På vej til Antarktis. Bjarne spejder mod South Georgia (- eller var det South Orkney?) Billedet er taget af ungarske Akos Hivekovics - som Bjarne også senere har rejst med.
Bjarne Lund-Jensen har lige siden sin indmeldelse i DBK været det klubmedlem, som har besøgt flest lande. I skrivende stund er han oppe på 182 lande og mangler således kun 12 lande i at have gjort rent bord og have besøgt alle verdens lande. Sidste erobring var Congo Brazzaville, og ifølge ham selv når han sit mål om at have besøgt alle verdens lande omkring år 2012. Vi bringer her et opdateret portræt af Bjarne baseret på en artikel, der oprindelig blev bragt i Fyens Stiftstidende i 2005.
Bjarne Lund-Jensen fra Lumby satser på at blive den første dansker, der sætter fod i alle verdens 194 lande.
"Det er sidst på eftermiddagen. Den rødlige sol står lavt over palmetræernes kroner. Jeg sidder på toppen af Angkor Wat i Cambodia. Luften ånder sælsom magi. Jeg føler, at jeg kunne sidde her i timevis i fredfyldthed. Dog er jeg lidt underlig tilpas, for jeg føler, at jeg har afsluttet en epoke i mit liv. Nu har jeg set alt, tænker jeg. Jeg har rejst i næsten 150 lande. Jeg har set pyramiderne, inka- og mayaruinerne, alverdens menneskeskabte og naturskabte vidundere. Men nu har jeg set det største. Nu har jeg set Angkor".
Bjarne Lund-Jensen er pensioneret skolelærer efter 36 år på Lumby Skole, der befinder sig en hundreddels dagsrejse fra Odense, hvor han kom til verden for 60 år siden. Siden han for første gang mærkede adrenalinen pumpe i sine årer, har han besøgt og udforsket 182 lande og 48 territorier, der blandt andet omfatter Grønland, Tibet, Hawaii og Alaska.
At han skulle blive Danmarks og en af verdens mest berejste mænd, havde han ikke i tankerne, da han i 1973 for første gang stod på et fremmed kontinent.
Ingen begrænsninger
- Jeg husker tydeligt, at jeg konstant overvejede at gå væk fra gruppen, som jeg var en del af på min første rejse til Egypten. Jeg ville frigøre mig. Jeg ville alene ud i det ukendte for at fornemme fremmede dufte og betragte forunderlige klædedragter. Alt var så anderledes fra det, jeg tidligere havde set, fortæller Bjarne Lund-Jensen.
Som han sidder og beretter, har han en klar lighed med Johannes Møllehave. Ikke kun i kraft af det grånende hår og det brede, venlige smil. Stemmen er velkendt varm og ivrig for at fortælle. Og den gør det godt. Man bliver revet med, når han entusiastisk og billedrigt kaster sig ud på verbale rejser, der bringer såvel ham som tilhøreren tilbage i tiden.
- Senere på min første rejse til Afrika var vi nået til Tanzania. Her dristede jeg mig endelig til at drage ud på egen hånd. Kort tid efter stødte jeg på en flod, jeg ikke kunne passere. Så spottede jeg en mand, der havde en lille båd. Jeg spurgte, om han ikke ville sejle mig videre, hvilket han indvilgede i. Siden dengang har jeg aldrig ladet mig stoppe af forhindringer. Jeg vil ikke lade mig begrænse, jeg vil bare videre, understreger Bjarne Lund-Jensen, der for længst er blevet klar over, at der befinder sig en drivkraft i selve rejsen, han ikke kan leve foruden.
- Det har altid ligget latent i mig, at jeg ville se alt. Derfor gabte jeg de første år over lidt for meget, indtil jeg ændrede rejsemåde omkring 1980. Da begyndte jeg at dykke mere ned i omgivelserne, end jeg tidligere havde gjort. På den måde møder man også nogle mennesker, der åbner deres døre og byder en på en seng til trods for deres ofte ekstreme fattigdom, siger Bjarne Lund-Jensen.
Konkurrenceelement
Skolelæreren fra Lumby forsøger altid at komme derud, hvor ingen har været før. Et af de mest fantastiske steder var på Papua New Guinea, hvor der sjældent kommer turister.
- Der rejste jeg fra landsby til landsby og håbede på, at der ville komme et transportmiddel forbi, så jeg ikke skulle strande nogle steder i længere tid, fortæller Bjarne Lund-Jensen.
Det erklærede mål er at se så meget af verden som muligt. Og i november 2008 mangler han blot 12 lande for at have været i samtlige 194.
- Lidt konkurrencementalitet får man da, indskyder han, mens han remser op, hvilke lande han mangler. For han kan dem naturligvis i hovedet.
Det var dog ikke grundet konkurrenceelementet, at Bjarne Lund-Jensen meldte sig ind i De Berejstes Klub for 12 år siden. For da han blev optaget, var han allerede den mest berejste af de berejste. Det var mere for at kunne tale med ligesindede, der alle led af samme sygdom: Rejsefeber.
Kærlighed på toget
Bjarne Lund-Jensen er godt klar over, at hans job som lærer har betydet meget for hans udfoldelsesmuligheder. Det samme gør sig gældende for hans status som ungkarl.
- Jeg har haft en kæreste gennem længere tid. Hun formåede faktisk at holde mig hjemme tre juleaftener i træk. Derefter kunne hun godt mærke på mig, at det ikke gik længere, så hun tilbød mig at rejse ud i julen, og derefter gik det lidt i sig selv igen. En anden gang havde jeg en veninde, der foreslog, at vi skulle rejse til Egypten en uge. "Fandeme nej", svarede jeg. Jeg rejser altid minimum fjorten dage, så det sluttede også ret hurtigt derefter, fortæller Bjarne Lund-Jensen, der også har mødt forelskelsen på sine rejser.
Dog aldrig med de lokale. Altid andre rejsende.
"Is this the train to Vladivostok? Jeg vender mig. Stemmen kommer fra en sød, ung pige, som står lige bag mig. Vi står på Jaroslavl-banegården i Moskva. Jeg er på vej mod Japan og har valgt at rejse over landjorden hele vejen. Og den unge pige, som ved nærmere bekendtskab viser sig at være en kun 17-årig tysk skolepige, skal også til Japan. Helt alene. Det var i 1981, og jeg var stadig ung og smuk".
Bjarne Lund-Jensen sidder med et lunt smil. Otte dage om bord på et tog og to dage på en båd, hvor der ikke er meget at lave.
Han husker, at de udvekslede adresser. Han gik med hendes gemt flere år i sin tegnebog.
Et par år efter fik han den stjålet i Algeriet. Derefter opgav han at se hende igen.
Håbløs optimist
Bjarne Lund-Jensen har erkendt, at han aldrig ville kunne indordne sig i en traditionel familie.
- Jeg vil have lov til at smutte en måned eller to ind imellem, og det er der ikke mange kvinder, der kan acceptere. Desuden har jeg heller ikke mødt en kvinde, som jeg kunne holde ud at rejse med længere tid ad gangen. Endnu, konstaterer Bjarne Lund-Jensen.
Hvis han blev forhindret i at rejse, ville hans verden bryde sammen. Men den tanke har han aldrig turdet tænke.
- Jeg er håbløs optimist. Jeg finder altid en vej ud af problemerne ligegyldigt, hvor desperat det ser ud.
"Jeg var simpelthen nået til grænsen af, hvad jeg kunne klare. Rent instinktivt fornemmede jeg, at den eneste chance, jeg havde, var at opføre den helt store panikscene. Og det gjorde jeg så. Jeg råbte og skreg, kastede mig grædende på gulvet og fik fremsnøftet, at jeg var blevet bestjålet, og at alt håb snart var ved ude for mig. Jeg måtte simpelthen nå flyet fra Algér søndag morgen".
Når man har rejst så mange år i så mange fattige, krigshærgede og katastroferamte lande, så kan man næsten ikke undgå at have ubehagelige oplevelser på kontoen, hvilket Bjarne Lund-Jensen også har.
- Jeg er blevet bestjålet og bedraget flere gange. Men det kan jeg leve med, så længe de ikke stjæler min videre rejse. Rejsen er min frihed, og den skal ingen tage fra mig, slår han fast.
Kedelige Europa
De største oplevelser er ikke nødvendigvis dem længst væk. Men med årene er det blevet sværere og sværere at blive fascineret af sin egen baggård i England og Frankrig, når man har boet hos stammefolk og krydset floder i farlige jungler.
"Mit mål er at besøge "de store Nambaer" på Malakula Island i østaten Vanuatu. Folket har fået navn efter de specielle penisfutteraler, som mændene bærer. Indtil 1950'erne havde de ry for at angribe og spise enhver uvelkommen gæst. De havde således et specielt ildsted til rituel fortæring af menneskekød. De mest uappetitlige af de nedlagte fjender blev dog i stedet hængt op med hovedet nedad, indtil de rådnede ... Den sidste bekræftede beretning om kannibalisme er fra 1969, men rygter siger, at det stadig finder sted".
- For mig er Europa efterhånden ikke mere interessant end Svendborg. Dog er der enkelte yderområder som i Albanien, hvor man stadig kan opleve en helt anderledes måde at leve på, hvilket typisk udspringer direkte af fattigdom, forklarer Bjarne Lund-Jensen.
Tit oplever han, at folk forestiller sig, at han ikke har set ret meget af Danmark. Men der tager de fejl.
- Jeg har set mere end de fleste, vil jeg tro. Da jeg var barn, kørte min familie altid rundt for at se de forskellige egne, og jeg har overnattet på mindst 20 øer foruden Fyn og Sjælland, siger Bjarne Lund-Jensen.
En smule luksus
Kontakten mellem de lokale har altid været central for Bjarne Lund-Jensen. Men enkelte naturoplevelser har dog taget pusten fra ham.
"Dyrenes helt ufattelige tillidsfuldhed er det, der først og fremmest gør Galapagos til en helt enestående naturoplevelse. Intet sted i verden oplever man noget lignende, og det utrolige er, at næsten alle dyr - flamingoerne undtaget - både på land, vand og i luften synes at være helt upåagtede af menneskenes tilstedeværelse. End ikke øernes eneste rovfugl, Galapagoshøgen, er bange for mennesker".
- Selv om naturen fascinerer mig, så har det altid været mennesker, der fascinerer mig mest. Alligevel har jeg ikke så meget kontakt med dem, jeg møder. Ofte glemmer jeg at sende kort, og når man så altid rejser nye steder hen, så møder man sjældent de samme folk igen, forklarer Bjarne Lund-Jensen.
Det er også yderst sjældent, Bjarne overnatter mere end tre dage samme sted. Det forbyder hans rastløshed ham. Men han har dog ændret adfærd på enkelte punkter.
- Med alderen er man også blevet en smule mere luksuriøst anlagt. Hvor man tidligere kunne tilbringe måneder på de mest snuskede steder, så skal jeg gerne hver anden uge forbi et lækkert hotel, hvor jeg kan få et varmt bad og lidt ro. Jeg søger heller ikke længere de typiske billige backpackersteder, fordi alle efterhånden forsøger at overgå hinanden med, hvor mange steder og ting, de har set. Så kommer jeg jo nemt til at virke bedrevidende. Derfor vil jeg hellere snakke med de lokale eller sidde på et lille værtshus, beskriver han.
Det sidste kontinent
Det næste store projekt hed Antarktis. Meget passende blev kontinentet det syvende og sidste.
- Det kostede godt nok 55.000 kroner, men jeg havde arvet lidt efter min far, så det var oplagt at tage af sted. Jeg ville heller ikke kunne bære ikke at have sat fod på det sidste kontinent. Jeg tog orlov i tre måneder, så jeg kombinerede det med Sydamerika, hvor jeg kun manglede Paraguay for at melde fuldt hus, smiler Bjarne Lund-Jensen.
Den efterfølgende sommer blev det så til en cykeltur rundt i Danmark. - Her var der jo også spændende mennesker og en hel del øer som jeg endnu manglede at besøge. Lidt samler er man vel, indrømmer Danmarks mest berejste mand.
Citater
"Jeg har, så vidt jeg ved, ikke nogle børn løbende rundt ude i verden, men på den anden side, så kan man kan jo aldrig vide."
"Jeg har brugt flere millioner kroner på mine rejser. Men det handler jo om at prioritere. Jeg har aldrig ejet en bil. Jeg har aldrig røget, og jeg bruger ikke særlig mange penge på mit hus eller tøj."
"Jeg oplever tit, at folk undrer sig over, hvad jeg dog vil i eksempelvis Etiopien, fordi mange udelukkende betragter det som et land med hungersnød. Men det er faktisk et af verdens mest spændende lande, fordi det rummer rester af så mange gamle kulturer blandet med primitive folkeslag som mursierne (tidl. kendt som tallerkennegrene). "
Bjarne Lund-Jensens manglende lande ultimo 2008
Afghanistan
Angola
Burundi
Irak
Kuwait
Liberia
Libyen
Saudi Arabien
Sudan
Tadjikistan
Vatikanet
Yemen
