Stafetten: Mine 10 mest interessante transportoplevelser i Asien

Nikolaj Witte

Jeg blev nok så pænt spurgt af formand Søren, om jeg ville følge op på hans meget appetitvækkende "Mine 10 bedste madoplevelser", og det vil jeg selvfølgelig gerne. Men hvad skulle jeg skrive om? Jeg nåede frem til to finalister: "Mine 10 mest huskværdige overnatninger" og "Mine 10 mest interessante transportoplevelser i Asien". Da jeg i Globen læste, at denne gang skulle temaet være transport på rejsen, var sagen afgjort.

Når jeg rejser fylder transporten ofte en stor del af rejsen. Det er uundgåeligt ikke at transportere sig selv rundt, for uden transport ingen rejse. Personligt bryder jeg mig ikke så meget om fly. Ikke at jeg har flyskræk, men, omend udsigten tit er flot, bliver den hurtigt lidt ensformig, så jeg har altid gået en stor omvej for at forblive på landjorden. Jeg synes også, at transportmidler er et af de bedste steder af få nye bekendtskaber, for det er svært ikke at komme i snak med naboen, når han/hun med fem høns planter sig på skødet af en. Bag al min fascination af transport ligger en grundlæggende idé om, at det ikke skal opfattes som transport - altså noget der bringer mig fra punkt A til punkt B - men mere som en oplevelse. Men jeg skal være den første til at indrømme, at når skrammelbussen på tyvende time bumler derudaf uden affjedring - på grusveje - så er det sgu’ svært at holde gejsten oppe.

På det sidste har jeg fundet nye aspekter i transport. Jeg har altid været af den lidt for klassiske holdning, at man da skal tage den lokale transport, hvorved forstås den billigste med flest punkteringer, høns, skrigende børn osv. Oplevelser som disse ville jeg aldrig undvære, men jeg har nu også set fordele ved de dyre klasser. Den største fordel er uden tvivl ens medpassagerer. På billige klasser er det fattige folk ofte uden uddannelse og uden engelskkundskaber, hvorimod jeg på de dyre klasser (specielt langt uden for alfarvej) er løbet ind i utroligt interessante folk, som jeg har haft meget inspirerende samtaler med. Netop deres engelskkundskaber og uddannelse har gjort, at jeg kunne få svar på nogle af mine mange spørgsmål om deres tanker og drømme. Det er fedt at blive inviteret til te hos en fattig bonde, hvor vi ikke har et ord tilfælles, men det er også fantastisk at høre hvad indiske filmstjerner tænker om verden.

Nå, men inden jeg får kedet jer alle ihjel, vil jeg kaste min top ti på bordet.

Der er intet der slår toget
mellem Århus og Beijing

1. Den Transmongolske Jernbane.
At starte på Århus Hovedbanegård, Danmark, og med et par enkelte togskift ende i Beijing, Kina, få uger senere - det er fantastisk. Jeg tog turen for at finde ud af, hvor langt der er til Asien, og havde regnet med at kunne udtale mig om, at der var laaangt, når turen gik over land. Men stik mod alle forventninger, så er der ikke ret langt. Man går ombord, drikker et par glas vodka og en flok kopper te, man spiser lidt røget fisk og minutkartoffelmos, man diskuterer verdenssituationen til ud på de små timer, man sover lidt, og man kigger ud af vinduet, og inden man har set sig om, bliver man - lidt modvilligt - gennet ud af toget. Jeg vil til mine dages ende sværge på, at tiden opfører sig anderledes inde i toget, end den gør udenfor.

2. Med bus fra Putussibau, Indonesien, til Kuching, Malaysia
Midt på Borneo havde jeg pludselig kun få dage, til jeg skulle nå mit fly i Bangkok, så jeg fik lidt travlt. Men folk overbeviste mig om, at der gik en bus fra Putussibau, og at den kørte de 500 km ud til kysten. Lidt tvivlende købte jeg en billet til samme dag. Efter de traditionelle forsinkelser og påstande om, at den kørte om formiddagen, så om eftermiddagen, kom vi af sted om aftenen. Der var alt for mange mennesker med, men jeg havde jo pladsbillet, så skønt jeg havde to mennesker på skødet, så sad jeg ned. Som mørket sænkede sig, steg niveauet af mudder på vejen, og klokken var ikke mange, før vi første gang skulle ud og skubbe bussen fri af mudderet. Kl. 3 om natten blev vi for jeg ved ikke hvilken gang igen gennet ud, men nu sad bussen så fast, at der skulle bindes reb i forenden. Få timer senere da vi kørte op på den første asfalt, var jeg ved at være lidt træt, søvnig, mudret og overbevist om, at jeg så syner. Ved siden af os holdt en af de rigtig flotte, kridhvide malaysiske airconbusser, med sæder på størrelse med lænestole, toilet, gratis kiks, og minsandten om den ikke kørte direkte til Kuching (mit første mål).

3. Motorcykeltur i Nordthailand

En drengedrøm bliver til virkelighed mellem Nordthailands bjerge

Er det ikke enhver drengs drøm? Så en morgen besluttede en kammerat og jeg at gøre alvor af drømmen: vi lejede to flotte, skinnende off-roadere med masser af muskler i Chiang Mai. Men først langs grænsen til Myanmar igennem junglen kom de virkelig til deres ret - specielt var ruten mellem Pai og Wiang Haeng helt fantastisk. Turen bød på elefantkaravaner, flodkrydsning, mudder i overflod, introduktion til Thailands politis politik om frit valg af egne våben, og hvordan de brutalt bruges til at holde burmesiske banditter ude. Vi fandt også mange af Thailands gemte skatte som slangefyldte huler med ældgamle statuer glemt af omverdenen.

4. Rickshaw i Dhaka, Bangladesh Turistmyndighederne reklamerer stadig som for tyve år siden med: "Kom til Bangladesh før turisterne" - og med lige så tvivlsom virkning. Det er denne mangel på turister og så bangladeshernes evige venlighed, der gør en køretur i den gamle bydel i Dhaka helt uforglemmelig. Jeg fandt mig en chauffør, der snakkede noget engelsk, smilede og velvilligt kørte mig alle mulige steder hen. Vi aftalte en fast pris pr. time, og da jeg mere skulle nyde byen end egentligt nå nogen steder hen, passede det perfekt. Dag efter dag ventede han på mig om morgenen og havde fundet en ny rute, han syntes vi skulle køre i dag, og et utal af nye teboder vi skulle stoppe ved, for hvem vil ikke gerne drikke te på timeløn?

5. På taget af bussen gennem Chitwan, Nepal

Der var selvfølgelig altid de heldige, der fik lov til at blive i bussen, mens vi krydsede floderne i Chitwan

Alene den friske luft og den fantastiske udsigt var hele prisen værd. For at gøre hele oplevelsen mere i safaristil (eller var det bare en heldig genvej?) kørte ruten gennem den nationalpark (Chitwan), som er berømt for næsehorn, vilde elefanter og tigre, skønt jeg tror, at de sorte skyer og eksplosioner fra motoren skræmte det meste dyreliv langt væk. Det var også muligt at betragte krokodiller og komme i nærkontakt med floderne, når chaufføren måtte indrømme, at bussen ikke fuldt lastet kunne klare flodkrydsningerne. Enkelte stede blev vi gennet over i både, som ingen ville have gættet på kunne indeholde så mange nepalesere, selv om de ikke er så store. Men hvis sad alle stille, forblev bådene oven vande. At al det eventyr kan købes for blot et par kroner - det er da fantastisk.

6. Cykeltur mellem Beijing og Louyang, Kina
At cykle i cyklernes land har altid været en drøm, og sammen med min kæreste udlevede jeg den. Det blev til tusind kilometer på kinesisk producerede mountainbikes gennem nogle af Kinas mest befolkede områder. Det blev også til et møde med venlighed, overdreven nysgerrighed og et utal af undrende kinesere. At vi syntes turen var spændende overraskede mig ikke så meget, men at kineserne syntes det samme var lidt overraskende. Vi endte i et utal af familiealbum, for alle skulle lige have et billede, men vi endte også i tre aviser, bl.a. i farver på forsiden af Hebei Dayly.

7. Båden mellem Dhaka og Khulna, Bangladesh
Vi var af den danske ambassade blevet bedt om at købe førsteklasses billetter pga. sikkerheden. Det var min første tur på første klasse, så jeg glædede mig selvsagt meget. Vores kahyt indeholdt både senge, håndvask, noget der mindede om et vindue og flere pissoirkugler, end man gider tælle. Vi blev opvartet af to små tjenere i røde jakker med skinnende knapper, der fik os til at føle os lidt som britiske kolonister. Men den egentlige fordel ved første klasse opdagede jeg, da alle vores medpassagerer snakkede et glimrende engelsk. Der var forretningsmænd, embedsmænd og veluddannede muslimske mullaher. Det var i høj grad mullahen, der var med til at gøre hele turen så interessant, for vi tilbragte hele aftenen i dyb samtale om islam, kristendom, litteratur, vestens rolle i Irak, krigen i Irak og det at tygge betelnød.

8. Pickup fra Stung Treng til Banlung og fra Banlung til Kratie, Cambodja
Det er noget, man skal prøve. Når man sidder bag på en pickup ud af grusveje (godt) eller veje, der engang havde haft asfalt (skidt) og støvet står op om ørerne og ned i lungerne på en, bilen hopper og springer, cambodjanerne kaster op, og skrammeldyngen punkterer, så lærer man at gå ind i sig selv i en buddhistisk meditativ dvale. Men når man så kommer frem (efter 10 timer/130 km) og føler sig vildt sej, fordi man klarede det, så lover man også sig selv, at man vil undersøge andre muligheder for transport i fremtiden. Tro mig - for kun et par dollars mere kan man sidde (måske lidt klemt) i en hvid Toyota med aircon, affjedring og hastigheder, der får en dansk knallert til at gispe af misundelse.

9. Tog i Thailand

Det er så hyggeligt at dele et par flasker Mekong i venners selskab, mens toget bumler gennem en nat i Thailand

Jeg bliver nødt til at lave en generel gruppe af alle tog i Thailand, for jeg ved ikke, om jeg nyder mest at flyve derudaf i fuld luksus med egen sovekabine på 2. klasse mellem Malaysia og Bangkok eller at trille af sted, altid forsinket, på tumpeklassen med høns, nysgerrige thaier og tre flasker Mekong. Men ligegyldigt hvad har jeg aldrig rejst med et tog i Thailand uden at blive en oplevelse rigere. Specielt husker jeg en rejse på laveste klasse om natten. Jeg forsøgte at sove, men smart som toget var designet, var der en velbygget metalkant på sædet, så hver gang mit hoved faldt bagover, fik jeg endnu en bule. Jeg opgav, bredte Bangkok Post ud på gulvet, lagde mig på den og dækkede mig med de resterende sider. Problem: Thaier må ikke træde over én og var derfor nødt til at vække mig og bede mig om at flytte mig, hver gang de skulle forbi.

10. Kinesisk sovebus fra Yangshuo til Shenzhen
Det hele startede så godt. Idéen med de kinesiske sovebusser er fantastisk. De adskiller sig fra dem, vi kender i Europa, ved at man ligger godt, da sengene er fastbyggede og ikke blot nogle sæder, der flyttes rundt og spændes fast. Udover det er de billigere end en bus med sæder, man må ryge i dem, og vinduerne kan åbnes. Alt i alt ret godt. Jeg fandt mig en glimrende seng nede ved gulvet lige over motoren, så jeg kunne blive rystet i søvn. Første ulempe ved gulvpladsen var alle de storrygende kinesere, der kaster vildt om sig med skodderne, men det skulle ikke hindre mig i at sove, for selv kinesere ryger ikke, mens de sover. Men knap var lyset slukket før jeg mærkede den første kriblen og krablen. Jeg var ikke den eneste, der syntes min seng var god. Efter de første forsøg på at børste, hvad det nu var, væk fra min krop, tændte jeg min lommelygte. ALDRIG har jeg set så mange kakerlakker. Der var tusinder over alt. I mit hår. På mit tøj. I min seng. Under mit tøj. Jeg kæmpede en brav kamp, men til sidst vandt søvnen og kakerlakkerne, og jeg har siden altid tænkt over hvor mange kakerlakker jeg mon spiste den nat.

Nu har jeg ikke lov til at lave flere punkter, men lad mig blot nævne busturen på transsumatrahighway (50 timer), tuktuk-jagt i Bangkok, Indiens toge, togene på Java (specielt Bisnis-class), og ikke mindst den gang en simpel bustur i Laos resulterede i mødet med AK47 og tilbageholdelse af politiet, men det er altsammen en anden historie...

Til stafetoversigten
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside