Tilbage til De Berejstes hjemmeside

            Dromomania
[en sygelig trang til at vagabondere]

Tekst: Nikolaj Witte, Foto: Nikolaj Witte og Pernille W. Buchwald


Palin skriver i sin bog, hvor han rejser i Phileas Foggs fodspor, at dromomania er en reel og anerkendt psykisk lidelse, som han med glæde lider af. Det er nok også den eneste psykiske lidelse, som jeg med glæde kan tilslutte mig at lide af, for det er med stor fryd, at jeg kan mærke min dromomania røre på sig, hver gang mine øjne glider hen over et landkort.

Skyggerne falder lange ind i min stue. Det eneste lys der brænder, er et ensomt stearinlys, der blafrer i radiatorens trofaste varmestrøm. Der er dunkelt og mørkt, men mine tanker er for længst andre steder, og jeg opdager ej, at verden prøver at invadere mine tanker og drømme.

1 Trekking i Himalaya er så fantastisk, at man aldrig glemmer det, og eventyret lurer overalt, når man slider sig opad med al bagagen surret på den trætte ryg.
2 I Thailand findes der templer for enhver smag, men selve Grand Palace i Bangkok er til den kongelige smag.
4 Man kan næsten mærke Angkor Wat gennem kortets tynde sider, og her ses et af de majestætiske ansigter, der overvåger

Det falmede og slidte landkort ligger opslået foran mig og drager mig til sig, som en sømand mod en sirene. Med sin sang og lovprisning lokker kortet mine fingre til at finde nye veje gennem verden. Kun kan jeg håbe på, at mit endeligt vil være mere mildt end de skibsbrudne sømænds, men ligesom de var villige til at ofre skib og besætning, så vil jeg uden tøven opgive karrieren og hjemmets tryghed for at følge lyden af landkortet.

Som hos alle andre var mit landkort tidligere blot en bog blandt de andre, på en reol fyldt med nedskrevet og optegnet illusion og virkelighed. Der stod det, med ryggen vendt afvisende og uinteresseret mod mig.

Men en skønne dag vil også du måske opdage, at det ikke blot er en bog som alle de andre. Det er verden, blot din fantasi er god nok og billetten er inden for rækkevidde. Landkortet vil måske også en skønne dag kalde ubønhørligt på dig.

Fingrene på flugt

Mens mine fingre, der startede så stille og fredeligt i min århusianske hjemstavn, nu stopper og mærker, hvordan de fire minareter på Istanbuls fantastiske moské fysisk stikker gennem papiret, synker jeg ind i drømmen, der kan være mere virkelig end virkeligheden selv. Jeg mærker byens larm i mine ører, og duften fra krydderierne på markedet pirrer min næse. Over Bosporus’ vande farer mine fingerspidser, mens min sjæl står mellem Europa og Asien, for som det er sagt tusinder af gange, vil alle, der har smagt på Bosporus’ vande, altid
53 De oprindelige folk, som stadig ses, skaber drømme hos de fleste rejsende, der tænker på Syd- og Mellemamerika.
5 Symbolet på USA for mennesker over hele kloden. Frihedsgudinden, der for millioner af flygtninge var tegnet i mørket på, at de var kommet til rejsens mål.
54 Chili. Maden, der om noget definerer Mexico. Den er savnet når man er væk og nydt når man er der, for mad - og ikke mindst godt mad - driver rejsedrømmen fremad.

vende tilbage efter mere. Langs bredden og gennem gyderne bevæger jeg mig denne smukke forårsdag, til mine fingre bliver fugtige af vandet i basarens hammam, og solen varmer mine kinder. Videre rejser jeg mod øst over den arabiske halvø, der tørrer ethvert spor af hammamens vand i det golde sand, og ørkenens beduiner står foran mig i deres teltåbning. De inviterer indenfor og byder på mad og drikke. Drømmen om lammekød på spyd gnaver i min mave, og kun alt for tydeligt kan jeg smage de gode sager. Jeg mærker vinden i mit hår, mens jeg holder fast i firehjulstrækkeren, der som en moderne udgave af fortidens kamel suser gennem den jordanske ørken.

Jeg følger i fodsporene på mange rejsende gennem Pakistan og Afghanistans bjerge, til kulden fra det nepalesiske Himalaya stopper mine fingre. Op over Teraiet haster jeg gennem kæmpegræs og mellem næsehorn og tigre, til jeg står i Kathmandus støv og os. Som en hjemvendt søn modtages jeg af gadernes liv og templernes støj. Hvor end jeg vender mig, flimrer farverne for mine øjne, og livet udskiftes på åbne gader med døden, og døden igen med livet. Netop som jeg ankommer til Durbar Pladsen, letter alverdens duer som svar på tyrens brøl, og kun den tynde væg skiller mig fra gudinden. Men først i bjergenes rene luft og ved smagen af mælketeen finder jeg fred og hvile. Det er som om bjergenes højde og livets udfordringer er mejslet ind i de gamles ansigter, og bedeflagene minder mig om, at grænsen mellem ånd og substans er mindre, end vi lader os narre til at tro.

Mine aldrig stoppende fingre tager mig ubønhørligt østpå gennem Shanstaten og over Thailands templer, til de mærker forhøjningen, som Khmeerne har påtvunget ethvert landkort med det storslåede Angkor Wat. Intet menneske og ingen fingre kan opleve dette sted uden at blive berørt. Hvert af Bayons ansigter fortæller en historie om storhed og fald. Om et imperium, hvis magt stadig står uimodsagt, og hvis ynde stadig finurligt og i overflod pryder verdens skønhed. Jeg ser det røde støv fra de cambodjanske veje tage fat i mine negle, mens mine tanker suser af sted på en motorcykel for at opsøge et svalende vandfald og en invitation til at deltage i en traditionel cambodjansk skovtur.

Fugle, blomster og fremtiden er til salg, og kun ånderne afgør med deres talmagi, hvad køberne vælger. Hong Kongs børsmæglere lader sig spå med bambuspinde, og udfaldet af denne spådom kan afgøre, hvordan millioner de næste timer vil skifte hænder. Junkerne i Aberdeens havn peger mig over havet, gennem blæst og over bølgetoppe. Som en fysisk barriere mellem kyst og jungle stopper Andesbjergene min fremfærd, og duften af majspandekager holder mig fast i Quito længe nok til at få et glimt af en glemt verden. Langs Panamas kyst fanger mine fingre strandens sand, og øernes kyster drager mig for at opdage indianernes uspolerede paradiser og farvestrålende verdener. På stævnen af et sejlskib spejder jeg mod den næste havn, og smagen af saltvand blander sig med længslen mod kommende mål. Havmågerne skriger, som jeg flyver over Mexicos vulkaner, og kaktusserne stikker gennem landkortet. Mens aftenen sniger sig ind på mig, vipper jeg min sombrero ned og lader mørket opsluge mine tanker. Som sol og måne står for hver sin ende af de dødes allé, står de mægtige pyramider der og venter. Men pludselig er alléen udskiftet med Brooklyn Bridge og pyramiderne med mere nutidige mastodonter, New Yorks skyskrabere. Smagen af majs, tequila og chili er blevet til pomfritter, kaffe og burgere, men venligheden er der stadig, mens jeg falder i snak med en ny-amerikaner i Central Park, der fortæller mig om den ufattelige rejse, det har været for ham at nå hertil.

Theroux skriver, at siden sin barndom har han sjældent hørt et tog køre forbi uden at ønske, at han var ombord på det, og tilsvarende vil jeg sige, at sjældent har mine fingre vandret over landkortets glatte sider, uden at jeg har drømt om, at jeg var, hvor mine fingre befandt sig. Eller rettere at jeg har drømt om at være, hvor mine drømme er...

Nikolaj Witte

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside