Der er ikke noget som fester der kan skaffe nye venner
Få timers sejlads fra Sumatras kyst ligger øen Siberut. Øen er berømt for de mennesker, der lever der og deres kamp mod den indonesiske regering for at bevare deres traditionelle levevis. Folket kalder sig Mantawaifolket (det oprindelige folk), og de lever på mange måder som de har gjort i årtusinder. Ude i junglen eksisterer penge ikke, beklædningen er lændeklæde, og ånderne er dér lige så virkelige, som naturlovene er for os. Jeg var så heldig at blive inviteret til at deltage i en rensning af et hus, det vil sige de onde ånder skulle uddrives, så de gode kunne få plads og skabe gode livsvilkår for beboerne.
Foran os ligger et klassisk hus på pæle, med verandaen i bambus og taget i blade. Der kommer en smilende, ældre mand næsten løbende ned ad en pæl, der står lænet op ad verandaen. Han har langt, sort hår sat op i nakken og er iklædt lændeklæde, bæltetaske og en meget stor machete. Hans krop er dækket af rituelle tatoveringer, men udover det er han barfodet, barbrystet og har let til smil. Han præsenterer sig så godt han kan på indonesisk
og fortæller, at han hedder noget, der er så tæt på cookie (engelsk: småkage), at det kommer han til at hedde på resten af turen.
Cookie og hans bror skal være vores hjælpere videre ind i junglen. De har skaffet alt det, vi ikke behøver at skaffe udefra. Men inden vi skal videre, spiser vi frokost, drikker mindst fem kopper te og deler cigaretter (det vil sige, de vil gerne have mine). Cookie fortæller gennem
vores ene tolk, Abang, om nogle af de vanskeligheder, som Mantawaifolket står overfor. Han fortæller, at de kæmper for at beholde deres traditionelle levevis, sprog og kultur. Jeg spørger nysgerrigt Cookie, hvad den indonesiske regering gør, der skader deres kultur. Regeringen
har tvunget mange af dem til at bo i såkaldte regeringsbyer, skønt de i deres kultur bor i hytter ude i junglen, fortæller Cookie. Han fortæller, at regeringen har gennemtvunget skolegang med undervisning i Bahasa Indonesia, som ikke er deres eget sprog, og værst af alt har træfældning været tilladt i stor stil. Men, som han slutter med at fortælle, er de fleste flyttet ud af byerne og tilbage i junglen.
Invitationen til åndeuddrivelse
En lille uge senere og meget dybere inde i junglen overnatter vi hos en lokal shaman. Om aftenen er der en helbredelsesceremoni hos ’naboen’ (en time væk), hvor vi får det første indblik i Mantawai-folkets mere ceremonielle side af åndslivet. Da det centrale er en meget syg mand, er stemningen trykket, og vi holder os i udkanten for ikke at forstyrre. Men vores vært, shamanen, kan se vores interesse for ceremonien og spørger, om vi de næste par dage
ikke ville tage del i en renselsesceremoni, hvor han sammen med mange andre shamaner skal rense et hus for onde ånder. Vores planer går i en helt anden retning, men en hurtig diskussion og afstemning afgør sagen.
Næste morgen sejler vi ind til nærmeste regeringsby, hvor der er en lille butik. Vi køber sukker, kaffe, te og tobak for ikke at komme til ceremonien tomhændet. Med læssede tasker drager vi tilbage ud i junglen, til det hus der skal renses. Da vi ankommer om aftenen, byder de os velkommen og fortæller os, hvad der skal foregå. Da arbejdet blandt Mentawai-folket er meget kønsopdelt, går kvinderne ud bagved til det indendørs bålsted, mens vi andre snakker med mændene om, hvad der skal gøres. Ved solopgang skal vi først hente de svin, der skal ofres, hvorefter vi skal skaffe brænde til madlavning. Kvinderne derimod bliver sendt ud for at samle taro-rødder, og de skal senere forarbejde sagu, der er kernen fra en bestemt palme, til en form for brød.
Mens vi venter på, at de rigtige offersvin går i de rigtige fælder, får vi et indblik i Mantawai-tålmodighed. Fælden består af et bur bygget af lange bambuspæle, hamret ned i jorden, så de danner en rundkreds. For enden er der en lille låge, der er forbundet til et reb. Inde i fælden ligger der lidt sagu, som de velvoksne, fede, sorte hængebugsvin er vilde med. Ejeren af svinene sidder med rebet i hånden klar til at lade fælden klappe. Det eneste problem er, at det
hele tiden er det forkerte svin, der lusker ind i fælden og snupper saguen. Så vi må ud og skræmme svinet væk, hvorved alle svinene bliver skræmt i alle retninger ud i junglen, og vi kan starte forfra.
Vi fortsætter vores jagt et par timer, indtil alle må erkende, at andre metoder skal tages i brug, hvis vi også skal nå at skaffe brænde. En slags lasso lavet af lianer bliver fremskaffet. Svinet bliver fanget, og tre lændeklædte Mantawai-mænd springer på svinet og begynder at binde det. Aldrig har jeg hørt så meget skrigeri. Svinet ser ualmindelig rasende ud, mens det hvinende snapper efter alle og skider og pisser i alle retninger. Det får mundkurv på og bliver svinebundet i palmeblade. De splitter endnu et stort palmeblad og skaber på den måde en kurv, som svinet kan være i. Med lidt flere lianer får kurven seler, så det faktisk bliver til en rygsæk med et styk levende, sprællende, spruttende, prustende og pruttende hængebugsvin. Jeg får den tvivlsomme ære at bære svinet, ikke mindst over en flod, hvor svin og jeg ender i mudder til livet og jeg kæmper og vinder en brav kamp for at ende helskindede på den anden side.
Om aftenen, mens bålet tændes, ofres de to små grislinger ved at struben skæres over af en shaman, så blodet løber ned i wokken. Denne aften er nærmest en opvarmning til den helt store fest dagen efter, men trommerne findes frem, og shamanerne er i fuld udstyr. Alle stammens shamaner er kommet langvejs fra for at hjælpe ved ceremonien. De har alle langt
sort hår, er iklædt lændeklæde og har de mest fantastiske tatoveringer, der dækker hele kroppen. Tatoveringerne er ikke blot til pynt, de tjener et formål: Der er tatoveringer, der får fjendtlige stammers onde fortryllelser til at prelle af som regndråberne mod palmebladene, der er tatoveringer, der skaber ligevægt i kroppen og sjælen, der er tatoveringer, der viser indtræden i mandeverdenen, men mest utroligt er de, der ikke bare nøjes med tatoveringer. Flere af kvinderne har fået deres tænder hugget til som rovdyrets. De har med en mejsel hakket alle deres tænder til spidse trekanter. Det er et specielt syn, når en kvinde smiler et sædvanligvis venligt smil, og så blotter hun et sæt halvrådne trekantede rovdyrtænder.
Kranierne under loftet
Alle stammens shamaner fra nær og fjern kommer til den store renselsesceremoni.
Shamanerne danses i smukke klæder på livet løs, til lyden af trommerne der rytmisk byder
mørket velkommen.Grislingerne ristes, renses, koges og deles helt minutiøst mellem de
forskellige familier. Vi smager lidt, men da det er meget sjældent, at et så overdådigt måltid med alt det kød serveres, lader vi dem selv dele og fortære det meste. Gris smager jo som gris gør, også selvom den er indkogt i sit eget blod. Men saguen, som jeg er ved at vænne mig lidt til, har som altid en pudsig konsistens. Den smager og virker lidt som havregrød, der er blevet glemt i gryden, indtil det er størknet. En enkelt gang laver de det dog med kokos, hvilket
gør det helt spiseligt, men ellers skal man være sulten for rigtigt at værdsætte det.
Bålet brænder midt i huset og oplyser kranierne, der til ejerens stolthed pryder husets loft og overhænget over bålstedet. Der hænger et utal af sodede kranier fra hjorte, vildsvin og måske mest skræmmende: Aber. For de ligner nærmest små menneskekranier. Deres hule og tomme
øjenåbninger stirrer ud i natten. Hovedskallerne holder de velvillige dyrs ånder i huset som beskyttelse mod udefrakommende fjendtlige ånder. Som jeg dagen efter får et indblik i, er dyrene velvillige, fordi deres ånder spørges og formildes inden de ofres.
Langs bålet er trommernes skind blevet opvarmet og spændt, så trommespillerne nu kan tage hver sin tromme og begynde at spille. Musikken er ensformig og rytmisk. Den følger pulsslaget og går lige ind i hjernen og maven. Shamanerne danser i ildens skær, en taktfast
stampende dans. Ved hjælp af dansen, musikken og ånderne skal deltagerne nå en trancetilstand. I trancen når de til ’den anden side’, hvor de får kontakt til ånderne.
Da de første kaster sig på gulvet i trance, giver det et gib i mig, for ikke nok med at de kaster sig rundt, de råber også op på åndernes sprog. Shamanerne kan genkende og tolke sproget, men ingen forstår det, og shamanerne prøver at berolige dem, der er i trance. Den ene dans afløser den anden, den ene trance den anden. I den kulsorte nat tramper de videre, og trommerne dunker deres kraft ud i junglens mørke.
Som natten skrider frem mod solopgang, oplever jeg for første og måske eneste gang i mit liv, hvordan membranen mellem vores verden og åndernes verden føles tynd og næsten gennemsigtig.
Selve aftenen
Da alle danser og spiller til solopgang, dukker shamanerne først op igen over middag. Men så snart alle er samlet, begynder festlighederne igen. Dagens ofringer starter med høns, som to shamaner velsigner med helligt vand, hvorefter en anden i ét snit skiller hønens hoved fra kroppen. Det vigtigste ved hønen er ikke kødet, eller selve ofringen, men hvad der gemmer
sig inde i hønen. Hønens indvolde fortæller alt om fremtiden, og det skaber stor opmærksomhed, da en shaman begynder at nærlæse tarmene. De lover godt for
Shaman nærlæser indvoldene fra en ofret kylling
fremtiden, ikke mindst lover indvoldene, at hvis der indledes en abejagt nu, vil den få succes. Men da abernes ånder, i en anden ceremoni, ikke giver deres tilladelse til jagt, hjælper det ikke. Ikke desto mindre er alle særdeles tilfredse med spådommen, så de to store svin, som vi hentede to dage tidligere, hentes ind fra deres bambusbure ude bagved.
Svinene velsignes, og en længere ceremoni skal gøre deres ånder klar til rejsen, og de bedes om tilladelse til at tage kødet. Tilladelsen opnås, hvorefter svinene forberedes med helligt vand og diverse planter. Det første svin er igen begyndt på sit skrigeri, men situationen taget
i betragtning er det måske forståeligt. Med et hårdt stik gennemborer en shaman svinets strube, så blodet sprøjter ud. I seje snit skæres resten af halsen over på det, mens andre
shamaner kæmper for at holde det fast. Da det skal udskæres, hjælper jeg selvfølgelig til, men må erkende, at indvolde og stadig varmt blod ud over det hele er hårdt for et bysbarn
som mig. Men da jeg er den eneste af os, der hjælper, er de stadig lidt imponerede, og jeg får lov til at hjælpe med resten af forberedelserne og vælge et stykke kød først.
Kødet fra de ofrede svin fordeles HELT nøjagtigt. Ingen skal snydes
Desværre er det fineste kød åbenbart fedtet, og alt det fedt, der ser ud til at være på et hængebugsvin, jo! det er der faktisk. Efter vi har spist, falder jeg i snak med en af shamanerne, og da jeg er meget interesseret i at få et indblik i deres åndeverden, spørger jeg
ham, hvordan man bliver shaman. Han fortæller om Lau Lau, søn af Aman Lau Lau, som menes at være den yngste shaman på øen, men da Mentawai-folket ingen kalender har, ved ingen, hvor gamle nogen er. Lau Lau var på jagt ude i skoven og vendte ikke tilbage sammen med de andre. Da han omtåget og udaset vendte tilbage flere dage senere, var han blevet tatoveret og var dermed på vej mod ’shaman’.
Som rationel af sind spurgte jeg min nye ven, hvor Lau Lau da havde været, og hvem der havde tatoveret ham. Han kiggede undrende på mig og fortalte, at Lau Lau selvfølgelig havde været i sine forfædres bolig (i åndeverdenen), netop derfor kunne de ikke finde ham. Først derefter optrænes han i ritualerne, men sit kald finder enhver shaman direkte hjemme hos ånderne. Det stod klart for mig, at disse shamaner færdes i både denne og den anden verden.
Deres krydsning mellem de to verdener var lige så ubesværet og lige så lidt dramatisk, som når jeg tager bussen til en anden by.
Da mørket igen sænker sig, har shamanerne fundet deres ’magiske æsker’ frem. Det er bokse, der indeholder alt, hvad en shaman har brug for i en ceremoni, som for eksempel klokker, pandebånd i farvestrålende perler og et slags klæde, også af perler, der bruges i dansen. De magiske æsker er normalt gemt ude i junglen, for hvis de indonesiske soldater finder dem, ødelægger de dem på stedet. Shamanerne iklæder sig klokkerne, klæderne og planterne, som skal få dem til at ligne fugle. Trommerne begynder igen, og dansen er nu indøvet til perfektion.
Fugledansen gennemføres igen og igen, mens stemningen stiger. Da de første danse er overstået, samles al den grønne pynt midt på gulvet, og shamanerne sætter sig rundt om. De
begynder at nynne/meditere for at komme i kontakt med ånderne. Da kontakten opnås, kan shamanerne se, hvilke ånder der er onde og derfor skal renses væk. Med hver sin blå plastiktallerken i den ene hånd og klokkerne i den anden jager de som besatte rundt i hele huset for at få fat i ånderne. Ånderne indfanges og samles sammen med gaver fra
shamanerne og de grønne planter, hvorefter de lukkes inde rent fysisk i en trækasse, som først åbnes næste år.
Mens mine øjne ikke længere kan holdes åbne, fortsætter shamanerne dansene og de tilhørende trommer, også denne nat lige indtil solen står op.
Information om Siberut og min rejse dertil
Øerne kaldes også Mantawai-øerne og ligger vest for Sumatras kyst i Indonesien. Jeg var der i 1999 i to uger sammen med en lille gruppe (8) af vesterlændinge. Vi havde to guider med, der, udover at have gode forbindelser/venner på øen, snakkede mantawai, hvilket er en stor fordel, da meget få ude i junglen snakker Bahasa Indonesia (og da slet ikke engelsk).
Vi havde arrangeret turen fra en af de lokale caféer i Bukittinggi, hvor de lovede, hvilket de levede op til, at de benyttede lokale hjælpere og betalte ordentligt for servicen. Vi så flere steder, hvad de havde købt med til de folk hos hvem vi boede. Da der ikke var penge, var betalingsmidlet kaffe, sukker, cigaretter, gryder, wokker og lignende. Jeg betalte 8-900 kr., som inkluderede alt undtagen egne køb (men der er ikke så meget at købe).
Sørg ALTID for at have en cigaret på dig, det er den letteste genvej til nye venner på Siberut. Hvis man bliver inviteret, er det selvfølgelig altid høfligt at have en lille værtindegave med, dette gælder også her, så medtag gerne lidt sukker (det elsker de), kaffe, te og salt, hvis du skulle være så heldig at blive inviteret til festligheder.
Den bedste baggrundslitteratur, som jeg har fundet over emnet, er Charles Lindsay "Mentawai Shaman - Keeper of the rain forest". Den giver et fantastisk indblik i både deres fortid, nutid og meget skræmmende mulige fremtid.
