Den udødelige hær
Et besøg hos den første kejser i Kina
Tekst og foto: Nikolaj Witte
Jeg står helt stille. Kun mine øjne bevæger sig. Foran mig står hundreder, hvis ikke tusinder, af opmarcherede krigere. Række på række.
Geled på geled. Der står de: Qin Shi Huang Dis dødsfølge som urokkelige støtter, der har bevogtet hans grav i over to tusind år.
Det er med ærefrygt, man beundrer mausolæet for en af verdenshistoriens vigtigste herskere, og ingen besøgende hos kejser Qin Shi Huang Dis udødelige terrakottahær uden for Xian lades uberørt. Besøget er en rejse tilbage til den første kejsers Qin-dynasti, der forenede Kina i år 221 f.v.t. Men mine øjne fanger detaljer ved de forreste lerkrigere. Der er ingen tvivl. De har været ødelagt, smadret til stumper og stykker. Efterfølgende er hele sceneriet nedbrændt til grunden.
Styrtet af én bonde
Jeg mindes Sima Qian, den store kejserlige historiker fra første århundred f.v.t., der fortæller om en hensynsløs Hans skriverier
er det bedste vidnesbyrd, som vi har den dag i dag fra det antikke Kina, og han skriver om Qin Shi Huang Di, at en enkel bonde til sidst væltede
dynastiet trods kejserens styrke og storhed. Sima Qian fortæller os, at denne bonde modsatte sig dynastiet, og dets syv forfædres templer styrtede,
dets hersker døde ved menneskers hænder, og dynastiet blev til grin over hele verden.
Måske var denne bonde en af en gruppe arbejdere på vej hjem fra tvangsarbejde på Den Kinesiske Mur. Alle udsendte arbejdere skulle rapportere
tilbage på et bestemt tidspunkt, og der var dødsstraf for at indgive rapporten for sent. Disse omtalte arbejdere var på vej hjem,
da et uvejr og oversvømmede floder fangede dem, så de hverken kunne komme frem eller tilbage. De blev holdt som i en naturens skruetvinge
og indså det uundgåelige: De ville blive forsinket og dermed blive dømt til døden. Da de nu allerede var som døde, ønsker de i det mindste
at bruge deres liv (eller død) til noget, og dette noget måtte være at starte revolutionen mod det tyranniske Qinstyre.
Mens jeg betragter terrakottakrigerne, ser jeg for mig, hvordan denne bondeopstand, der rasede efter kejserens død, og til slut i
råbende masser nåede sit mål: Selve den kejserlige grav. Bønder med spyd i den ene hånd og fakkel i den anden, der rasende nedkæmper
de sidste få soldater, der forsøger at forsvare det sammenstyrtende Qin dynastis sidste bastion. -
Enkelte er til hest og med sværd i hånd, men .ertallet er folket - de almindelige og jævne folk, der har fået nok af undertrykkelsen - og
med simple våben og modige hjerter bekæmper disse reelle og symbolske undertrykkere.
Forsvaret til sidste blodsdråbe
Qin Shi Huang Dis sidste soldater har efter alt at dømme holdt stand og forsvaret deres kejsers endelige hvilested til sidste blodsdråbe. Men
da denne - den sidste blodsdråbe - rammer jorden, er menneskemængden stormet ned i de underjordiske gange, der udgjorde den virkelige
kampplads. En kampplads, der eksisterede mellem liv og død, mellem virkelighed og fantasi, mellem menneskernes og åndernes verden.
Det syn, der mødte dem, må have fået alle til at stoppe op, eller måske sågar løbe skræmt tilbage. Da de første mennesker nåede ned under
jorden, i hvad vi i dag betegner som skakt nr. 1, stod der over 6.000 soldater i fuld menneskestørrelse, klar til kamp, og stirrede på dem. De
bar brynjer og våben. Hver enkeltes ansigtstræk var unik, og i faklernes skær må det have været et overvældende syn.
Den gang - denne dag i år 206 f.v.t , da Qindynastiet faldt - var hver enkelt terrakottakriger malet i smukke farver og holdt sværd,
armbrøst eller spyd i hånden. Våben som stadig totusind år senere er skarpe og spidse. Efter den første forskrækkelse og chokket over
den underjordiske hær er de første og mest modige mænd stormet frem for at smadre de nærmeste modelsoldater.
Med magt og styrke har den forreste mand fravristet en afbrækket terrakottahånd dens våben, og med sejrens råb har han holdt det højt
over hovedet. Dette var symbolet for de andre i menneskemængden på, at denne udødelige, men aldrig levende hær ikke udgjorde nogen
fare for de levende. Med et stort spektakel, råben og skrigen har de oversvømmet de underjordiske kamre, og en efter en er terrakottasoldaterne styrtet i
knæ. Hoveder er knust mod jorden, og brynjer er gennemboret af spyd. Intet blod flød her i underverdenen, men snart greb ilden fra de tusinder
af fakler fat i loftets træbjælker. Oprørene har ladet denne første og sidste kejserlige Qinhær omslutte af ildens altødelæggende kræfter.
Langt foran Europa
Mens jeg går de 230 meter ned langs skakt nr. 1, kigger jeg ud over de afdækkede krigere, der igen efter et par tusind år i mørke ser dagens lys.
Der er afdækket og samlet hen ved 1.000 soldater og 24 heste, der hver har været en del af et firspand foran hver sin stridsvogn. Hvert ansigt,
udrustning, stilling, våben og position fortæller en unik historie. Men hvilken historie? De vender alle, både infanterister og vognstyrere, front mod øst. Var
det fordi kejseren så sine fjender som kommende fra denne retning? Mens jeg når ned til bagtroppen, flakker mine tanker til disse mænd i
skakten. Da jeg når til de tre befalingsmænd, bemærker jeg, at de har forskellige frisurer, og at deres håndstillinger kunne antyde, at de
har båret armbrøster og tilhørende pile, en opfindelse, det tog Europa endnu et par årtusinder at skabe i samme kvalitet.
Men hvilken storhed ledte til denne overflod af velstand, der må have været forudsætningen for at skabe dette måske verdens mest fantastiske
mausoleum? Hvem var denne kejser? Hvordan var hans storhed, og hvordan var hans fald?
Tilbage i Xian
Mens jeg en tidlig morgen, endnu inden byen er vågnet, cykler rundt på bymuren, tænker jeg stadig overmine spørgsmål. Der kan ikke herske
tvivl om, at det har krævet en storslået og brutal mand at forene dette kæmpeimperium. Igen kigger jeg hos Sima Qian for at finde
et svar, og han skriver, at den første kejser smældede med sin lange pisk og drev hele universet foran sig. Han opslugte hele det østlige og
vestlige Zhoudynasti og omstyrtede feudalherrerne. Han besteg tronen med ære og herskede over de seks retninger. Han betvang verden med
sin stav, og hans styrke rystede de fire have.
Qin Shi Huang Di tvangsudskrev masser af mennesker, først til sine krige, siden til sit forsvar. Riget skulle bestå i tusinder af generationer, så
den kinesiske mur blev bygget (ikke helt, som den ser ud i dag) for at sikre mod, at de nordlige nomader trængte ind over grænserne.
Det siges, at murens fundament bogstaveligt er bygget på arbejdernes knogler, da de afdøde blev brugt som byggemateriale. Kejseren myrdede
de forskellige provinsers herskere og omsmeltede alle deres våben til tolv menneskestatuer, der skulle minde alle om hans magt.
Men ydre forsvar er for intet at regne i forhold til indre beskyttelse. Intet har skræmt tyranniske herskere gennem tiden som bøger, og Qin Shi
Hunang Di udførte, hvad der nok har været verdenshistoriens første bogafbrænding. Hans trofaste minister og rådgiver, Li Si, foreslog, at
alle optegnelser; hvad enten det var sange, historiske optegnelser eller skriverier fra De hundrede Skoler, der ikke stammede fra Qin, skulle brændes.
Endvidere foreslog han, at alle, der udsagde eller sang disse for Qin modstridende synspunkter, skulle henrettes offentligt, og de, der
modsatte sig det nye og foretrak det gamle, skulle have hele deres familie udryddet. Kejseren tog imod rådet og forkastede
de tidligere kongers tankesystemer og deres traditioner. Over hundrede filosofiske skolers bøger siges at være gået op i røg, fordi
han ønskede, at der var en, og kun en lov. Ting skulle ikke diskuteres, for der fandtes kun et svar, og det svar, var det, som kejseren gav. Folk
skulle svækkes og gøres uvidende, for svækkede og uvidende folk gør ikke oprør.
Qin Shi Huang Di valgte at følge sine egne versioner af flere forskellige tankesystemer, men det dominerende var, hvad der siden er blevet
betegnet som Lovskolen eller Legalisterne og deres stræben efter centraliserede, hårde og ensrettede love.
Storslået og dårligt eksempel
Tilliden til åndsevnerne hos det jævne folk kunne ligge på et meget lille sted, og regeringen satsede på, at de skulle tvinges til at pleje deres
egne interesser. Ej heller kunne man stole på vismænd, hvis deres evner ikke var af praktisk natur såsom at skaffe økonomisk og militær styrke,
mens de udelukkende beskæftigede sig med opnå egen berømmelse og titel. Frygten hos legalisternes, ikke mindst i Qins udgave, var, at disse
vismænd og filosoffer til sidst ville ønske at vælte enhver hersker. Kinesere har altid tolket et utal af moraler ud af alverdens historier,
og de elsker de rigtig gode eksempler næsten lige så meget, som de elsker rigtig gode, dårlige eksempler, og Qinkejseren udgør måske
det mest storslåede og fantastiske dårlige eksempel. Det fortælles, hvordan han på sin vej mod Kinas forenede trone stod over for en mægtig hær, der til sidst overgav sig betingelsesløst. Denne hær på 400.000 mand (en hærstyrke som kun få lande selv i dag kan matche) lod Qin Shi Huang Di
begrave levende.
En anden historie beretter om endnu et slag, hvor fjenden var overlegen i antal. For at besejre denne overlegne fjende lod han et regiment på
flere tusind straffefanger, der stod til pinefuld og æreløs dødsstraf, redde deres ære ved at løbe helt hen til fjendens linjer, hvor de alle på én
gang skar deres egen hals over. Efter sigende svækkede dette fjendens hær så meget, at de let blev overvundet, for ingen ønskede at
kæmpe mod en mand med så loyale soldater.
Men lige så stor skade han øvede på det moralske, menneskelige og åndelige niveau, lige så stor kraft satte han ind på at styrke Kina som
et forenet rige. Han skabte et vejnet over det ganske land ud fra en grundtanke om ét forenet rige. I den proces standardiserede han
også en lang række emner såsom penge, skrift, måleenheder og hjulstørrelse. Han er dog også på mange måder faderen til Kinas bureaukrati, som
enhver rejsende i Kina ustandseligt møder, idet han med den nye økonomiske udvikling og den ensartede valuta skabte en ny, rig klasse, for
hvem det ikke længere var nødvendigt at eje jord, da de var handelsmænd, og de skulle beskattes dog uden at skræmmes væk. Det deraf følgende komplicerede beskatningssystem krævede nye magistrater til at bestyre det og til at undersøge omsætning, da skatter nu opkrævedes afhængigt af penge
frem for land. Denne nye klasse af handelsmænd lod sig heller ikke bremse af grænser mellem staterne. Kong Zi, den store tænker og statsteoretiker
fra det femte århundrede f.v.t., forudså dette og sagde selv: ”Mens en gentleman værner om gunstigt og venligt styre, værner den lille mand om sit fødeland”.
Besat af ideen om udødelighed
Tidligere på min rejse havde jeg besøgt den sagnomspundne by Penglai. Det fortælles, at man derfra i det fjerne kan se de udødeliges
ø af samme navn. På øen Penglai findes et kridhvidt rige befolket af udødelige, og måske mindst lige så vigtigt, der gror svampe og andre
urter, hvis ekstrakt siges at give udødelighed. Qin Shi Huang Di var besat af ideen om udødelighed og sendte flere ekspeditioner
mod Penglai, men ingen kom tilbage og da slet ikke med udødelighedens drik. Denne jagt på de udødeliges urter styrede meget
af kejserens gøren og laden. Det indvirkede på hans krige, på hans bygning af templer og på, hvad han spiste, for mange forskellige vismænd,
og andre der måtte ønske kejserens gunst, skabte og forsøgte at promovere netop deres udødelighedsdrik. Det kunne let let koste en vismand
hovedet, når det viste sig, at hans drik var virkningsløs, men kejseren gav aldrig op. I sin jagt på udødeligheden belønnede han dem, der
hjalp ham, og straffede dem, der lagde ham sten i vejen. Han besøgte de helligste af de hellige bjerge for at søge deres hjælp, og naturen
var ingen undtagelse, når kejserens lune ændrede sig.
Det berettes således, at den kejserlige ekspedition med kejseren i spidsen engang blev holdt tilbage af et uvejr. Da der ingen tvivl kunne
herske om, hvem der var skyldig, nemlig det hellige bjerg lige i nærheden, der tydeligvis ønskede at modsætte sig kejserens ønske om
udødelighed, lod han alle træer på bjerget fælde og hele bjerget farve rødt (farven på straffefangernes dragter).
En anden gang blev han dog fornøjet over en lille gruppe træer, der beskyttede ham for regnen, og udnævnte dem til generaler. Mange
udødelighedsdrikke indeholdt både knust jade og kviksølv, hvilket har fået mange til at spekulere på, om de kan have været den direkte årsag
til kejserens død.
Ligger endnu i sin prægtige grav
Ønsket om at drage den rigtig moral ud af kejserens død og Qins fald findes igen hos Sima Qian, der ikke diskuterer selve årsagen, men
påpeger, at årsagernes årsag til faldet må være, at dynastiet ikke herskede med medmenneskelighed og retfærdighed, og at kejseren ikke
indså, at magten til at angribe og magten til at beholde den vundne tronen ikke er den samme. Kejseren skulle uanset, hvad der
end måtte have forårsaget hans død, stedes til hvile i de udødeliges verden, som han havde ladet skabe uden for Xian, beskyttet af terrakottahæren.
Selve denne grav, der endnu ikke er udgravet, skulle give Qin Shi Huang Dis sidste hvilested en ekstraordinær kraft og blev derfor
skabt som en selvstændig verden. Gravkamret menes at være et landkort over den ganske verden - dvs. Kina -skabt i guld og sølv med .oder
og have i kviksølv, så de til evig tid ville holde sig flydende. I loftet menes at være et kort over himlen og stjernerne. dannet af de smukkeste
ædelstene. Men ingen ved det endnu, da kammeret stadig ligger beskyttet under et bjerg af jord og bag skarpladte armbrøster, der siges
at ramme enhver, der måtte forsøge at trænge derind.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
