På tohjulet eventyr i Den Gyldne Trekant

En motorcykelrejse gennem Nordthailand

Tekst og foto: Nikolaj Witte

Det var opfyldelsen af en gammel drøm om friheden på to hjul blandt Nordthailands bjergstammer og gennem de jungleklædte bjerge. Turen blev et nyt eventyr, for jeg havde kørt her før. Selvom det altid er farligt at vende tilbage og forsøge at genoplive gamle eventyr som var legendariske i drengerøvsårene, så var både jeg og Thailand så forandrede, at vi stadig passede sammen.

Morgendisen ligger tykt mellem junglens træer og dækker vejen. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle vikle mig så godt ind og få brug for varme vanter i dejlige solvarme Thailand, men højden, den tidlige morgen og disen gør det til en rystende kold oplevelse at sidde overskrævs på en Honda Phantom. Jeg ser en bonde der går lands vejen - han er også kommet tidligt op. Han stopper op, og jeg ser han er i klædt h'mongers karakteristiske tøj. Det er sort, men med blå bånd, og han er som næsten alle mændene særdeles kortklippet. Han vender sig om, og mens han bapper lidt på piben nikker han kort, og jeg flyver forbi ham.

Med begyndelse i Chiang Mai, blandt alle de skønne pagoder som pryder byen, er landevejen åben for et motorcykeleventyr.

Kan man genopleve og genopfriske et eventyr?

For snart femten år siden lejede jeg og en god kammerat to fede offroadere i Chiang Mai. Vi anede ikke hvad vi lavede, havde ikke den store erfaring, og var bare klar på den vildeste drengerøvstur. Vi kørte i et par uger på alt fra junglestier langs Myanmars grænse til motorveje, hvor vi kunne give den gas. Vi mødte 'det ægte Thailand', i betydningen det primitive Thailand med stammerne, elefanterne og vandbøflerne.

Det var en tur der siden har stået i min erindring som helt perfekt, og ikke så sjældent har jeg fortalt min kæreste, Pernille, om den.

Nu står jeg igen i Chiang Mai og vil vise Pernille, hvorfor en motorcykeltur i Thailand er helt enestående og indbegrebet af et rejseeventyr. Vi er mere forberedte, har kørekort og har undersøgt sagen på nettet, men turen skal stadig bare være frihed blandet med thai-charmen.

Fra trafikkaos til ren idyl

Bagagen er surret på, Pernille er kravlet op bagpå, og motoren spinder. Langsomt triller vi ud fra hotellet, dytter til farvel og befinder os i trafikken langs voldgravene. Venstrekørsel er ikke et stort problem, og nu da tanken er fuld, sætter vi kursen mod bjergene, for vi vil begynde med at besejre Thailands højeste bjerg, Doi Inthanon.

Det kræver landkort at finde vej, men det er også fantastisk bare at køre efter lyst, vejr og lokale skilte. Motorcyklen giver friheden til selv at vælge og følge sine pludselige indskydelser.

Trafikken er tæt, for det er anden juledag, og thaierne skal også på udflugt. Vi nærmer os toppen af bjerget, trafikken er snart så tæt, at den går i stå, og til sidst er den stakkels motorcykel tæt på at give op overfor varmen, de mange mennesker og det evige første gear.

Da jeg kigger mod højre, ser jeg Doi Inthanons velkendte pagoder, men mod venstre ser jeg en vej væk fra feriekaoset, og uden den store tøven slår jeg blinklyset til, og allerede få kilometer nede ad vejen kan vi begge mærke, at dette er det helt rigtige. Vi suser ned ad bakker og op ad bjerge. Junglen er så skøn som kun i Sydøstasien, og selvom lyden af motorcyklen dominerer, mærker jeg den dampende og levende skov overalt omkring os.

En nudelsuppe er den perfekte kontaktskaber

Pernille peger ind foran mit ansigt, og jeg følger hendes finger. Hun peger på den lille landsby, eller i hvert fald et par små hytter, der ligger langs vejen. De ser ud til at sælge en sodavand og hvem ved hvad ellers, så jeg holder ind.

Nytåret fejres også i Thailand, på en yderst smuk og fredfyldt måde - altså bortset fra lyden af teknofesten - når papirlamperne sendes mod himlen.

Jeg parkerer motorcyklen, og mens vi fjerner hjelmene, hilser vi på de lokale, der smilende nikker. Der bliver en smule postyr over de pludselig ankomne gæster, men da vi peger lidt på de andres mad, står det lysende klart hvad vi vil, og uden den store ventetid kommer der rygende varm nudelsuppe. Ungerne leger rundt i bambushytten, og de gør alt for at vise sig fra deres mest charmerende side. De smiler skælmsk mens vi snakker om, hvor vi mon skal overnatte i nat.

Nytår a la thai

Et par dage senere er vi på vej mod Pai. En lille, ligegyldig landsby i bjergene, eller det var den for femten år siden. Jeg kan knap nok huske, at jeg stoppede her, men siden har vi ved flere besøg i Thailand hørt rejsende snakke om Pai med samme blik i øjnene som alle backpackere får, når de tror de har fundet 'The Beach' - altså det uopnåelige rejseparadis.

Thailand tager buddhismen meget alvorligt, og mens vi kørte på motorcykle gennem de nordlige bjerge søgte vi selvfølgelig velsignelse ved de små altre for det kan vel aldrig skade…

"I skal bare tage dertil," gentager de.

Det fik os til at holde os langt væk, men nu er det blevet den 31. december og tid til at finde en fest, så vi vender forhjulet mod Pai. Vi kan fornemme nytårsfesten i luften, og mens menneskemængden rundt om vores motorcykel når nye højder, tænker jeg, om det var så smart at ankomme ud på aftenen til årets fest uden reservation. Efter de første fem hoteller og fem gange ”nej desværre” spørger vi om muligheden for at købe et telt og slå det op nede ved floden sammen med de andre festaber. Heldigvis finder vi til sidst et hotel, der netop har fået en aflysning, og Pais bedste hotelværelse, eller i hvert fald et ledigt et, udlejes til spotpris - dagen taget i betragtning.

På vej ned i byen bliver vi igen og igen overrasket over den udvikling som Thailand har været igennem; de klassiske backpackersteder er blevet overtaget af unge thaier med penge på lommen. Det gælder Khao San i Bangkok, Ko Pan Nang og nu også Pai. Vi spotter en falang - hvid turist - i ny og nær, men det er klart unge thaier fra Chiang Mai og Bangkok der dominerer, og de kommer til at dominere hele aftenen - på den fede måde.

Klokken nærmer sig midnat, og teknofesten kører langs floden i to konkurrerende lejre, men helt anderledes stille og smukt står folk på broen og sender oplyste, kæmpestore papirlamper mod himlen. De svajer og tager langsomt fart. Vi får hjælp til vores tre indkøbte lamper, og der er vældig entusiasme for at vise os, hvordan man gør, og selv en betjent kommer til for at sikre, at de sendes mod himlen med ønsker om et godt nyt år for os og alle andre.

Til høstfest blandt bjergenes stammer

Vejen væk fra Tha Ton - en landsby der ligger idyllisk nede ved floden - snor sig som en slange, og solen skinner fra en himmel med kun enkelte, fotogene skyer. Det er to dage siden nytårsfesten, og i tavshed mere summer vi ud ad vejen end vi suser, for vi har valgt oplevelserne frem for farten. Hverken motorcyklen eller vejen indbyder til ræs, og vi nærmer os langsomt en større landsby.

Da jeg kigger mig omkring, ser jeg usædvanligt mange folk fra Thailands bjergstammer, alle iklædt deres smukke og farverige tøj. Der er en markedsplads til højre for vejen, og jeg skynder mig at holde ind. Det er en tehøst-festival, fortæller de os, og vi er meget velkomne. Der er helt klart mindst en der har drukket noget stærkere end te, for med cool solbriller og stammeklæder forsøger han at sparke gang i festen. Mens han passer sit eget show, laver kvinderne, dog med hjælp fra et par enkelte mænd, en traditionel dans og et show. De er iklædt høje, farvestribede hatte, sorte dragter med meget flotte, farverige ærmer, og om halsen, og alverdens andre steder, har de sølvsmykker en masse. Hvad der fascinerer mig endnu mere er deres fantastiske tivoli, alt bygget i bambus, med gynger og pariserhjul. Der er mange grin, og det er tydeligvis ikke hver dag teen kommer i hus.

Udsigten til Myanmar og burmeserne

Hvis vi har et mål med turen, så er det Mea Sai, den nordligste by på grænsen til Myanmar. Jeg husker det som en lettere tosset udpost med rigtig gangster- og grænsestemning. Jeg husker at have boet på et lille guesthouse, hvor ejeren stolt holdt kæmpe pytoner i restauranten. Jeg husker også et par dejlige hoteller langs grænsefloden, hoteller som jeg den gang ikke havde råd til, for de kostede - og koster stadig - 50-100 kroner - den gang en formue, i dag en ganske rimelig pris. Vejen til vores hotel er ikke let, og motorcyklen sniger sig ad noget, som minder mere om en skrøbelig gangsti end en vej. Som belønning, og bare fordi det virker perfekt, vælger vi en bungalow lige ned til floden med terrasse og god udsigt til Myanmar.

Solen går mod horisonten, og pludselig spotter jeg en mand i floden. Så kommer der en mere og en mere. Det er tydeligvis burmesiske dagarbejdere, der krydser grænsen her en god kilometer fra broen og den officielle grænseovergang. Næste morgen ser vi hele showet igen, denne gang bare fra Myanmar til Thailand. Ud på aftenen sidder vi på en bar/restaurant og falder i snak med en falang, der bor på disse kanter. Mens han hælder dagens dosis af Chang øl indenbords og blærer sig med sin gigantiske offroader, slår det mig, at Mea Sai sandelig stadig ikke har mistet sin tiltrækning på tosser. Lidt snøvlende og ikke altid helt sammenhængende fortæller han om det praktiske i at have en burmesisk kæreste, for de har tilladelse til at være her i området men må ikke rejse længere ind i Thailand, og så har man jo styr på hende.

På vej mod Den Gyldne Trekant, der er noget rent eventyr i at trille rundt på sin motorcykel i Thailands bjerge også nu hvor opiumsmarkerne er væk.

Ind i hjertet på Den Gyldne Trekant

Den Gyldne Trekant, det lyder så eksotisk og dragende, så farligt og spændende. Det tænkte jeg også for femten år siden og blev en smule skuffet, for her var bare et skilt, hvorpå der stod ”Velkomme til Den Gyldne Trekant” - ingen opiumsvalmuer, ingen Khun Sa - berygtet narkotika-krigsherre på disse kanter - og ingen guerillahær. Dog brændte soldaterne sammen med DEA - det amerikanske narkopoliti - valmuemarker af, så der var en snert af spænding. Mens vi kører efter de officielle vejskilte, der leder os mod Den Gyldne Trekant, ved jeg hvad jeg går ind til, og alligevel bliver jeg overrasket, for der er virkelig stillet op til den store turistinvasion. Der er små restauranter langs hele Mekongflodens bred, og en by har taget navnet Den Gyldne Trekant. Nu skal man jo ikke dvæle ved fortiden men omfavne fremtiden, så vi sætter os ind et hyggeligt sted og nyder en kold cola.

Jeg bemærker en helt ny gren af banditter, for nu er det ikke stoffer men kasinoer pengene kommer fra. Thailand er ikke begejstret for, at folk spiller om penge, men thaierne elsker det, så de har bygget et dejligt, stort kasino på en ø ude i floden. Det er vel Myanmars territorium, men der reklameres med, at visum og pas ikke er nødvendigt - bare kom og spil.

Mens vi kører videre, smiler jeg ved mig selv over, hvordan Thailand har udviklet, sig og hvordan det lykkes mig at genopleve et eventyr - eller måske ikke så meget genopleve som at skabe et nyt. Vandbøflerne blokerer vejen og vores videre fremfærd. Mens vi holder stille og kigger på dem, kan jeg kun tænke, at Thailand stadig har det - hvad det så end er - som giver drømme, frihed, eventyr og en rejse, som brænder sig fast.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside