Kom til Bangladesh før turisterne

Nikolaj Witte

Med 600.000 rishshaws i Dhaka er det aldrig svært finde transport.

Bangladesh er en overophedet smeltedigel af mennesker, venlighed og ekstrem nysgerrighed. Mit besøg i landet var lidt af en heldig og uplanlagt tilfældighed. Hvad der var lige så uplanlagt, men knap så heldigt, var, at krigen i Irak brød ud midt under vores rejse gennem Bangladesh.

Klokken var to om natten, da vores fly fra Bangkok lagde an til landing i Zia lufthavnen, Dhakas Internationale lufthavn. Vi vidste ikke meget om det land, vi netop var landet i, ud over at turistmyndighederne i Bangladesh gennem tyve år har brugt samme slogan for at tiltrække turister, "kom til Bangladesh før turisterne". Et klart

Overalt i Dhaka kan man nyde en kop te og få en sludder

budskab om det uberørte, det uturistede. Så vi var mildt sagt overraskede, da det viste sig, at mindst 15-20 af passagererne på vores Biman maskine var europæiske turister. Resten var bangladeshiske forretningsmænd, der selv i luften brugte tiden til både at handle og skabe nye forretningsforbindelser. Lufthavnen var stort set tom, vi var eneste fly på dette lidt tåbelige tidspunkt. Og da paskontrollen havde en særskilt skranke for ikke-bangladeshiske borgere, var vores kø ikke lang. Der foregik noget oppe foran i køen, vi ikke helt kunne høre, hvad var. Men så stillede toldbetjenten sig op og råbte, at alle der var i transit bare skulle gå uden om skranken, og kun folk, der skulle besøge Bangladesh, skulle blive. Alle gik. Kun min kæreste og jeg stod tilbage med en følelse af, at vi vist kom før turisterne. Tolderne var venlige og smilende, og snart stod vi ude foran med hver vores rygsæk på, søgende efter transport ind til byen. Turen ind til Dhaka var mørk. Ingen gadelygter og stort set intet lys i husene. Benzinmåleren i vores taxi var faretruende lav, så vi måtte tanke op. Det havde chaufføren jo ikke kunnet gøre, før vi havde betalt ham, men benzinstanderne var også løbet tør for benzin. Et fænomen vi ofte skulle se i Dhaka.

Uden kendskab til landet, uden noget lys og uden benzin var vi ved at være lidt betænkelige, men på de sidste dampe nåede vi til vores hotel. Sent om natten, men stadig højt gearede på den velkendte "nyt land energi", fik vi vækket hotelpersonalet og kom ind på vores værelse. For første gang i løbet af flere måneders rejse havde vi fjernsyn med satellitkanaler, og de viste alle det samme: optrapning til krig i Irak.

En glad flok børn, på vej til fredagsbønnen i en smuk gammel moské.

Næste morgen vågnede vi i verdens tætteste befolkede land (fraregnet bystaterne) med 130 millioner mennesker fordelt på et område omtrent tre gange større end Danmark. Under første dags undersøgelser af, hvad det var, der gjorde netop dette land specielt, opdagede vi hurtigt, at det fantastiske ved Bangladesh var menneskene. Overalt hvor vi kom frem, faldt vi i snak med rickshawkørere, tjenere, butiksejere og halvdelen af alle fodgængerne. Når den første nysgerrighed over, hvad vi egentligt lavede her i landet, havde lagt sig, og samtalen havde været forbi dano milk, som tilsyneladende var en slags sød mælk på dåse og Danmarks bidrag til Bangladesh, faldt samtalen på den muligt forestående krig i Irak. Alle beklagede sig meget over en eventuel krig, men alle var ligeledes enige om, at der ingen fare var her i Bangladesh. For, som de alle fortalte os, så er der, til forskel fra Indien og Pakistan, ingen fundamentalister og terrorister i Bangladesh. Al denne krigssnak ændrede dog i begyndelsen intet ved, at bangladeshere er et utroligt venligt, nysgerrigt og smilende folkefærd. Men som tiden skred frem, oplevede vi oftere og oftere, at folk først spurgte, om vi kom fra USA, og først efter at vi forsikrede dem, at det gjorde vi ikke, smilede de.

Da Bangladesh er ekstremt overbefolket, og alle er utroligt nysgerrige, er man som bleg, dansk turist altid omringet af en stor menneskemængde. Det er selvfølgelig spændene at komme i snak med så mange mennesker, men til tider også overvældende, når man med sin blotte tilstedeværelse kan skabe så store forsamlinger, at trafikken på hovedstadens største gader går helt i stå. Jeg oplevede flere gange ved mine hyppige rickshawture i den gamle bydel, at fl ere hundrede mennesker stimlede sammen, og alle maste for at få lov til at være den, der kunne spørge mig om noget. Dette blev til tider for meget, så min ven og trofaste rickshawkører, Muhammed, måtte redde mig ud og piske derfra. Ikke at det var farligt, blot overvældende. Muhammed, en 54-årig mand med rød- og hvidternet sarong, hvid, lidt støvet skjorte og, heldigt for mig, ret gode engelskkundskaber, var fra første dag blevet vores faste rickshawkører og en god kilde til at stikke fingeren i jorden. Efter en bestemt tur, hvor vi havde siddet ved en af Dhakas utallige små teboder, fået os hver en kop alt for sød mælk med lidt teblade i, en smøg og en sludder, skete

Som bleg turist er man omringet af nysgerrige mennesker døgnet rundt.

det flere gange, at Muhammed, uden egentlig grund, syntes at vi skulle køre videre, og folk var ikke helt så imødekommende som sædvanligt. Muhammed forsikrede mig om, at der ingen problemer var, men heller ikke han havde så meget lyst til at snakke som ellers, så min kæreste og jeg besluttede, at det ikke kunne skade at tage kontakt til den danske ambassade og høre deres anbefalinger og gode råd i forbindelse med den mulige krig i Irak.

Efter lidt tid lykkedes det at komme til at træffe en ung kvindelig attaché. Hun fortalte, at der ikke umiddelbart var nogle problemer ved at rejse videre, blot ville hun foreslå, at vi jævnligt tog kontakt til ambassaden for at høre, om der var noget nyt, specielt i det tilfælde, at krigen skulle bryde ud, samt at vi undgik store folkeforsamlinger. Da vi fortalte, at vi dagen efter havde planer om at tage en færgetur på halvandet døgn ned sydpå til en by ved navn Khulna, foreslog hun, at vi købte førsteklasses kahytter af den simple årsag, at de havde lås på dørene. Til slut kunne hun fortælle os, at de netop havde opdateret deres evakueringsplan, så skulle der være alvorlige problemer, var vi nu registreret og ville blive evakueret. Vi havde ingen lyst til at se, om planen virkede.

Jeg havde dagen inden bedt Muhammed om at finde en ven, så vi kunne køre i to rickshaws, da vi jo skulle have al vores bagage med ned til færgen. Han var som altid klar langt før aftalt og stod nu og vinkede til os, mens vi indtog vores morgenmad. Vi kom ned til færgelejet, fi k takket for hjælpen, betalt overpris og drikkepenge og kom op på øverste dæk til førsteklasses området. Vi havde som forventet egen kahyt med to køjer fyldt med pissoirkugler og lås på døren. Pissoirkuglerne er en ide bangladeshere har, de skal smides ud over det hele for at fjerne den værste stank, resultatet er, at man for evigt har lugten af pissoir i næsen.

Afdelingslederen for Bangladesh’ vandtransport kom og ønskede os velkommen på hans hyggelige hjuldamper og fortalte os om vores rute og tidsplan. Da folk begyndte at komme om bord, opdagede vi hurtigt endnu en stor fordel ved at rejse på første klasse; alle vores medpassagerer var forholdsvis rige og veluddannede, hvilket betød, at de fleste kunne engelsk. Da alle var om bord, og vi langsomt var på vej ud af Dhakas havn, kom der sandelig en tjener i en fin, rød jakke og spurgte, om vi ønskede te, og om vi ville have bangladeshisk eller vestlig aftensmad. Vi valgte bangladeshisk, da det både var billigere og med stor sandsynlighed spiseligt, da vestlig mad sjældent er den store succes. Menuen bestod af tre retter: suppe til forret, stegte ris med kylling og lidt splat grønsager til hovedret og lidt frugt til dessert. Bagefter, da vi sad ude på dækket og røg en smøg, kom en gravalvorlig mand ud. Han kunne fortælle, at krigen netop var brudt ud i Irak.

Jeg havde bemærket en ældre herre, der stod ved rælingen nogle meter fra os og opmærksomt fulgte med. Tidligere havde jeg hilst på ham, men konkluderet, at han ikke kunne engelsk, da han ikke svarede. Han var iført en lang, hvid kåbe med hætte og simple sandaler. Hans skæg var langt, busket og helt gråt, hans øjne mørke og indsunkne og hans læber stærkt røde af at tygge for meget betelnød. Han var helt klart mullah, en muslimsk præst. Da han opfangede min interesse for islam, kiggede han op og bevægede sig sagte over mod mig. Den kutteklædte mand indtog stolen ved min side og præsenterede sig som Omar Muhammed på et absolut fejlfrit engelsk. Da han spurgte, hvad der lå i min interesse for islam, fortalte jeg, at der, hvor vi kom fra, var det meget svært at få et korrekt billede af islam, og derfor

håbede jeg under mit besøg i Bangladesh at kunne skabe et klarere billede. Han var en særdeles belæst mand, med universitetsgrader i engelsk, litteratur og islams historie, derudover var han tidligere jægerpilot oplært i Pakistan (dengang var Bangladesh en del af Pakistan) samt uddannet flyingeniør. Efter en timelang introduktion til islams historie og tro forklarede han, hvorfor der ikke kunne være et opgør mellem kristendom og islam. De var en og samme tro, islams Allah var den selv samme som kristendommens Gud, og begge ville de prædike om næstekærlighed og godhed.

Tilbage til spørgsmålet om krigen var han enig med stort set alle i landet og mente, at den var uretfærdig, i modstrid med internationale konventioner og udelukkende drejede sig om olie. Da klokken var blevet mange, takkede jeg for en lærerig aften, for os var det sengetid, for ham og mange andre var det tid til en sidste bøn. Stemningen efter krigens udbrud var bestemt ikke blevet mildere. Flere og flere syntes at kigge mistænkeligt på os, når vi gik ned ad gaden. Ikke desto mindre var det, når vi først kom i kontakt med folk og fik slået vores nationalitet fast, stadig en fantastisk oplevelse at sidde på en lille hyggelig restaurant og se alle de hoveder, der kiggede ind af døren for at se om det kunne passe, at der var to hvide mennesker på besøg.

Da vi fra Khulna ringede til den danske ambassade, kunne de fortælle os, at både CNN og BBC nu havde vist billeder, hvor Danmark stod som krigsførende nation side om side med USA og England. De kunne også tilføje, at det måske var bedre, hvis vi kom tilbage en anden gang. Efter at være kommet over chokket, at lille Danmark også var med i krigen, rejste vi mod Indiens grænse. Men mindet om den venlighed og utrolige nysgerrighed, som havde været en tro følgesvend under hele vores besøg i dette besnærende land, kan aldrig udvaskes.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside