikke underernæret, da det som regel er muligt at få fisk, bønner og ris.
Lidt om mit arbejde
Jeg var ansat af U-landsorganisationen IBIS. De havde på østkysten et samarbejde med en nicaraguansk NGO: Action Medica Christiana (AMC), en flok dygtige arbejdsomme læger og andet medicinsk personale. I Pearl Lagoon udgjorde vi et "team" bestående af: En læge, en social worker, som skulle danne netværk af sundhedsarbejdere i landsbyerne, to lokale "håndværkere" til at rådgive vedr. bygning af tørlatriner og brønde, en sekretær m.m., en rådgiver og undertegnede. Udover rådgiveren, som kun arbejdede der ad hoc, og undertegnede, var de alle nicaraguanere. Formålet med mit job var at medvirke til at nedbringe børnedødeligheden. Mange spædbørn dør i forbindelse med eller kort efter fødslen.
Mine opgaver var at undervise de lokale jordemødre og sygeplejersker, afholde workshops og samle områdets gravide og mødre med småbørn til forskellige former for undervisning. Jeg fik i den forbindelse opstartet lokale mødregrupper "Club de madres". På grund af den manglende tradition for grøntsagsdyrkning ansatte projektet en agronom (miskitoindianer, som talte de lokales sprog). Han tog jordprøver for at finde frem til de bedst egnede frø, og nogle af "mine" mødregrupper blev udvalgt til at dyrke grøntsagshaver. Den første sæson gik forbavsende godt for de fleste, og min opgave var så at undervise i, hvordan man bedst muligt kunne udnytte de hjemmedyrkede grøntsager.
Projektets arbejdsopgaver betød også, at vi sejlede en del rundt og måtte overnatte i de små byer eller bosteder rundt omkring, ofte i hængekøjer i en eller anden ledig træhytte. Morgentoilettet kunne udrettes i der nærliggende flod via en mudret sti, iført gummistøvler, der sank ned i mudderet og med selskab af en stor so.
I et af de lidt større samfund havde jeg en aften undervist oppe på klinikken. Jeg skulle overnatte i sygeplejerskens hytte, men det var blevet buldrende mørkt, og batteriet i min lygte virkede ikke, så på vej til hytten var jeg ved at falde over en stor ko, trådte i en lun kokasse og gik ind i det forkerte hus (naboens), da det var det eneste hus jeg kunne se, fordi de havde en petroleumslampe tændt.
Vi lærte den store betydning månen havde. Fuldmåne = fest. I det hele taget holdt vi meget fest, for der var to fritidsbeskæftigelser du kunne dyrke: Kirken eller Ranchen (dans og disko), og jeg må indrømme, at jeg valgte det sidste. Nicaragua er jo ellers kendt for udbredt katolicisme, men på østkysten dominerede den moravianske og den anglikanske kirke. Bl.a. englænderne har haft deres gang her.
Jeg fik mange lokale venner, og ligesom i Danmark samles man om maden. Når jeg blev inviteret til at spise foregik det på den måde, at jeg fik maden serveret, et eller andet tilfældigt sted, hvor jeg nu sad; så kunne jeg sidde i ensom majestæt og spise, og først ti minutter senere, når jeg var næsten færdig, kom resten af familien med deres mad og satte sig for at spise. Jeg har i tiden forsøgt forskellige strategier, eksempelvis at vente ti minutter med at spise, men dels bliver maden kold, og dels spiser de så selv tilsvarende senere (!).
Jeg boede i et mindre træhus, med egen brønd og tørlatrin, og befandt mig rigtig godt, manglen på fritidsaktiviteter og de begrænsede geografiske udfoldelsesmuligheder (et areal på ca. 1x3 km, afgrænset af floder og sump) er nok den eneste årsag til, at jeg ikke er der stadig væk.
Jeg har været derovre på ferie to gange, siden jeg rejste, i sommeren 1995, og det skal jeg da igen.
