Hjemmefra havde vi, min kæreste, Pernille, og jeg, aftalt, at Kina ikke bare skulle ses, det
skulle opleves. Drømmen havde udklækket sig i mit hoved for flere år siden og var udsprunget
af billeder af cyklende kinesere. Jeg ville gerne kombinere min glæde ved at cykle med min
begejstring for at rejse, så hvad var mere oplagt end at cykle gennem Kina. Kina er for mig
cyklernes land, så det var et naturligt valg til denne rejse. Planen, eller måske mere drømmen,
var at cykle hele vejen gennem landet, men realiteterne rettede på dette, og efter tusind
kilometer pustede vi glade ud.
De to nyindkøbte, og måske lidt overlæssede, cykler i Beijing
En blandt mange
Solen skinnede på min ryg og musklerne spændtes i mine ben, mens vi afprøvede vores splinternye cykler i
Beijings virvar. Som så mange før mig havde jeg set hovedstadens trafik som noget kaotisk og ukontrollabel,
men det lå nu i fortiden, inden jeg havde fået min egen cykel. Som i en symbiose cyklede vi, mig, min
kæreste og alle de andre cyklister. Vi var blevet en stor bevægende masse, uden egen bestemmelse.
Jeg kunne ikke andet end at følge cykelflodens bevægelser. Som fodgænger havde jeg følt mig presset
ud, først til den ene side, så til den anden, men på cyklen herskede jeg over byen. Jeg glemmer sent følelsen,
når vi cyklede over et kryds. Var der en bil, der ikke nåede over, inden vi kom, så måtte den pænt
holde midt i en hjord på hundreder af cykler, og den mindede mest af alt om en lille ø i et oprørsk hav. Alle
tror, at man som cyklist er nederst i den trafikale fødekæde, men ikke når man bare er nok, så er man
allerøverst.
107’erne
Ethundredogsyv. Tallet har brændt sig fast i min bevidsthed. Jeg tænker. Jeg spørger. Jeg leder. Men landevej
107 er og bliver væk. Vi har skaffet landkort hjemmefra, godt nok på kinesisk, og det er klart, at vores 107’er skal være lige her,
men det er den ikke. Vi kører under motorveje i flere lag og over broer i mange tykkelser. Til sidst holder
vi ind til en par små restauranter og spiser lidt frokost. Betjeningen og de andre gæster er både nysgerrige
og forsøger at hjælpe, alt det de kan. Vi bytter smøger, som man gør med alle mænd i Kina, og
takker for maden. Tilbage på den vej, der ligner en motorvej, leder vi stadig efter den gamle landevej,
der skal føres os sydpå.
Pludselig kigger jeg ned på en stor, flot, hvid sten i vejkanten. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har bemærket den før nu. Men
ganske som jeg ikke ved, hvilket nummer Gammel Horsenslandevej har, ved ingen af de lokale, at deres restaurant ligger lige på den
vej, vi eftersøger. På den hvide sten står der med klare, røde bogstaver 107 og et par kinesiske tegn, som jeg tolker som ’landevej’. Endelig
kan vi stoppe eftersøgningen og bare trampe derudaf, selvom vejen ikke er den stille landevej, vi havde håbet på, den er en massiv, flerespors
’motorvej’.
Hvad de kinesere dog finder på
Ved aftenstid kommer vi til en lille by på en god million sjæle, hvor vi starter ud med at spørge, de første
vi ser, om hoteller. Det er ikke lykkedes os at skaffe information hjemmefra om, hvorvidt der findes hoteller i de byer, vi skal igennem,
for ingen guidebøger synes tilsyneladende, at området her er værd at nævne, så vi er meget spændte på, hvad der viser sig. Dem, vi
spøger, siger en masser, og vi ser bare måbende til. Efter lidt tid stopper vi alle op tydeligvis klar over, at vi ikke snakker helt det samme
Kilometersten
sprog. Pegende og snakkede løber de hen og river en ung mand af sin cykel. Han kom stille og roligt cyklende ned ad gaden
i sine egne tanker og i klassisk kinesisk cykelstilling, hvilket vil sige i frøposition, med fødder og knæ helt ud til siden og helst i
klip-klappere. Ved forstyrrelsen smiler han dog og nikker til os. Han er byens engelsklærer på noget der svare til vores gymnasium,
og snakker om ikke perfekt engelsk så rimeligt forståeligt.
Han viser os med glæde hen til byens eneste lidt bedre hotel. At det skal være det bedste i byen, finder vi senere ud af, er meget
vigtigt, turister må ganske enkelt ikke bare bo, hvor de har lyst, og det bedste hotel i byen er altid et godt bud. Men dette fine hotel
har ingen tilladelse til at have turister boende, så det er jo ikke så godt. I Kina bryder man ikke bare sådan loven, men til gengæld er
det politiet, der har lavet lovene, så det er også dem, der kan ophæve dem.
Efter nogen tid har vi fået tilkaldt politiet, vist pas, diskuteret sagen igennem utallige gange og fået tilladelse til at blive. Det bliver
starten på en hyggelig aften, hvor engelsklæreren inviterer os ud at spise med sin kone og deres venner.
Det bliver også en aften med masser af te og øl, og en aften hvor vi konstant er i fokus. Hans kone er også
engelsklærer og kan fortælle, at hun er meget glad for at snakke med os, for vi er hendes første udlændinge
uden for fjernsynet. Stolt fortæller hendes mand, at han på en rejse til Beijing har mødt to amerikanere, så
han kender noget til os udlændinge. Tilbage sidder jeg lidt og undres over, at det er her i Kinas millionbyer,
fyldt med mennesker iført jakkesæt og mobiltelefoner, at man møder de sidste ’vilde’, der endnu ikke har mødt hvide mennesker.
Om cykling og hedeslag
Vi finder i løbet af de næste par dage en rytme, som passer vores tempo. Det går ikke så stærkt, for vores form er ikke, som den burde
være, vores cykler er ikke så lette, som man kunne håbe, og vores bagage er alt for tung. Glat og roligt glider vi glade fremad. Over
107’erens lige strækninger med majsmarker på begge sider og en tyk tåge, som klæbrigt omslutter os ustandseligt. Vi nyder de stille
stunder og lever hele ideen om at cykle midt i Kina. Det slår mig igen og igen, hvor fantastisk det er at være så privilegeret - at opleve
Riget I Midten fra en cykelsaddel. Jeg tænker over, hvor meget vi får set, som ikke er mere traditionelle turister forundt. Men når en lastbil
med hornet i bund og en motor, der kan overdøve mindre atombomber, river mig ud af mine idylliske tanker, bander jeg kort over cyklens opfindelse
og tænker over, hvor meget alle traditionelle turister med toget kan nå at se, mens alt, hvad vi ser, er beskidt udstødning og støvet
asfalt.
Pernille og Nikolai i avisen
Det fantastiske ved at cykle er den direkte kontakt både med kineserne, omverdenen og med sig selv. Der er ikke et øjebliks pause
fra at være på. Igen og igen stopper folk op og vil snakke eller tage billeder. Vi er ude i virkeligheden, både
på ondt og godt, fra tidlig morgen til sen aften. Elementernes rasen slipper vi heller ikke for, og den varme sol, der bager på tågen, snyder os.
Det føles ikke uudholdeligt varmt, solen skinner ikke engang, og luftens fugtighed gør, at vi glemmer at få vand nok.
Det bliver Pernille, der bukker under først. Med mavekramper og noget rystet må vi opsøge et kinesisk hospital, som er en af den
slags oplevelser, man helst er foruden. Med afføringsprøver, der står utildækkede fremme på bordene, og læger, der er mere interesserede i,
hvor vi kommer fra, lykkes det os til sidst at få diagnosen hedeslag og få proppet Pernille på et AC-værelse i fire-fem dage.
Mediernes komme
Et par dage senere, da vi igen er på toppen og på farten, cykler vi ud fra en tankstation, hvor vi har holdt pause i middagsheden. Vi har i de
Middagsselskab med vores engelsklærer
forgangne uger overstået masser af kilometer, hilst på et par millioner kinesere, set zoologiske have, som man burde holde sig langt væk fra,
haft én punktering og ikke mindst oplevet en overvældende, kinesisk venlighed. Men så bliver vi stoppet af en af de klassiske trehjulede
taxier, og en kineser springer ud. Han er en ung studerende, som vi snakkede med i middagspausen, og nu har han snakket med nogle
journalister på den lokale avis, der gerne vil interviewe os.
Først stiller vi os lidt tvivlende overfor forslaget, for vi er sultne, ved at være trætte og vil bare gerne snart være fremme, men han får os overbevist
da han lover, at det ikke tager lang tid. I samarbejde får vi gennemført et interview på noget, der minder om engelsk. De får taget billeder
og hjælper os ind til byen, hvor der til vores overraskelse venter endnu flere journalister, der har hørt om den gode historie. Alt i alt går det
såmænd glat, men da de undskylder, at deres avis er en lille, provinsiel, lokal sprøjte, der kun udkommer her i Herbai-provinsen, trækker
vi på smilebåndet, for det betyder, at den uddeles til ikke mindre end 89 millioner mennesker.
Dagen efter er vi på forsiden i farver og i hele tre forskellige aviser. Det er lidt overvældende, specielt da vi
om aftenen kører ind i en mindre by, hvor avisen netop bliver uddelt. Alle stirrer endnu mere, end de plejer.
I starten forstår vi ikke, hvad der foregår, og først da en kommer hen og viser os avisens flotte farveforside,
hvor vi sidder og smiler, forstår vi sammenhængen. Vi oplever vores femten minutters berømmelse, hvor
vi skriver autografer på aviserne og smiler til alle. Vi får et par unge studerende til at oversætte, hvad der
står i avisen. Ikke alt har noget som helst med det, vi fortalte, at gøre, men historien handler vist også mest om, at de her sjove, hvide
mennesker kører rundt i provinsen.
Det skrevne og det talte sprog
En ugen senere, ude af berømmelsens lys, bliver vi stoppet af en bus fuld af kinesere, der er så nysgerrige,
at de ikke kan lade være med at snakke med os. De strømmer alle ud og snakker i munden på hinanden.
Men lige lidt forstår vi. Da det går op for dem, at vi ikke forstår, hvad de siger, griber en handlekraftig kvinde et stykke papir og
skriver et langt brev til os. Nu er det sådan med kinesisk at hovedsprogene er delt op i mandarin i nord og kantonesisk i syd. De kan
ikke umiddelbart tale samme, men skriften er stort set identisk. Vores buspassager har derfor tænkt, at da vi ikke forstår, hvad de siger,
kunne der kun være en forklaring, vi snakker ikke mandarin, som de gør. Løsningen ligger derfor lige for, vi må komme sydfra, for hvor skulle
vi ellers komme fra?
Målet
Det tog os en måned at cykle de lidt mere end tusind kilometer, som var fyldt med spændende oplevelser, måske ikke så mange ’sigths’, men
mere menneskelige oplevelser for overalt, hvor vi kom frem, var vi i kontakt med kinesere, der for os var lige så umulige at forstå, som
vi sikkert var for dem. Turen gik fra Beijing i nord til Den Gule Flod, hvor vi drejede ind i landet til Louyang. Vi cyklede på to kinesiskproducerede
mountainbikes, som vi havde købt i Beijing til knap 1.000 kr. stykket, og som vi tre-fire måneder - og flere småture - senere solgte i Vietnam
for næsten samme pris.
