Indtryk fra Madagaskar
Af Katrine Thiesen
På Madagaskar kan man aldrig vide, hvornår den næste brugbare computer er indenfor rækkevidde. Derfor skriver jeg, mens muligheden er der!
Det blev en lidt hektisk afgang fra lille Danmark. Jeg blev syg af vaccinationen i dagene inden afrejsen. Feberen nåede dog lige at lægge sig, inden jeg drog af sted, og efter et par dage i Tana var jeg fit. Jeg mødte som planlagt min veninde Tine i Tana, og vi fandt hinanden uden problemer...
Vi satte næsen mod Andasibe naturpark for at se nærmere på den truede lemurart Indrien. Lemuren var abernes forfædre her på jorden engang for mange, mange år siden, og Madagaskar er det eneste sted, hvor de stadig lever. Som nogen siger, så er Madagaskar et slags levende naturhistorisk museum. Indrien er et nuttet dyr, som mere minder om en teddybjørn end en abe. Vi boede i udkanten af naturparken og blev om morgenen vækket af dens karakteristiske og meget imponerende skrig, som kan høres på flere kilometers afstand.
Derfra tog vi videre mod østkysten til Toamasina, hvor vi fik det første kig til det indiske ocean. Vi kunne dog ikke bade her, da vandet efter sigende skulle være hjemsted for glubske hajer. Men vi kom til gengæld op at køre i "pousse pousse", som i Toamasina nærmest har udkonkurreret den traditionelle taxi. En pousse pousse mand fra Toamasina kan give den lille indiske pousse pousse fra Calcutta baghjul. I Toamasina er de alle nymalede, rengjorte og tillige forsynet med nummerplader med en slags registreringsnummer. Det er dog en noget ambivalent følelse at sidde der med udsyn til den barfodede og sveddryppende fyr som løber af sted.
Næste stop var øen Ille St. Marie, som ligger ud for Madagaskars østkyst. Med bagagen fastspændt på taget af taxibussen gik det derudaf ad snoede veje gennem fantastiske landskaber. Langs kysten blev landskabet mere eksotisk. Bananerne i de små landsbyboder blev nu suppleret med kokosnødder og andre for mig endnu ukendte frugter. Vi sad fast i en dags tid i en lille flække, hvorfra vi ville sejle til St. Marie. Ifølge guidebogen skulle der være en minifærge kaldet "Samsonette", som sejler til øen dagligt. Men efter adskillige forespørgsler omkring i landsbyen måtte vi dog erkende, at der ikke længere var nogen Samsonette. Hvorfor ville ingen med ud! Til sidst fik jeg dog af den overordnede fortalt, at der ikke længere var nogen Samsonette, fordi den nu lå på bunden af havet. "Elle est au fond de la mer, madame", sagde han med et forlegent smil.
Vi vidste nu ikke rigtigt, hvilket ben vi skulle stå på, da "la Samsonette" skulle have været det eneste "reliable" transportmiddel over havet. Så vi gik nu i gang med at inspicere "navetterne", en slags småskibe, som også sejlede til øen. Vi valgte så til sidst at sejle med "Madeleine" den efterfølgende dag. Det var ifølge bossen den bedste båd, og han ville personligt sørge for, at den ikke blev overfyldt. So far so good!
La Madeleine blev selvfølgelig proppet til bristepunktet. Så jeg sad oven i en fiskekasse på taget, hvor jeg kæmpede med søsyge og frosne hajfinner, samtidig med at jeg havde mit med hyr at holde mig inden for rælingen. Det var nu tidspunktet hvor min sidemakker synes, at han ville fortælle historien om, hvordan la Samsonette nu lå på bunden af havet, fordi den var blevet overlæsset. Skroget havde været rustent i bunden og kunne ikke holde til det. Der havde hverken været redningsveste eller nødradio om bord, så hundrede mennesker var druknet i havet!!!
Men la Samsonette havde også haft en lang tjenestetid. Først som færge i frankrig, siden hen på La Reunion, og da den også blev kasseret der endte den så på Madagaskar!
Ille St. Marie er en skøn, lille paradisø. Den er stadig uberørt af masseturismen, og kaptajns Kidds skat skal ifølge legenden stadig ligge glemt et eller andet sted på havets bund - "au fond de la mer"... Det er i bogstaveligste forstand en gammel piratø, og på piraternes kirkegård kan man på de gamle mosbelagte gravsten se det karakteristiske dødningehoved med krydsede knogler indhugget i stenen. Ellers er her vanilje, kanel, orkideer og en duft af friske nelliker. Dertil kilometervis af skønne sandstrande i perfekt kontrast til det turkisblå hav.
Vores timing har været god. Sæsonen for pukkelhvalernes vandring er endnu ikke slut. Forleden morgen, hvor jeg sad og nød en stille stund på "vores" strand, passerede tre pukkelhvaler forbi, de var ganske tæt på kysten og slog med halen, som om de lige ville hilse på. Fantastisk!
Det eneste, som kunne forstyrre denne idyl, var at vi måtte en tur på den lokale lægeklinik. Tine var blevet bidt af en skolopender om natten i Toamasina, og hun lå nu og rodede rundt på toiletgulvet i febervildelse.Jeg fik hende hurtig hevet til lægen, hvor hun fik antihistaminer, som omgående hjalp. "Medecin et Dentiste" stod der på et kummerligt skilt, hvilket kunne tyde på, at man automatisk kan praktisere som tandlæge, hvis man har en eller anden lægetitel...
Det var en meget ydmyg klinik, hvor den ene halvdel blev brugt som tandlægeklinik og den anden som lægepraksis. Et virvar af gamle støvede reoler med medicinæsker stablet oven på hinanden. Tandlægesektionen må uden tvivl være det værst tænkelige mareridt for folk med tandlægeskræk. Nusset, ja ligefrem beskidt, og med en tandlægestol, der var et gammelt lig fra den franske kolonitid. Kanyler hist og pist. Måske på rette plads, måske tilfældigt henslængt! Det mindede lidt om min bedstefaders gamle værksted, men på Madagaskar er det vel også luksusbehandling at få mere end hevet tænder ud hos tandlægen. Lægen var dog kompetent, hun tog grundig anamnese og ringede dagen efter for at følge op på behandlingen. Som en lille lektie har vi nu fyldt rygsækken ekstra op med alle tænkelige lægemidler - inkl. antihistaminer.
I morgen pakker vi atter rygsækken, og begiver os så videre op langs østkysten ad de mere ufremkommelige veje. Vi har dog fået adskillige advarsler fra de lokale. Infrastrukturen skulle være ikke eksisterende på nogle strækninger, men vi er tændte på eventyret og har stadig masser af tid foran os. Vi nyder det og føler os meget trygge blandt de lokale, som er utrolige ærlige og venlige mennesker.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside