“Det er Tid - Høje Tid”. Sådan sagde
Alexander d. 3. i 1886, da startskuddet
til den 9289 km lange jernbanestrækning
fra Moskva til Vladivostok lød. Alle
togrejsers moder.
Af nogle kaldt en tilstand og ikke blot en
rejse. Vi mærker forventningerne komme
snigende, og om få timer kaster vi
os ud i det, der på forhånd kunne ligne
den uendelige rejse anno 2003.
Moskva en tirsdag aften. To timers
svedig kamp for at komme gennem
den propfyldte metro i myldretiden.
Medpassagererne er ikke just tilfredse
med vores 30 kilo oppakning pr. mand.
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når
der med uforståelige, brovtende gloser
gøres opmærksom på, at vi fylder for
meget. Alt for meget. Men vi finder med
sveden haglende ned af kroppen frem til
endestationen med udsigt til det imponerende
Hotel Leningrad. Vi lokaliserer
ventesalen og placerer os mellem spritstive
vodkasvampe og umanerligt fattige
familier fra provinsen.
Da jeg forsøger at smide sølvpapiret
væk fra aftensmaden, kommer en ældre
kvinde næsten tiggende for at overtage
det fedtede papir. Selv bundsjatten i vores
vandflasker kigges der længselsfuldt
efter fra flere sider. Ikke alle russere rider
åbenbart med på den økonomiske
bølge, der strømmer gennem landet.
En time før afgang kl. 22.03 ruller det
kinesiske tog ind på perronen. Med 20
vogne, hver bestående af ni kupéer til
fire personer, er det vel knapt 500 meter
langt. De kinesiske kontrollører tjekker
billetterne, og vi får som de første lov at
betræde de gulve, vi skal slide tynde de
næste 116 timer.
Hvor er Danmark?
Kupéen er ganske nydelig. Et tykt blåt
gulvtæppe, lyseblå veloursæder og
matchende brune gardiner! Loft og
vægge er holdt i en neutral cremefarvet
stil, der vækker det bedste frem i indespærrede
mennesker.
Jeg tager øverste køje, da Nielsen ikke
kan nå så langt med sine korte, om end
muskuløse ben. Sengepladsen virker rimelig
uden at være trang. Før afrejsen
jokede vi om, hvem der ville gøre os selskab:
En fed russisk handelsrejsende,
et kinesisk ægtepar eller et par mongolske
badenymfer. Det blev hverken eller.
Vi får nemlig selskab af prototypen på
en russisk husmor. Fåmælt og betuttet.
Lidia fra Orjenburg skal lukkes inde med
os de næste fem dage. Jeg føler næsten
medlidenhed med hende.
Hjem til manden
Vassilij Bladzonnij på den Røde plads i Moskva
52-årige Lidia Victorovna Manilo, som
der står i hendes tommetykke pas,
skal hjem til manden, der arbejder i
Mongoliet. Hun har været på familiebesøg
hos sønnen Stanislav, der gør tjeneste
i det russiske militær. Siden 1992
har hun boet i det golde naboland, mens
manden ernærer sig som mekaniker.
Hun er selv arbejdsløs og ikke ligefrem
den skarpeste pelshue i toget! Jeg forsøgte
ihærdigt at kommunikere med
hende på halvt tysk, halvt engelsk og
halvt tegnsprog.
- We are from Denmark. Danemark,
danzska, danii - danish. Ingen respons.
Frem med landkortet, der viser den lille
plet på verdenskortet med en rød prik
omkring København.
- See Copenhagen the capital. You know
H.C. Andersen, Søren Kirkegaard!!!
Lidia forbliver modsat toget tavs. Hun
har ikke den fjerneste anelse om, hvor
vi stammer fra. Hendes bedste bud
kommer efter et kvarters eftertænksomhed,
da hun smilende siger: Sveda!
En lang tur bliver vi enige om.
Hun forholder sig da også forbavsende
roligt under turen. Omhyggeligt placeret
i hjørnet i hendes bomuldsjoggingsæt,
et mørkegrønt hårnet og et par læsebriller
langt nede i ansigtet.
Unik natur
Efter en solid nattesøvn vågner vi op til
et endeløst snelandskab og gnider os
selv i øjnene for at kapere det reflekterende
lys. Den første hele dag sidder vi
næsten tavse og suger landskabet ind
gennem de støvede ruder. Selv Nielsen
klapper i længere perioder af gangen.
Det føles som en lang odyssé af maleriske
landskaber. Som en tur til månen,
hvor man ikke gør stop, men bare åbner
gabet og glubsk fortærer indtrykkene.
Slanke kronragede birketræer og mere
korpulente nåletræer lever side om side
de første 3000 km. Husene langs jernbanen
er ramponerede. Faldefærdige.
Kun enkelte skiller sig ud og virker malplacerede
med deres glade farver. De
står som enlige svaner i en kontinuerlig
hønsegård. Væltede telefonmaster
ligger overalt. Som kors ved glemte
gravsteder stikker de kun halvt op over
den frosne sneskorpe. Ingen har gidet
fjerne dem, og ingen kan sikkert huske,
hvornår de blev placeret langs den 9289
km lange jernbane.
Lyden af den monotone rullen over svellerne
vænner vi os hurtigt til. Allerede
efter 20 timer lægger man ikke mærke
til bumpet, der kommer med samme
interval, som pulsslagene efter en tilpas
afkølet vodka. Heller ikke kulosen
bider så meget i næseborene længere.
Måske fordi de allerede er sodet til som
en overfyret kamin.
Ulækre mongoler
Vi stopper i Perm og får strakt de stive
ben. Jeg får endelig fat på en cola light
og bliver så opløftet, at jeg forbarmer
mig over en usoigneret mand med stort
uplejet skæg, der i sin hullede jakke
ligner en undskyldning for sig selv. Jeg
giver ham 10 rupler, 2,5 kroner, og ser
de rødsprængte øjne lyse op. Det er
vodkatid.
På toget kommer vores nabo på besøg
i tide og utide. Ikke for at konversere,
men fordi han er så vodkaramt, at han
ikke kan tælle sig frem til den rigtige
dør. Allerede kl. 7.30 den ene morgen
kommer han daskende med en hel flaske
i armhulen. En skøn dag venter forude!
Næste stop er i Omsk, der har huset
store forfattere.
Dostojevskij skrev “Levende begravet i
Sibirien” efter sit fængselsophold her og
Solsjenitsyn gjorde også holdt i byen på
vej til sit arbejdsophold i Kasakhstan.
Trafikken i modkørende retning tager
til. Store godstog læsset til bristepunktet
ved de store kulminer i Kuzbas-regionen
tordner forbi i et halvt døgn.
Ultra white natur
Toilettet er nu blevet et kapitel for sig
selv. Og hvis det stod til mig, et kapitel,
der gerne måtte rives ud. De østasiatiske
passagerer og i særdeleshed de
mongolske har endog et meget afslappet
forhold til hygiejne. De efterlader
uden anger enorme pøle af pis på såvel
bræt som gulv og modbydelige blodspytklatter
på kanten af håndvasken.
Selv Nielsen må rynke på næsen, og det
siger vel egentlig mere end ord?
Husene langs jernbanen bliver sjældnere.
De ligner nu mere små spredte
kolonihavehuse. De fleste med overproportioneret
overetage, der kommer
til at ligne en bjørnehue af frønnet træ
i kæmpestørrelse. Mennesker er endnu
sjældnere gæster. Kun jernbanearbejderne
i deres grønne uniformer og
genkendelige orange overtrækstrøjer
dukker op igen og igen. Nåletræerne er
forsvundet. Tilbage står kun tilrimede
birketræer i det brændende, hvide lys.
Jeg anede ikke, at Sibirien var så lys.
Som om hele landskabet har fået en
ekstra tur med Ariel Ultra Whitening.
Farvel til civilisationen
Kun i byområderne støder vi på snavs
i jernbanesporene, der hvor kulrester
Grundet forskellig skinnebredde skiftes hjul på grænsen mellem Mongoliet og Kina.
og sne flyder sammen og bliver til grågrumsede
søer. På hver station fyldes
der kul ind i vognene, mens vi leder efter
sælgere, der godtager dollars. Det
sker ikke mere, og vi erkender, at vi nu
er langt fra civilisationens vante rammer.
Ideen om rejsen som en tilstand
holder stik. Turen, der tidsmæssigt svarer
til Aarhus-København 36 gange i
træk, føles ikke lang.
Efterhånden mærker man ikke ændringerne
langs ruten. Man er blevet en
del af ruten. Man bliver et med togets
former, dets lyde og bevægelser. Som
en stor rullende symbiose, hvor højtråbende
skandinavere, berusede russere
og altid smilende kinesere giver hinanden
plads og respekt til at gennemføre
rejsen med så få humpler som muligt.
Sameksistens på hjul. Mongolerne
ved siden af spiller kort på 48. time.
Russerne drikker endnu. Vi sidder skiftevis
over samovarens kogende vand,
spiller kort og tilbringer resten af tiden
tavse af beundring med en udsigt til en
hvid verden i dvale.
Når ord ikke slår til
5900 km. Selv birketræerne svigter os
nu. Bakkerne er golde og himlen en
anelse klarere endnu. Kupéen er efterhånden
dækket af et tykt lag kulstøv,
der gnides ind i huden, aflejres i næseborene
og sætter sig i håndfladen som
sorte pletter på et landkort.
Vi når ved midnat grænsen i dette uendelige
land. Dollarsedlerne er blevet
godt gemt for tolderne i Adidassokkerne
og smilet ekstra bredt. Vi ryger uden
problemer igennem tolden og sidder
en time i ingenmandsland, før vi krydser
grænsen i et af verdens mest isolerede
områder. Temperaturen er næsten
ubærlig og dieselstanken fra de passerende
lastbiler kvælende.
De mongolske toldere i slidte og forvaskede
uniformer giver også grønt lys til
vores videre færd. Efter 6000 km. sidder
jeg næsten med åndenød. Sentimental
over mødet med solopgangen over det
nordlige Mongoliets tundra. Jeg kan
knap kapere storheden i øjeblikket, og
måske er det denne følelse forældre har,
når de står med deres nyfødte barn. En
indre glæde, som kun de helt forstår.
Historien mest sagnomspundne togrejse
skal opleves. Det hersker der ingen
tvivl om. Det er et stykke historie i evig
bevægelse. Men det er en engangsfornøjelse.
Måske medmindre man skal på
bryllupsrejse i dobbeltkupe og ikke har
andet på programmet i fem døgn end at
tage forskud på de ægteskabelige fornøjelser.
Endnu en rejse langs verdens
længste jernbane ville simpelthen fylde
for meget!
Befriende bad
Efter fem dage rammer de befriende
dråber huden og efterlader små snavsede
pletter på gulvet af det overdimensionerede
badekar. Vi er ankommet til
Hotel Nassan’s i hovedstaden Ulan Bator
og vasker os for første gang i seks dage.
Nielsens boksershorts fylder det meste
af lejligheden. En kvalm stank blandet
godt op med humør og rejseånd. Vi er
nemlig på eventyr og allerede i morgen
dukker nye op, når turen går til den
dræbende kolde ørken i Nordmongoliet.
